Der må gerne krydses fingre

Har i et stykke tid været ude at lede efter et nyt job som jurastuderende. Jeg ville rigtigt gerne, at det skulle være her i København, da det er her, jeg bor og ikke har bil.

Sådan har alle andre jurastuderende det bare også.

Nu har min tidligere advokatchef, så givet mit nummer videre til et vikarbureau, som prøver ihærdigt at få mig indenfor et område, som jeg INTET aner om. Heller ikke på baggrund af alle mine tidligere kvalifikationer. Jeg er jo meget til familie- og arveret samt sundhedsret, og så hvad vi ellers har af forskellige retsområder i Retshjælpen. Alle mine kandidatfag er stort set selskabsretlige, og så har jeg selv været andelsboligforeningsformand, så jeg ved en del lejeret- og andelsboligret samt fast ejendom (min tidligere advokatchef er også ejendomsmægler).

Noget af området er forvaltningsret, og her har jeg en del erfaring - har selv undervist i faget på Niels Brock, men den sidste vinkel er total ny. Det synes jeg er så fedt.

Det er også lidt sjovt, at jeg altid har været så bekymret for ikke at få høje nok karakterer (tror jeg mange studerende lider af).

Jeg har kun søgt hos advokater indtil nu. Ingen af de steder, hvor jeg har været ansat, har ønsket at se mine jurauddannelsespapirer - de har faktisk hellere villet vide, hvor hurtigt jeg kunne skrive. Jeg er helt klart blevet ansat på, at jeg er uddannet lægesekretær og er vant til selvstændig sagsbehandling. Jeg har ikke på noget tidspunkt skrevet efter direkte diktat som jurastuderendde - jeg har lavet meget selvstændig arbejde, og jeg har fået lov til at sidde og rådgive i Retshjælpen, hvilket jeg føler mig meget priveligeret over, da mange jurastuderende nærmest kun får lov til at lave kaffe og kopiere samt lave informationssøgning. De stillinger har jeg så heller ikke søgt, da jeg har tænkt, at jeg nok ikke fik de stillinger alligevel, da jeg var for overkvalificeret. Ikke at jeg ville have haft noget imod det, men jeg har selv været mellemleder, og jeg ville ikke ansætte en selv, der kunne meget mere, end jobbet krævede.

I Retshjælpen blev jeg ansat, pga. jeg kendte en derinde i forvejen, da vi var i studiegruppe sammen, og nu har jeg igen oplevet at blive anbefalet andetsteds fra. Jeg synes, at det er fantastisk, at andre vil stå inde for mig - også selvom jeg nu måske havner tilbage i en offentlig stilling igen, men det er sikkert meget godt, at jeg har prøvet det, og det denne gang er noget helt andet end jeg kender fra sygehusvæsenet.

Jeg glæder mig meget og håber, at jeg får det, selvom jeg får lang transport - hellere det end tilbage som lægesekretær. Der er jo en grund til, at jeg stoppede med det en gang.