Det er samfundets skyld....

I 1996 fik jeg kraftige smerter i mine fødder og det var den første begyndelse til at jeg raslede ned af samfundets stige. Fra lønmodtager og dagpengeberettiget til karentæne og dagpenge, til S.U. til kontanthjælp. For hvert skridt mistede jeg mere og mere hået om at blive rask og selvtilliden og selvværdet blev mindre og mindre. Hver eneeste dag var en ren fokusering på at få indhold i livet og overleve som "udstødt" af arejdsmarkedet.

Jeg ville så frygtelig gerne arbejde og undersøgte alle de muligheder jeg kunne komme i nærheden af, men forgæves. Jeg passede ikke ind nogen steder, og jeg måtte gang på gang tage det nederlag jeg fik med et knæk på selvtilliden som fulgte med. Jeg duede ikke

I 2001 fik jeg en hobby og den hjalp mig med at bevare min forstand og kunne holde frustrationerne nede på et niveau hvor jeg kunne leve med dem. Søgningen på livet i fremtiden fortsatte.

Efterhånden som årerne gik blev min hobby mere og mere præget af at være mit "livsværk" og glæden over at andre kunne bruge det jeg lavede fik mig til at føle mig lidt mindre som taber i samfundet. Det var en kæmpe hjælp og hjalp mig til at komme videre - også selv om fremtiden hvor jeg kom tilbage på arbejdsmarkedet så håbløst ud.

Jeg forsøgte at snakke med kommunen ang. min side og min ide om at blive selvstændig, men blev oftest mødt af en stor mur der hverken var til at hoppe over eller gå udenom. Svaret var indlysende, vi er IKKE interesserede i din ide.

Jeg gav ikke sådan lige op, da jeg netop godt kunne se en fremtid for mig hvor jeg sad og gjorde det jeg holdt allermest af - hjalp andre mens jeg selv blev styrket i det jeg lavede.

Men døren var for alvor lukket. Betingelserne var arbejdsprøvning før de ville snakke med mig omkring det at hjælpe mig, og med 4-6 børn kunne jeg slet ikke se hvordan jeg skulle både være mor, videreudvikle Min-mave og samtidig være i arbejdsprøvning. Jeg var frygtelig bange for at NÅR jeg så havde fuldført min arbejdsprøvning ville jeg ikke have en Min-mave at starte op med.

Det sidste jeg forsøgte inden jeg desperat kastede mig ud i iværksætterlivet uden noget sikkerhedsnet var

 

- at kontakte AF og høre om de ville give mig en skriftlig vurdering af min ide og fremtidige muligheder for at blive selvforsørgende. Svaret til kommunen var - undersøg om ideen er økonomisk bæredygtig, kommunen nægtede at gøre netop det.

 

- et firma ønskede at ansætte mig til at lae præcis det arbejde jeg lavede til daglig, videreudvikle og opdatere Min-mave, men da de både skulle give mig fast løn + provision + bruge penge på en ny platform til Min-mave, så ønskede de at få løntilskud i f.eks. 3-6 mdr for at give projektet den bedste start, men svaret fra kommunen var : NEJ.

Da jeg gik i dybden og bad dem uddybe deres svar fik jeg at vide at jeg havde sygdommen nervebetændelse og derfor skulle i arbejdsprøvning. De kunne jo ikke være sikre på om jeg nu også kunne klare det arbejde jeg blev tilbudt. Jeg spurgte så om jeg havde fået løntilskud hvis jeg ikke havde haft nervebetændelsen og der var svaret ret klart og tydeligt : JA.

Ok, så strategien var altså at de hellere ville hjælpe en rask ud på arbejdsmarkedet frem for en syg - ikke logisk i mine øjne.

 

På det tidspunkt var jeg så træt af kommunen, deres holdninger, at blive dikteret hvad de synes jeg skulle lave, frem for at lytte på hvad jeg havde lyst til at lave, at jeg tog springet. Efter en masse dybe og detaljerede snakke sagde min kæreste til mig at NU skulle jeg gøre det. NU ELLER ALDRIG.

Og sådan blev det. Jeg har ikke fortrudt men kan ikke lade være med at tænke på de mange som sidder hjælpeløst fast i systemet, og som bare synker længere og længere ned i magtesløshed fordi de ikke kan overskue hvordan de kommer videre og måske slet ikke kan komme tilbage på arbejdsmarkedet på "normale" vilkår.

 

 Er det virkelig rimeligt at personer som er syge eller på anden måde ikke længere er tilknyttet arbejdsmarkedet skal udsættes for sådan en proces?