Jeg sidder med indtil flere frivillige opgaver. Nogle kører bedre end andre, fordi nogle bare er taknemmelige for, at man vil bruge tid og krudt på deres grafiske materiale uden at tage betaling; hvor andre med det samme forventer mere og mere og mere.
Der er ikke forskel på frivilligt som betalt arbejde. Man skal stadig indordne sig i et vist hieraki, men med frivilligt arbejde tager jeg mig den frihed at mene, at der skal være en gulerod på en eller anden måde. Guleroden kan være mange ting. Det kan være, når jeg arbejder frivilligt for Red Barnet Ungdom, at jeg ved, at de ikke skal ud og tigge penge for at få professionelt, grafisk materiale lavet. Jeg laver det med glæde og forsøger også at få det igennem rimelig hurtigt, selvom de betalende kunder selvfølgelig står først for.
Det kan også være, at jeg ved, en vigtig information bedre når frem – og bliver bedre modtaget af de relevante myndigheder, som efterfølgende skal vurdere afsenderen. I dette tilfælde en patientforening.
Selv samme patientforening har ansat en højt betalt, professionel journalist, fordi det er utrolig vigtigt at udbrede kendskabet til medlemmernes sygdom og gøre medlemmernes færden i samfundet lettere. Det gøres ved at informere. Mit samarbejde med journalisten har ikke været optimalt. Hun har villet styre og bestemme alt. Selvom bladet jo, udover hende selv, har kørt fuldkommen på frivillig basis, har hun hårdnakket villet lave en produktionplan for hvert eneste blad … som er skredet i svinget hver eneste gang.
Derudover har jeg ingen grafisk frihed haft – det er blevet dikteret, hvordan bladet skulle se ud, hvilke billeder/illustrationer der skulle ind osv osv. Og så må jeg indrømme, at det mere og mere er blevet en sur pligt. Jeg har dog holdt ud og kæmpet for at tilsidesætte min egen mening, fordi jeg har ment, at mit arbejde var nyttigt og godt, da foreningen i forvejen ikke helt har råd til journalisten.
Det har bestyrelsen åbenbart ikke været enig i. Den anden dag fandt jeg ved søgning på en job-side min egen stilling slået op. Foreningen søger nu en frivillig grafiker til at lave deres blad.
Jeg følte mig utrolig skuffet! Her har man gået og troet, at det var godt, det man gjorde, og så fik man ikke engang besked, inden de gik ud og søgte en ny til at overtage ens arbejde. Det har jeg endog ikke oplevet som lønmodtager, selvom jeg har prøvet at blive fyret nogle gange gennem tiden. Ens arbejdsopgaver er dog først blevet givet videre, efter fyresedlen lå på bordet foran mig.
Så nu har jeg selv sagt min stilling op, og det er da en befrielse, for samarbejdet kørte jo ikke, hvilket jeg selvfølgelig indtil flere gange har gjort bestyrelsen opmærksom på. Der skete bare ingenting.
Jeg håber bare, de ved, hvad de gør!
For ved at have slået min stilling op uden at have informeret mig, har jeg selvfølgelig mistet alt tillid til dem, og et godt langdistance-samarbejde kan da slet ikke køre, når der ikke er tillid parterne imellem. Det ved jeg fra min egen hverdag, hvor nærmest alt arbejde kører over mail, telefon og internet. Det handler om TILLID!