Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Charlotte fra FreelanceTekstforfatter.dk Mangler du også den her supervigtige ingrediens i dine SEO-tekster?

Mangler du også den her supervigtige ingrediens i dine SEO-tekster?

2.646 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
12 June 2018

Hvis vi ser bort fra alt det der GDPR-halløj og anden grålig lovsnak, er alle tekster på din webside SEO-relaterede: Dine webtekster, kategoritekster, produktbeskrivelser, landingssider og blogartikler (content marketing) er sat i verden med tanke på SEO. Google skal kunne finde dem på søgeord i metadata og brødtekst og via god linkstruktur. Derfor stiller du, virksomhedsejer, store krav til teksternes udformning.

Klogt.

Men hvilke andre krav stiller du til dine tekster? 

Måske ynder du at bruge dit fagsprog i så stort et omfang som muligt, så dine kunder kan se, at du er godt inde i sagerne. Det kan være, at du er en af de mange, der stræber efter en ekstrem grad af professionalisme i deres udtryk. Og måske foretrækker du at træde et skridt tilbage fra teksten, fordi en semiobjektiv tone understøtter det professionelle udtryk.

Kan du genkende dig selv i søen af fagsprog, professionalisme og standardvendinger?

Hvis du kan, er det ikke så underligt, for de fleste af os tager en tur i den en gang imellem. Jeg selv prøver at begrænse mine svømmeture til et minimum. Ved du hvorfor? Fordi vandet er forurenet med anonymitet, og det lugter gammelt. Brugeroplevelsen er ad helvede til.

Skriv til mennesker – som et menneske

Jeg startede min lille forretning med missionen om, at webtekster skal være mennesketekster. I et så konkurrencepræget miljø som internettet, må man skille sig ud fra mængden og turde være anderledes – ved at være sig selv. Jeg vil da godt indrømme, at jeg stadig kan blive lidt usikker på mit projekt. Men samtidig tror jeg på, at webtekster med personlighed og kant er fremtidssikrede tekster.

Derfor blev jeg også svært fornøjet, da jeg for nylig modtog et af Copybloggers nyhedsbreve, hvori de gode mennesker viste sig at være på min side. Hør bare en gang, hvad de svarer, når deres kunder spørger dem, hvad de dog gør forkert:

The content has no life, no personality, no usefulness to the reader, no entertainment value, and a terrible headline.”

Av, for en syngende lussing.

Men ret har de. For tænk på, hvem slutbrugeren egentlig er …

Hvis du skriver tekster efter den ide, at Google ser dine ordkaskader som mål i sig selv, har du vendt verdenssituationen på hovedet. Hos Google er teksterne blot midler, som i sidste ende skal hjælpe dem med:

  • at kunne imødekomme søgeforespørgsler uden at sende folk videre til andre ressourcer – du er sandsynligvis allerede med til at fremme det projekt ved at implementere strukturerede data! (Sikken snylter, ham Google).
  • at sælge flere annoncer (en grisk én).

Nej, dem, der bruger tid på at læse dine tekster, er mennesker. Dem, du i virkeligheden skal koncentrere dig om at skabe værdi for, er mennesker.

Hvad vil mennesker have?

Nøjagtig som vi bør være, er mennesker krævende, og når det kommer til webtekster, er der ét krav, der trumfer alle andre: Vi forlanger, at teksten rører ved et eller andet i os – den skal kunne skabe en forbindelse. Og SEO-tekster har fået deres dårlige ry af en årsag: Uhyggelig mange af dem virker komplet hjernedøde for andre entiteter end søgealgoritmer. Mekaniske tekster er der ingen fremtid i.

Jeg tillader mig igen at læne mig op ad Copybloggers filosofi:

“If you’re trying to sound “professional” or to create content that looks like a big company created it … stop now. You’re going in the wrong direction. Your content should look, feel, and sound personal … like a friendly, smart figure who’s got your prospect’s problems all figured out.”

Det er godt, ikke?

Ligesom jeg selv, har Copyblogger-folkene tillid til menneskets sans for kvalitet.

Hvad har det at gøre med SEO?

Alt.

Nok behager det Google Almighty at se perfektionistisk udførte søgeordsanalyser, keywordplaceringer, metadata og linkstrukturer, men vi andre gider ikke engagere os i din SEO-tekst, hvis du ikke gider engagere dig i os. Vi har ikke tænkt os at gøre, hvad du beder os om, hvis du ikke smider noget på bordet først. Heller ikke selvom du har en stor, fed, rød CTA-knap.

Er det mon her, du undrer dig over, hvorfor der overhovedet ikke er nogen eksempler på den type webtekster, jeg taler sådan imod? Beklager, du får ingen. For uanset om jeg skriver kilden på eller ej, kan du jo bare copy/paste eksemplet ud i Google og finde afsenderen selv. Og ville det ikke være dårlig stil af mig? Desuden kan du åbne 10 websider og finde eksempler på 9,5 af dem, også min. Bare fordi man er idealist, kan man godt være langt fra målet :)

I stedet for får du et par tip til, hvor du kan finde inspiration til at skrive som et menneske – og sørme om ikke også der er et teksteksempel lidt længere nede.

Inspirationskilder, du roligt kan bade i

Jeg modtager en hel del nyhedsbreve. Så mange, at jeg ikke kan nå at læse dem allesammen. Der er dog nogle af dem, jeg altid åbner. Og det er dem, der er finurlige, humoristiske, selvironiske, underholdende og samtidig udstråler autoritet. Mennesketeksterne.

Det er blandt andet Copybloggers, men også Smartbloggers. Som bekendt klæber de nye tendenser sig først fast på den anden side af Atlanten, hvorefter de aser sig over mod Kontinentet. Men der findes skam danske eksempler. Her fortjener BRO at få sit navn nævnt. Jeg går altid fra bordet med redskaber i hånden, og de får mig stort set altid til at smile lidt med. Nogle gange mere end det, og det er fandeme ikke let i en webtekst (hov, må man bande i en webtekst?).

Det behøver ikke at være kedeligt for at være professionelt (eller gør det?). Se bare BROs lille GDPR-notits:

PS: Apropos kancellisprog, lagde du så mærke til det der GDPR-dims i fredags? Vi har også sat os ind i sagerne, og vi lover dig, at vi ikke bruger din mailadresse til andet end fortsat at sende dig den her type mails. Du kan som altid framelde dig, hvornår det skal være, men vi skal nok lade være med at misbruge den data, vi har på dig. Ikke mindst fordi vi ikke aner, hvordan vi skulle bære os ad med det. 

Ret forfriskende i den storm af juridisk sovemedicin, der lige har ramt alle med en e-mailadresse.

Engagement som en storyteller

Der er meget at hente fra det håndværk, der hedder storytelling. Helt fra den tidlige begyndelse har historiefortælling været en del af det at være menneske. Det har den, fordi vi elsker at følge med fra sidelinjen, når et andet menneske gennemgår et forløb, der påvirker ham eller hende. Vi bliver høje af at opdage, hvordan vedkommende reagerer på det, der sker. Det lærer vi af, og det husker vi.

Derfor findes også en regel inden for storytelling: Når du fortæller en historie, så lad være med at inddrage noget, der ikke har betydning for dig. Du må altså ikke forholde dig neutralt til handlingsforløbet. Hvis du gjorde, ville det eneste eventyrlige ved historien være graden af kedelighed. Og hvordan skulle du så nogensinde udvikle dig? Og mig?

Den regel kan man snildt overføre til webtekster: Vær ikke bange for at være til stede i dine tekster. Hav en mening, vær begejstret (eller mopset), ærlig og følsom. Lad være med at skrive om noget, du er ligeglad med. Og hvis du er ligeglad, så find en skuespiller (læs: tekstforfatter), der er stjernedygtig til at lade som om i dit navn. Overbevis mig om, at du også skriver til mig og ikke kun til Google. Vis mig, at du er et menneske med en personlighed og ikke et ansigtsløst, digitalt spøgelse. Så bliver brugeroplevelsen pludselig ovenud fantastisk.

Psst! Eksperter mener, at brugeroplevelsen og de efterfølgende brugersignaler får en langt mere betydningsfuld rolle i fremtidens SEO, end de har i dag. Derfor er det bare med at komme i gang med de der mennesketekster …

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Charlotte skriver Skriv dig op