I marts måned kommer verdens største speaker-event igen til Danmark – TedX. TedTalks er blevet er blevet set af milliarder af mennesker over hele verden, og det giver vores lille land mulighed for at påvirke debatten derude i forhold til nogle de globale agendaer.
Arrangørerne bag TedX i Danmark har valgt ’Way of Water’ som tema. Det kommer til at handle, iblandt andre ting, om sammenhængen imellem den hastigt voksende brug af kunstig intelligens og så den mulige klimabelastning, der følger deraf.
Ambitiøse løfter fra tech-giganterne
Jeg skriver mulige klimabelastning, fordi virkeligheden ikke er så sort-hvid endda. Det er naturligvis indiskutabelt, at når vi bruger signifikant mere (generativ) AI end for blot nogle få år siden, så stiger energi- og vandforbruget igennem datacentrene.
Imidlertid drukner - undskyld metaforen - nuancerne let i samtalen.
Nogle af de helt store aktører i AI-verden, Google og Microsoft, har således været ude med nogle meget klare løfter. Fra Googles side lyder ordene, at de inden 2030 har som mål at genopfylde 120 % af den ferskvandsmængde, de i gennemsnit forbruger på tværs af deres kontorer og datacentre. Budskabet fra Microsoft lyder, at man vil være ’water positive inden 2030.
Selvom vi altid skal møde bastante udmeldinger fra politikere og tech-giganter med en vis portion skepsis, så er det positive toner. Spørgsmålet bliver så naturligvis, om det ender med at holde vand.
De negative konsekvenser ved AI
Lad mig tage nej-hatten på først.
De datacentre, der driver AI, bruger enorme mængder vand til køling. For eksempel kræver et stort datacenter millioner af liter vand årligt, og det risikerer bl.a. at belaste områder, der allerede er ramt af tørke.
Derfor arbejder bl.a. Google og Microsoft lige nu på at gå over til luftkøling i stedet samt bruge genanvendt spildevand til køling. Det er positive toner, der med fordel kunne blive til en industristandard hurtigst muligt.
AI’s energiforbrug er også en indirekte klimasynder i forhold til vandforurening. Det er tilfældet, når elproduktionen medfører udledning af kemikalier i floder og søer, men også her kan man gøre noget med selvsamme teknologi. Det er muligt at sætte AI-drevne systemer op, der selv kan optimere energiproduktionen og skifte til vedvarende energikilder som sol og vind.
Der er altså overordnet set to faktorer, der spiller ind ift. vandforbruget i datacentre: Brugen af vand til at køle servere, men også – og den del overses ofte – brugen af vand i energiproduktionen. Microsoft-datacentre har generelt et lavt vandforbrug og har allerede implementeret direkte luftkøling i mange af deres datacentre.
De positive konsekvenser og store perspektiver
Lad mig nu skifte hat til ja-hatten.
AI har nemlig også store perspektiver i forhold til at løse bl.a. vandproblemer. Det åbner også op for muligheder for os som iværksættere her på lille Amino. Der ligger forretningsmuligheder i det, hvis vi griber dem!
I Holland bruger man eksempelvis flere steder AI til at identificere brud på vandrør i realtid, hvilket sparer dem for millioner af liter vand årligt. Noget der vil være oplagt at begynde at gøre på alle kommunale vandværker herhjemme i Danmark.
Et andet oplagt område at sætte ind er byggeriet, da bygninger står for næsten 20% af de globale udledninger ifølge IEA (Det Internationale Energiagentur).
AI vil kunne forbedre bygningernes effektivitet på tværs af sektorer, fra vand- og energiforbrug til mere bæredygtige byggematerialer, og dertil kan tilføjes, at 25-30% af vores drikkevand går tabt hvert eneste år på grund af lækager i aldrende vandforsyningssystemer.
Endvidere har vi landbruget som et andet oplagt sted at sætte ind, da vandudfordringerne der forværres af de allerede pågående klimaforandringer. Her kan AI-værktøjer hjælpe med at indsamle data direkte fra markerne og på den måde hjælpe landmændene med at træffe beslutninger, der kan øge deres udbytte samtidig med, at det fremmer mere bæredygtige landbrugsmetoder.
Endelig er det helt afgørende, at tech-giganterne bruger vedvarende energi, da det næsten ikke kræver vand. Fokus bør altså være på både at reducere vandforbruget til køling og at bruge mindre vand i produktionen af strøm f.eks. ved mere vedvarende energi.
Vand er vigtigt, men langt fra det eneste issue
Fokus på TedX i Danmark er som sagt vand, og det er én af de ting, vi skal inkludere i vores samtale om digitalisering og AI.
Vi må dog ikke glemme, at stål og beton forbliver to af de helt store problemer, når vi taler bæredygtighed og digitalisering. Cementproduktion, som er en vigtig del af beton, står alene for ca. 8% af de globale CO₂-udledninger – mere end fly- og skibstrafik tilsammen. Stålindustrien bidrager med yderligere 7%, hvilket gør dem til nogle af de største klimasyndere.
Derfor er det tilsvarende vigtigt, at vi i forbindelse med bygningen af de mange datacentre reducerer aftrykket fra beton og stål. Initiativer som lavemissions-cement, genbrug af byggematerialer og øget brug af træ eller andre bæredygtige materialer skal være en del af løsningen.
Tech-virksomheder som Microsoft og Google arbejder allerede med disse tiltag, men der er stadig lang vej til en global standard, der kan skabe reel forskel. Forhåbentlig kan en event som den i Danmark bidrage til at sætte det bare en smule mere på land- og verdenskortet.