Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Steinar Ditlefsen De store formidlere fortæller historier! (Thyra Frank er en stor formidler)

De store formidlere fortæller historier! (Thyra Frank er en stor formidler)

2.272 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
18 November 2010

En illustrerende historie er ikke blot en underholdningspause i din præsentation. Det er måske det vigtigste tidspunkt i din præsentation. Er historien god og godt fortalt, kan det løfte din præsentation over alle højder. Er den plat og dårlig – eller bare dårlig fortalt – kan den ødelægge det hele.

Thyra Frank

Da jeg for nogle måneder siden hørte en af Danmarks bedste foredragsholdere, Thyra Frank, var det slående at se hvilken enorm effekt historier kan have. Hendes foredrag på ca. 35 min var egentlig en lang perlerække af små hverdags øjeblikke på plejehjemmet, hvor hun er leder. Hendes budskab var egentlig ganske så alvorligt - at man ikke kan lade det offentlige administrere og kontrollere sig til en god hverdag for de ældre og et godt arbejdsliv for de ansatte. Man kunne mærke at dette var noget hun virkelig brændte for.

Men, i stedet for at fortælle en masse facts, let krydret med historier, fortalte Thyra mange historier, let krydret med facts. Hun er en fortæller af Guds nåde, og resultatet var 35 minutter hvor publikum grinede, græd, klappede, grinede igen og igen. Jeg talte mere end 60 gange, hvor publikum grinede gennem hendes foredrag! Men det var ikke tomme grin. Efter foredraget, tror jeg de allerfleste havde fået et nyt syn på arbejdsmiljø, ældreomsorg og den offentlige indsats. Man skulle i hvert fald have et virkelig koldt hjerte, hvis man ikke var berørt af det. Da de 300 tilhørere rejste sig til  stående applaus, var der noget der tydede på at Thyra var nået ud med sit budskab. Alt sammen pga små og store historier fortalt af en god historiefortæller med noget på hjerte.

 

Gode grunde til at øve sig i at fortælle historier, og til at samle på gode historier:

  • Historier der er godt fortalt, skaber billeder i hovedet på tilhøreren. Billeder skaber følelser. Nye følelser giver nye perspektiver. Nye perspektiver er, hvad dit publikum længes efter.
  • Historier kan være meget stemningsskabende. Husk derfor også hvilken stemning du ønsker, og vælg en historie som skaber lige denne stemning. Vil du f.eks. have at publikum skal gå til handling efter dit indlæg, må du sørge for at afslutte med en historie som inspirerer til handling.
  • Historier kan være en god icebreaker. Humor er utroligt vigtig, men også meget svært. Går det galt, kan det slå helt forkert ud. Thyra Frank fik publikum til at grine mere end 60 gange på 35 min, men alle gik ud med en følelse af empati, varme og forståelse for et ganske alvorligt emne. Et mesterstykke!
  • Historier levendegør dine pointer. Billederne de skaber, giver associationer hos publikum til deres egne oplevelser. Pludselig er det mere relevant for dem. Hvem har ikke oplevet at fortælle en historie, hvor en af de tilstedeværende afbryder (inden du har fortalt færdig) for at fortælle sin egen lignende historie..

En lille ting til sidst. Et eksempel er ikke det samme som en historie. Eksempler kan tydeliggøre og forklare noget. En historie gør at du oplever det og derfor får en øget forståelse. Thyra Frank-eksemplet ovenfor er akkurat det – et eksempel.

 

PS. Hvis du har svært ved at fortælle historier, skal du ikke fortvivle! I næste indlæg giver jeg dig en OPSKRIFT – og den er IKKE SVÆR. Alle kan lære det, og glæde sig over den respons det vil give hos publikum. Kommer snart..

 

PPS! Tryk synes godt om hvis du kunne li' artiklen, den næste er lige om hjørnet!

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Steinar skriver Skriv dig op