Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Saras blog om content marketing og ordjonglering Blogception: Blogpost om blogposts (part 1/3)

Blogception: Blogpost om blogposts (part 1/3)

2.598 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
23 June 2020

Kunne du godt tænke dig at vide, hvordan du bikser et brandgodt blogindlæg sammen? Jamen, så er du simpelthen så heldig, at jeg i dette og mine to næste blogindlæg vil blogge om netop blogindlæg. Meta? Jep! Blogception? Oh yes! Lad os straks komme i gang.

Hvorfor skal jeg overhovedet blogge?

Først og fremmest skal jeg lige advare dig. Hvis du ønsker at skabe en personlig blog, som gør dig til trendsætter eller influencer, som det så fint hedder nu til dags, er det her ikke stedet for dig. Bevares, måske kan du benytte nogle af mine tips på din bolig-, livsstils- eller skønhedsblog, så du skal være hjerteligt velkommen til at læse med, men jeg kan desværre ikke garantere, at det hele er relevant for dig.

Nej, dette skriv handler derimod om business blogging. Et redskab, flere og flere virksomheder benytter sig af – og med god grund. Ved at blogge om de emner, du beskæftiger dig med i din virksomhed, kan du nemlig øge din virksomheds online synlighed og ikke mindst tilstedeværelse. Akkurat ligesom du kan brande dig selv og din forretning via sociale medier, kan du gøre det ved hjælp af din blog. Dét er snedigt.

Din business blog har altså til formål at gøre dig mere synlig på nettet. Derudover har den til formål at få netop dig til at fremstå som ekspert på dit område. På den måde kan du positionere dig selv som trusted advisor inden for dit felt. Dét giver noget street credit, og derudover kan det lokke flere kunder i biksen.

Får man som læser af din blog et indtryk af, at du virkelig har styr på dit sh*t, er der nemlig væsentligt større chance for, at man går til netop dig, næste gang man skal købe en service eller et produkt, du tilbyder. At blogge tjener derfor flere formål, og har du ikke allerede etableret en business blog, er det på høje tid, du kommer i gang.

Skriv altid kun, hvis du har noget relevant på hjerte

Et forcereret blogindlæg bliver sjældent godt. Derfor skal du også kun blogge, når du faktisk har noget på hjerte. At du har noget på hjerte, er imidlertid ikke helt et succeskriterie i sig selv. Det, du blogger om, skal nemlig også være relevant for din læser. Ellers skal du starte en personlig blog i stedet – her kan du skrive om alt mellem himmel og jord akkurat, som det passer dig. Den går ikke på business bloggen, for her forventer folk at finde indhold, der har noget med dit fag at gøre.

Er du webdesigner, kunne det eksempelvis være relevant at blogge om opsætningen af en hjemmeside. Det er knap så relevant, hvis du er tømrer. Er du tømrer, kunne det til gengæld give mening at blogge om reglerne for håndværkerfradrag, eller om hvordan man griber et renoveringsprojekt an. You get the point. 

Kort sagt skal du overveje, hvilke kunder du gerne vil trække ind på din side og henvende dig målrettet til dem. I bund og grund business blogger du for at tiltrække trafik, og imens det måske er fint at få tonsvis af læsere på et blogindlæg om, hvad du fik til morgenmad, er det næppe dem, der ender med at konvertere til betalende kunder.

Det er derimod de besøgende, der faktisk er interesserede i det, du beskæftiger dig med, der kan ende med at smide klejner i kassen. Derfor bør du også skrive specifikt til dem. Hos TEXTA, som er et content marketing-bureau, blogger vi derfor om, ja, du gættede det; content marketing. Du kan finde vores blog her, hvis det skulle have interesse.

Hvis din morgenmad er dit bedste bud på et emne, kan du lige så godt helt droppe blogindlægget. Det kommer ikke til at give dig noget rent forretningsmæssigt, og derfor er det også spild af tid at bruge halve eller hele timer på en skriftlig afhandling om din skyr med müesli og frisk frugt. Også selvom den var god.

Smed nye våben af gammelt jern

Nu tænker du måske ”Ja ja, jeg skal finde på spændende og relevante emner, det er alt sammen meget fint, Sara, men hvad gør jeg, når jeg løber tør for idéer?” At nå til bunds i idébanken er en struggle, de fleste, der blogger, kommer til at deale med før eller siden. På et tidspunkt kommer du sandsynligvis til at føle, at du har skrevet om alt, hvad der er at skrive om inden for dit felt, og hvad gør du så?

Så er det så heldigt, at du kan begynde at smede nye våben af gammelt jern. Oversat til almindeligt kartoffeldansk: Du kan genbruge dit gamle indhold. Har du allerede skrevet tonsvis af blogindlæg og er tom for idéer til nyt content, kan du starte fra en ende af og begynde at optimere dine eksisterende blogposts. Er de stadig fuldkommen up to date i forhold til informationer, undersøgelser og gældende regler eller lovgivning? Er de fyldestgørende og får på tilfredsstillende vis afdækket det pågældende emne? Er de lange nok til at tiltrække trafik, og indeholder de nok søgeord?

Alle disse ting kan du begynde at kigge på ved dine gamle blogindlæg. På den måde kan du sørge for, at de stadig er relevante, og det er ofte (mindst) lige så vigtigt, som det er at skrive nyt indhold. Ifølge Hubspot er det væsentlige faktisk ikke, hvordan dit indhold klarer sig i dag, men derimod hvordan det klarer sig på den lange bane.

(Kilde: hubspot.com)

Når du langt om længe når igennem alle dine tidligere posts, har du sandsynligvis haft betænkningstid til at komme på idéer til nyt content. Ellers kan du altid lave en content gap-analyse, hvor du finder frem til, hvilket indhold dine konkurrenter ranker på, som du endnu ikke selv har på din blog. Dét kunne være et fornuftigt sted at starte.

Undgå duplicate content

Skulle der sidde en enkelt snedig, lille gavtyv derude at tro, at man så blot kan lave en content gap-analyse og kopiere konkurrenternes indhold, må jeg straks stoppe vedkommende. (Jeg siger ikke, at det er dig. Jeg siger bare, at der potentielt godt kunne være læsere, der øjner en mulighed for at springe over ikke engang, hvor gærdet er lavest, men der, hvor der faktisk slet ikke er noget gærde.) Copy-paste var ikke i orden i folkeskolen, og det er det heller ikke nu. 

Akkurat ligesom din lærer sandsynligvis sagde til dig, at det ikke var for hans eller hendes skyld, men for din egen, vil jeg sige det samme. Duplicate content er et SEO-selvmål af dimensioner. Google er nemlig snu som bare pokker og gennemskuer i en fart kopieret indhold.

Lige såvel som du kan blive klandret for plagiat i skolen, bliver du også straffet for at genbruge indhold på din hjemmeside. Det vil sige, at i stedet for at få en bedre placering på Google, får du en værre, hvis din side indeholder duplicate content. Google sætter dig så at sige bagerst i køen, som straf for, at du har stjålet nogle andres indhold. Det virker egentlig rimeligt nok, hvis man lige tænker over det.

Hvordan det helt præcist hænger sammen, er der delte opfattelser af. Selvom nogle måske vil argumentere for, at Google ikke direkte straffer dig for at kopiere materiale, men blot favoriserer andre, der ikke gør det, er resultatet imidlertid lidt det samme. Så fik vi dét på plads. 

Derfor: Skriv altid, altid, altid unikke tekster.

Hav SEO for øje, når du skriver blogindlæg

Det skal endnu engang handle om vores gode ven, SEO. Han har det med at dukke op så snart, der er tale om content i den ene eller anden form. Opmærksomhedskrævende type... Heldigvis har han noget at have det i. Han ér nemlig hamrende relevant, når der er tale on content, og derfor kan vi heller ikke komme uden om SEO, når der er business blogging på skemaet.

Du vil naturligvis gerne tilbyde dine læsere noget relevant viden igennem din blog. Du kan dog ikke bilde mig ind, at du leger Palles Gavebod og overhovedet ikke forventer at få noget igen. Nej, du vil af forretningsmæssige årsager gerne ranke på det, du beskæftiger dig med samtidig med, at du kan tilbyde læserne relevant viden og gøre dig selv til trusted advisor. At du tilmed kan få flere kunder i forretningen, er endnu et plus. Der er altså mange aspekter i det.

Vil du trække de relevante besøgende ind på din side, gælder det om at få gjort det klart for Google, at du har noget fornuftigt at sige om det emne, der bliver søgt på. Lad os tage et eksempel; Du vil gerne ranke på noget om blogindlæg. Derfor laver du en søgeordsanalyse. Ved du endnu ikke, hvordan du laver en sådan, kan du læse TEXTAs blogindlæg om netop dette. 

(Kilde: ahrefs.com)

Jeg har her lavet en søgeordsanalyse på ordet ”blogindlæg”. Af dette kan du se, at folk ud over at søge på ”blogindlæg” også søger på eksempelvis ”blogindlæg layout” og ”blogindlæg eksempel”. Derfor kunne det være relevant at indarbejde også disse søgeord, hvis du gerne vil ligge højt i søgeresultaterne, når folk søger på netop blogindlæg.  

Ud over at det er med til at sørge for, at du ranker godt på Google, er det også med til at give dig et indblik i, hvad folk efterspørger. Dermed kan du sikre dig, at du skriver indhold, der er relevant for brugerne, og som samtidig også giver dig en god Google-placering. Det er ren win-win.

Ud over at du skal indarbejde relevante søgeord for at vække Googles interesse, kan du også med fordel linke både eksternt og internt i dine blogindlæg. Ved at linke til relevante eksterne kilder viser du både Google og dine læsere, at du faktisk har belæg for dine påstande. Det fungerer godt.

Derudover bør du linke internt for at kunne sende dine læsere videre til andre af dine sider eller blogindlæg, som kunne være relevante for dem at besøge. Det er både en god service for læserne, og derudover er det med til at give din hjemmeside større Google-gennemslagskraft. Du kan læse mere om interne links og deres værdi hos yoast.com, som har lavet et helt indlæg udelukkende om interne links. (Bum, et eksternt link – see what I did there?)

... Men skriv naturligvis altid til mennesker

Selvom du skal have SEO for øje, når du skriver blogposts, skal du altid huske, at du skriver til mennesker, ikke til robotter. Barberet helt ind til benet, så skal dit indhold give mening. Det lyder måske nok lidt fluffy og hippieagtigt, at det skal være ”meningsfyldt”, men ikke desto mindre er det sandt.

Denne ”meningsfyldthed” kan deles op i to underdele. For det første skal det give mening rent sprogligt – naturligvis. Derfor skal du heller ikke proppe dine blogindlæg med søgeord. Det kommer til at lyde unaturligt, og desuden er keyword stuffing, som denne praksis kaldes, outdated. Ud over søgeordstæthed er der naturligvis også tone of voice-aspektet i det – det går jeg i dybden med i et af de næste blogindlæg (#Cliffhanger).

Den anden del af ”meningsfyldtheden” ligger i, at dit content slet og ret skal være relevant for din læser, hvilket vi også allerede har været lidt inde på. Det skal give mening for vedkommende at bruge sin dyrebar tid på at læse dit blogindlæg. For langt de fleste er tid i dag en mangelvare, og derfor bliver der heller ikke drysset læsetid ud over tilfældige blogindlæg. Tværtimod.

Du skal derfor nøje overveje, hvad det egentlig er, din læser er på udkig efter. Vil du eksempelvis gerne poppe op på Google, når der bliver søgt på: ”Hvordan skriver man gode blogindlæg?”, så skal du naturligvis forholde dig helt specifikt til dette spørgsmål. Din læser gider ikke at høre om din kælegris, om hvordan den økonomiske situation er i Kina eller om, hvordan man laver den absolut bedste chiagrød. Nej, vedkommende vil lære noget om blogindlæg og blive bedre til selv at forfatte sådanne. Derfor skal du også sørge for, at du holder dig til dette emne.

Stikker du i alle mulige forskellige retninger, hopper læseren i en fart væk fra din blog igen, og det har du ingen interesse i. Derfor skal du altid have den besøgendes søgeintention for øje og skrive indhold, som er relevant for læseren. At søgemaskineoptimere må aldrig overtage dit fokus.

Sådan skriver du gode blogindlæg

Vi er nu nået til vejs ende på dette blogindlæg, og forhåbentlig føler du dig allerede lidt bedre rustet til at komme i gang med at skrive dine egne blogindlæg. Synes du, der er liiidt mange informationer, eller er du hoppet direkte til slutningen af mit skriv, får du her en kort opsummering af det, jeg har været omkring: 

  • Du skal blogge for at øge din synlighed, for at fremstå som trusted advisor og for potentielt at få flere kunder i din butik.
  • Selvom business blogging er et vigtigt værktøj, skal du kun blogge, hvis du faktisk har noget relevant at sige.  
  • Du skal sørge for ikke kun at skrive nyt indhold, men også at kræse for dine eksisterende blogposts for at sikre, at disse altid er lige i skabet.
  • Du skal undgå at skyde dig selv i SEO-foden ved at kopiere andres indhold. Den gik ikke i skolen, og den går heller ikke nu.
  • SEO skal altid være med inde over dit content. Brug relevante søgeord, og indarbejd gerne både interne og eksterne links.
  • Husk dog, at du først og fremmest skriver til mennesker. Gør derfor dit indhold relevant, og sørg for at forstå brugerens søgeintention.  

Med disse guidelines i baghovedet kan du komme i gang med at få skrevet nogle drønhamrende gode blogindlæg. Der er imidlertid meget, meget mere at sige om blogindlæg, og hvordan man skriver de gode af slagsen. Følg derfor med her på Saras blog om content marketing og ordjonglering, hvor de næste to blogindlæg ligeledes kommer til at handle om blogindlæg. Jeg vil blandt andet komme ind på opbygningen af blogindlæg, det layoutmæssige og brugen af billeder samt det faktum, at din læser har et attention span som en guldfisk.

Stay tuned!

 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Sara skriver Skriv dig op