Der er ingen tvivl om, at man som virksomhedsejer og -leder kommer længst i "opdragelsen" af medarbejder ved at give dem rigeligt med positiv respons på deres gode resultater. Altså ros.
Men ind imellem bliver man også nødt til at tage "fy-hatten" på og irettesætte en medarbejder. Og så er det vigtigt at gøre det ordentligt og sagligt - ellers virker det nemlig ofte helt modsat.
Et eksempel:
"De unge i dag er forkælede og vant til at tingene kommer til dem af sig selv. De er vant til, at det er dem selv, der stiller kravene, og at omverden så former sig efter dem. De er generelt forkælde. Alle til hobe."
Sådan lyder en gængs fordom, som selvfølgelig er overdrevet, men som efter min erfaring også rummer et gran af sandhed.
Jeg bruger mange unge freelancere i mit koncept Bedre billige tekster.
Disse unge har alle det til fællles, at de har scoret høje karakterer i gymnasiet. De er altså rigtig dygtige, og mange af dem har så let ved skolearbejdet, at de har vænnet sig til at få anerkendelse uden at skulle anstrenge sig. Efter at 13-skalaen er afløst af 7-trinsskalaen, skelnes der i skolesystemet ikke længeren mellem "den perfekte" og "den virkelig gode" præstation. Det kan for nogen betyde, at man vænnes til at "nøjes med" at lave sine præstationer "virkelig gode", selvom man egentlig besidder evnerne til at lave dem "perfekte".
Sådan en ansøger henvendte sig til mig for nylig. Denne 12'er-type ville gerne være skribent hos mig, og skrev blandt andet i sin henvendelse: "mine karakterer taler vist for sig selv." Det er meget fint med selvtillid. Det sætter jeg pris på.
Jeg stillede ham den samme testopgave, som alle andre ansøgere får - en artikel på 1500 tegn om et bestemt afgrænset emne.
Hans artikel var glimrende. Han skriver godt og begejstret. Men han afleverede kun ca. 1200 tegn - altså 20% for få. Artiklen var dårligt disponeret, hvilket de manglende 300 tegn godt kunne have hjulpet en del på. Desuden var der flere komma- og stavefejl i artiklen.
Dette var altså, hvad han kunne svinge sig op til, når han leverede en præstation, der skulle imponere en evt. kommende arbejdsgiver.
Nu ville jeg normalt vælge blot at afvise ham med den begrundelse, at hans testopgave ikke havde det rigtige niveau.
Men jeg så et glimrende potentiale hos knægten, hvis blot jeg kunne disciplinere ham en smule.
Så jeg fandt mit verbale spanskrør frem:
Jeg skrev en grundig og saglig kritik af hans sjusk, hvor jeg viste ham præcis, hvor han havde lavet fejl. Jeg fortalte ham desuden, at én, hvis "karakterer vist taler for sig selv", skaber store forventninger, og at jeg forventede, at han fremover ville læse hele opgavebeskrivelsen og levere rigtig gode tekster.
Jeg kom også med nogle tips til, hvordan han kunne forbedre sig, og jeg anerkendte naturligvis også de positive ting i hans testtekst.
Og så spillede jeg bolden over på hans banehalvdel. Jeg tænkte, at han måske ville blive sur på en gammel nar som mig, der kommer og kritiserer hans sublime værk - og det ville han da også være i sin gode ret til. Så skulle han bare ikke arbejde for mig. Så jeg bad ham tilkendegive, om han stadig var interesseret i at være med på holdet.
Hans svar var positivt. Han ville stamme sig an og være mere punktlig, og han ville meget gerne have en chance på holdet.
Derfor gav jeg ham en opgave, som skulle videre til en kunde.
Jeg ventede spændt på resultatet. Kunne han aflevere til tiden? Ville der være fejl i teksterne?
Han afleverede flere dage for tidligt. Teksterne var (næsten) fejlfri. Han havde blot lavet en enkelt lille fejl omkring det format, teksterne skulle afleveres i - en fejl, som jeg ville kunne rette på ca. 1½ minut.
Men det gjorde jeg ikke.
Jeg sendte teksterne retur til ham med besked om at rette fejlen og aflevere igen.
Han svarede blandt andet følgende:
"Jeg håber, at du vil kigge min vej igen næste gang , du skal uddelegere opgaver. Jeg synes det er rigtig godt at arbejde under højere krav end tidligere, da jeg føler at det træner mit sprog."
Sådan!
Nu har jeg ham, hvor jeg vil have ham.
Fremover leverer han intet andet end perfekte resultater.
Hvis jeg blot havde accepteret hans sjuskede adfærd og tænkt, at det var prisen for en dygtig freelancer, ville jeg i tiden fremover skulle bruge tid på at gennemkontrollere og rette i hans arbejde, hver eneste gang, han afleverede. Nu har jeg fået hans potentiale frem, og indtil han muligvis sløver hen igen (og det håber jeg ikke han gør), skal jeg blot huske at give ham masser af ros. Og det er jeg overbevist om, at jeg får rig lejlighed til.
Jeg er ikke et sekund i tvivl: Ris kan aflæses på bundlinjen, hvis den bruges rigtigt.
- Læs også om Værdien af ros.