Når mulighederne fortsætter med at komme

For bare 3 år siden var det begrænset hvor mange muligheder der kom i min retning, og de der endelig dukkede op viste sig at være af den slags hvor man for alvor brænder nallerne, og endelig bare fortryder bitterligt at man så meget som kikkede på dem da de kom i ens retning.  

Men siden jeg erkendte, at jeg sloges med nogle problemer, som jeg ikke selv var herre over og bad min læge om hjælp til at kommer videre derfra, er det vanvittigt hvad der er sket.

Det allerførste var at Martin Thorborg krydsede min vej og fik mig lokket ind på Amino, jeg fik øjnene op for at jeg rent faktisk havde en desideret forretning og ikke bare dre en lille hobbyside som jeg ellers blot havde gjort de sidste mange år. Han fik aktiveret mit iværksættergen og lærte mig nogle ret basale ting på meget kort tid. Bla. hvor meget jeg nyder at arbejde med Min-mave og hvor lidt jeg ønsker at skille mig af med siden uanset prisen.

Siden den dag hvor jeg erkendte at Min-mave var min forretning er der sket utroligt meget, og det lader til at mulighederne fortsat dukker op i mit liv, men hvor er det svært at sige ja eller nej til dem.  Der er så meget jeg gerne vil men der er jo ikke flere timer i døgnet og frem for at presse mig selv yderligere vil jeg hellere nå et niveau hvor jeg også kan slappe af og nyde andre ting i livet.

Men hvad skal man vælge? hvordan vælger man? skal man følge hjertet eller fornuften?

Lige nu tager jeg mig en time-out - jeg tager ikke flere opgaver ind. Jeg har en kæmpe opgave foran mig som jeg allerede har kæmpet med i adskillige timer, men som langt fra er et overstået kapitel. Min-mave skal snart re-lanceres og jeg både glæder mig og har sommerfugle i maven af nervøsitet.

Den opgave har første prioritet, og måske er det bare på tide at jeg vælger at sige til mig selv

"Hvis det er meningen at du skal tage en af de mange muligheder der dumper ned i skødet på dig lige nu, så er den der nok også i morgen"   

Er det ikke bare at starte op...?

Jeg hører om flere og flere som mener at de "bare" kan starte et forum eller en webbutik op, og så kører det bare derudaf.

Men jeg må skuffe dig, hvis du også sidder med denne tankegang, for den kan ikke være mere forkert. Det er kun ganske ganske sjældent at det kan lade sig gøre på den måde, og medmindre dit navn er Højben og du bor i Andeby, ville jeg personligt ikke satse på at det vil ske for dig.

Uanset om du satser på et forum/community eller en webforretning SKAL du regne med at det bliver hårdt arbejde og opstarten er som oftest den hårdeste. Hvis du blot regner med at downloade og installere en gratis eller billig version af noget software, for derefter at  læne dig tilbage og derefter følge statistikkerne hvordan folk vælter ind og enten deltager eller køber, ja så risikerer du at blive slemt skuffet.

Men hvad gør så en webshop eller et community til en succes?

Det første du skal tænke over er at det er kunderne du skal fokusere på, hvis du ikke har lyst til at give dem en speciel og god oplevelse hvor de får fuld værdi for deres tid eller penge, så tænk lige en ekstra gang inden du beslutter dig for at søsætte dig projekt. For uden kunder har du slet ingenting.

Gå i tænkeboksen og tænk ihærdigt over hvad der giver dig værdi ved et community, de fleste der er oprettet har allerede et forum hvor man kan udveksle erfaringer, men hvad kan du gøre yderligere som du andre endnu ikke gør eller giver brugerne lyst til at vende tilbage igen og igen, og ikke mindst gør at de får lyst til at anbefale DIT community til deres venner og bekendte?

Hvis du sælger varer, skal du måske tænke på muligheder for at give en god oplevelse, en god service, nogle gode tilbud, unikke produkter, muligheder, oplevelser?

Men lær først og fremmest dine kunder og brugere at kende

• Hvem er de?
• Hvor færdes de?
• Hvilke behov har de?
• Hvad mangler de?
• Hvorfor skal de vælge dig frem for din "kollega"?
• Skab kontakt med dem, og få deres feedback ærligt og fra hjertet?

Når du kan besvare de spørgsmål er du godt på vej

Har du allerede et community eller en webshop har du sikkert også Google Anaytics installeret. Det er et fantastisk analyseværktøj,

men bruger du det i hverdagen?

Og hvor gammel var du så....?

Jeg havde igennem et par år diskuteret frem og tilbage med min selv og min kæreste, omkring hvorvidt jeg skulle tage springet som iværksætter eller ej. Det var svært at tage den endelige beslutning, for hver gang jeg tænkte tingene igennem, kom der ofte flest bekymringer op til overfladen. Jeg havde hus, 6 børn og ikke de store muligheder for at tage arbejde ved siden af, så hvordan skule det gå? Hvad skulle vi leve af? Kunne jeg tjene nok? osv osv.

Jeg ledte efter en anden udvej hvor jeg havde mit sikkerhedsnet på en eller anden måde - enten et beløb stående på en konto som jeg kunne leve af i en periode uden indtægt. et firma som ønskede at ansætte mig, så jeg kunne fortsætte videreudviklingen på Min-mave, så jeg vidste at jeg kunne sove roligt om natten, fordi der kom et fast beløb ind på min konto her måned. Ja, jeg undersøgte endda muligheden for at danne en forening så jeg kunne tjene penge på siden og bruge dem på videreudvikling - Intet var den RIGTIGE løsning når det kom til stykket.

Det der fik mig til at tage springet og indsende den blanket så jeg kunne få et CVR nummer var faktisk mine yngste børn, et hold tvillinger der nu er 3 ½ år gamle. Da de kom til verden i maj 2005 gik der ikke mange dage før alvoren viste sig og efterhånden som månederne gik, fik jeg bekræftet at der var noget grueligt galt. De første ca. 6 mdr af min barsel gik med undersøgelser og behandling af min søns klumpfod og samtidig viste min lille pige tegn på at være voldsomt forsinket i sin udvikling. Selv om det var rigeligt at bearbejde viste begge børn også tegn på vækstproblemer.

En rutchebane af følelser, tanker, bekymringer og ikke mindst undersøgelse efter undersøgelse startede. Dog uden de store resultateter. Lægerne står magtesløse, de kan se der er noget galt men ikke HVAD der er galt.

Da jeg sendte blanketten til SKAT for at få CVR. nummer havde jeg op til 4 kontroller hos div. læger, klinikker, sygehuse eller lignende, kontrollerne lå ikke samme dag og heller ikke de samme steder. Kommunen ønskede at jeg kom i arbejdsprøning, og var ikke specielt glade for min ide med at blive selvstændig med Min-mave, faktisk var de så uinteresserede at uanset hvad jeg lagde foran dig, så valgte de ikke at ville kikke nærmere på det.

Selv da jeg stod med et firma som ønskede at ansætte mig til en god fast løn + provison af indtægten der kom ind fra siden, give Min-mave nyt design og en ny platform afviste kommunen at give mig løntilskud fordi jeg havde en kronisk sygdom - nervebetændelsen - og derfor ville de ikke giv mig løntilskud i en kortere periode. Nej, jeg skulle først i arbejdsprøvning. Det er bare ikke logik i mine øjne, som jeg ser det har en person med en kronisk sygdom generelt sværere ved at komme ud på arbejdsmarkedet og beholde et job - så ud fra det afslag jeg fik, ser det ud som om kommunen hellere vil hjælpe en rask person ud som en person der er syg. - Så kan jeg dælme godt forstå der er så mange som bliver ladt i stikken.

Nå, men da jeg tog springet ud som iværksætter var jeg 32 år gammel og havde en hulens masse forpligtigelser i form af en dejlig familie. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at det bare har været en dans på roser, for det har det bestemt ikke - men det har været en kæmpe udfordring og er det stadig. At få familieliv og mit iværksætterliv til at være i balance har krævet en masse snakke, justeringer og ikke mindst ihærdighed for at få tingene til at lykkes.

Så hvornår er den ideelle alder for at springe ud som iværksætter? Der er jo fordele og ulemper ved begge dele. Jeg har prøvet at sætte det op mod hinanden, men det er ikke meningen at alle - unge som ældre iværksættere - skal skæres over en kam - blot det jeg umiddelbart kan se kan være fordele og ulemper for begge grupper.

Men hvilken alder er så bedst at tage springet som iværksætter - tja, bedøm selv, uanset alder vil der være en masse fordele og en masse udfordringer.

Jeg tog springet da jeg var 32 år og havde jeg vidst hvilket liv jeg ville få havde jeg taget springet før, det er så nemt at være bagklog. 

Men hvor gammel var du? Og hvilke fordele og udfordringer havde du i lige netop den alder?

Og hvor mange timer arbejder du så?

Jeg synes altid jeg er bagefter og har dårlig samvittighed over min manglende prioritering, men jeg synes til gengæld ikke jeg kan arbejde mere end jeg gør. Normalt ligger min arbejdstid fra kl. 8-15 og ofte igen fra 20-? mandag til fredag. Weekenderne er mere flexible, og ofte er det aftenerne og nætterne der bliver brugt der.

Men når jeg så tror jeg enten skal arbejde eller tror jeg er helt med igen, så sker der et eller andet som gør at mine planer går i vasken. Oftest er det børn eller mig selv der løber ind i sygdom og så er jeg uarbejdsdygtig i nogle dage og kan starte forfra med at bekæmpe den store mængde mails der ligger og venter på mig + opdatere Min-mave igen igen.

Et eller andet sted tror jeg ikke på at jeg skal have flere timer til at arbejde i. Jeg skal nok nærmere have udnyttet mine arbejdstimer meget mere, så jeg får lavet meget mere på mindre tid. Måske er det på tide at læse bogen  4-timers arbejdsuge - Er der nogen her der har læst den og kan anbefale den?

Jeg mangler nogle værktøjer til at blive mere effektiv, nå det jeg skal nå, huske det jeg skal huske osv osv - men jeg ved knap nok hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte

Hvor mange timer arbejder du?

Hordan sørger du for at tiden bliver brugt effektivt?

Og hvad gør du for at undgå at blive stresset eller konstant være bagefter?

Jeg giver ikke op, jeg skal nok finde ud af det, men det er dælme ikke nemt, så meget har jeg da lært.  

Ej, du går jo bare derhjemme.....

Hvis en person mere siger disse ord - Ej, du går jo bare derhjemme ! - så tror jeg altså jeg skriger højt og længe. For hvor er det dog mangel på respekt overfor iværksættere og måske især iværksættere som har valgt hjemmet som deres arbejdszone i stedet for at leje et kontor ude i byen.

Det virker som om mange tror at det at arbejde hjemmefra betyder at man ikke laver noget, og det er måske også sandt for nogle, men bare fordi man kender en enkelt som sidder på sin flade r.. og drikker kaffe med naboerne eller smider sig på sofaen med fjernbetjeneren er det da ikke ensbetydene med at ALLE gør det.

For en gang skyld tror jeg også vores rollemønstre spiller ind og her føler jeg mig dybt uretfærdigt behandlet hvis det er rigtigt, for betyder det at en kvinde vælger at arbejde hjemmefra, så forventes der rent faktisk at hun også lige ordner vaksetøjet, passer børnene, forbereder maden, rydder op og gør rent eller...? Eller oplever mænd akkurat det samme?

 Jeg oplever desværre ret ofte mange (læs : lønmodtagere) mene at jeg ikke laver noget, og nej, det gør jeg skam heller ikke hele tiden, til gengæld arbejder jeg på de mest underlige tidspunkter på døgnet alt efter hvad der passer ind i min travle hverdag som mor til 6 mindre børn. De kan ikke rigtig forstå hvorfor jeg har så travlt men de glemmer også lige at tænke på at hvis mine børn er syge, er der ingen kolleger der tager mit arbejde, nej, det ligger skam stadig og venter på mig når jeg atter kan sende børnene afsted.

Mange mener også at det ikke betyder noget hvis jeg holder fri i ny og næ, eller hvis jeg er forhindret i at arbejde, nej for jeg er jo selvstændig. Men tror de virkelig at det betyder at jeg bare går ud en gang imellem i haen og ryster det evigheds-pengetræ jeg har ståede derude, at selv om jeg ikke får lavet det jeg skal, så kommer pengene alligvel til mig. I nogle tilfælde gør de, men næsten altid ligger der en masse arbejde forud før det sker.

Nogle gange kan jeg ikke lade være med at sammenligne iværksætteri med sygdom - især smerter og psykiske problemer - som man ikke kan se, mærke og rigtig mange slet slet ikke kan forholde sig til. For det er faktisk lidt på samme måde, alle dem der ikke har prøvet at være syge har svært ved at forestille sig hvad det indebærer, og på samme måde er det med iværksætteri, er man vant til at være lønmodtager og aldrig har snuset bare en anelse seriøst til det at være selvstændig erhervsdrivende, så aner man oftest ikke hvad det indebærer og ikke mindst hvor stor en påvirkning det har på alt omkring den selstændige, lige fra parforholdet til helbredet - både positivt som negativt.

 Som jeg ser det kræver det en iværksætter for at forstå en anden iværksætter på akkurat samme måde som det kræver oftest man har haft sygdom meget tæt inde på livet - personligt eller en man holder meget af - før man kan forholde sig til de udfordringer som en syg bliver stillet overfor.

Men at man ligefrem skal flygte fra sit egen hjem blot for at folk tror man laver noget, det er næsten over min fatteevne.