For tredje år i streg løber Iværksætterturen af stablen i foråret 2015. Jeg står stadig i spidsen for turen, men har i år allieret mig med nogle af de mest fremadstormende unge iværksættere. Personligt har jeg store ambitioner med turen i år. Den skal overgå de forrige to ture rundt i landet og jeg er sikker på, at vi med dette års setup får spredt budskabet om iværksætteri som levevej til landets skoleelever og studerende!
Et af budskaberne med Iværksætterturen er at opfordre elever til at tage springet. Hvis du har en god idé og føler dig motiveret, så kom i gang.
Her får du seks gode råd til spirende iværksættere.
1. Udnyt gratis sparring
Der har været en massiv indsats de seneste 10 år på at fremme iværksætteri og innovation. Både på skoleskemaet men også ude i det virkelige liv. Iværksætteri får folk i arbejde – det er vi alle enige om! Derfor tilbyder flere karrierecentre, skoler, uddannelsesinstitutioner og kommuner gratis hjælp og sparring. Hvem ved måske, du har et karrierecenter på dit uddannelsessted, der støtter iværksætteri? Måske kan din afsætningslærer hjælpe dig med din forretningsplan? Undersøg de muligheder, du har omkring dig. Du får ikke hjælp, hvis ikke du spørger efter den.
2. Brug din skole som dit kontor
Det kan være svært at hente inspiration, når man sidder isoleret hjemme på værelset. Nye rammer giver dig den inspiration, der skal til for at komme videre. Udnyt skolen og dens faciliteter. De fleste steder tilbyder læsesale, studiearbejdspladser og ja billig kaffe!
3. Din uddannelse er meget mere end faglig viden
Uddannelse er vigtig. Det er vi alle enige om. Med det sagt, så kan man udnytte skoletiden på den mest optimale måde. Tænk på, at dem du omgås, potentielt kan være fremtidige kunder i din forretning. Måske nogle af dine nære relationer kan være ambassadører for dit produkt? Det netværk du opbygger, mens du er under uddannelse kan ende med at blive afgørende for dig senere. Plej derfor dine relationer og få nok ud af dem, når det virkelig gælder!
4. Find kompetencerne hos andre unge, hvis ikke du har dem
Måske er du skarp på din forretningsidé. Den idé der blæser alle omkuld. Men du mangler bare enkelte ting for at tage springet som iværksætter. Du kan ikke have alle kompetencer og heldigvis for det! Men der er hjælp at hente af andre, der også tænker på iværksætteri som levevej. Både her på Amino.dk og på UngIværk kan du finde lige præcis de kompetencer, du søger. Måske er det en hardcore programmør, en kreativ grafiker eller noget helt tredje. Hjælpen er derude og kan sikre, at du kommer videre.
5. Unge iværksættere er de nye rockstjerner
Hvis ikke din forretningsidé og dit start-up lykkes i første hug, så skal du ikke miste modet. De mest succesrige iværksættere har alle oplevet nedture og skuffelser. Der er mange bump på vejen, der skal passeres. Nogle større end andre. Så forvent at det bliver hårdt arbejde, men forvent også hvis det lykkes, så er det det fedeste i verden. Det er stort at stå med sit eget! Udnyt det netværk, du får som iværksætter og mingle med andre som dig selv. Det vil komme dig til gode en dag. Måske er det ikke hele livet, du skal være iværksætter. Derfor er de forbindelser, du skaber som iværksætter guld værd senere i din karriere.
Hvis ikke vi ses rundt på landets skoler i marts, så god vind med jeres iværksætter planer. Det er aldrig for tidligt at gå i gang!