Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

SEO Must Have!

2,320 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
10 December 2020

Der er mange ting du kan gøre for at søgemaskineoptimere dit website. Så mange, at det for de fleste godt kan virke en smule uoverskueligt. Men der er én ting du i hvert fald altid skal gøre.

Uanset hvilken type website du har, hvor stor eller lille din virksomhed er eller hvor meget du har tid og råd til at ofre på SEO, så bør du registrere det i Google Search Console (GSC).

I dette indlæg vil jeg fortælle lidt mere om hvordan og hvorfor du bør registrere dit website i Google Search Console og give nogle tips til hvordan du kan bruge det.

 

Hvorfor bruge Google Search Console?

Med Google Search Console får du en masse meget vigtige informationer om, hvordan Google indekserer og opfatter dit website. Du kan også se om der er fejl eller svagheder, som bør rettes, hvordan de crawler dit website, hvem der linker til dig, og på hvilke søgninger du bliver vist og får besøg.

Nogle af disse informationer kan du også få via andre kilder og værktøjer – som f.eks. hvilke ord du ranker på og hvem der linker til dig, men informationer om crawling, klikrater, fejl (som Google opfatter det),  og en masse andre detaljer kan du kun få via Search Console.

Via Search Console kan du også registrere XML-sitemaps, se om der er fejl i dem, bede om udelukkelse af sider og bede om opdatering af udvalgte sider.

For de fleste der arbejder professionelt med SEO er Google Search Console et af de meget centrale værktøjer. Jeg bruger det dagligt. Men selv hvis du ikke er full-time SEO-professionel kan du sagtens lære at få en masse ud af det.

Registrering i Google Search Console

Hvis du ikke allerede har registreret dit website i Google Search Console skal du gøre det nu. Det er helt gratis og der er ingen ulemper forbundet med det.

Der cirkulerer desværre nogle spredte rygter om, at man ikke skal registrere et helt nyt website. Min erfaring er, at det er noget vrøvl. Jo før du registrerer dig, jo hurtigere kan du få glæde og gavn af Search Console.

Du registrerer dit website her.

Du skal bruge en Google-konto, for at logge ind. Sådan en har du sikkert allerede – og ellers kan du oprette den helt gratis. Den kan du så også bruge til Googles mange andre tjenester, som mail, Google Analytics osv.

Når du er logget ind, skal du oprette en ”ejendom” – det er dit website. Du kan oprette flere ”ejendomme” – flere websites, under samme konto/login.

Følg guiden til oprettelse – det er ikke så svært. Det eneste der kan forvirre lidt er, at du skal bekræfte, at du ejer websitet. Det kan du gøre på flere måder – ved at indsætte et HTML-tag, via Google Analytics, Tag Manager eller DNS.

Efter du har registreret dit website, kan der godt gå lidt tid, inden data begynder at dukke op. Nogle gange kommer det i løbet af få minutter eller timer. Andre gange kan der gå nogle dage.

Search Console overblik

Når der begynder at komme data på din konto, kan du dykke ned i de mange rapporter. Første side – forsiden, giver et hurtigt overblik over nogle af de vigtigste data.

Her kan du bl.a. se udviklingen i besøg fra Google, hvor mange sider du har indekseret – og om der er nogle sider Google har problemer med at indeksere, og til sidst en liste med mulige forbedringer af dit website.

Listen er tilpasset de konkrete features du har på dit website. Nedenfor kan du se lidt af den fra Waimea.dk. Vi bruger bl.a. AMP og Schema kodet breadcrumb navigation og vil her kunne se, om der er nogle af dem som har fejl.

Det kræver en vis mængde data for at Google viser noget. Så hvis der ud for nogle af punkterne ikke står noget, eller der står ”ingen tilgængelig data” skal du ikke gå i panik. Det er ikke tegn på et problem, men kan blot være fordi dit site er registreret for nyligt, eller at der er så få besøg at Google ikke har nok data. Det kan godt være en udfordring for mindre websites, men sådan er det.

Dyk ned i rapporterne

Ude i venstre side finder du links til de mange forskellige mere detaljerede rapporter. Jeg vil meget anbefale, at du starter med at bladrer lidt rundt i dem.

Det er langt fra sikkert, de alle vækker din umiddelbare interesse, men jeg vil under alle omstændigheder anbefale, at du jævnligt tjekker punkterne under ”Forbedringer” og ”Sikkerhedsproblemer og manuelle handlinger”.

Er du i tvivl om hvordan du skal forstå en rapport, så klik på det lille ?-tegn, der findes i toppen af alle sider.

Hvis Google pludselig opdager fejl på dit website vil du normalt modtage en e-mail om det – på den adresse som du har registreret. Hold øje med disse e-mails, klik på linket i dem og forsøg at ret fejl så hurtigt som muligt.

Du vil derudover en gang om måneden modtage en e-mail med nogle af de vigtigste Search Console statistikker fra dit website – hvor mange gange du er blevet vist i Google, hvor mange besøg det har givet, hvilke sider der har fået flest besøg og hvad folk oftest finder dig på.

Undersøg Googles crawling af dit website – grundlaget for al din SEO!

Det første – og vigtigste punkt, i søgemaskineoptimering er en god og korrekt crawling og efterfølgende indeksering.

Hvis Google ikke kan crawle diner sider korrekt, så kan de ikke indeksere dem og så vil intet andet af det du i øvrigt gør for at optimere have nogen som helst effekt.

Med Google Search Console får du adgang til nogle vigtige data om netop crawling og indeksering. Så lad os starte med at se lidt nærmere på crawling.

Crawling analysen gemmer sig – af uforklarlige årsager, under punktet ”Indstillinger”

Under dette punkt kan du se hvilke rettigheder du har, du kan tildele rettigheder til andre – så de også kan logge ind og se Search Console data, og nederst kan du se ”Statistik for crawl”, hvilken crawler Google anvender (de fleste websites er skiftet til Googlebot for smartphone – hvilket betyder, at de crawler og ser dit website som mobilbrugere ville se det).

Klik på ”Åben rapport” ud fra ”Crawler”.

Øverst i rapporten kan du vælge mellem 3 forskellige statistikker:

  • Samlet antal crawleranmodninger
  • Samlet downloadstørrelse
  • Gennemsnitlig svartid

Det er specielt den sidste, som er vigtig. For dels vil vi gerne have at Google generelt har let og hurtig adgang til vores website og dels er det en god indikation af hvor hurtigt det også er for de besøgende.

Ideelt set bør svartiden være under 1 sekund. I ovenstående eksempel er det således lidt i overkanten.

I de fire bokse under grafen kan du få et hurtigt overblik over hvordan din webserver svarer, hvilke filtyper Google har fundet, hvilket Googlebot de har crawlet indholdet med og en fordeling af formål. De sidste to behøver du ikke fokusere så meget på.

Men specielt den første – hvordan din webserver svarer, er godt at se lidt nærmere på.

De fleste af dine sider bør svare med en 200 OK kode – det betyder, at siden fandtes og svarede korrekt. Men der kan også være nogle redirects og fejlsider. 302 redirects og 404 fejl bør der ikke være så mange af. Så er disse tal høje bør du undersøge nærmere hvorfor – og så få det rettet.

Er dette helt sort snak, så tag fat i dem der udvikler eller vedligeholder dit website. Send ovenstående tal til dem, eller giv dem adgang til din Search Console konto.

Næste skridt er at se på din indeksering.

Tjek din indeksering i Search Console

Under navigationspunktet ”Indeks” finder du de tre underpunkter:

  • Dækning
  • Sitemaps
  • Fjernelser

Lad os starte med at se på det første – dækning, der viser hvordan dit website er indekseret.

Når du klikker dig ind på rapporten kan du, på samme måde som i det forrige eksempel, vælge mellem flere forskellige data, som du kan få vist i grafen:

  • Fejl
  • Gyldige med advarsler
  • Gyldige
  • Ekskluderet

Det første punkt giver næsten sig selv – der bør naturligvis ikke være fejl. Er der det skal du undersøge hvorfor de fejl er fremkommet og så få det rettet – hurtigst muligt.

Punktet ”Gyldige med advarsler” kan f.eks. indeholde sider, som er indekseret, men som er udelukket med robots.txt – som i nedenstående eksempel.

Det kan måske lyde lidt underligt, for hvordan pokker kan sider være indekseret, når de er blokeret med robots.txt?

Det skyldes at robots.txt alene er en standard der udelukker crawling – men ikke indeksering. Der findes en anden standard – META-robots, som du modsat robots.txt kan bruge til at begrænse indeksering, men ikke crawling. Det er to forskellige standarder. De skal i øvrigt aldrig bruges på samme sider.

Google har millioner af sider indekseret, som de ikke har crawlet. Som regel sker det på baggrund af links. Hvis mange – interne eller eksterne sider linker til en side, så indekserer de den ofte, selvom de ikke har crawlet den. I de tilfælde ved de naturligvis meget lidt om siden. Da de ikke har crawlet den kan de jo hverken se TITLE, META-description, tekst, billeder eller links på siden.

Under punktet ”Gyldige” finder du alle de sider, som Google har fundet OK og har indekseret. Antallet bør nogenlunde matche det antal sider du faktisk har publuceret på dit website og som ikke er udelukket fra indeksering eller crawling.

Men hvor mange sider er det?

Det er desværre de færreste CMS der som standard kan give et 100% præcist svar på, hvor mange sider du har publiceret og som kan (og bør) indekseres. Hvis du har et lille website er det hurtigt at tælle op, men har du et stort website med tusindvis eller milioner af sider er det umuligt.

Jeg har f.eks. – i forbindelse med at jeg ofte har hjulpet Amino med SEO-udfordringer spurgt, hvor mange indekserbare sider de har. Jeg har aldrig fået et brugbart svar :-)

Men som sagt, antallet af Gyldige sider bør nogenlunde matche det antal som du mener du har publiceret.

Du kan også se antalet af indekserede sider direkte i Google ved at søge på site:DitMonain.dk (f.eks. site:amino.dk). Du skal dog være opmærksom på, at de tal du får med en site: søgning er et estimat – hvorimod det du får i Search Console er et mere præcist tal.

Så det er endnu en god grund til at bruge Search Console.

Under punktet ”ekskluderet” finder du alle de sider som Google – af den ene eller den anden grund, har ekskluderet fra indeksering. Det kan der være mange gode grunde til – f.eks.:

  • Sider der er viderestillet
  • Sider der er crawlet, men bare endnu ikke indekseret
  • Sider du aktivt har udelukket fra indeksering med META-robots – eller fra crawling med robots.txt
  • Identiske (kanoniske) sider – uanset om du selv har indsat CANONICAL-tag, eller Google bare har fundet identiske versioner selv
  • Sider der ikke blev fundet – enten med korrekt 404 svar, eller en ”soft 404)

Du skal være særligt opmærksom på redirektede sider, identiske sider som Google har fundet (og filtreret ud) og sider der ikke findes.

Særligt alvorligt er det med identiske sider, som Google selv filtrerer ud. Min erfaring er, at det kan skade Googles opfattelse af hele dit website. Så kig den liste grundigt igennem – udeluk dem selv, hvis de skal det, eller opdater dem med mere unik tekst.

For både redirects og 404 fejl gælder, at det i reglen vil være bedst – om muligt, at ændre de links der peger på dem. Så kig listerne igennem, ret dem du kan, og hvis der er mange find ud af om der er nogle mere generelle problemer du kan få løst.

Soft 404 fejl er et udtryk for sider der ikke findes, men som ikke giver et korekt 404 svar fra din webserver. Det er noget sidt! Forespørgsler til sider der ikke findes skal returnere en rigtig 404-fejl. Aldrig en soft 404.

Er du straffet i Google?

I modsætning til hvad mange tror er det faktisk uhyre sjældent at Google direkte ”straffer” et website. Men det sker. Og når det sker kan det skyldes mange ting – f.eks. link-spam, cloaking eller andet, som strider mod Googles retningslinjer – og som de har vurderet er alvorligt nok til en hel eller delvis udelukkelse.

Heldigvis kan du i Search Console se, om du er ramt af en sådan udelukkelse.

Under punktet” ”Sikkerhedsproblemer og manuelle handlinger”. Ja, Google kalder det ikke en ”straf” men en ”manuel handling” (sikkert fa USA-juridiske grunde) – men for dig og mig er en ”manuel handling” en ”straf”.

 

Dit website vil sandsynligvis se ud som nedenfor. Hvis ikke, så vil det fremstå hvilken ”manuel handling” du er udsat for – og så skal du naturligvis tage fat på at løse problemet.

Det andet punkt handler om sikkerhedsproblemer. Og det er faktisk en rigtig god rapport at holde øje med!

Google undersøger løbende – som de crawler dit website, om der er skadelig kode på dine sider. Det kunne f.eks. være nogle hackere, der har lagt sådan noget kode ind, der forsøger at inficere dine besøgende.

Google er naturligvis ikke interesseret i, at sende deres søgebrugere hen til sider hvor der er skadelig kode – så typisk vil de sider slet ikke dukke op i søgeresultaterne. Men bare rolig – de kommer tilbage igen, når du har ryddet op. 

Den slags snask kan man i reglen ikke se på selve websitet. Så det er ikke sikkert du selv har opdaget det, hvis du har har været udsat for det. Og så er det jo super fedt, at Google fortæller om det – for det skal naturligvis væk, hurtigst muligt!

Hvordan du fjerner den slags fra dit website afhænger helt af hvilket CMS og hvilken type angreb det er tale om. Der skal du have fat i dine udviklere eller webbureau. Det kræver kompetente kræfter af få fjernet – og få eventuelle sikkerhedshuller lukket.

Indholdsoptimering med Search Console

Det sidste vi – i denne omgang skal se op, er hvordan du kan bruge Google Search Console til indholdsoptimering. Til det formål skal vi dykke lidt ned i rapporten ”Søgeresultater”, der ligger under ”Effektivitet”.

Her kan du på samme måde, som med de fleste andre rapporter, vælge mellem flere datakilder:

  • Samlet antal klik
  • Samlet antal eksponeringer
  • Gennemsnitlig CTR
  • Gennemsnitlig position

Bemærk også, at du ovenover tabellen kan vælge mellem forespørgsler, sider, lande, enheder, søgelayout og datoer.

Du kan bruge denne rapport på mange måder. Udover bare at nyde synes af de (forhåbenligt mange) gode placeringer og besøg kan du f.eks. bruge den aktivt til indholdsoptimering på følgende måde …

Sorter på antallet af eksponeringer – det vil sige hvor mange gange dit website er dukket op i søgninger på de enkelte keywords. Dem med flest søgninger vil naturligvis – alt andet lige, være mere interessante at optimere.

Led efter keywords, med mange søgninger – men en lav CTR og/eller en placering der ikke er helt i top. Her er et eksempel.

Der er rigtig mange søgninger på ”valutakurser” og det her website ligger faktisk også – gennemsnitligt som nummer 7,7 – på side et i Google. Og deres CTR (klikrate) er kun 1,6%.

Den lave klikrate kan f.eks. skyldes at de ikke ranker helt i top og måske fordi TITLE og META-description ikke appelerer nok til brugerne. Begge dele kan der gøres noget ved.

Men du kan også gå et skridt dybere.

I toppen af rapporten kan du tilføje filtreringer – f.eks. på sideniveau. Her har jeg valgt den side, som ranker på ”valutakurser” på sitet.

Nu kan du så se, hvilke andre keywords som siden bliver fundet på og her vil du sikkert finde nogle, som der også er mange søgninger på, men hvor placering og CTR er endnu dårligere.

Her er et par gode eksempler fra ovenstående filtrering:

Hvis disse to keywords indarbejdes bedre på siden og der måske skaffes lidt nye links med de keywords som ankertekster, så er der gode muligheder for at placeringen kan forbedres væsentligt. Og med de næsten 25.000 søgninger der på bare disse 2 keywords (over 3 måneder) er der basis for en masse ekstra relevante besøg til siden.

Der er naturligvis mange andre måder du kan bruge denne rapport på, til at finde muligheder for optimering af dit website. Dyk ned i de mange filtreringsmuligheder, så dig løs og vær kreativ. Man kan få rigtig megetgodt ud af det!

Meget mere Search Console

Jeg håber dette indlæg har givet dig inspiration til at bruge Google Search Console mere aktivt. Der er mange flere muligheder end dem jeg har fundet plads til at beskrive i dette indlæg.

Jeg vil meget anbefale, at du – eller nogle i dit team, bruger lidt tid på, at kommer ud i hjørnerne af denne gode tjeneste.

Og hvis du har spørgsmål – så fyr dem endelig af nedenfor i kommentarfeltet. Så vil jeg forsøge at svare så godt jeg kan.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Mikkel skriver Skriv dig op
Vi bruger cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på Amino
Læs mere