Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Mogens Nørgaard fra Miracle A/S Er vi blevet gale? Eller: Fuck pointsystemet for folk fra andre lande

Er vi blevet gale? Eller: Fuck pointsystemet for folk fra andre lande

5.710 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
23 November 2010

 

Så lykkedes det Den Onde Brand Brøle Mig og Brodere Mig igen nogle pjattemåse og fjollerikker at præsentere en hvid kanin i valgkampen, nemlig et underligt pointsystem til vægtning og vejning af folk fra andre lande, der vil eller skal til Danmark.

Sådan et system vil altid være totalt arbitrært og holde nogle gode ude og lukke nogle dårlige ind, samt forårsage personlige tragedier vi ikke kan forestille os lige nu - det gør alle sådanne karaktergivninger i sagens natur - men hvad Fanden skal vi overhovedet med det? Nu skal endnu flere DJØF'ere og underlige starutter sidde og lave bestemmelser og bedømmelser og ændringer og fortolkninger i alle mulige offentlige bikse. For Fanden.

Kan I forestille jer, at en af jeres gode venner fra et andet land gerne vil bo her, men liiiige kommer til at mangle et par points?

- Selvom vedkommende er bedre uddannet end 99% af danskerne?

- Formentlig langt mere villig til at arbejde selv end lidt over tre millioner af danskerne (og størstedelen af Folketingets medlemmer, der lever af offentlige penge hele deres arbejdsliv)?

- Og garanteret kunne bringe lidt fornyelse og begejstring ind i landet?

At S & SF så Fan'me OGSÅ laver et fjollet pointsystem er bare et lavpunkt jeg vil mindes, når jeg sidder i gyngestolen på fattiggården her i 2760 Målløs.

Jeg har i mange år skammet mig dybt over vores behandling af flygtninge og indvandrere. Det begyndte nok i slutningen af 70'erne, da mennesker omkring mig (og de ældre slægtninge i Jylland) begyndte at tale om den store fare, der truede os (det var Glistrup, der begyndte at få sig et (nyt og politisk) liv på den konto). Halleluja nogle skænderier man kunne få sig.

Og ingen gad at lytte til argumenter om, at det reelt var f.eks. de fucking rocker-grupperinger, der stod bag langt de fleste grove forbrydelser. En undersøgelse fra SocialForskningsInstituttet, som de lavede i begyndelsen af 80'erne men som blev forbudt at publicere efter protest fra ham der rocker-advokaten, viste, at de i GENNEMSNIT havde 40 GROVE ting på samvittigheden (mord, mordbrand, voldtægt, vold med døden til følge).

Nej, den store fare var "de fremmede"! Uhhh.

Jeg besøgte (som medlem af Danske Flygtningevenner) min gamle livgarder-lejr Sandholm i 80'erne (hvor der var mange flygtninge fra Libanon og nogle få fra satanen i Iraq) og blev noget overrasket over, at de boede på nøjagtigt de samme 12-mands-stuer som vi havde som værnepligtige. Vi havde dem dog kun i 4 1/2 måned, så fik vi federe forhold på kasernen i Gothersgade. Samme skabe. Samme maling. Samme militærstemning. Lige, hvad man trænger til som flygtning fra borgerkrigen i Libanon (som ikke var for sarte sjæle i forvejen).

Jeg besøgte familier med to eller tre børn, der boede på de værelser vore sergenter havde boet på - nu var det så bare en hel familie, der skulle få livet til at gå dér på ni kvadratmeter. I årevis.

Forfærdeligt og dybt skamfuldt at opleve. Og det drejer sig jo altså om meget få mennesker reelt - det skal man lige huske på.

Min lillebror (æret være hans minde) var vognmand i mange år og ikke nogen tøsedreng.

Men de par gange, hvor han skulle hjælpe til med at flytte folk fra vores fangelejr ude i Kongelunden (vi kan jo kalde den Stalag KL fra nu af) til et nyt sted, var han godt nok færdig som popsanger, og lettere grådlabil:

Familier, der havde været indespærrede dér i flere år, havde fået en time eller to til lige at stoppe deres ejendele i store, sorte affaldssække, og så kom bussen (til fangerne) og min lillebrors mini-lastbil (til poserne) og Vupti! var de flyttet til en ny fangelejer i Vestjylland.

Ungerne måtte sige farvel til legekammerater de havde kendt og leget med i årevis.

Og igen må man konstatere, at det overhovedet ikke drejer sig om et antal der er værd at tale om. Endsige pengebeløb, der er værd at tale om.

Men det giver jo en herlig afledning fra de virkelige strukturproblemer - dem, der koster virkelige penge og ville koste virkelige stemmer, hvis man skulle gøre noget ved dem.

Det er få hundrede mennesker det her åndssvage pointsystem handler om - rigtigt mange af dem såmænd thailandske kvinder, som danske mænd gifter sig med.

Jeg tror, at alle Paradise Hotel-deltagerne på Borgen har set det her som en herlig måde, hvormed man kan undgå at tale om de rigtige problemer vi har. Derfor er S og SF også helt med på at gøre et barnligt pointsystem til vurdering af nogle få hundrede udenlandske medmennesker til et stort debatemne - så behøver de HELLER ikke at blive konfronteret med de rigtige spørgsmål.

Og vælgerne (det er jo os selv) er helt med på den. Lad os holde hænderne oppe for ørerne og øjnene og råbe "lalalalalalalalalalala" indtil de virkelige problemer forsvinder af sig selv.

Fan'me snedigt fundet på at Dansk Fjolleparti og de andre socialdemokratiske partier. Genial afledningsmanøvre. Lad os i overført betydning fokusere på at spare småkagebudgettet på 2000 kroner per år væk samtidig med, at vi sender 16 mand til Nordnorge for at se på en tunnel (et rigtigt eksempel fra A/S Storebæltsforbindelsen i slut-90'erne, iøvrigt).

Iøvrigt (bonus-brok):

Har I nogen sinde undret jer over, at vi ikke gør noget seriøst ved disse fangelejre? Undret jer over, at Røde Kors ikke protesterer vildt over forholdene?

Det har jeg tit.

Jeg kan kun komme på én teori: At de tjener KASSEN på at stå for driften og administrationen af dem.

Jeg tror det er Røde Kors' hovedindtægtskilde, der bl.a. finansierer at formanden Anders Ladekarl kan fise Verden rundt på business class og rapportere fra Haiti og andre brændpunkter hele tiden.

Anders var superaktiv DKP'er, da vi læste Polit sammen (komplet med skolingskurser sammen med konen Trine), og synes vist stadig, at et kommunistisk diktatur er fedt.

Det KUNNE være en forklaring på, at han ikke har så meget imod vor amatør-gulag-system - det kan jo genbruges, hvis proletariatets diktatur en dag skulle blive virkelighed herhjemme.

Københavns Politi og Københavns Universitet kunne forleden offentliggøre, at på trods af, at der anmeldes meget mere kriminalitet end før (f.eks. voldtægter), så har vi det laveste niveau af drab, voldtægter, overfald, osv. NOGEN SINDE i Københavnsområdet.

Det gør så til gengæld, at de ganske få ting, der reelt sker, kan blive rapporteret i en uendelig båndsløjfe af de alt, alt for mange medier vi nu har, indtil vi fan'me tror, at Nørrebro står i lys lue og alle går med kniv.

Efterhånden som der absolut ikke er noget at bekymre sig om fokuserer vi mere og mere på de ganske få ting, der reelt sker.

Mon ikke det også er dét vi ser med pointsystemet og hele den drejning valgkampen lige tog dér?

Smart. Så kan vi få endnu en regering, der ligner den forrige, og som (jeg gætter nu bare HELT vildt) vil gennemføre følgende AFGØRENDE reformer i Danmark:

- højere beskatning (via afgifter med politisk korrekte del-betegnelser a la "grøn", "miljø", "fedt", "sundhed" og den slags)

- flere offentligt ansatte

- flere "reformer", det slår mindre enheder sammen til større enheder, hvormed antallet af ansatte STIGER de pågældende steder (som f.eks. kommunal-, statsforvaltnings-, domstols- og politireformerne). Jeg vil tro, at de to superdupermotherfucker-sygehuse HELLER ikke vil løse problemet med alt for mange ansatte, der ikke har med kunderne at gøre, hvorfor man så småt vil begynde at overveje ét RIGTIGT stort sygehus placeret f.eks. ved Hamborg eller Oslo, så alle får lige langt derhen og således, at AL ekspertise ligesom er samlet ét sted.

- flere på Støtten, inkl. en endnu højere procentdel af folketingsmedlemmer, der aldrig har arbejdet i det private, men er totalt tilvænnet tanken om at vi få private er til for dem.

- flere underlige og uvæsentlige enkeltsager (bragt til os via Facebook, Twitter og Vild med Svans)

- flere love og regler til besværliggørelse af livet for private bikse, og da specielt små bikse, men - som kompensation:

- flere og flere offentlige støtteordninger og underlige tiltag med mærkelige navne fra ukendte styrelser og råd, som skal hjælpe folk med ... at starte egne virksomheder op og netværke og iværksætte og innovere - og måske endda hoppe på limpinden og reelt starte noget op, så de på egen krop kan opleve alle de regler og love, der gør det SÅ meget nemmere at være offentligt ansat end selv at drive en biks :-).

Det bliver noget anderledes, når I har valgt mig som diktator (Husk - I behøver kun stemme på mig én gang - så klarer jeg resten).

Pointsystemet bliver afskaffet og ikke erstattet af noget som helst - bare afskaffet. Og fangelejrene i vores eget, lille gulag-system bliver lavet om til noget vi kan være bekendt (det vil ikke koste en skid, for at sige det ligeud), og Røde Kors & Røde Anders Ladekarl må se sig om efter en anden stor, fast indtægtskilde til at finansiere deres administration og fundraising-maskine og jetten rundt i Verden.

Kære Gud, hvis du findes: Straf venligst alle de Paradise Hotel-deltagere på Borgen, der har støttet tanken om dette pointsystem. Alle. Tag julegaverne fra dem. Eller deres livsvarige, offentlige indtægter.

Hvad der end rammer dem hårdest. De har til fulde fortjent det.

Mvh.

Mogens

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Mogens skriver Skriv dig op