Sex massage? Nej tak du!

Ja sådan er tonen på hotelværelserne i Minsk!

Nyt 

Efter en lang første dag i Minsk kom jeg så træt hjem på hotelværelset mandag aften. Jeg havde knap lagt mig, før min hotel telefon ringede. Jeg var chokeret over den ringede, og tog røret og sagde

-"Hello?"

En kælen kvindestemme svarede:

- "Sexmassage?"

- "What?"

- "Sexmassage?"

- "Øhh no thanks"

- "Come on, its cheap."

- "øøhh how cheap?"

- "Only 70 dollars!"

- "You call that cheap? Bye!" dut dut dut...

Som jeg skrev i mit forrige indlæg, efter at have skrevet en del mails frem og tilbage med hviderusserne, var timen kommet. Til at sige op. Det var godt nok ikke sjovt. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde det meget dårligt med at sige op i Tietoenator, hvor jeg var ansat på daværende tidspunkt. Jeg var glad for at være der, og det var flinke mennesker. Men jeg måtte videre.

Så jeg måtte jo ned og besøge min nye samarbejdspartner, Altabel Group, med udviklingskontor i Minsk, selveste hovedstaden i Belarus, også kendt som Hviderusland. De overordnede termer for samarbejde var lagt med mails og telefonsamtaler, men en vigtig ting manglede. Timeprisen. Hviderusserne startede ud med en pris på 23 Euro. Det var jo aalt for dyrt så vi måtte længere ned. Inden jeg tog derned måtte jeg så lægge en plan, så i Kastrup lufthavn, imens jeg sad og ventede på Baltic Airlines og spiste nervepiller, købte jeg en bog om forhandlingsteknik. Jeg er gift, så jeg ved selvfølgelig lidt om at forhandle, men jeg havde aldrig forhandlet proffesionelt.

Jeg studerede min bog om forhandling, og satte mig et mål på 17 euro i timen for en senior udvikler. Højere op ville jeg ikke gå, og jeg ville være parat til at forlade forhandlingerne, hvis jeg ikke kom derned. Det ville være lidt surt, med en booking af hotel i Minsk en hel uge, men forhandler man, så forhandler man.

Så jeg fløj til Minsk. Ankom søndag aften, og ville lige forberede mig på mødet mandag, for blot at opdage at min bærbare l....pc fra HP var gået i stykker, og min l.... mobil ikke understøttede roaming, så jeg ikke kunne ringe hjem og sige godnat til familien. Nedtur.

Så kom dagen. For forhandlingen. Jeg blev hentet fra hotellet af en meeeget ung jakkesæt klædt russisk udseende mand (måske ikke så mærkeligt når man tænker på hvor jeg befandt mig), og vi kørte hastigt igennem byen. Vel ankommet på kontoret blev jeg mødt af følgende folk fra Altabel Group:

- Direktøren

- Salgschefen

- Marketingschefen

- Udviklingschefen

- En anden mand

Og så mig. Lidt sindssygt at sidde der og "spille forretningsmand". Nå men efter en god præsentation fra begge parter, kom vi til det vigtigste punkt. Forhandlingen. De startede ud med 19-20 for en senior. Jeg beklagede mig med at det lød mit budget ikke på, og jeg kendte ikke noget til dem. De kom så med at de da godt kunne gå en lille smule længere ned, 18,5. Jeg sagde så at jeg var bange for at jeg ikke havde råd til det. Så gik de ned på 18. Så sagde jeg at jeg ville have 17, og jeg var faktisk allerede i kontakt med andre virksomheder der ville give mig den pris.

Så begyndte deres direktør at svede på næsen, og så vidste jeg at slaget var vundet :-) Jeg tror de kunne mærke på mig at jeg var stålsat på 17 euro, så de gav mig den pris, og bagefter. Hold kæft jeg var glad, det var et rush. Vi lykønskede allesammen hinanden på ægte russisk maner, og så gik vi ellers igang med det "rigtige" arbejde, at diskutere hvad det så var jeg ville have dem til.

I næste indlæg vil jeg beskrive hvordan mit samarbejde med hviderusserne spændte af, og hvordan kommunikationen forløber.