Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Iværksætterblogs Nyheder om personalejura - undgå dyre fejl! Kvinder har ret til at blive klippet som mænd!

Kvinder har ret til at blive klippet som mænd!

2.370 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
11 May 2013

Kvinder har ret til at blive klippet som mænd – det har Ligebehandlingsnævnet bestemt.

En kvinde gik en dag forbi en frisørsalon, hvor hun opdagede, at frisøren tilbød herreklip 100 kr. billigere end dameklip. Dette følte kvinden sig meget stødt over. Hun følte sig så stødt over det, at hun ikke engang gik ind til frisøren, men fortørnet forlod stedet og gik hjem for at klage til Ligebehandlingsnævnet.

Kvindens synspunkt var, at selvom hun er en kvinde, så har hun kort hår, der minder meget om en drengefrisure, og det er derfor urimeligt, at hun skal betale mere for at blive klippet end mænd med tilsvarende frisure.

Kvinden mente desuden, at frisørens prisliste var et udtryk for stereotypisering, da prislisten tager udgangspunkt i at kvinder altid har langt hår, og at det tager længere tid at klippe kvinder.

Den indklagede frisørsalon forsøgte at forklare sig med, at priserne kun var vejledende, og et udtryk for, at det tager længere tid at klippe kvinder hovedsageligt på grund af hårmængden, og at det tager længere tid at klippe en kvindes hår i en frisure end at maskinklippe en mand.

Desuden gjorde frisøren opmærksom på, at hvis bare kvinden var kommet ind i salonen og havde sagt, at hun eksempelvis ønskede en maskinklip – så ville hun naturligvis have fået klipningen til samme pris som mandeklip.

Dette formildnede dog hverken kvinden eller Ligebehandlingsnævnet. Frisøren blev dømt for overtrædelse af ligestillingsloven, og den fortørnede kvinde blev kr. 2.500,00 kr. rigere i godtgørelse.

Konklusion: Min holdning til denne temmelig fjollede afgørelse er vist slet skjult i min gengivelse. Dog bør den stadig tages seriøst af frisører, der bør overveje at revidere deres prisliste, og ikke prisdifferentiere mellem køn – men udelukkende mellem klippeopgaver og omfang.

 

 

 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Anja skriver Skriv dig op