Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Mikkel deMib Svendsen Martin på sine grædende knæ!

Martin på sine grædende knæ!

4,577 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
28 August 2010

Jeg kunne ikke have Martin liggende der, på sine grædende knæ længere. Det er sgu patetisk at se på. Og det fylder ad helvedes til på dørmåtten. Ungerne faldt over ham. Så jeg accepterede til sidst, at begynde at blogge her på Amino – som Amino Ekspert Blogger.

Hvad skal jeg blogge om, spurgte jeg Martin. Jeg er jo både vild med mad, politik, høj musik og god sex. Nåhh ja, og så roder jeg lidt med SEO, Search Reputation Management og den slags. Men det er der nok ikke nogle iværksættere, der gider at høre om.

Men det mente Martin nu at der var...

Da han havde fået tørret tårerne af kinderne og børstet kolorten af bukserne (ja vi bor altså på landet, så når man smider sig på måttet er man selv ude om det!) fik han fremstammet noget i retning af, at han faktisk rigtig gerne ville have mig til at blogge, om lige netop SEO og Search Reputation Management.

Min syn på politik og sex virkede han ikke synderligt interesseret i. Nu var det måske heller ikke så underligt med det sidste – scenen taget i betragtning. En halvgammel, halvskallet og halvvåd mand med røde øjne, rester af kolort på bukserne – og så mig i morgenkåbe (hvilket jeg har for vane at blive i det meste af dagen, når jeg ikke lige skal ud til møder). Ikke noget særlig erotisk syn.

Jeg havde ellers godt kunne se mig selv som erotisk blogger på Amino. Så skulle jeg hede Don deMib, anlægge et frækt lille overskæg og så ellers bare køre den hede stemning op.

Nå, men når det nu skal være, så er SEO & Search Reputation Management jo heller ikke de værste emner at skrive om. Jeg bruger faktisk rigtig meget tid på begge dele – og har gjort det i mange år.

Jeg vil nok hovedsageligt blogge om de lidt mere nørdede, avancerede og tekniske aspekter af SEO. Det er det jeg mest arbejder med – og desuden er der masser af informationer på Amino-debatten, om de mere grundlæggende ting. Jeg håber jeg kan være med til at inspirere dig til, at gå nye kreative veje med din markedsføring i søgemaskiner.

Search Reputation Management vil jeg dække mere bredt. Det er der ikke rigtig så mange andre der skriver om – og det er i øvrigt også det, som jeg p.t. holdt langt de fleste foredrag om i udlandet. Danmark halter stadig lidt bagefter, men måske kan bloggen her hjælpe til at skubbe lidt på i den rigtige retning.

Hvis du ikke lige ved hvad Search Reputation Management er for noget, så er det meget kort fortalt en række strategier og metoder, der kan bruges til at påvirke søgebrugernes opfattelse af dig og dine med-ledere, din virksomhed, eller varemærker. Men det vil jeg forklare meget mere om i de næste måneder.

Nå, nu vil jeg stoppe for denne gang inden det bliver alt for langt. Jeg ved godt der ikke var så meget fagligt kød på dette første indlæg, men det skal nok komme. Du kan tilmelde dig ude i højre side, så du får besked, hver gang jeg skriver et nyt indlæg.

Ha en rigtig god weekend!
Mikkel deMib Svendsen

Vær ikke bange for at banke hovedet mod en mur!
- Hvem siger det er muren der holder?

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Mikkel skriver Skriv dig op