Copycats

Så står jeg bare der og har lyst til at råbe det ud over det hele. Sociale medier, veninder, familie…… Alle skal da vide hvor uretfærdigt det er. Hvor tarveligt og ja, hvor ked af det jeg rent faktisk er. Jeg er lige blevet ramt af et tog som derefter ramte en mur som så væltede ned over mig…. Og så, blev der helt tomt. Bare stille og på en eller anden sørgelig måde efterladt.

Hvad var det egentlig der lige skete? Bliver faktisk helt i tvivl. Må da lige læse beskeden én gang til… Jo, den er god nok. Og så presser tårerne bare sig på…..

 

Det er ikke første gang og det bliver helt sikkert heller ikke den sidste. Så hvorfor rammer det stadig lige hårdt hver gang. Hvorfor kan jeg ikke bare acceptere at det er sådan det er.

Hver gang stiller jeg mig selv de samme spørgsmål. Kunne jeg have set det komme? Kunne jeg have gjort noget anderledes? Er det bare mig den er gal med? Og hver gang beslutter jeg mig for at nu er det slut. Nu kommer det ikke til at ske mere. Det er sidste gang jeg lader andre komme så tæt på. For hvis jeg holder dem på afstand, så kan jeg måske undgå at de ”stjæler” fra mig. Og hvorfor siger jeg ”stjæler”. Jo, det er fordi jeg ikke kan finde et bedre ord for det. For det føles som om nogen kommer og tager noget fra mig. Noget jeg har kæmpet for. Noget der er blevet en del af mig. Noget der er mig. Noget der har taget mig tonsvis af timer og nogle gange også kostet en del penge. En investering i fremtiden. Og noget der har betydet en masse fravær fra min mand og mine to små børn.

Jeg ved godt at verden er sådan på rigtig mange områder. Og fair nok. Den enes død, den andens brød. Men for mig er der en fin, fin, lille grænse… Når nogen er tæt på mig, så føler jeg bare at der er en uskreven regel som siger at vi passer på hinanden. Vi er der for hinanden. Vi støtter op omkring hinandens projekter. Og historien slutter ikke af med at vi står på lur i kulissen og ”stjæler” når den anden har sænket paraderne og allermindst venter det.

 

Efter at have samlet mig selv op fra en pøl af tårer, snot og selvmedlidenhed, går jeg i gang med at analysere…

Måske var vi alligevel slet ikke venner? Måske det var din plan lige fra starten? Eller var det bare noget der opstod hen ad vejen? Fik jeg vist dig for meget? Skulle jeg have holdt mig mere på afstand? Gav jeg for meget af mig selv?

Ja, jeg har givet rigtig meget af mig selv. Jeg følte at du var der for mig. Vi havde det så sjovt sammen. Vi grinte og fjollede, men vi kunne også være seriøse og alvorlige. Vi snakkede om så mange ting. Vi snakkede også om det her. Troede vi havde en aftale. Vi ville ikke være konkurrenter. Tror slet ikke at du havde planlagt at ”stjæle” fra mig. Men at det var noget der pludselig skete. Ville så gerne at du havde spurgt om vi lige kunne snakke sammen, for så havde tingene nok set anderledes ud. Det vælger jeg i hvert fald at tro på.

Men i stedet for har jeg mistet en ven. For konsekvensen må jo være at jeg vælger dig fra. Jeg kan aldrig komme til at stole på dig igen. Tillid er vigtigt. Jeg føler mig svigtet, ked og skuffet.

 

Nu står jeg så tilbage og tænker hvad nu? Jeg burde jo konfrontere dig. Det er jo ikke mig der har gjort noget forkert. Du burde få af vide hvor ked af det du har gjort mig. Og hvor vred jeg er. Men virkeligheden er en anden. Vi kommer ikke til at have den samtale som vi burde. Jeg kommer ikke til at fortælle dig hvordan jeg har det inderst inde. Jeg vælger, ligesom alle de andre gange, den nemme løsning. At undgå dig. At lade det glide ud som om intet var hændt og til sidst er det glemt. Du vinder denne gang og sikkert også den næste. For hvad skal jeg stille op. Jeg burde vel lære af det. Holde kortene tæt ind til kroppen, uanset hvem du er. For i sidste ende er i alle rovdyr. Burer man sig selv inde, så ryger man alligevel i fælden.