Sent i går aftes oprettede jeg to nye hostingkonti hos to forskellige firmaer, jeg ikke før har brugt. Hos begge købte jeg også et nyt domæne som en del af oprettelsesprocessen.
Der er godt nok forskellen på mit førstehåndsindtryk her 13-14 timer senere.
Oprettelses- og betalingsprocessen hos begge firmaer var nem og smertefri. Det er den efterfølgende service, der er markant forskellig.
Firma A hedder Surftown. De sendte mig straks en faktura for mit køb pr. mail. Fem minutter senere kom der en mail mere med mine login-informationer, info om navneservere, ftp-info m.m.
Ved login kunne jeg konstatere, at alt lod til at virke fint, og at det ikke tog mange klik at tilføje et ekstra domæne, hvor jeg styrer registreringen via Godaddy.
Tre kvarter senere kom mailen fra DK-Hostmaster om, at jeg skulle bekræfte mit domæne, og under en time efter bestillingen var jeg sådan set i gang og kunne begynde at arbejde på domænet, hvis jeg havde lyst.
Firma B nævner jeg ikke ved navn, for der er ingen grund til at hænge nogen ud, hvis de viser sig at være et godt firma på sigt.
Men dette firma sendte mig en mail med kvittering for min betaling - og det var det. Ingen login-info, ingen mail fra DK-hostmaster.
Og det er status her 13-14 timer senere. Jeg ved godt, at jeg måske er for forvænt i forhold til billig hosting, men baseret på erfaring fra hosting hos Gigahost, Servage, Megahost og Dreamhost, har jeg været vant til hurtig ekspedition og automatiske processer med login-data og den slags.