Har du nogensinde stirret tomt på en skærm og tænkt noget ala
"Jeg burde skrive noget genialt lige nu”
“Det der lyder kedeligt”
“Hvordan skal jeg starte"
"Er det her for langt? For kort? For ligegyldigt?"
Så ved du også, hvor frustrerende lang tid det kan tage at få en tekst til at lyde helt rigtigt. Det gælder uanset, om du skriver et nyhedsbrev, et blogindlæg, en tekst til din hjemmeside, opslag til sociale medier eller noget helt andet.
Det er her, AI kan hjælpe dig.
Med at skrive både hurtigere og bedre.
Og hvis du stadig tror, at robotter som ChatGPT og Copilot kun spytter flade, generiske tekster ud, så har du noget til gode. For brugt rigtigt kan resultatet faktisk blive rigtig godt.
1. Få nye idéer - også nogle du aldrig selv var kommet på
AI kan hjælpe dig med at brainstorme vinkler og perspektiver, du måske ikke selv havde tænkt på. Det går hurtigt, og det bedste er, at du kan spørge igen og igen. Den bliver ikke træt, og den svarer altid høfligt.
Prøv følgende prompt: Jeg skal skrive [teksttype] om [emne]. Lav en liste med mindst idéer, der er [skriv 1-3 tillægsord].
Du kan guide AI ved at stille flere krav. Bed den fx om at finde på kreative, overraskende eller provokerende idéer? Eller bed den om at finde på idéer, der tager udgangspunkt i målgruppens typiske fejl eller fordomme.
Jo mere du guider AI’en, desto bedre og mere brugbare idéer får du.
2. Find på bedre overskrifter på rekordtid
Du ved helt sikkert godt, at gode overskrifter er vigtige. Det kan være forskellen på, om folk gider at læse din tekst … eller om den bliver ignoreret, slettet eller glemt.
Heldigvis kan du få AI’s hjælp til at brainstorme dig frem til noget godt på rekordtid.
Prøv følgende prompt: Jeg har skrevet [teksttype] om [emne]. Jeg har brug for en overskrift, der er [skriv 1-3 tillægsord]. Lav en liste med 10 forslag.
Du kan også prøve at bede AI om at ta’ udgangspunkt i en overskriftsmodel. Eller stille andre krav og fx bede den om at inkludere tal, skrive sjovere, bruge et bestemt ord, lege med bogstavrim eller … well, ja det er din fantasi, der sætter grænsen her.
3. Skriv mindre kedeligt
Har du skrevet noget, der lyder liiiiidt for kedeligt, men synes du, at det kan være svært at finde på noget kreativt, originalt eller humoristisk?
Prøv følgende prompt: Skriv en sjovere version af [indsæt sætning eller afsnit]. Kom med mindst 5 forskellige forslag.
Du kan også være mere specifik og bede AI om at tilføje en metafor, omskrive en kliché eller lege med bogstavrim. Jo flere krav du tør stille og jo mere, du ved, hvad du går efter, jo bedre bliver resultatet også.
4. Skriv mere overbevisende
Har du nogensinde spekuleret på, om den salgsside, du har brugt mange timer på at skrive, kunne blive bedre? Eller hvordan du kan konverteringsoptimere teksten i dit nyhedsbrev? Eller hvordan du formulerer et mailsvar, der sikrer, at du får din vilje?
Prøv følgende prompt: Jeg har skrevet [indsæt hele din tekst]. Hvilke indvendinger kan [min målgruppe] ha’ mod at gøre [beskriv dit mål]?
Promptet vil sandsynligvis gi’ dig en ordentlig bunke forslag til, hvordan du kan forbedre din tekst eller dit argument. Nogle af dem vil også være bedre end andre, men det er her, du skal bruge din viden og erfaring til at sortere i, hvilke der rent faktisk kan bruges.
5. Læs korrektur – og spar uendeligt meget tid
Korrektur er tidskrævende … og nu ved jeg jo ikke, hvordan du har det med opgaven, men personligt finder jeg det enormt kedeligt. Især fordi det kan være svært at spotte egne tastefejl.
Derfor giver det ekstra god mening at outsource korrekturlæsningen:
Prøv følgende prompt: Læs korrektur på følgende, og fremhæv fejl med fed [indsæt tekst].
På den måde er det lynhurtigt at rette eventuelle fejl. Ved selv at rette til, sikrer du, at du bevarer overblikket over de rettelser, som AI foreslår, så der ikke bliver rettet eller ændret i noget, der ikke skulle ændres.
Og nej, AI fanger ikke altid alle fejl.
Men den fanger en del.
For nogle er det mere end godt nok, mens andre foretrækker selv at læse en grundig korrektur efterfølgende. Det er op til dig.
Kort sagt: AI er en genial skrivemakker
AI kan være en fantastisk hjælp, når du skal skrive noget.
Men den er hverken din forfatter eller din redaktør. Den kan komme med idéer, foreslå forbedringer og rette dine kommafejl, men den kan ikke tage ansvar for din tekst eller dit indhold.
Du skal stadig ta’ styringen.
Og du skal bruge din viden om alt fra kontekst til målgruppe og tidligere erfaring. Til at guide robotten og stille krav. Hvis du gør det, så kan resultatet til gengæld også blive rigtig godt.