Vi har nu i 1½ måned kørt med træpilleopvarmning.
Den sidste måned har givet vintertemperaturer efter Italienske forhold, med nattefrost nogle nætter og dagstemperaturer på 2-3 grader. Så træpillerne har haft deres ilddåb.
Vi varmer ca 120 m2 boligareal op med et 8 kw varmluft fyr, boligen er i 2 etager og fyret er anbragt i nederste etage, centralt i huset ved trappen til overetagen, vi har en relativt åben planløsning, som er nødvendig for at et simpelt varmluftfyr kan sende den varme luft rundt i alle hjørner. Konstruktionerne i sådan et gammelt stenhus er vanskelige at fastslå præcist i varmeteknisk sammenhæng, så dimensioneringen af størrelsen på fyret var forbundet med lidt usikkerhed. Et træpillefyr skal ikke overdimensioneres, faktisk kører det mest økonomisk når det kører tæt på max effekt.
Som eneste varmekilde er den lige i underkanten når døgntemperaturerne ligger fra 0 grader og nedefter, så falder temperaturen, vi har været nede på 17-18 gr.
Vi har endnu ikke suppleret med andre varmekilder, det har hele tiden været tanken at rum som kun skulle opvarmes periodisk, skulle have små brændeovne for traditionel brænde. Før vi gik videre i den retning ville vi gerne vurdere hvilken kapacitet pillefyret har i forhold til husets varmebehov, men vi bliver nødt til at have supplerende varmekilder af hensyn til varmekomforten når det er koldest.
I den kolde tid ligger vores forbrug på op til 30 kg træpiller i døgnet, prisen på pillerne er 0.3 € pr kg, prisen er i overkanten, men kvalitet er god og leverandøren er stabil, så vi har valgt at acceptere en mindre overpris. Fyret kræver manuel påfyldning af piller op til 2 gange i døgnet, det kan godt fungere for os og der er ingen grund til at tænke i større tank på fyret eller anden automatisk påfyldning, da denne koldeste periode kun varer ca. 2 måneder.
Konklusionen er at skiftet til træpiller fra olie/el opvarmning er gået efter forventningerne og beregningerne.
Vi bruger lidt mere af vores tid på opvarmning end før i pensionen Casa Bella - www.italiengodferie.dk, til gengæld har vi fået fokus på energien og er blevet meget mere bevidste om forbruget og vores miljøsamvittighed er ren som en nypudset barnenumse.
Økonomisk er vores udgift faldet ca. 50 %, så vores investering kan være tjent hjem på 4-5 år, så er der også afsat lidt til service og reservedele på træpillefyret. Spørgsmålet er hvor lang levetid, sådan et træpillefyr har, der er noget teknik og mekanik, som skal løbende vedligeholdes/udskiftes, hvis det sker, skønner jeg at der er en levealder på ca 10 -15 år.