Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Gæsteeksperten Iværksætteren, der gik i stå…

Iværksætteren, der gik i stå…

3,577 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
17 October 2012

I august måned lukkede 400 virksomheder, og mange af dem fik kun kort tid at leve i…

Flere var skabt af visionære iværksættere, der gik tør for penge.

Synd og skam.

For Danmark har aldrig haft mere brug for iværksættere end lige nu og her.

Tænk på det forhold, at hvis Danmark ingen iværksættere havde, kunne vi ligeså godt dreje nøglen om. Derfor må der sættes alt ind på at iværksættere lykkes.

Der er ingen plads til fejl mere

Ingen af os har lært at drive virksomhed, og læringen kommer ofte til os, mens virksomheden udvikler sig.

Men under de omstændigheder en virksomhed skabes og lever på i dag, er der desværre næsten ingen plads til at begå begynderfejlene mere. Der er ganske enkelt ikke råd og tid til dem.

Og kære iværksætter, her er drejebogen:

I starten går det ofte ganske godt, visionerne er store, der er højt til loftet, og der er næsten ingen ende på alle de gode muligheder der ligger foran. Det er jo slet ikke så svært.

Indtil den dag banken begynder at tvivle på dig, og din evne til at få tingene til at lykkes.

Jamen, det er da bare lige at hæve kassekreditten lidt, så skal du ok få orden i tingene, banken må jo kunne se, at ordrerne er lige om hjørnet!

Hvorfor i al verden kan banken ikke se og forstå det? Her har du budgetteret, planlagt og forklaret dem det hele…

Og de er i stedet negative, faktisk så negative, at de eventuelt lukker for din kassekredit. Og dermed drejer nøglen om for din virksomheds eksistens…

Er det bankens skyld?

Nej, det er iværksætteren, der ofte mangler væsentlige kompetencer.

Vi kan give markedet skylden, eller den dårlige økonomi, eller de forkerte medarbejdere. Men problemet ligger i sidste ende på iværksætterens skuldre.

En iværksætter er ofte fuldstændigt passioneret omkring sine ideer, sine produkter eller services. Som iværksætter er du derfor uroligt forførende, fordi vi alle uden undtagelse elsker den gode ide.

Så forførende, at du måske har mistet noget af din realitetssans. Og samtidigt er der måske store områder, hvor du rent ledelsesmæssigt ikke aner, hvad du skal gøre. Det er såre forståeligt.

Det er ikke noget, vi lærte i skolen eller endsige på de højere læreanstalter. Og alligevel er det hovedårsagen til, at mange iværksættere må opgive deres drømme om succes.

Selvom din ide er genial, og selvom markedet ville købe den, hvis de bare vidste, hvor god den var.

Korthuset faldt sammen på grund af din uerfarenhed som leder.

Synd og skam.

What to do.

De færreste er fødte ledere, men det kan læres og endda ganske hurtigt, så længe at du har fokus på det.

Det allerførste og vigtigste skridt er, at du finder ud af, hvem du er, og om du overhovedet har lyst til at lede nogen eller noget som helst. Eller vil du hellere udvikle, opfinde og komme på de gode ideer?

Tænk dig om.

Hvis du vil udvikle dine lederegenskaber, så har du brug for et landkort til at orientere dig med. For ledelse er ikke helt nemt, det kan mange ledere med dyrekøbte tale med om.

Her har du en oversigt et lederlandkort, du kan bruge:

Med første trin fokuserer du på resultater.

Som iværksætter starter du som idémager, som den dygtige ekspert indenfor et fagområde.

Første trin ind i lederverdenen er, at du bliver i stand til at gøre dine mål til resultater. Altså slut med ideer og dagdrømme, men ben koldt at ”execute”, at nå det, du lover.

Lad os kalde denne rolle kontrolløren.

Du må blive god til at skære igennem, analysere indtægter, udgifter mm. Så du hele tiden har et godt overblik, og tager hurtige praktiske beslutninger.

Dette kalder ofte på helt nye egenskaber hos dig, og det kan være en stor udfordring. Det er tallene, der tæller her.

Med andet trin skaber du passion omkring dig.

Hvis du får held med at udvikle din indre kontrollør, så er du godt på vej.

Du kan sikkert se, at rollen er meget værktøjsbaseret, og den kræver primært logik og gode evner til at analysere og endelig ikke mindst til, at du kan træffe beslutninger, der må og skal føres ud i livet.

No matter what.

Andet trin bliver aktuelt i det øjeblik, du begynder at få flere ansatte, og din egen rolle skal nu løbende tilpasses.

Indtil dette tidspunkt har du sikkert kontrolleret og personligt fulgt op på stort set alt, men nu er din evne til at få andre til at optræde ligeså ansvarsfuldt som dig, der tæller.

At du giver dine medarbejdere tillid og motivation, og en klar forventningsafstemning mellem jer..

Denne rolle kan vi kalde inspiratoren.

Denne rolle kræver helt andre egenskaber, fordi den indebærer ledelse af mennesker, og her er det din følelsesmæssige intelligens, der kommer i spil.

Tænk på din situationsfornemmelse, overbevisningsevne og din empati, der kan få dine medarbejdere til at yde sit bedste.

En god inspirator kan faktisk få sine medarbejdere til at yde det helt utrolige og skabe en virksomhedsenergi, alle vil være med i.

Tredje trin

I første og andet trin lærer du at styre tal og mennesker i fælles synergi.

Men nogen i virksomheden må kigge udover problemerne og udfordringerne i dag.

Nogen må kigge på morgendagen, og de krav, det marked, der ligger foran dig, så kursen løbende kan blive justeret. Nogen må hver dag spørge: ”Hvorfor gør vi, det vi gør?”

Med andre ord må du udvikle en evne til at være åben for forandringer og omstilling, og du må løbende stille dig kritisk an i det, der foregår lige nu. Konstant fornyende. Og turde løbe en risiko.

Den rolle kan vi kalde strategen.

Ledelse er en udfordring.

Tag den!

Som du kan se, er en succesvirksomhed ikke bare skabt af gode ideer og produkter, men også af gode lederevner.

Som iværksætter vil du løbe ind i disse lederudfordringer før eller siden, så fokuser på at udvikle dig til at blive en god leder.

Min erfaring fra næsten 30 års ledervirke er, at du i lighed med andre besidder et utroligt potentiale.

Et potentiale, du kan bruge og udvikle til at blive i stand til at kontrollere, inspirere og forandre. Og så er du godt på vej.

Iværksætteren, der fik succes.

Så i stedet for at opleve endnu en virksomhed, der lukker fordi den løb tør for lederevner, så lad os rette vores blik mod din succes for din iværksætterånd og dine ideer.

Start en virksomhed, og gør det endelig, for det vigtigste du kan gøre i dit liv, er at udleve din passion.

Nu ved du til gengæld lidt om, hvad der skal til fra ledersiden.

Jeg er overbevist om, at du kan finde og udfolde gode lederegenskaber. Det har jeg set igen og igen som konsulent.

Så mit råd er: Gå i gang med det samme.

Det er aldrig for sent at blive en god leder, at udfolde dit fulde potentiale. Og god ledelse er en forudsætning for din fremtidige succes.

Go for it.

Mogens Weinreich

Properson
Direktør, Udvikling og Strategi

Kilder: Bogen: Er du en god leder? af Mogens Weinreich - www.godleder.com

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Gæsteeksperten skriver Skriv dig op