Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Elsk salget eller luk forretningen Næste gang nogen spørger dig om du er sælger, så svarer du JA

Næste gang nogen spørger dig om du er sælger, så svarer du JA

965 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
25 June 2020

 Alle vil gerne sælge produkter og løsninger, men ingen vil være sælger. 

 

- Og det er i den grad et paradoks. 

 

Vi hyper iværksætteri, den gode idé og ikke mindst det at overleve med sin forretning. Det er sejt at sige ”jeg er iværksætter”, ”jeg har min egen virksomhed” eller ”jeg driver selvstændig forretning”.

Men ingen af os er sælgere. Nej, pyha nej. 

 

Vi poster et væld af blogindlæg på sociale medier og bruger tusindvis af annoncekroner for at lande på målgruppens ”væg”, når de et roligt øjeblik tjekker facebook. Vi sender nyhedsbrevskampagner, hvor vi lander i kundernes indbakke, 8 gange på en uge og hvis vi lige kan få en journalist til snige vores navn, firmanavn og billede ind i pressen, så siger vi da ikke nej. 

 

Men vi gør det da ikke for at sælge. Nej, nej, pyha nej. 

 

Kan du fortælle mig, hvad det så er at du laver?

 

Jeg træner mange iværksættere i, at få et godt og afslappet forhold til salgsopgaven. Knalddygtige specialister, konsulenter, rådgivere, behandlere og akademikere, der har kastet sig ud i det usikre, men fede iværksætterliv. Og det ér jo fedt, selv at kunne bestemme og styre sin forretning. Men det er ikke så sjovt, når der ikke er kunder nok. 

 

Og så kommer de og vil alligevel gerne lære lidt om salg. 

”Men jeg vil altså ikke blive til sådan en typisk sælger”, siger de til mig 

 

Jeg ved jo godt hvad iværksætterne mener med, at de ”ikke vil blive sådan en type”. Billedet af den stereotype, karikerede og manipulerende ”sælgertype”, kommer fluks ind på nethinden, lige så snart vi hører ordet ”sælger”.  

Men hvis det er det image, der spænder ben for at få nye kunder, så kan du trøste dig med at, denne her sælgertype er et uddøende fænomen. Der er INGEN kunder der orker at handle med ”den typiske sælger” og derfor er det heller ikke dem, der leverer de bedste resultater. 

 

Men der er en anden ting som kunderne heller ikke orker. De orker ikke iværksættere, konsulenter og selvstændige, som ikke står ved deres entusiasme og ambitioner om at få nye kunder og udvikle deres forretning. De som prøver at løbe fra deres sælgeransvar, under dække af at ”jeg vil bare gerne hjælpe”. 

 

Som sælger er vores vigtigste opgave at gøre kunden TRYG og det gør vi kun ved at være ærlige og tro mod hvem vi er, hvad vi gør, hvad vi sælger og så selvfølgelig måden vi gør det på. 

 

Så fjern alle de ord og vendinger fra din retorik, som associerer til den stereotype salgstype. Pas på med standard lukkestrategier, manipulerende vendinger og ”talen ned” til kunden. Vær dig selv. Dig der har taget kontakt til kunden, fordi du har noget relevant og seriøst på hjerte. 

 

Men hvad gør jeg så, hvis kunderne spørger om jeg er sælger?

 

Det er nemlig det spørgsmål som iværksættere, rådgivere og sælgere frygter allermest at få af kunderne? 

 

Er du sælger?

 

Og ja, det hænger selvfølgelig sammen med frygten for blive associeret med ”den typiske sælger”. Så hellere poste i ét væk på de sociale medier og vente på at ønskekunderne ser vores post. 

For der sælger vi jo ikke… 

 

Så kan du komme til at vente længe. 

 

Og så lang tid har du måske ikke.

 

Og kunderne har brug for dig og dit produkt. Og de har brug for at du står ved din rolle. Hviler og er stolt i rollen som den, der proaktivt tager fat i de kunder, som du mener du kan gøre en forskel for. Og derefter skal kunden mærke, at du har noget på hjerte, er kompetent, tålmodig og troværdig. 

 

Så næste gang nogen spørger dig om du er sælger, så svarer du JA. 

 

Klart og tydeligt. 

 

Og derefter fortsætter du i retning af ”Ja jeg driver en virksomhed, så selvfølgelig har jeg altid fokus på at kontakte de virksomheder, som jeg ved vi kan hjælpe. Og jeg ringer målrettet til Jer, fordi jeg kan se nogle ligheder mellem Jeres virksomhed og de virksomheder, som vi har løftet og udviklet markant. Så lige nu og her vil jeg blot starte en dialog op og vise Jer, hvad vi har gjort for andre”. 

 

Og læg så mærke til, hvad der sker.

 

Så har du en kunde, som bliver TRYG ved tale med dig. Som godt selv kan høre, hvor dumt og irrelevant sælgerspørgsmålet er. Og så har du fundamentet for en succesfuld samtale. 

 

Og en ny kunde.  

 

Blot fordi du stod ved sælgerrollen. 

 

 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Alexandra skriver Skriv dig op