Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Jonathan Bräuner Delfs Skriv til Google - og til mennesker

Skriv til Google - og til mennesker

924 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
07 July 2022

Hvorfor går Google så højt op i teksterne på din hjemmeside? Det korte svar: Fordi Googles fornemste opgave er at give brugerne af internettet det, de spørger efter. 

Den perfekte kædereaktion ser sådan her ud: Karen spørger Google om noget og klikker på det resultat (på side 1), der umiddelbart ser mest lovende ud. Indholdet på siden er tilfredsstillende og Karen er den hurtige type, så hun gennemfører et køb eller en bestilling med det samme.

Dine tekster spiller en rolle i den her kædereaktion. Her får du 3 enkle skrivetips, som får Google til at stoppe op ved din tekst.

Skriv unikke tekster

Google favoriserer unikt indhold. Det er et kvalitetstegn i Googles øjne, at du har brugt tid på at skrive en tekst fra bunden med dine egne ord. 

Det kan være fristende at springe over her og bruge fx leverandørens produkttekster til din webshop. De er jo allerede skrevet. Men du er ikke den eneste, der har tænkt den tanke. Derfor vil du kunne finde et hav af enslydende produkttekster på nettet. Netop derfor er det godt givet ud, at bruge lidt tid på at gøre dine produkttekster unikke. Så vil de for alvor skille sig ud fra mængden. 

Men hvordan skriver man en unik tekst som samtidig er relevant for brugeren?

Svar på spørgsmål

Start med at undersøge, hvilke spørgsmål der lander hos Google i relation til det emne, du skal skrive om. Vi spørger efterhånden Google om alt. Stort og småt. Så det er et godt sted at starte, hvis du vil vide, hvilke spørgsmål du skal svare på, når du skriver tekster til nettet. Det gælder uanset om du skal skrive korte produkttekster eller lange artikler. 

Du kan bruge forskellige analyseprogrammer til at undersøge adfærden på Google, men den helt enkle metode til at komme hurtigt i gang, vil være at bruge Google suggest. Det er gratis og tilgængeligt. Kom i gang med 3 nemme trin: 

  1. Åbn en incognito browser (så du ikke blander din egen søgehistorik ind i resultaterne)

  2. Skriv dit emne i Googles søgefelt. Prøv også med forskellige relaterede ord. Se hvilke spørgsmål, ord eller sætninger Google foreslår under søgefeltet.

  3. Hjælp Google på vej ved at tilføje hv-ord til din søgning, fx hvad og hvordan. Se hvad Google så kommer op med.

Se eksempel på forslag i Google:

Det skulle gerne give relevant inspiration til dine tekster. 

Du kan gøre det helt åbenlyst med en FAQ, hvor du lister både spørgsmål og svar op. Hvis listen er lang, kan du med fordel dele den op i emner eller bruge en fold-ud funktion, så teksten bliver nemmere at navigere i. Hvis du vil se, hvordan det kan sættes op visuelt, kan du tjekke siden her, som har delt indholdet op i undersider under overskriften “Få svar på dine spørgsmål om genbrug”. 

Du kan også indarbejde spørgsmål og svar mere indirekte i fx blogindlæg eller længere artikler.

Skriv til mennesker

Ja, vi taler om at skrive til Google. Men vi kunne næsten ligeså godt tale om at skrive til mennesker. Det er klart, der er nogle algoritmer og retningslinjer for Google, som du med fordel kan sætte dig ind i, så du ikke bliver fældet på en eller anden teknikalitet. 

Men skriver du dine tekster, så dem der læser med, får fyldestgørende svar på deres spørgsmål og hjælp til at tage beslutninger, så er du langt. Skriv som du ville sige det, hvis der stod et menneske foran dig og havde brug for hjælp.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Jonathan skriver Skriv dig op