Historien om Flæske Flemse...

Ja, det er efterhånden ved at være rigtig lang tid siden sidst... Men NU får du endnu en tankevækkende historie fra min side af :-)
Så lav dig en god kop kaffe / te / kakao / cola, så du er forsynet de næste 10-15 minutter:

Historien starter ca. 12 år tilbage fra i dag af. Jeg havde på det tidspunkt boet en del år i Allerød sammen med min kone.
Byen Allerød rummede, ligesom så mange andre danske byer, en masse forskellige typer mennesker - også de lidt mere "skæve" typer:
Der var dem som ikke havde så meget andet at give sig til, end at hænge ud på den lokale bodega. Dem som gik nede i hovedgaden og snakkede med sig selv, eller dem som ikke bare nøjedes med at snakke højlydt med sig selv, men spontant gik og skældte ud på alt og alle. Der var damen med det store meget uglede hår, der gik i det samme tøj, som hun havde haft på siden forrige sommer, og samlede cigaretskodder op fra fortorvet for at ryge de sidste stumper. Der var ham iværksætter-fyren, som ofte kom kørende igennem gågaden på skateboard eller longboard iført tøj med en lyserød mus på... Og så var der Flæske Flemse...

Alle kaldte ham for Flæske Flemse. En stor tyk mand på lidt over 50, med en stor rød tud. Hvis han havde haft stort hvidt fuldskæg, så ville han uden problemer kunne udgive sig for at være selveste julemanden. Han blev oftest set gående rundt oppe i bymidten, hvor hans faste rute gik forbi den lokale slagter, for at få nogle skiver stegt flæsk, som han gik og tyggede på - deraf kom navnet Flæske Flemse. Med sig slæbte han altid en stor sporttaske, fordi han, efter eget udsagn, var på vej over for at styrketræne. Men tasken havde dog en klirrende lyd, som mere henledte tankerne på ølflasker, end på træningstøj og håndvægte. Og at dømme ud fra hans gang og tale, var det nok heller ikke ligefrem kildevand og proteindriks, som han slukkede tørsten i. Jeg kender ihvertfald en hel del mennesker, som træner på den ene eller anden måde, og ingen af dem bliver nødt til, efter endt træning, at holde fast i busstoppeskuret for at holde balancen - imens de råber efter tilfældige personer der går forbi...


Illustration af Tine Norbøll /  Copyright MediaMouse 2019

En dag står jeg oppe i byen og venter på en af mine bekendte skal komme ind med toget. Det var så samme dag og samme tidspunkt, at Flæske Flemse tilsyneladende skulle uden for bygrænsen. Han skulle ihvertfald med toget, eller ihvertfald ville forsøge at komme med toget. Jeg lavede den klassiske "jeg har skyklapper på og ser ikke hvad der foregår ved siden af mig"-finte og stod bare og stirrede ligefrem, imens han stod et par meter fra mig og svajede frem og tilbage. Uden at kigge, så kunne jeg godt fornemme, at han stirrede direkte på mig. Pludselig stod han med den lysende tud under 20 cm. fra mit ansigt. "Hey! Skal du også med futten??" spurgte han med en ånde, der uden tvivl fik min egen alkoholpromille til at stige med nogle procenter. Jeg svarede pænt at det skulle jeg ikke, men at jeg ventede på nogen. Jeg tog et par pæne lange skridt væk fra ham og forsøgte at stå med vinden i ansigtet og derved ryggen imod ham. Der gik ikke mange minutter før han igen stod helt op af mig, imens han prikkede mig i ryggen. "Du! Der er sgu nogen der har stjålet fra dig!" sagde han. Jeg vendte mig om og har nok lignet ét stort spørgsmålstegn. "Jeg har set den før! Den ting du har på ryggen!" fortsatte han imens jeg stod og stirrede på ham. "Der er to unge knægte som har neglet den fra dig!". Det viste sig at det var musen, MediaMouse's logo, på ryggen af min jakke, som Flemse snakkede om. SÅ faldt ti-øren og mit liv blev spolet 8-9 år tilbage i tiden.

I slutningen af 90'erne, lige midt i dot.com-boblen, havde jeg en virksomhed sammen med en gammel kollega. Vi lavede hi-end grafik og fungerede som underleverandør til reklamebureauerne. Vi stod og skulle bruge en brochure og nogle visitkort til os selv, men vi ville godt have dem i en ret høj kvalitet, men omvendt så havde vi ikke brug for ret mange eksemplarer, og havde heller ikke en stor sum penge til dem. Jeg havde på det tidspunkt lige designet en lyserød mus, som et slags internt træningsprojekt med noget nyt 3D software, som vi var begyndt at benytte. Min kollega syntes at musen var cool og satte den ind, som en slags figur i vores visitkort og brochure. Så vi havde helt færdige trykklare layouts og manglede blot at sted at få dem trykt. På dette tidspunkt var offsettryk den trykteknik man primært benyttede. Digitaltryk var så småt begyndt at dukke op, men kvaliteten var virkelig ringe i forhold til offset. Problemet var blot at en produktion af visitkort i offsettryk, dengang typisk startede på 3-4.000 kr., hvilket nogenlunde var vores budget - bortset fra at vi også havde en brochure, som også gerne skulle være med inden for budgettet. Det var dér at jeg kom i tanke om en virksomhed, som både jeg og min kollega havde arbejdet sammen med, på vores tidligere arbejdsplads et års tid før.
Dengang arbejdede vi som grafiske systemkonsulenter i en virksomhed, der var leverandør af software, hardware og konsulentbistand til den grafiske branche. Og kort før vi stoppede i virksomheden, var der landet en ordre fra en af de store faste kunder: Et stort trykkeri der ønskede at gå digitalt - Først og fremmest ved at udskifte deres normale traditionelle fotosættere og film-til-trykplade anlæg med ren digital fremstilling af trykpladerne (i dag kendt som CTP - Computer To Plate). Men de havde også en langsigtet strategi om, at ville have rent digitale trykmaskiner i samme høje trykkvalitet som offset leverede. Både jeg og min kollega var involveret i den første del af digitaliseringen til trykpladerne, og kunne følge den interne process og tankerne kunden havde i forberedelserne til at tage det store spring over i digitaltrykket. Det var en tung omgang og meget learning-by-doing, da producenten af udstyret lå i Schwiez og kommunikationen var langsommelig. Så meget af det måtte vi simpelthen finde ud af, imens vi stod med det. En af de sidste opgaver jeg var ind over, var estimering af den computerkraft der ville være behov for, for at kunne processere data hurtigt nok, til at kunne føde den digitaltrykkemaskine, som kunden havde kig på: Et kæmpe bæst der dengang kostede omkring 12 millioner kroner. På det tidspunkt var der to maskintyper inden for digitaltryk, som kunne levere noget der var på det niveau, som kunden ønskede - og uanset hvilken maskine kunden ville end med at vælge, så ville de være de første, ikke bare i Danmark men i Norden, med en maskine af denne type.

Selvom jeg aldrig kom til at være med, til at installere maskinen hos kunden, så vidste jeg fra vores tidligere kolleger, at kunden havde fået maskinen, men at der endnu var langt til målet. Der var problemer med stabiliteten af maskinen, ligesom at der navnlig var store problemer med den software og hardware, som stod for selve RIP'ningen - altså de data der skulle omdannes og sendes til maskinen. Det var den del jeg tidligere havde været indblandet i og her havde jeg, både af faglige og religiøse grunde, peget på henholdsvis SUN og SiliconGraphics, som de computere der ville være kraftige nok. Men budgettet kunne ikke holde til det prisniveau maskinerne lå på, så man var istedet endt med at installere en Digital Alpha computer til databehandlingen. Men underleverandøren af computeren havde store problemer med at få tingene til at fungere optimalt.
Men bottom line var, at jeg og min kollega havde nogle tryksager vi skulle have kørt - og vi kendte et trykkeri, som var i stand til det, forudsat at maskineriet fungerede.
Så jeg ringede til vores gamle kontaktperson på trykkeriet og han var helt frisk på at vi kom forbi. Jeg tror at han så en kærkommende lejlighed til at han kunne hjælpe os - og vi til gengæld måske kunne hjælpe med deres udfordringer. Vi var der næsten en hel dag, før vi havde fået kørt vores lille antal brochurer og visitkort - og vi havde ingen mulighed for at løse deres problemer. Hardwaren var underdimensioneret og softwaren var en skod'et beta-version, der var mere ustabil end Flæske Flemse efter en af hans helt hårde "træningsture".

Nå ja... Flæske Flemse... Dengang blev han kaldt ved hans normale navn, Flemming, hvilket nok også var mere passende til en fyr, som dengang var i slutningen af 30'erne, havde en normal kropsbygning, altid gik i skjorte - og som var ejeren af trykkeriet. Han havde startet det op sammen med en partner, men partneren var sprunget fra i begyndelsen af hele digitaliseringen. Så Flemming stod alene som direktør for dette nu store banebrydende trykkeri, som havde taget et kæmpe skridt ind i den digitale tidsalder. 

Men det blev aldrig den store succes, som alle ellers havde spået om. Der var for mange problemer. Ikke kun med udstyret til digitaltryk, men også til den digitale fremstilling af trykpladerne. De tekniske udfordringer med udstyret gjorde det næsten ubrugeligt. Teknikerne, der havde forstand på maskinerne, kom fra Schweiz. Så hver gang der var driftstop, strakte det sig ofte over flere dage. Jeg hørte efterfølgende historier, fra mine tidligere kolleger, om hvordan det bare blev mere og mere kaotisk derude, indtil dot.com-boblen sprang... og problemet derved løste sig selv; Trykkeriet gik konkurs. Flemming og hans medarbejdere havde satset alt på at blive frontløberne inden for digitaltryk. Hvilket de som sådan også blev, men som mange andre pionerer, så betalte de også prisen. De måtte betale de dyre lærepenge, som andre efterfølgende har kunne lukrere på. Det kostede dem virksomheden. Flemming gik personligt konkurs og det sendte ham ud i en langvarig depression. 

Og der stod jeg så, mange år senere, på en togperron i Allerød og kiggede Flemming direkte i øjnene. Han var tydeligvis ikke klar over, at JEG var den ene af de unge knægte han talte om, og han have tilsyneladende ikke den store tidsfornemmelse. Han var ret overbevist om, at det var for nylig, at han sidste havde set musen på en tryksag - og ikke mere end et årti siden.
Jeg spurgte løst omkring tiden dengang, og det var tydeligt at det var noget han godt kunne huske, men ikke ønskede at tale om. 
Helt basalt set, så havde han haft fat i det helt rigtige - Han var bare lige en 5 år for tidligt på den. Hvis han havde ventet nogle år med sætte alle sejl ind på digitaliseringen, så havde han kunne ride stormen af under dot.com-krakket med den eksisterende stabile forretning han havde. Og imens ville teknologien være blevet bedre og billigere, til når hans virksomhed tog springet. Men pga. forkert timing og ganske simpelt sort uheld, så endte det, som ellers kunne være gået hen og være blevet en kæmpe succes, helt anderledes. Til sammenligning startede en række digitaltrykkerier efterfølgende op på bagkanten af dot.com-boblen. Der i blandt Lasertryk.dk, som i en lang årrække udelukkende benyttede sig af digitaltryk og som i dag er Danmarks største trykkeri. 

Jeg ser stadig Flemming gå rundt oppe i byen en gang imellem. Ham, den tykke mand med den stor næse, flæske-stykkerne og træningstasken med ølflasker.
Ham som de fleste ser som en drukkenbolt. Ham der burde blive siddende derhjemme, istedet for at gå rundt og genere andre...
Og så er der de ganske få af os, som ser ham pioneren - Ham der så en mulighed - og tog chancen.
Ham... iværksætteren...

/Jesper