Sådan håndteres fri telefon

  • Læsetid: 3 min.

  • Sidst opdateret 23/02/2024


Hvis du som arbejdsgiver betaler for en telefon til dig selv eller dine ansatte, og telefonen benyttes både erhvervsmæssigt og privat, skal du benytte reglerne for fri telefoni. Dette gælder ligeledes, hvis du som arbejdsgiver betaler for internet. Hvordan du skal håndtere det skatte- og momsmæssigt, samt bogføringen af udgifterne vil vi gennemgå i denne guide.

Guiden er delt op i 2 dele. Den første del omhandler beskatningen af fri telefoni, og den anden del forklarer om bogføringen i forbindelse med fri telefoni.

Ved fri telefon skal brugeren af telefonen beskattes af 3.200 kr. i 2024. (2023: 3.100 kr.) Der er forskellige beskatningsmetoder alt efter, om du er ejer eller ansat.

Ejere af et selskab (ApS, A/S) og ansatte i alle typer virksomheder:

Hvis en ejer af et ApS køber en telefon til sig selv eller en anden ansat, som også bruges privat, så skal brugeren af telefonen beskattes af fri telefoni. Her klarer arbejdsgiveren (ejeren af selskabet) det typisk over lønnen. Hvis arbejdsgiveren gør det, skal man, som lønmodtager, ikke tænke mere på beskatning – det klarer arbejdsgiveren. Har man fri telefon, men det ikke fremgår af lønsedlen, skal man selv sørge for at få det indberettet på sin personlige selvangivelse hos SKAT.

Ejere af en personligejet virksomhed (enkeltmandsvirksomhed, I/S):

Hvis du som ejer af en personligejet virksomhed køber en telefon til dig selv, som også bruges privat, så skal du beskattes af fri telefoni. Her skal du selv sørge for at indberette, at det er din virksomhed, der betaler din telefon samt eventuel telefonregning. Normalt bogfører man ikke beskatningen af fri telefoni, men derimod tager man det med på sin selvangivelse. Du skal dog være opmærksom på, at selvom beskatningen af fri telefoni ikke bogføres, så skal udgiften til telefonen samt eventuelle mobilregninger stadig bogføres i dit regnskab. Dette kan du læse mere om i afsnittet Bogføring af udgifter i forbindelse med fri telefoni.

Særlige regler om beskatning af fri telefoni

Har du en ægtefælle, og får i begge stillet fri telefoni til rådighed?

Hvis du er gift, og både du og din ægtefælle får stillet fri telefoni til rådighed, kan du opnå ægtefællerabat. Rabatten er på 25% for både dig og din ægtefælle. Rabatten vil fremgå af din årsopgørelse, og det er et krav at i tilsammen beskattes for i alt 4.000 kr. årligt af fri telefoni for at kunne udnytte rabatten.

Hvordan bogfører jeg købet af telefonen og telefonregninger?

Hvis du i din virksomhed køber en telefon til en ansat eller dig selv, som bruges både privat og erhvervsmæssigt, er der nogle forskellige punkter, som du skal være opmærksom på. Der kan nemlig ikke opnås fuldt momsfradrag, hvis virksomheden betaler for telefonen eller telefonabonnementet. Der skal derfor laves en vurdering af, hvor meget telefonen benyttes privat og erhvervsmæssigt, og dette skal vurderes ud fra bedste skøn.

Bogføringen skal ske efter vores guide vedrørende delvist privat køb. Guiden kan du læse her.

Hvordan bogfører jeg beskatningen af mine ansattes frie telefoni?

Hvis du som virksomhedsejer betaler for dine medarbejders telefon, og denne benyttes privat og erhvervsmæssigt, skal fri telefoni fremgå af lønsedlen. Beskatningen vil typisk være 250 kr. (3.000/12) og skal bogføres som et personale gode. Du kan se et eksempel på en bogføring af fri telefoni nedenfor:

Fri telefon personalegode

På ovenstående billede er det vist hvordan fri telefoni på 250 kr. bogføres. Det bemærkes at selvom beskatningen bogføres som en udgift, så skal denne stå i minus. Grunden til dette er at det ikke er en udgift for virksomheden, men derimod en udgift for medarbejderen.

Hvis du generelt er i tvivl om hvordan man bogfører en lønseddel kan du læse vores guides, om lønsedler til henholdsvis funktionærer her og timelønnede her.

Hvordan bogfører jeg beskatningen af min egen frie telefoni? (enkeltmandsvirksomheder og I/S)

Hvis du er ejer af en personlig ejet virksomhed skal beløbet reguleres på din årsopgørelse. Det kan du blandt andet klares med vores skatteopgørelse.

Derfor skal beskatningen ikke bogføres i dit regnskab. Husk dog at købet af telefonen, og det løbende abonnement stadig bogføres med delvis momsfradrag.

Kan fri telefon betale sig?

Flere har spurgt, om det som ejer af en personlig ejet virksomhed, kan betale sig at have det. Som meget grov tommelfingerregel kan følgende siges:

  • Overstiger dine telefonregninger 3.200 kr. indenfor regnskabsåret, så kan det betale sig at lade firmaet betale telefonen samt telefonregningen og lade sig beskatte af fri telefon.
  • Overstiger dine telefonregninger ikke 3.200 kr. indenfor regnskabsåret, så kan det ikke betale sig at lade sig beskatte. Her anbefales det, at betale telefonen samt telefonregninger privat.

Reglerne på området bliver opdateret løbende, og vi anbefaler derfor altid at søge professionel rådgivning, hvis der er noget, du er i tvivl om. Bemærk også at dette kun er en tommelfingerregel, som kan bruges som et pegemærke.

[/pro]

Yderligere læsning til den interesserede: 
Læs mere om satserne på SKATs hjemmeside her.

Overvejer du en erhvervstelefoni-løsning? Læs vores guide via linket.

Var denne artikel nyttig?

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram