En tudekiks?

Jeg fik engang at vide (da jeg endnu engang var den der blev fyret), at jeg jo var så god til det, fordi jeg havde prøvet det så tit.

Den lader jeg lige stå lidt.

Andensidste gang jeg prøvede det, forventede alle at jeg ville blive hjemme dagen efter. Hvorfor dog det? Hvad skulle jeg dog bruge tiden til der? Jeg mødte op igen om fredagen på arbejde med henblik på at aflevere mine ting ordentligt - samtidig var jeg dog selvfølgelig utrolig lidt produktiv og brugte en stor del af tiden på at få gang i mit – på det tidspunkt ringe – netværk. Det førte dog til, at jeg om eftermiddagen kørte til samtale i Horsens. På det tidspunkt arbejdede jeg i Århus og boede i Østjylland.

Jeg fik jobbet.

Og startede tirsdagen efter. Så den dag var en af de største i mit liv! I skulle have set mine kollegers ansigter da jeg kom tilbage fra Horsens og kunne meddele, at jeg havde fået nyt arbejde (samt at de dermed kunne rende mig noget så grueligt). At det job så skulle blive det, der endte med en sygemelding, fyring, opstart af virksomhed som revalidering, flytning til Vestjylland og alt det andet min overfølsomhed har medført, er en helt anden sag.

På samme måde i dag. Folk bliver fyret, der er krise, og vi skal alle spare. Og så er det 'ih og åh så synd for os'. Er det?

Jeg læste endnu engang Anders Lund Madsens 'Udblik' i JyllandsPosten her i weekenden. Jeg skal være ærlig, at på fjernsyn kan jeg hurtigt blive træt af ham, men når han skriver er han et geni.

Alle taler kun om, hvad de har ret til. Som den ordblinde dreng der partout skal på skole i København til svimlende summer for samfundet. Min bror er også ordblind – det blev klaret ved et stærkt og godt samarbejde mellem min mor og min brors klasselærer. Et samarbejde der førte både til studenterhue, ingeniør-diplom og i dag et godt og særdeles velbetalt job. Han har lært at kæmpe for det, han gerne vil. Hvorfor er det, folk ønsker deres børn i specialklasser? Det er altså i min verden at skille sig ud på den negative måde og skal undgås så vidt muligt.

På samme måde har Asger Aamund i særdeleshed ret i, at vi alle er blevet 'svage grupper' og mener, vi skal have hjælp. Jeg får ingen hjælp til alle de ekstra-udgifter der følger med min overfølsomhed. Den er ikke anerkendt, og det sociale nævn har skyndt sig at træffe den afgørelse, at en maske til at skærme mod triggere (stor og grim er den og ikke just en man tager på for sjov skyld) - IKKE er et hjælpemiddel.

Jeg har heller ikke brug for den hjælp – vi kan fint klare os uden, og det har så ført til det spørgsmål: Hvorfor er det også lige, vi skal have hjælp til alting?

Min overfølsomhed har jo – udover alle de trælse ting – dog medført lidt godt: Vi spiser sundere, køber mere økologisk, hjemmet er totalt støvsuget for hormonforstyrrende stoffer, parfumer, parabener og alt det andet lort, som de fleste af os bare læser om der er noget skidt. Vi gør ikke noget ved det. Og ja, det er dyrere at leve sådan. Frygtelig meget dyrere. I skulle høre min mands klage, når han handler ind (for det kan jeg jo heller ikke tåle at gøre for tit).

Så hvad er det lige, der foregår? Er vi alle sammen blevet en sølle forsamling, der skal have en tudekiks med det samme den mindste ting går os imod?

Vågn op, Danmark og danskere. Inden det er for sent.