Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Morten Lærkholm fra Transporteca.dk Føler du dig også snydt? Sådan virker transportindustrien, desværre!

Føler du dig også snydt? Sådan virker transportindustrien, desværre!

4.016 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
05 June 2018

Transportbranchen er notorisk kendt for, at priserne ikke holder. Ændringer i tidsplanen eller generelle afvigelser, kan koste dig dyrt. 

God vin og godstransport

Når du går på restaurant og har besluttet hvad du vil bestille, så kender du prisen og har en forventning til hvad der bliver serveret. Vælger du en lidt bedre vin, køber en dessert, så ved du også hvordan det påvirker regningen. 

Indenfor transportbranchen, er tingene lidt anderledes. Ligheden er, at fragt også starter med et behov, som kan løses med et produkt – i dette tilfælde en transportservice. Endvidere, så starter oplevelsen i transportverdenen med et valg fra menuen over forskellige transportløsninger, tit på basis af forventede priser og kvalitet af service. Du kan vælge ekstra services til (fra "menukortet") som forsikring, toldbehandling, og afhentning og levering. Når valgene er taget, har du en forventning til det produkt, du har bestilt, og hvad totalprisen bliver.

”Du skal betale mere, fordi jeg siger det!”

Hvis en kok ikke har de specifikke råvarer til at lave en bestemt ret fra menuen, så beklager tjeneren og siger, at de desværre ikke kan imødekomme dit ønske. Du skal derfor finde en anden ret på kortet. Sker det, har du sikkert, og med det samme, justeret dine forventninger til både produkt og pris.

Tit er der ting i transportløsningen som kokken i ”transportkøkkenet”, speditøren, ikke har mulighed for at lave selvom det står på menuen. Ofte bliver de manglende elementer erstattet uden at du får besked - ihvertfald ikke før du får den endelig regning. Det kunne fx være toldbehandlingen krævede et specifikt dokument, som de ikke havde tænkt på da du bookede, og derfor har de tilføjet en ekstra omkostning for at lave det. Det kunne være speditøren tænkte, dit gods skulle pakkes på paller, gjorde det uden at spørge dig, og derfor steg prisen voldsomt.

Ironisk bliver ekstra regningen tit forklaret med, at det er uden for deres kontrol, selvom det ofte er deres egen underleverandør, som udfører arbejdet. Derudover bliver prisen nærmest aldrig sænket. Ændringen i prisen går altid kun én vej - nemlig op.

Hvis du er på restaurant, og der er noget med maden eller vinen som ikke er rigtigt, finder du hurtigt ud af det. Du kan derfor bede om en ny omgang eller lade være at betale for den. Indenfor transportbranchen, får du tit ikke at vide, hvis der er ting, som ikke er som de skal være. Når du får regningen for det produkt, du har modtaget, er der så reelt ikke har mulighed for at afvise bestemte af omkostningerne, fordi du skal betale før du kan få dit gods leveret.

Bliver de forsinket, kommer du til at betale

Et eksempel fra den virkelige verden:

Tilbage maj 2017, bad jeg en speditør om pris på en 40" container fra Qingdao, Kina til Danmark (på EXW betingelser), som betyder at transporten er dør-til-dør. Jeg oplyste, at godset var klart til at blive lastet i containeren fra den 23. maj. Jeg fik en god pris og bekræftede derfor tilbuddet. Det fremgik at containeren var planlagt til at blive lastet på skibet 'MSC Jade' i Qingdao den 29. maj.

Hvad der skete med godset i Kina, har jeg ikke kunne få oplyst, men den 30. maj fulgte jeg op med speditøren for få den oprindelige leveringsdato bekræftet. Efter mange emails og telefonkald, fik jeg endeligt den 4. juni at vide, at containeren var lastet på 'MSC Jade' som planlagt, men at skibet var forsinket, så det forlod først Qingdao den 2. juni. Jeg spurgte, om der var andet jeg skulle være opmærksom på med denne forsinkelse. Svaret jeg fik var bare dette:

”Prisen er desværre gået op, da fragtraten per 1. juni er steget med USD 400”

Jeg var bekendt med periodiske rateforøgelser, såkaldte general rate increases, og at det er en rateforøgelse rederier prøver at pålægge alle fragtkøbere på faste skæringsdatoer, men at jeg skal betale for en forsinkelse forårsaget af speditørens underleverandør er absurd. Uden jeg kan bevise det, har jeg en mistake om, at den reelle prisstigning speditøren betaler til 'MSC' ikke helt når op på USD 400. 

Jeg afviste rateforøgelsen overfor speditøren og modtog følgende svar:

”Vi kan ikke holdes ansvarlig for 2 dages forsinkelse, som i øvrigt ikke kan betegnes som forsinkelse. Derfor står prissætning ikke til diskussion. Containerne bliver frigivet mod betaling.

Det kan jeg kun tænke, at du selvfølge har forståelse for som speditør.”

Hvorfor de tror forsinkelsen ikke kan ses som en forsinkelse, begriber jeg ikke. Særligt den sidste sætning er dog også desværre meget retvisende for hvordan transportbranchen fungerer. Som svar sendte jeg følgende:

”Vi havde fået indtryk af, at I var anderledes end andre speditører - men det var så ikke tilfældet. Og nej, jeg har ikke forståelse for Jeres holdning, heller ikke med baggrund som speditør.

I sender naturligvis blot en faktura, som I mener det er fair - og samtidig har vi besluttet i Transporteca, at dette bliver den sidste container vi bestiller med Jer. Vi arbejder af princip kun sammen med speditører, som tager ansvar for det produkt de sælger.”

De 2 skoler om transportprisen

Der er den gamle skole, som eksemplet med containeren fra 'Qingdao' viser ovenfor. Her mener speditøren, at de har ret til at viderefakturere alle omkostninger forbundet med forsendelsen - uden omtanke og uden at stille spørgsmålstegn ved hvem og hvad der er skyld i dem.

Det er en skole, hvor speditøren ved han kommer til at vinde, fordi godset er i speditørens besiddelse, og godset er vigtig for dig. Samtidig har du ikke altid den faglige baggrund eller økonomi til at lave en ’sag’ ud af det. 

Så er der den nye skole. Det er den, som er ved at tage ved lære af restaurantionsbranchen. Her ved de, at når du skal beslutte hvilken restaurant, du inviterer familien ud at spise på, så starter din research på TripAdvisor, Facebook, eller Trustpilot. Det er et paradigmeskift, som gør at uregelmæssigheder vurderes konstruktivt, og placerer skylden for forsinkelser og ekstra omkostninger det rette sted. Der kan stadig være uforudsete omkostninger, men de skal være retmæssige, være kommunikeret, og være velbegrundet.

Hvad skal du så gøre?

Når du får tilbud på en transportopgave, er det vigtig at få en 'all-in' transportpris. Det betyder, at du har et overblik over, hvad den totale omkostning for transporten vil blive. Hvis der kommer uventede udgifter oveni, beskrevet ovenfor, skal du forholde dig kritisk til dem og ikke være nervøs for at skubbe tilbage. Når du vælger en speditør, kan du også vurdere ud fra andet en blot prisen. Tænk på speditørens generelle omdømme, få anbefalinger fra folk du kender, og læs anmeldelser af virksomheden inden du bestemmer dig. 

 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Morten skriver Skriv dig op