De ting alle andre tager som en selvfølge…

Vores søn startede i skole i dag. Det er en stor dag i ethvert menneskes liv, og han har glædet sig rigtig meget!

Som mor skulle jeg selvfølgelig også med, og jeg var der også – men blev så syg af det og har haft det ad h...... til resten af dagen. Det er prisen for at ville deltage i sit barns liv. Øv, øv, øv. Sad

Og selvom der er rigtig mange andre situationer, hvor jeg også bliver syg og må gå hjem, så er disse altid de værste. For de kommer aldrig igen! Ligesom mine brødres bryllupper, min fars 60-års fødselsdag og alle de andre begivenheder jeg som MCS'er går glip af – eller må gå syg hjem fra.

Og så er det altid, når det rent faktisk er meningen, man skal have det sjovt og hygge sig og more sig med andre, at det rammer. Og det rammer hårdt – rigtig hårdt.

Lev livet mens du har det, sæt pris på de små begivenheder og de små ting i hverdagen.

Posted 12-08-2010 af sandfær-andersen | 2 comment(s)
Kategorier: , , ,
En tudekiks?

Jeg fik engang at vide (da jeg endnu engang var den der blev fyret), at jeg jo var så god til det, fordi jeg havde prøvet det så tit.

Den lader jeg lige stå lidt.

Andensidste gang jeg prøvede det, forventede alle at jeg ville blive hjemme dagen efter. Hvorfor dog det? Hvad skulle jeg dog bruge tiden til der? Jeg mødte op igen om fredagen på arbejde med henblik på at aflevere mine ting ordentligt - samtidig var jeg dog selvfølgelig utrolig lidt produktiv og brugte en stor del af tiden på at få gang i mit – på det tidspunkt ringe – netværk. Det førte dog til, at jeg om eftermiddagen kørte til samtale i Horsens. På det tidspunkt arbejdede jeg i Århus og boede i Østjylland.

Jeg fik jobbet.

Og startede tirsdagen efter. Så den dag var en af de største i mit liv! I skulle have set mine kollegers ansigter da jeg kom tilbage fra Horsens og kunne meddele, at jeg havde fået nyt arbejde (samt at de dermed kunne rende mig noget så grueligt). At det job så skulle blive det, der endte med en sygemelding, fyring, opstart af virksomhed som revalidering, flytning til Vestjylland og alt det andet min overfølsomhed har medført, er en helt anden sag.

På samme måde i dag. Folk bliver fyret, der er krise, og vi skal alle spare. Og så er det 'ih og åh så synd for os'. Er det?

Jeg læste endnu engang Anders Lund Madsens 'Udblik' i JyllandsPosten her i weekenden. Jeg skal være ærlig, at på fjernsyn kan jeg hurtigt blive træt af ham, men når han skriver er han et geni.

Alle taler kun om, hvad de har ret til. Som den ordblinde dreng der partout skal på skole i København til svimlende summer for samfundet. Min bror er også ordblind – det blev klaret ved et stærkt og godt samarbejde mellem min mor og min brors klasselærer. Et samarbejde der førte både til studenterhue, ingeniør-diplom og i dag et godt og særdeles velbetalt job. Han har lært at kæmpe for det, han gerne vil. Hvorfor er det, folk ønsker deres børn i specialklasser? Det er altså i min verden at skille sig ud på den negative måde og skal undgås så vidt muligt.

På samme måde har Asger Aamund i særdeleshed ret i, at vi alle er blevet 'svage grupper' og mener, vi skal have hjælp. Jeg får ingen hjælp til alle de ekstra-udgifter der følger med min overfølsomhed. Den er ikke anerkendt, og det sociale nævn har skyndt sig at træffe den afgørelse, at en maske til at skærme mod triggere (stor og grim er den og ikke just en man tager på for sjov skyld) - IKKE er et hjælpemiddel.

Jeg har heller ikke brug for den hjælp – vi kan fint klare os uden, og det har så ført til det spørgsmål: Hvorfor er det også lige, vi skal have hjælp til alting?

Min overfølsomhed har jo – udover alle de trælse ting – dog medført lidt godt: Vi spiser sundere, køber mere økologisk, hjemmet er totalt støvsuget for hormonforstyrrende stoffer, parfumer, parabener og alt det andet lort, som de fleste af os bare læser om der er noget skidt. Vi gør ikke noget ved det. Og ja, det er dyrere at leve sådan. Frygtelig meget dyrere. I skulle høre min mands klage, når han handler ind (for det kan jeg jo heller ikke tåle at gøre for tit).

Så hvad er det lige, der foregår? Er vi alle sammen blevet en sølle forsamling, der skal have en tudekiks med det samme den mindste ting går os imod?

Vågn op, Danmark og danskere. Inden det er for sent.

Posted 18-06-2010 af sandfær-andersen | 4 comment(s)
Udbytte af netværk?

Jeg tog for et års tid siden for første gang med til et møde i Dansk Netværk, Holstebro. Som værende kemisk intolerant er det ikke nemt at færdes, så et møde en gang i måneden lød tilpas.

Hvad havde jeg forventet mig af netværket? Egentlig ikke en hel masse – bare det at komme afsted til noget, hvor man ikke nødvendigvis ville blive betragtet som syg - ville være et skridt i den rigtige retning. På første møde valgte jeg at fortælle om min overfølsomhed, men jeg er ikke god til det, for jeg bliver så fandens følelsesladet, da det har påvirket mit liv så meget og mest i negativ retning. Så på de fleste møder undlader jeg at sige noget om det, da jeg bare gerne vil have lov at være med og betragtes på lige fod med de andre.

Til nu er det gået okay, nogle gange har nogle af de andre deltagere duftet en tand for meget og jeg burde nok være gået - men jeg har valgt at holde ud, for jeg vil så gerne betragtes som ligeværdig og være med.

Jeg har dog aldrig følt mig udenfor eller ved siden af som så ofte før. Og for mit vedkommende er det også en af de meget få steder, jeg ikke som det første har fået elevator-blikket - men er blevet set i øjnene med nysgerrighed og forventning. Det har været fantastisk at opleve.

På det ene møde hvor jeg fortalte om sygdommen, var der også straks opbakning og idéer fra de andre deltagere. Og sådan har det været siden. Vi hjælper hinanden, støtter hinanden, opmuntrer hinanden. Og udover gode kolleger og hyggelige stunder, hvor vi også får lidt ny info indenbords, har jeg også for mit eget vedkommende fået nogle gode veninder. Og det har for mig været meget stort.

Oftest har jeg måttet forlade et selskab når det var sjovest, pga min overfølsomhed. Oftest er relationer blevet ødelagt inden jeg fik en chance for at vise, hvem jeg er, pga min overfølsomhed. Her bliver jeg lyttet til, accepteret, ikke nødvendigvis forstået - men det er også lige meget. Bare det at folk som en selvfølge vil tage de hensyn der er nødvendige for at jeg også kan være med … jeg får helt tårer i øjnene ved tanken.

Jeg kunne ikke deltage i mine egne brødres bryllupper pga overfølsomheden - og fordi de på det tidspunkt ikke forstod alvoren i det. På samme måde er det stadig oftest en kamp, når man møder nye mennesker - mest i forbindelse med mine børns gang i institutioner og andre steder.

Her er jeg med, vi er lige nu 3 kvinder, som også er begyndt at mødes ved siden af netværket. Og på trods af - eller netop på grund af - vores store forskelligheder, passer vi utrolig godt sammen.

På det seneste møde sad jeg skråt overfor en anden kvindelig deltager, som jeg mødte der for første gang. Uden ord gik vi bare i spænd på stedet. – Og selvom hun (indtil sommerferien siger hun) er ryger, så har der ikke været den mindste tvivl om, at vi med tiden vil blive perle-veninder. På trods af forskellighederne. Jeg glæder mig utrolig meget, til hun holder med at ryge, så jeg vil kunne tåle at være sammen med hende og sidde og snakke med hende Smile

Posted 18-04-2010 af sandfær-andersen | 1 comment(s)
Kategorier: , ,
Jeg er en af de få…

Min sygdom, MCS - Multiple chemical sensitivity, er der ikke mange, der kender til. Det er heller ikke anerkendt af WHO, men jeg vil oversætte det til kemisk intolerance. Dog har vi i Danmark fået oprettet et videncenter for sygdommen, www.mcsvidencenter.dk – så en eller anden form for anerkendelse er der da.

Senest har jeg deltaget i en spørgeskema-undersøgelse fra videncenteret, og i forordet var nævnt, at der er cirka 27% af den danske befolkning, som føler sig generet af andres forbrug af parfumer, cigaretter, kemikalier i rengøringsartikler m.m., og derudaf er vi 2% af danskerne, som er så hårdt ramt, at det påvirker evnen til at blive på arbejdsmarkedet, samt det sociale og familiære liv. Jeg er en del af de 2%. Øv!!

Samtidig er jeg dog en ud af en højst sandsynligt endnu lavere procentdel af danskere, som på trods af sygdommen har min egen virksomhed, som stadig kører godt på trods af krise og alt muligt andet. Fordi jeg er dygtig – eller som en kunde så pænt udtrykte det den anden dag: Skide-god!! Og det er godt nok dejligt Smile Jeg skal netop til at starte endnu et foreningsblad op her i april og har rigeligt at se til. Det der med påskeferie har jeg måttet kæmpe lidt for at kunne få lov at holde – i påskedagene selv sagt. De tre dage her arbejder jeg.

Sagt på en anden måde: Jeg har travlt og jeg tjener penge, så det bliver ikke til så megen gang på Amino for tiden, men jeg læste et indlæg i forrige uge, hvor en ung mediegrafiker under uddannelse ville høre, hvordan med at arbejde ved siden af uddannelsen… Straks var de negative toner fremme, og det blev skrevet, at det går så og så elendigt for grafikere i dagens Danmark. Det gør det så ikke hos mig – og vel heller ikke nødvendigvis for den unge spire, som havde startet indlægget?

Det nytter ikke noget at give op på forhånd. Min sygdom ville jeg ikke ønske for min værste fjende at skulle rammes af – samtidig er det dog ene og alene den, der er skyld i, at jeg blev selvstændig. Hvilket jeg ikke vil bytte væk for det bedste lønmodtager-job i verden. Mit liv er en kamp som vel også så mange andres, men det er mit, og jeg er stolt af, hvad jeg formår.

På samme måde skal du heller ikke lade dig styre af andre. Dermed siger jeg ikke, at det er nemt at gå forrest – det er da noget af det sværeste, men det behøver ikke betyde nederlag hver gang.

Posted 29-03-2010 af sandfær-andersen | 2 comment(s)
Kategorier: ,
Husk at sige noget pænt hver dag!

Jeg er af sådan en familie, hvor det positive altid har ligget som noget underforstået noget lige under overfladen. Sådan er det nok ofte, når man er vestjyde. Men jeg må indrømme, at jeg er ved at være træt af, min familie aldrig kan sige noget pænt – men at det altid kun er det negative, der kommer frem. Godt nok med smil på læben og en god bunke sarkasme og ironi, men hvorfor skal det være så svært at sige noget pænt til dem, man rent faktisk elsker?

Jeg ved egentlig ikke, om det var bedre de 10 år, jeg boede i Østjylland og arbejdede i blandt andet Århus/Viby J. Heller ikke der kunne cheferne finde ud af at komme og rose en for det arbejde, man gjorde. Jo, der var nogle få ind imellem. Der var bare for langt imellem.

Vi er en nation af stressede, deprimerede mennesker, der går ned med flaget på stribe. Vi må sgu se at lære at sige noget pænt til hinanden. Bare én ting hver dag!

Posted 12-03-2010 af sandfær-andersen | 3 comment(s)
Ambitioner

Jeg sad til et møde i Dansk Netværk, Holstebro. Nu er vi en meget lille afdeling, hvilket selvfølgelig er beklageligt, men ved sidste møde følte jeg mig godt nok ude på et sidespor.

Min virksomhed er opstået som følge af min sygdom, MCS - multiple chemical sensitivity - også kalder kemisk intolerance. Og jeg måtte selv foreslå det overfor min sagsbehandler, da jeg gik sygemeldt, for ellers ville mit år med sygedagpenge bare være løbet ud, og jeg var endt på kontanthjælp.

Min sagsbehandler fik dog gennemtrumfet, at jeg fik revalidering - altså hjælp til opstart af min virksomhed. Men nu er jeg også heldig at have fået valgt et fag, hvor det kan lade sig gøre at arbejde hjemmefra. Jeg kunne bare ikke overbevise virksomhederne om, at de skulle ansætte mig på så specielle vilkår.

Og det klager jeg så bestemt ikke over i dag.

For det går sgu godt. Jeg tjener langt flere penge, end jeg gjorde som lønmodtager - arbejder færre timer - og kan få familielivet med små børn til at hænge sammen.

Men ambitioner har jeg ærlig talt ikke mange af - ikke når det gælder firmaet. De ambitioner, jeg nu engang havde, om bare at kunne tjene ligeså meget som dagpenge, er jo indfriet til fulde - og så er jeg nok gået lidt i stå derefter.

At flytte virksomheden ud af hjemmet er ligesom ikke en mulighed, da jeg ikke kan tåle det. At udvide biksen og ansætte en medarbejder er også udelukket af samme årsag. Så skulle der bygges en seperat bolig til virksomheden - og det er nok alligevel en tand for ambitiøst + det faktum, at jeg lige nu slet ikke kan overskue en sådan handling. Jeg har rigeligt at se til med det, jeg har. Og jeg har også mit at kæmpe med på det private plan.

Men når jeg hørte på de andre og deres ambitioner, følte jeg mig virkelig ikke som en del af fællesskabet. For nok kan jeg også have drømme, når det gælder min virksomhed - de kan bare ikke omsættes til virkelighed, og derfor bliver det nu engang ikke til noget.

Og så er der nok også forskel på kvindelige og mandlige iværksættere - i hvert fald hvis det er børn med i billedet. Jeg glæder mig i hvert fald over at kunne holde fri på skæve tidspunkter og bruge tiden med ungerne - mændene går som regel langt mere op i jobbet.

Posted 17-02-2010 af sandfær-andersen | no comments
Kategorier: , ,
En verden i forandring

Danmark har været værter ved COP15 i København. En farce af værste skuffe, hvis du spørger mig.

Vi er mange mennesker på kloden - rigtig mange, og ved udgangen af, var det 2020 eller 2030? vil vi være en halv gang flere end i dag. 9 milliarder. Hvorfor er det så lige, vi går rundt og naivt tror på, en aftale om reduktion af CO2 kan have den mindste indflydelse på jordens temperaturstigning?

Jeg ved godt, det er en provokerende udtalelse, og her i huset gør vi alt for at spare på energien: Slukker lyset, skifter til LED-pærer, køber bil der kører langt på literen, har kun én af slagsen, sorterer affald osv osv. Selvfølgelig gør vi det. Af hensyn og respekt for Moder Natur og vores børn. Men når det gælder udslippet af CO2 kan vi jo kun gøre, hvad der er muligt i egen husstand. Og hvis ikke naboen synes, det er vigtigt, kommer vi jo ikke særlig langt! Vi er kun små ubetydelige brikker i et meget stort spil.

Mødet i København var dødsdømt på forhånd. Hvis man bare tænker på de personligheder, der var mødt frem – og de forbrydelser nogle af dem er skyld i i deres hjemlande. Skam ejer de ikke – måske ligesom Brixtofte kan de slet ikke se, de gør noget galt.

Og når jeg selv tænker tilbage på min gymnasieklasse, bestående af 27-28 unge mennesker. Voksne kunne man bestemt ikke kalde os. Vi var nogle barnerumper, der ikke ejede respekt for de lærere, som ikke forstod at håndtere os. Hvad det gjaldt var vi ikke en tand bedre end en børnehaveklasse, og vi blev diskuteret på første lærermøde efter skoleårets start i 1.G. Når der skulle bestemmes noget i klassen, kunne vi ALDRIG blive enige. Vi kunne ikke engang blive enige om, hvordan vi skulle stemme – så alt var dødsdømt på forhånd, og vi fik ikke engang lavet en t-shirt, da vi var færdige på skolen.

Resten af verden er ikke som vi danskere, de tænker ikke som vi gør, og de handler ikke nødvendigvis derefter. Eller også gør de det næste år eller om 10 år. Jeg arbejder selv med tryksager til hele verden, og det er helt andre arbejdsrutiner – samt arbejdsmoral, der dér hersker.

Her i julen har vi kunnet se tv-udsendelser om, hvordan profit-organisationer forsøger at tjene stort på menneskers naivitet og gode hjerte. Jeg er også blevet snydt – fik købt nogle produkter i forsøget på at støtte Danske Hospitalsklovne. Fremover bliver jeg endnu mere afvisende overfor telefonsælgere og finder selv den organisation, der skal have mine penge!

Og sådan går det nok også med miljøet. Hvor der er opmærksomhed, kommer magt og begær til. Miljø = Penge.

Posted 07-01-2010 af sandfær-andersen | 1 comment(s)
Det er legalt at røvrende sine 'kolleger'

Kommunal- og Regionsrådsvalget er overstået. Og gud ske tak og lov for det. Aldrig før har der været så mange desperate forsøg på at få magten. Koste hvad det må. Den ene borgmester efter den anden, der har troet sig sikker med sine støtters underskrifter på papiret, er blevet uventet væltet af nye sammensværgelser. Magtbegær og grådighed står åbenbart højere på listen end den gode, gamle sigemåde 'Et ord er et ord'.

Når man samtidig tænker på, hvordan disse scener kommer frem i medierne, bliver det så mere legalt at røvrende sine kolleger/samarbejdspartnere/kunder?

Jeg synes, demokratiet har spillet fallit. Hvad det gælder.

Posted 24-11-2009 af sandfær-andersen | 3 comment(s)
Kategorier:
Jeg gør ikke som de andre…

Jeg annoncerer ikke som de andre. Jeg sælger ikke mig selv som de andre. Jeg har til stadighed mit kontor hjemme på trods af, hvad andre siger. Jeg arbejder ikke 60-70 timer i ugen, som nogle selvstændige gør.

Jeg har succes med firmaet. Jeg tjener flere penge på færre timers arbejde, end jeg gjorde som lønmodtager. Jeg følger helt mit eget hoved og min intuition.

Nogle gange tænker jeg, om jeg gør det forkerte, andre gange tænker jeg, at jeg skal gøre, hvad der er vigtigst og mest rigtig for mig.

Jeg analyserer med jævne mellemrum, hvordan jeg selv synes, det går. Og det går jo godt.

Jeg tænker også i at sælge mig selv, selvom jeg har hundetravlt. Men ting tager jo tid, og der skal også være tid til familie og venner.

Jeg skriver dette indlæg for at pointere, at også DU skal lytte til dig selv. Fordi andre gør tingene på en bestemt måde, er det ikke nødvendigvis den rigtige for dig. Lyt til dig selv.

Posted 04-11-2009 af sandfær-andersen | 2 comment(s)
Min bedste ven/kollega er blevet indlagt med en blodprop

Og hvorfor skriver jeg så et blogindlæg om det? På et sted som Amino?

Fordi jeg selv lider af en mega-træls lortesygdom, som begrænser mit liv i alle ender og kanter – og har tvunget mig til at lægge mit liv så meget om, at det har gjort ondt allerinderst inde. Og min ven her, en tidligere kollega og en god kunde, som jeg taler og mailer med nærmest hver eneste dag, og som til tider er min livline – har fået en blodprop og er blevet indlagt. Han er ikke fyldt 40 år.

Og fordi livet er andet end arbejde, og det skal nok specielt selvstændige huske på!

Arbejde er ikke alt. For fanden, hvis han skulle have stillet træskoene nu, så vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde. I min sværeste tid har han hele tiden været der, og selvom jeg til tider har fået sendt en lortemail eller sagt noget dumt i telefonen, så har han til stadighed bakket mig op og fortalt mig, at det nok skulle gå. Nu er det min tur til at være der for ham, når og hvis han giver mig lov.

I går fortalte han, at han havde været ved lægen og skulle ind til tjek og observation, så det må man sige var i sidste øjeblik. Hvor er jeg glad for, han nåede det!

Og jeg drillede ham, som en god ven nu engang gør, for vi ved jo begge godt, hvad der er galt i hans liv. Han sad selv og vrøvlede om, at det handler om gener, men det er jo desværre ikke alt. Hans dårlige vaner: rygning, junkfood og cola gør det jo ikke bedre, hvis blodtrykket har det med at være for højt. Men det skal man være indstillet på og klar til at gøre noget ved, inden der skal snakkes en hel masse om det. Og det er kun én selv, der kan blive det. Det kan andre ikke presse ned over nakken på én.

Jeg håber sådan, nattens indlæggelse har givet ham den nødvendige forskrækkelse, så også han vil begynde at leve sundere. For jeg kan ikke undvære ham!

Posted 14-10-2009 af sandfær-andersen | 2 comment(s)
Kategorier: , ,
Fleksibel og punktlig

Jeg har en god, fast kunde, som har skrevet et par kommentarer om samarbejdet med mig. Læs gerne med, hvis I søger en knalddygtig grafiker:

---

"Fleksibel og punktlig. 2 ord der ikke altid går hånd i hånd da fleksibilitet ofte i Branchen gør at andet ligger i en bunke, - men du har evnen og overblikket til at holde rigtig mange bolde i luften hvilket er beundringsværdig, - det hører til den absolutte sjældenhed at møde en så fleksibel samarbejdspartner som altid formår at levere til tiden (altid før aftalt tid faktisk, - og endda udenfor ”normal kontortid”), - en fornøjelse som der er fare for man tager for givet, - men som man så oplever anderledes når man arbejder med andre leverandører

Du har gentagne gange reddet et projekts forløb på den ene eller anden måde, - teknisk, kreativt, - men absolut også tidsmæssigt, - hvor man ved at der sker noget med sagen, - hvis ikke det er løst med det samme, - så skal du nok finde frem til en løsning og levere varen, - hvor man samtidig er opdateret på forløbet."

Jeg burde selvfølgelig få opdateret min hjemmeside og få de gode kommentarer med derpå, men det er tiden ikke til lige nu. Jeg havde dog lige et behov for at få det ud til andre også Big Smile

Kunden er: Lars Jørgensen, Phoenix Design Aid A/S, Randers.

Posted 21-09-2009 af sandfær-andersen | 2 comment(s)
Kategorier: , ,
Man skulle måske nedsætte sig som freelance projektleder…

Jeg er grafiker. Ikke AD'er, og dermed ikke den super-kreative type, som tegner, maler og illustrerer. Jeg sætter din bog eller rapport lækkert op, har styr på farver, skrifter, størrelser, snit – og ikke mindst mål. Bag den flotteste tryksag ligger matematikken som det vigtigste redskab.

I min tid som lønmodtager har jeg fundet ud af, jeg har det rigtig, rigtig godt med det, jeg laver. Jeg har aldrig haft ønske om at blive chef for en grafisk afdeling, for så kunne jeg jo ikke sidde med selve opgaverne. Og projektlederjobbet måtte de andre også meget gerne tage sig af. For de bliver hevet i fra oven og fra neden, og så får de også utak oveni.

Dermed ikke være sagt at jeg ikke har evner til det. Jeg kan godt projektlede (og har også gjort det på en opgave, hvor kunden sad i New York og grafikerne i Indien – [puhhh!] Jeg har bare ikke den store interesse i det, bortset fra når det gælder de grafiske opgaver, jeg har gang i. Der leder og fordeler jeg så meget som muligt, og det gjorde jeg også som lønmodtager.

Lige nu sidder jeg med en kundes kunde, som er en stor, international organisation, som på bedste vis er frygtelig bureaukratisk opbygget. Samtidig er der utrolig lidt styr på tingene, og det er spændende, hvornår den 76-siders store rapport mon er færdig. Kunden mener nu på søndag – vi glæder os stadig til at modtage det sidste tekst og de sidste højtopløste illustrationer og billeder.

Så er det sgisme godt med min matematiske baggrund og min gode evne til at holde hovedet koldt!

Netop her til aften fik vi 'et surt opstød' fra denne kunde, om hvorfor vi havde gjort så'n og så'n. Og så er det jo rart at have alle mails liggende og sørge for at have alt på skrift, så man har mulighed for at tilbagevise kundens anklagende tone. Det var hans egen fejl!

Posted 07-09-2009 af sandfær-andersen | 3 comment(s)
Kategorier: , ,
Flere indlæg Næste side »