Går du og drømmer om, at din virksomhed møder kunder, der er klar til et langvarigt og seriøst forhold?
Så skriv dog til kundernes begær i salgsteksterne – ellers åbner de hverken hjerter eller pengepung.
Hvad fuskere ved om begær
Hvis din indbakke ligner min, er den fuld af ”fristende” e-mails som denne: Hej! Min kone og jeg vandt en jackpot lotteri på 11,2 millioner dollars, og vi har godkendt en kontant sum på $ 1.000.000,00 USD som vores personlige donation til dig i år 2013. Kontakt mig per e-mail for yderligere oplysninger.
Ja, der er tydeligvis meget, fuskere ikke forstår om kundepleje – først og fremmest at det er nødvendigt at skabe troværdighed.
Men en ting forstår de: Fuskere taler til begæret – ikke kun til fornuften. Det kunne mange virksomhedsejere lære noget af.
Disclaimer: Du skal hverken svindle eller bedrage for at sælge varer – og du skal også tale til fornuften, hvis du sælger noget, som er fornuftigt for mig at købe.
Sælger du fx rådgivning, der kan optimere min virksomhed, en dims, der kan hjælpe mig til at spare strøm, eller en alarm, der holder tyve ude af mit hus? Så skal du også kunne tale til fornuften – men ikke kun!
Hvis ikke du lover at tilfredsstille mit begær, er der ikke udsigt til, at jeg forelsker mig i din virksomhed. Jeg har faktisk mange slags begær - og begæret efter banditfri zone i mit hus er et af dem, du også kan tale til!
Pir mig med en god scorereplik
Vil du gerne sende mig et salgsbrev eller nyhedsbrev, der får mig til at indlede en affære med dine produkter?
OK – så kom da med en god scorereplik.
Tænk som en forfører. Tænk på brevet som et kærlighedsbrev.
Allerede overskriften eller emnelinjen afgør, om vi to nogensinde får en første date. Altså: Skriv noget, der viser, at du kan forløse mit begær!
Kan dine produkter fx forløse mit begær efter at opleve noget spændende og nyde livet? Eller mit begær efter at være populær og elsket? Se bedre ud? Eller måske kan du tilfredsstille mit begær efter at tjene store penge? Leve i tryghed og vished om, at banditter ikke kan komme ind? Det skal fremgå, at du kan forløse begæret - og allerede i første linje!
Du behøver ikke være så genert!
Allerførst: Skriv dog direkte til mig. Hvis du fx sælger rådgivning om AdWords, skal du ikke skrive et generelt statement i overskrift eller emnelinje. Skriv ikke: AdWords er effektiv markedsføring. Det svarer til at skrive: Piger er dejlige som første linje i et kærestebrev. Ikke særlig charmerende – vel?
Du kan selvfølgelig godt skrive til mit begær efter at tjene penge: Sælg meget mere med AdWords.
Men sagen er, at mange virksomheder i dag har lært sig at skrive direkte til kunden med sådan et call to action.
Måske skal du hellere pirre min nysgerrighed … Lad mig tro, at du som forfører er helt anderledes. Meget mere spændende end naboens søn.
Skriv fx til min frygt for at gå glip af de penge, jeg begærer: Koster dårlige AdWords dig kassen? Få en times gratis AdWords-rådgivning!
Eller spil den mystiske, romantiske fremmede i mørket. Spil på min frygt for at gå glip af et fantastisk kærlighedseventyr, hvis jeg aldrig lukker dit brev op. Skriv: 10 ting, du MÅ vide om krokodillens sexliv.
Det gør ikke noget, at jeg ikke aner, hvad du snakker om – især ikke hvis jeg i forvejen kender din virksomheds e-mailadresse og har tillid til, at du ikke sender mig en ondsindet virus. Jeg lukker sandsynligvis op bare for at se, hvordan du linker krokodillens sexliv til rådgivning om AdWords.
Men husk: En mystisk scorereplik er ikke nok. Selve forførelsen - nyhedsbrevet - skal leve op til løfterne. Der skal være sammenhæng mellem overskrift og indhold. Ellers skuffer du mig som læser – og mister chancen for en date, der fører til salg af dine varer.
Forfør mig nu
I salgsbrevet skal du overbevise mig om, at din virksomhed er værd at holde af og bruge penge på – og du skal bare vide, at jeg udmærket godt er klar over, hvad du er ude på!
Salig Andre’sen fra den velkendte visesang vidste også, at han var på den, da en pige inviterede ham på romantisk gåtur i skoven.
Han vidste, at når hans hjerte var i fare, og han brændte af begær, var hans pengepung i endnu større fare. Han var klar over, at hvis han kyssede pigen, ville det koste ham fire kroner for vielsen en gang for alle (plus hver en klink, han tjente sidenhen).
Hvad koster det mig, hvis jeg giver efter for dit kærlighedsbrev og køber noget af din virksomhed? Måske mere end fire kroner? Så må du jo også overbevise mig om, at romancen er alle pengene værd!
Altså: Skriv ikke bare, at du kan forløse mit begær. Skriv hvordan. Det er ikke nok, at du kort opsummerer, at dårlige AdWords koster kassen, og at det derfor er en god ide at få din virksomhed, AdWords Advertisers, til at stå for den del af markedsføringen.
Der skal boller på suppen. Måske fortæller du mig, hvordan din rådgivning hjælper mig – hvad den fokuserer på. Eller måske forklarer du, hvordan jeg sælger meget mere med AdWords, som jeg selv sætter op.
Når først du har overbevist mig om, at det skal være os to, kan du sagtens overtale mig til at smide alle hæmninger og svinge dankortet.
Men en forfører skal holde hovedet koldt, når kærlighedsbrevet afsluttes – du er ikke i mål endnu.
This is no way to treat a lady
Er dit call to action i sidste linje et pinligt råb om, at jeg skal tilfredsstille dig ved at købe noget?
Nu føler jeg mig misbrugt – offer for et billigt og pinligt markedsføringstrick.
Altså: Pas på, det ikke er alt for tydeligt, at du tilbyder mig AdWords-rådgivning, for at du kan tjene penge – ikke for at jeg skal blive rig.
Forløs mit begær
Nej, du skal hellere love at tilfredsstille MIG! Det kan ingen stå for. Skriv, hvad jeg får ud af AdWords.
Afslut dit kærlighedsbrev med et call to action, som jeg må og skal besvare!
Skriv ikke: Kontakt AdWords Advertisers for nærmere information.
Skriv hellere: Kontakt AdWords Advertisers, hvis din hjemmeside skal tiltrække dobbelt så mange kunder.
Måske er du klar til at sætte trumf på? Prøv fx lige at afslutte sådan: Kontakt AdWords Advertising i dag – og få første rådgivningstime gratis!
Ooouh ... nu frister du mig til at skrive tilbage – og måske mere, end jeg kan modstå.
For resten: Vidste du, at i det øjeblik din kunde svinger dankortet, udløses der endorfiner – fuldstændig som ved orgasme? Og har du læst med hertil? Så ved du også, hvorfor du skal skrive til begæret - og hvorfor valg af overskrift kan være knald eller fald for din omsætning!
Tekstfokus - tekstforfatning og korrektur - mere seriøs, end du tror.