Hvorfor tog jeg ikke springet som iværksætter noget før?

Ja, det spørgsmål har jeg tit stillet mig selv og svaret er ret enkelt.... Fordi jeg ikke turde - især økonomisk - og fordi jeg absolut ikke havde nogen former for støtte bag mig.

For at ridse mig historie kort op (i forhold til hvad jeg kunne vælge at gøre  ) var det således :

For mange år siden da jeg endnu gik i skole drømte jeg om at få en uddannelse hvor jeg skulle arbejde med mennesker (eller dyr) og på en eller anden måde hjælpe dem. Mine tanker gik i retning af psykolog, socialrådgiver, læge, advokat, journalist og meget meget andet.

Men det skulle vise sig ikke at blive til noget, for jeg endte i 10. klasse og derefter røg jeg ud på arbejdsmarkedet og fandt hurtigt en rytme med hårdt fysisk/psykisk arbejde og gled ind i en travl og hektisk hverdag. Jeg arbejdede dog ikke helt med det jeg havde tænkt mig, og skiftede mellem arbejdspladser med max. 1 års mellemrum.

Et fald ned af en trappe endte mit liv på det "normale" arbejdsmarked og i flere år forsøgte jeg at finde ud af - Hvad nu? Det var en hård tid, for jeg faldt løbende ned af den "sociale rangstige" - fra et fast arbejde og dagpengeberettiget til SU for til sidst at havne i kontanthjælpssystemet.

Jeg startede Min-mave op i 2001 og selv om de fleste i min omgangskreds mente det var noget værre pjat, de kunne ikke forstå jeg gad bruge min tid på det og endnu mindre da de fik at vide at jeg ikke tjente noget på det. De kunne aldrig forholde sig til at jeg fik en masse andet tilbage - som menneske - som jeg netop havde mistet ved at få konstateret en kronisk sygdom og ryge ud af det "normale" arbejdsmarked. Det kan slet ikke beskrives hvad det gør ved et menneske og havde jeg ikke haft Min-mave er jeg bange for at jeg seriøst var røget ned med flaget og lidt efter lidt havde mistet min vilje til at forsøge at kæmpe mig ud af det system jeg var klemt fast i.

I flere år forsøgte jeg at finde VEJEN ud af kontanthjælpssystemet, men af en eller anden grund rendte jeg altid panden ind i en mur. Den værste var dog at få at vide at fordi jeg havde en kronisk sygdom SKULLE jeg i arbejdsprøvning frem for måske at kommunen kunne hjælpe mig bare en lille smule med at starte op som selvstændig med Min-mave. Ikke engang løntilskud kunne jeg få hvis jeg skulle være så heldig at finde et firma som kunne se mulighederne i siden og havde lyst til at hjælpe mig med at nå mine mål ved at betale videreudviklingen af Min-mave og ansætte mig.

Jeg kunne ikke se hvordan jeg kunne gøre andet end at tage springet ud som selvstændig og håbe det bedste. En af mine netveninder gav mig den store opbakning som jeg ikke fik fra min omgangskreds - jeg ville give firmaet et ½ år, når den tid var gået ville jeg kikke på hvordan det var gået og tage en beslutning ud fra det. Jeg er her stadig, så det gik altså ok og jeg har aldrig været gladere.

Nu sidder jeg rent faktisk i en situation hvor jeg får alle mine ungdomsdrømme opfyldt - jeg hjælper andre mennesker, jeg får lov til at søge oplsyninger og skrive tekster, jeg får lov til at udfordre mig selv, jeg skal konstant tænke over hvordan jeg kommer et skridt videre og ikke mindst når de mål jeg konstant sætter for mig selv.

Jeg er efterhånden ikke i tvivl om at jeg nok skal komme dertil hvor jeg ønsker at være, men det kræver at jeg fokuserer, lægger masser af arbejde i det og ikke lader mig slå ud undervejs. Det gælder om at se muligheder frem for forhindringer, men nogle dage der gemmer mulighederne lige en tand for meget, så det hele virker uoverskueligt.

Alt taget i betragtning ville jeg ønske jeg havde haft mod til at tage springet som iværksætter for længe siden. Nå, det er altid nemt at være bagklog - desværre - men nogle gange skal man ikke tænke så meget som at følge sit hjerte. Hvis man brænder for noget, og samtidig lægger en masse hårdt arbejde i projektet, skal der nok vise sig muligheder der gør at ens ønsker går i opfyldelse