Så gør jeg det igen
Øjeblikket som jeg har ventet på og set frem til de sidste mange mange måneder er endelig så tæt på at jeg nærmest kan mærke hvordan det føles. Om ganske kort tid er re-lanceringen af Min-mave en realitet og jeg kan endelig præsentere det nye design og den nye platform til de mange der besøger Min-mave hver dag.
Det bliver meget spændende at høre deres reaktion og følge deres forhåbentlig begejstring ved at få en ny og meget bedre legeplads 
Men det har været en lang og meget hård process, og jeg tror aldrig mine hjerneceller er blevet vredet SÅ meget nogensinde, det skal da lige være dengang jeg hver dag kæmpede en kamp uden lige for at finde en vej ud af kontanthjælpssystemet og genvinde min værdighed og selvtillid igen.
I morgen forlader jeg mit hjem og de 4 vægge som ellers danner rammen omkring min lille virksomhed og tager til hovedstaden. Her har jeg booket mig ind på et hotel for at få de allersidste ting færdige til re-lanceringen og har indimellem har jeg arrangeret møder så tiden bliver brugt optimalt nu jeg alligevel er "overthere"
Utroligt men jeg kan simpelthen ikke lade være med at fokusere på vasketøj, oprydning, yderligere sortering af ting og sager i mit liv når jeg er hjemme, så helt bevidst har jeg altså planlagt denne flugt fra min dagligdag.
Jeg bliver ved med at sige til mig selv at det er nødvendigt for ikke at få dårlig samvittighed over at forlade familien, og at alt bliver bedre når Min-mave er relanceret. Det jeg normalt bruger en hel dag på klares automatisk og det må simpelthen kunne frigive nogle timer som kan bruges til videreudvikling, netværk, planægning af strategier osv osv
Jeg håber bare jeg ikke lyver for mig selv og ender med at få smidt en spand koldt vand i hovedet hvis jeg opdager at teori og virkelighed er to forskellige ting.
Jeg forlader familien og nægter at have dårlig samvittgihed over at gøre det på grundlag af at skaffe mere tid til - ja, netop familien. Det er jo ikke ligefrem et dårligt grundlag at gøre det på.
Men alligevel ved jeg jo godt - allerede nu mens jeg skriver dette - at jeg rent faktisk lyver overfor mig selv, for jeg er kun et menneske, et menneske med mange udfordringer i mit liv, og jeg ved jeg vil sidde foran skærmen på hotelværelset og tænke, tænke på familien og alt det jeg "burde" have gjort hvis jeg havde været hjemme.
Det er dælme ikke nemt, men vi bliver alle nødt til at træffe valg her i livet. Valg som uanset hvad har fordele og ulemper og kun tiden kan vise om det er fordelene eller ulemperne som vandt kampen ved lige netop det valg vi traf på lige netop det tidspunkt i vores liv.