Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

SEO – Step by Step

2.261 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
05 August 2021

SEO kan for de fleste være en stor mundfuld. Der er ekstremt mange ting man kan og bør gøre for at optimere sit website, men hvor skal man starte og hvor skal man ende? Og hvordan skal man prioritere de mange opgaver?

Det skal vi se lidt nærmere på i dag …

Start med teknisk SEO

Teknisk SEO dækker over alt det som har med dit websites kodning, struktur og hosting at gøre. Det er også en del af det, man kalder OnSite SEO. OnSite SEO inkluderer dog også tekster og interne links.

Teknisk SEO er et af de vigtigste fundamenter for dit arbejde med SEO. Det er det grundlag som alt andet bygger på.

Man kan groft sagt opdele teknisk SEO i følgende kategorier:

  • Fejl
  • Svagheder
  • Mangler

Fejl er naturligvis det vigtigste at få rettet. Jeg har ofte sammenlignet det med et hus. Hvis der er råd i fundamentet, så styrter lortet sammen før eller siden – so to speak. Det gavner ikke meget at male et lig – uanset hvor flot man gør det er det stadig dødt.

En af de store udfordringer med tekniske SEO-fejl er, at de ikke altid viser sig med det samme. De kan skjule sig under overfladen, som en landmine. Pludselig en dag eksploderer de (måske). Det er derfor meget vigtigt, at du undersøger dit website meget omhyggeligt for sådanne fejl.

Dit mål med teknisk SEO bør altid være at skabe stabile tekniske løsninger. Det kan man bygge videre på, arbejde videre med, er lettere adoptere til nye standarder og reducerer risikoen for pludselige fald i synligheden.

En anden udfordring er, at du ikke altid kan finde korrekt dokumentation på de tekniske fejl der kan være. Og det ved jeg irriterer mange udviklere.

Programmører er i reglen strukturerede mennesker, og de vil naturligvis gerne have officiel dokumentation på det de skal lave. Det kan jeg i princippet godt forstå.

Dokumentationen findes bare ikke altid. Mange gange må vi tage til takke med den praktiske erfaring, teknisk orienterede SEO-nørder som jeg har opbygget gennem tiden.  

Så i forhold til tekniske SEO-fejl er de to vigtigste ting:

  • At have praktisk erfaring med hvilke standarder der skal overholdes og hvordan.
  • At være meget omhyggelig med at undersøge tingene grundigt. Selv små fejl kan pludselig give alvorlige problemer med din synlighed i Google. Også selvom Google nogle gange påstår det modsatte.

SEO-svagheder- og mangler er, i modsætning til fejl, alle de ting som ikke nødvendigvis er direkte fejl, men som med fordel kan optimeres. Gode eksempler på det er hastighed, Schema-data og AMP.

Ved at inkludere eller optimere disse elementer vurderer Google dit website som bedre og det vil derfor øge sandsynligheden for at du dukker op i toppen af Google.

Nogle tekniske elementer kan også øge sandsynligheden for fremhævede resultater, Featured Snippets eller inkludering i Google Discover.

Mange publiceringssystemer (CMS som WordPress, Magento eller hostede systemer som DanDomain eller Shopify) er ofte, som udgangspunkt nogenlunde OK i forhold til teknisk SEO. Men ingen af dem er perfekte. De kræver alle en vis grad af teknisk optimering. Som regel er der få alvorlige fejl – men mange svagheder og mangler.

For eksempel kan hastigheden med fordel forbedres på mange ellers gode CMS. De fleste mangler også noget Schema-data og næsten ingen har som standard AMP.

Start med at få helt styr på din tekniske SEO inden du spilder for mange kræfter på andre elementer. For hvis din tekniske SEO er fuld af fejl, svagheder eller mangler har al den anden optimering du laver kun begrænset – eller i værste fald slet ingen virkning.

Det sidste jeg i denne omgang vil nævne i forhold til teknisk SEO er det lidt irriterende faktum, at der med tiden er en tendens til at nye fejl sniger sig ind. Samtidig opstår der løbende nye krav til gamle standarder og helt nye tekniske muligheder dukker op.

Et godt eksempel er hastighed. Alle der har arbejdet med hastighedsoptimering kender det. Hvis du har optimeret dit website til en super god hastighed, så vil du sikkert opleve, at det nogle måneder senere er blevet lidt (eller meget) langsommere igen. Det er i sandhed frustrerende. Men det sker.

Et andet godt eksempel er nye standarder. F.eks. udvikler Schema sig hele tiden. Gamle standarder stopper med at virke som de tidligere gjorde, der skal måske justeringer til, og nye objekter dukker op – eller bliver pludseligt vigtigere i Google.

For eksempel viser Google ikke længere de gule stjerner (ratings) i søgeresultaterne på alle sider – kun på nogle få definerede sidetyper, som produkter. Men på de fleste af de sider viser de så til gengæld ikke FAQPage elementer, hvis du så bruger ratings. Bortset fra nogle få områder, som biludlejning og hoteller.

Indrømmet, det er en smule nørdet!

Så teknisk SEO er på ingen måder noget du blot kan lave en gang og så glemme alt om det. Jeg anbefaler meget at du med jævne mellemrum laver en teknisk SEO-analyse, retter de fejl der måtte være opstået og vurderer om der er nye muligheder som kan udnyttes.

Jeg bruger flere forskellige værktøjer til tekniske SEO-analyser – bl.a. Screaming Frog, Search Console og Ahrefs. Men ingen tekniske værktøjer kan fange alle fejl og mangler. Det er også nødvendigt med manuelle undersøgelser.

Når du har identificeret de fejl og mangler der er skal du have prioriteret arbejdet.

Start med at rette alle direkte fejl. De skal rettes! Resten kan du så vurdere og prioritere på forskellige måder.

Jeg bruger ofte en objektiv model til det, som jeg har udviklet, hvor jeg ser på den mulige effekt, hvor mange resurser det kræver og hvor hurtigt det virker. Samlet set kan der så prioriteres efter effekt, omkostninger eller lavest hængende frugter.

Det er meget muligt at du i denne prioritering med fordel kan skyde nogle af dine ”nice to have” svagheder eller mangler, til efter du har optimeret nogle af de mere alvorlige ting med indhold og links (se de næste afsnit).

 

Optimer din indhold

Teknisk SEO gør det naturligvis ikke alene. Selv et teknisk perfekt website skal også have noget relevant indhold, som Google kan matche søgninger på.

Indholdsoptimering starter med keywordanalyser. Og på samme måde som med teknisk SEO er det noget du med jævne mellemrum bør se på. Markedet udvikler sig hele tiden og folks søgevaner ændrer sig. Kun ved at følge med i udviklingen kan du tilpasse din indholdsoptimering på den bedste måde.

Keyword-analyser er blevet vigtigere end nogensinde før. For ikke alene skal du finde de enkeltstående keywords du gerne vil ranke på, det er i dag også vigtigt at du forstår relationerne mellem søgninger, hvad der ”gemmer” sig bag de enkelte ord og hvad ”search user intent” er.

Hvad søger folk svar på? Hvilket indhold kan bedst tilfredsstille dem?

Google er blevet meget bedre til at forstå meningen med søgninger og meningen med indhold – og så matche de to.  De sidste 3-4 større opdateringer i Google har netop haft fokus på det.

Mange har oplevet store fald i deres synlighed i Google – fra sidste sommer, i efteråret, i januar og her i maj juni og juli. Næsten hver gang jeg har analyseret sådanne problemer for kunder – i den seneste tid, har det vist sig at være relateret til svagheder i indholdet i forhold til den måde Google fortolker det i dag.

De helt grundlæggende ting i forhold til indholdsoptimering, som både jeg og andre SEO-nørder har anbefalet i årevis gælder stadig. Der skal en vis mængde tekst til på en side (typisk mindst 2-300 ord), du skal have en god overskrift (H1) der bruger dit/dine keywords, en tilsvarende god TITLE og META-beskrivelse.

Det har længe også været vigtigt, at i hvert fald noget af din tekst vises ”above the fold” – altså øverst på siden, så man kan se den ude at scrolle ned, klikke på ”vis mere” funktioner eller tabulatorer. Men selv om det længe har været gældende fejler mange websites stadig her. Så start med at få styr på det!

Det er hvad jeg vil kalde basis indholdsoptimering. Men herfra bliver det en smule sværere og lidt mere nørdet.

For som sagt har de nyeste Google opdateringer haft fokus på at give mere præcise svar, der i højere grad matcher den intention folk har med deres søgninger.

Men hvordan optimerer man så det?

Første skridt er som sagt at få bedre styr på din forståelse af søgningerne. Dyk lidt dybere ned i din keyword-data. Du skal have skabt en bedre viden om hvilke ord der relaterer sig til hinanden, hvilke sekundære ord folk bruger når de søger på dine primære ord og hvad intentionen med deres søgning er.

Leder de efter information – researcher de? Vil de købe noget (nu og her)? Vil de høre andres mening om et emne? Vil de læse tekst eller se video?

Når du har fået bedre styr på det er det tid at optimere indholdet (yderligere).

Google er begyndt at prioritere sider, der giver brugerne mere præcise svar på det de søger i formater, der gør det let for dem at gennemskue.

Tidligere betød det, at meget lange og omfattende artikler om et emne – det vi også kalder ”Sky Scraper Pages”, virkede godt. Det kan de stadig gøre, men ikke altid.

De seneste opdateringer i Google er gået hårdt ud over en del af sådanne sider – selv dem der er publiceret på store og anerkendte domæner. Andre har slet ikke tabt synlighed. Men hvad er så forskellen?

Det er ikke nok længere at have meget, og meget relevant tekst på en side. Det skal også struktureres rigtigt. For meget tekst – i en stor rodebunker kan skade mere end det gavner.

Stringent struktureret tekst, bullet points, info bokse og FAQPage elementer ser ud til at være noget af det, som kan være med til at styrke Googles positive opfattelse af en side.

Både jeg, og flere af mine dygtige kollegaer rundt omkring i verden, har i hvert fald oplevet af sites vi har struktureret på den måde, har vundet mere end de fleste ved de seneste opdateringer.

Jeg indrømmer, at dette ikke er let, det kan kun i meget lille grad automatiseres og det kræver indsigt i både skrivning og SEO at gøre det rigtigt. Men du kommer bare ikke udenom det i dag, hvis du vil sikre en høj synlighed.

Men hvordan skal alt det her arbejde med indholdsoptimeringen så prioriteres?

Hvis du har et mindre websites med nogle få sider, så er det bare at komme i gang og få det hele optimeret. Men har du et meget stort site med tusindvis af sider er det naturligvis lettere sagt end gjort.

I det tilfælde vil jeg anbefale, at du starter med de sider som der er fleste søgninger på og hvor du ikke ranker godt nok endnu. Så får du mest ud af arbejdet. Arbejd dig så ned igennem listen, så langt som du synes det kan betale sig.

 

Links tæller stadig

På trods af den lidt drilske overskrift på et af mine nylige indlæg her på bloggen, så tæller links stadig. Det er bare langt fra det eneste – og i nogle tilfælde ikke det vigtigste, element mere.

Men helt uden links – helt uden nogen autoritet kommer du ikke langt. Og hvis du har styr på alle de øvrige ting (ovenfor) – et perfekt teknisk site og en super god indholdsoptimering, så kan flere gode links helt bestemt styrke din synlighed.

Men hvordan får du så flere links til dit website?

Start med at se på dit nærmeste netværk – gode venner, samarbejdspartnere, leverandører og foreninger du er med i. De bør naturligvis linke til dig, men gør det ikke nødvendigvis. Hvis ikke, så tag fat i dem. Det er altid meget lettere at få gode venner til at linke, end folk der ikke kender dig.

Næste skridt bør være at se på hvor du kan få naturlig omtale.

Det kan, specielt for mindre virksomheder, være svært at trænge igennem de store landsdækkende medier. Et redaktionelt link fra dr.dk, tv2.dk eller eb.dk styrker din autoritet mange gange mere end et link fra en lille ukendt blog. Men også de lokale og regionale medier har som regel en høj autoritet og linkværdi. Så prøv at få deres opmærksomhed.

Måske har du noget at fortælle som er særlig relevant for dine lokale medier. Måske kan du på baggrund af din viden og kunde-data lave nogle spændende undersøgelser. Måske kan du lave lokale events, sponsere det lokale spejderkorps eller pigefodboldhold – eller noget helt andet.

Lokal opmærksomhed og links fra lokale medier vil også styrke de lokale signaler i Google, så de bedre forstår hvor du hører hjemme.

Jeg vil også anbefale, at du blander dig i relevante online communities – debatter, blogs, kommentarspor på aviser osv. Du skal ikke bare brase ind og spamme dem med links, men deltage aktivt og så linke når det er relevant.

Som supplement til alt dette kan du så overveje at købe nogle links. Og ja, købte links kan stadig virke. Men det er vigtigt, at du vurderer hvert eneste af dem. Meget af det der sælges, er noget skidt uden nogen praktisk effekt.

Analyser, evaluer og optimer

SEO er som med det meste anden marketing- og forretningsoptimering ikke et set-and-forget game. Optimering er en løbende proces. Der skal justeres, tilpasses og optimeres.

Jeg bruger meget Google Analytics, Search Console, Ahrefs.com og Screaming Frog for at holde øje med om alt er som det skal være og hvor der med fordel kan laves forbedringer.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Mikkel skriver Skriv dig op