Nyt abonnementskoncept sætter fokus på uigennemsigtige ydelser i rekrutteringsbranchen
Det skal ikke koste op til 100.000 kr. hver gang, et rekrutteringsbureau skal finde en ny medarbejder. Nærmere en tiendedel. Det mener konsulenthuset MiBro & Andersen, som barsler med en abonnementsordning, hvor virksomheder køber adgang til en rekrutteringsbase men klarer resten af arbejdet selv.
Rekrutteringsvirksomheder har gjort det til deres specialitet at vurdere ansøgeres personlige kompetencer og egenskaber – for hermed at gøre sig til herre over, hvilke af ansøgerne med den rette faglige baggrund, der vil passe bedst ind på arbejdspladsen.
Men denne systematiserede menneskekundskab tjener mest af alt til at legitimere branchens egne høje og uigennemsigtige honorarer, mener Jens Jørgen Andersen, direktør og partner i MiBro & Andersen.
”Rekrutteringsbranchen har haft held til at påtage sig en opgave, som ikke ligger bedst hos dem. Hvis du som rekrutteringskonsulent selv kommer fra Handelshøjskolen og aldrig har arbejdet i en skobutik, hvordan kan du så vide, at en person vil passe ind i den daglige omgangsform og de daglige rutiner der? Sandheden er, at det kan du ikke - heller ikke med nok så mange personlighedstests at støtte dig til.
Det findes det lille begreb, der hedder personlig kemi, og den kan du som 3. mand ikke spotte på forhånd. Det er noget, medarbejderen og chefen mærker, når de sidder overfor hinanden.”
Åbner nyt marked
Som tidligere personale- og varehuschef i Bilka og Føtex under Dansk Supermarked Gruppen har Jens Jørgen Andersen set nok eksempler på, hvornår rekrutteringsarbejdet glider ubesværet og giver de ønskede resultater – og hvornår det ikke gør. Som nyindtrådt partner i MiBro & Andersen har han derfor været med til at udvikle et nyt rekrutteringskoncept, der giver de personlige interviews tilbage til arbejdsgiveren og i stedet tilbyder tre egnede kandidater fra en rekrutteringsbase baseret udelukkende på faglig baggrund - på månedsabonnement.
Konceptet MiBroker er en model og et prisniveau, der åbner op for et helt nyt marked for rekrutteringsbranchen.
”Vores primære kompetenceområde er salgsassistenter, sælgere og administrativt personale. Og hermed åbner vi for et nyt marked indenfor især detailsektoren, som ikke har været dyrket af rekrutteringsbranchen: Nemlig de mindre virksomheder og de små detailkæder.”
Cykelhandlerens mareridt
For den lille cykelhandler er det også en katastrofe, at en medarbejder rejser. Sådan en selvstændig er normalt ikke i markedet for rekrutteringsvirksomheder, men processen med at indrykke annonce, svare tilbage til alle, vurdere ansøgninger og indkalde til samtaler er uoverskuelig og tidsrøvende også for ham.
De tre samtaler af en times varighed er dog ikke noget problem.
”Og ham kan vi hjælpe. For cykelhandleren er det selvfølgelig 7000,- kroner værd, at han kan få udpeget tre personer, han bør indkalde til samtale. For det samme beløb kan han i øvrigt ikke engang indrykke én simpel annonce. ”
Jens Jørgen Andersens bud er, at andre rekrutteringsvirksomheder med tiden vil udvikle lignende koncepter.
”Problemet for dem vil dog være, at de tvinges til at konkurrere med sig selv. Dette abonnementskoncept sætter fokus på forholdet mellem pris og kvalitet, hvilket ikke er til de dyre koncepters fordel,” vurderer Jens Jørgen Andersen.
”Vi har desuden den fordel, at vi også kan servicere den samme kunde med andre ydelser indenfor f.eks. videreuddannelse. Så det er ikke vores egen gren, vi saver over.”
Om MiBro & Andersen
MiBro & Andersen er et konsulenthus, der beskæftiger sig med at udvikle mennesker i virksomheder og tilbyder ydelser lige fra rekruttering til analyser og kurser i f.eks. messedeltagelse og salg.
Indenfor rekruttering har MiBro & Andersen især fokus på sælgere, salgsassistenter og administrativt personale.
Abonnementskonceptet MiBroker tilbydes i en lille, mellem og stor pakke, afhængig af virksomhedernes rekrutteringsbehov. Prisen for den mindste pakke er en månedlig abonnementsafgift på 567,-.
Yderligere oplysninger:
Jens Jørgen Andersen, direktør og partner
MiBro & Andersen Aps
Ved Lunden 9, 1.
8230 Åbyhøj