Hej Folkens, Jeg har en ret konkret forespørgsel. Jeg har tidligere prøvet at slå problematikken op i en intern Facebookgruppe for Affiliate nørder - men mangler stadig input. Jeg har drevet siden siden 2015. Det startede for sjov, men nu har jeg efterhånden fået blod på tanden, og vil virkelig gerne have knækket koden for en rimelig, passiv indkomst via Affiliate på hjemmesiden. Også fordi, jeg efterhånden har været igang en del tid - og nu har jeg i sinde at nå i mål. Jeg har snart 700 blogindlæg på siden, og jeg begyndte først dette forår med at indsætte AffiliateLinks på siden. Simpelthen for at værne om content først - og så indtjening derefter. Jeg har indtil videre lavet 149 salg på siden via Affiliate Links - og det er altså på de forgangne måneder. Sidste måned solgte jeg produkter via siden 18 ud af 30 dage. Men jeg vil gerne fordoble dette - og mere til. Så konkrete tiltag, forslag og optimeringsområder modtages med glæde. Jeg er igang med nyhedsbreve, og der kommer også mere content, da der er startet nye bloggere op igen. På forhånd tak :) Det skal siges, at jeg arbejder på en anden virksomhed ved siden af, så har ikke brugt (og kommer ikke til at bruge) fuldtid på det. |
Mette Regitze Rahbek:vil virkelig gerne have knækket koden for en rimelig, passiv indkomst via Affiliate på hjemmesiden
Jeg har kigget lidt rundt på din hjemmeside, og jeg har lige et par tanker, som måske vil hjælpe dig lidt på vej. Jeg har kigget på måske en 5-6 sider, hvor du linker til produkter, og fælles for dem alle er, at du ikke har nogen tydelig 'Call-to-action'-knapper. Du bruger som regel almindelige tekstlinks, og der tror jeg, at du ville kunne hente flere kliks, hvis du satte nogle knapper op, som skilder sig mere ud fra resten af teksten/hjemmesiden. Du kan evt. forsøge med forskellige farver/skrifttyper/former på knapperne, så du kan se, hvilke der konverterer bedst for dig.
Derudover lagde jeg mærke til, at du ikke "reklamerer" ret meget/god for dit nyhedsbrev. Jeg savner en tilmeldingsboks, som er synlig i sidebaren f.eks. Derudover synes jeg, at det er en anelse tam grund til at melde sig til nyhedsbrevet. "Tilmeld dig allerede i dag og få dit liv 'sexet' lidt mere op" - det giver måske en lille idé, men jeg har svært ved at forestille mig, hvad jeg kan forvente af nyhedsbrevet. Jeg tror du med fordel kan være mere konkret med indholdet. Derudover bør du også overveje en form for 'lead magnet'. Dvs. enten en form for gave brugeren får tilsendt ved tilmelding, eller det kan være i form af, at brugeren deltager i en konkurrence ved tilmelding. Du kan derudover også overveje en exit-popup til nyhedsbrevet - irriterende men effektiv.
Nu har jeg ikke tilmeldt mig nyhedsbrevet, så jeg ved ikke, hvad du leverer af indhold dertil. Jeg vil dog alligevel foreslå, at du sætter en automatisk sekvens/kampagne op, så alle nye subscribers får en sekvens få x antal e-mails, hvor du leverer en masse værdifuldt indhold, og som naturligvis leder hen til specifikke produkter, som du så reklamerer for automatisk. Det er især godt, når du vil have passiv indkomst.
Nu kender jeg ikke så meget til din branche samt målgruppe, men et hurtigt gæt ville være, at det er en god branche til mersalg - dvs. når de først er blevet overtalt til at prøve legetøj x, så kan de hurtigt blive overtalt til at forsøge sig med legetøj y. Dette kan du gøre ved, at når du anbefaler 1 produkt, så viser du måske med det samme relaterede produkter - enten hvor du har dine CTA-knapper, eller når du skriver om ét produkt, så har du måske plads til relaterede produkter i sidebaren eller bunden af indlægget.
Du kan evt. også forsøge dig med at segmentere dine nyhedsbrevsmodtagere. Enten ved at opsætte mere end én tilmeldingsform, så brugere kan tilmelde sig forskellige lister (til hver kategori f.eks.), eller du kan sende en mail ud til alle dine læsere og spørge dem, hvor de så kan udfylde et hurtigt spørgeskema og/eller trykke på en knap, som så repræsentere en kategori af produkter.
Ellers synes jeg det er en fin side, og du må have held og lykke med projektet