Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Iværksætterblogs kommaMEDIA - film der gør indtryk 7 Gode råd til dig, der vil fastholde dit publikum!

7 Gode råd til dig, der vil fastholde dit publikum!

1.316 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
24 January 2013

Og til dig der går med planerne om at præsentere dig selv på film…

Motiveret af et ønske om at levere et stærkt budskab, kan vi have en tendens til at modellere vores ord, vores præsentation og vores levering så meget, at vores egentlige ønske om at gøre vores bedste, rent faktisk kan forhindre os i at dele et ægte øjeblik med et publikum! Men i virkeligheden er det faktisk ret simpelt – det handler om ikke at lægge låg på sig selv. Men hvordan overbeviser man hjernen, hænderne der er i vejen, den tørre mund og sin stemme om det? Det er knap så simpelt…

Derfor! Hér har du syv uundværlige råd, som du kan tage med dig under armen, have i det bagerste af hovedet, printe ud og smække på køleskabet eller sige højt for dig selv. Uanset om du skal ’være på’ i en film, til et foredrag, i et møde, i en salgssituation eller noget helt andet så er det råd, der giver mening.

1. Vær nervøs!

Eller frygt i det mindste ikke, hvis du er det. Når man undertrykker sin nervøsitet  kan andre særlige og vigtige følelser blive undertrykt også – følelser der tilføjer liv og autenticitet til din besked. Nervøsitet kan til tider være lige det ekstra der skal til for at pumpe liv i budskabet. Og hvis du holder de følgende råd tæt ind til livet – så er nervøsitet ikke en hindring for at gøre det godt.

2. Hav god øjenkontakt!

Kontakt, indvirkning og indflydelse – det kan du opnå med en god øjenkontakt til kameraet, med publikum eller med hende overfor. Vær derfor ikke bange for at gribe den. Det signalerer overskud og vovemod at kunne fastholde kontakten med øjnene.

3. Tag nogle omveje!

Når du har fundet dig til rette, så giv dig selv lov til at ’lege’ med dit materiale. Den snorlige vej fra start til slutning kan med et pift af humor eller en spontan indskydelse bryde et forudsigeligt flow. Du kender med garanti dit materiale rigtig godt. Du har skrevet din disposition og du har øvet. En lille omvej hen mod dine pointer kan du sagtens tage.

4. Hold pauser!

Frygt ikke stilheden – din modtager eller dit publikum kan have brug for pauser til at fordøje, hvad du siger. Et stille øjeblik kan virke stærkt og give anledning til eftertænksomhed. Hellere en velsmurt madpakke, der tager tid at pakke op end fire halve med det samme i gennemsigtig indpakningsfilm.

5. At fejle gør ingenting!

At fejle er nemlig menneskeligt – sådan opfattes det også af publikum. At der indsniger sig et ’øhh’ eller anden form for umotiveret tale, kan i sidste ende give ’credit’, når du efterfølgende zoomer ind på budskabets kerne. Du kommer videre og genfokuserer på dit indhold – det giver publikum mulighed for at forbinde sig med dig på et helt naturligt og menneskeligt plan.

6. Tænk på dit kropssprog!

Måden du bevæger dig på, måden hvorpå du står, din ansigtsmimik og din gestik skal understøtte, hvem du er. Godt kropssprog er individuelt, men det helt afgørende er, om det er ægte, naturligt og spontant for dig. Gennemslagskraft opnår du, når der er overensstemmelse mellem dit kropssprog og det der kommer ud af din mund. Hvis du klør dig for meget på næsen eller sætter håret for meget bag ved ørerne, forvirrer det og tager opmærksomheden fra det, du egentlig vil sige. Hvis du er afslappet, har frie hænder og understøtter dine pointer med smil, så er du kommet langt.

7. Vær din stemme og dit toneleje bevidst!

Tal tydeligt og ikke for hurtigt. Overvej om dit toneleje er varieret – det må ikke blive monotont. Undgå også for mange fagudtryk – kan budskabet forklares med andre ord fastholder man flest mulige modtagere. Dit sprog bør være klart og levende – det kan det også sagtens være med et naturligt kropssprog, småfejl, pauser, omveje, god øjenkontakt og en smule nervøsitet.

De bedste hilsner

Signe og Tina / kommaMEDIA

www.kommamedia.dk

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når kommaMEDIA skriver Skriv dig op