Kære Amino.
Det har været et sært forløb det her.. Reelt er jeg stadig overrasket over den måde og tingene udviklede sig på, og hvordan jeg tacklede det – jeg har i den forbindelse et par tanker og en historie jeg gerne vil dele, og jeg håber I vil læse med.
Først og fremmest er jeg, som jeg har skrevet gentagne gange, dybt taknemmelig for både opmærksomheden og al jeres hjælp med dette projekt: Fotoet er og bliver en realitet, og jeg arbejder på det, med jeres hjælp og med de utroligt positive oplevelser, der har været over de sidste dage her, i mente og selv om det efterhånden er slidt ned, så tak igen, I har simpelthen været fantastiske.
Imidlertid må jeg sige at jeg sidder med lidt flad fornemmelse af at "være faldet igennem" med den den sidste post. En fornemmelse jeg normalt bare ville have redigeret mig ud af, og så stille og roligt integreret i mine erfaringer, men fordi jeg, af uransagelige årsager, ikke er i stand til at redigere det, er jeg nødsaget til at forklare mig her, hvilket jeg reelt føler jeg skylder.
Dette er ikke bare en tråd om en indsamling, ikke længere i hvert fald, det er, med over 12.000 views, gået hen og er endt som underholdning, med mig i fokus. Et reelt skide skræmmende scenarie, og når det ligepludselig handler om at jeg ikke bare skal beskytte mig selv, både som privatperson, men også en fremtidig forretning, og ikke mindst gøre det hele med et udgangspunkt, der i forvejen minder om det mareridtsagtige, så føler jeg at jeg ikke bare har ret, men også pligt til at forklare nogle ting. Ting der forhåbentligt kan tjene alle til det bedre i det her, både mig, og dig som interesseret læser, og måske flere mennesker på sigt.
Det er sådan at jeg reelt har siddet alene de sidste 4 år. Fuldkommen opgivet af systemet, og overladt til mig selv. Kald det hvad der er nødvendigt, men jeg blev udskrevet fra hospitalet, ravende psykotisk, og dybt dybt syg, og under omstændigheder, der reelt er for bizarre og umenneskelige til at beskrive her.
Som om det ikke var nok, skulle jeg forholde mig til, ikke bare en behandlingsdom, at have mistet min ekskæreste, både som ven og som mit livs kærlighed, jeg skulle også finde mig i at blive lovet, gentagne gange, at så længe jeg bare gjorde som de sagde, og erklærede mig skyldig i min dom ( altså ”ikke lavede for meget ballede” ) så ville jeg kunne rejse som jeg ville, og skulle ikke mærke andet for den end at jeg skulle til nogle checksups på psyk.
Umiddelbart irrelevant, men når man ser på at det er fire år siden, og at jeg, så snart dommen var afsagt, fik at vide at jeg IKKE kunne forlade landet, ikke mere end en uge om året ( der kommer en pointe med det her. ) og at jeg reelt, efter det, fik lov at sejle i min egen sø, 100% procent overladt til mig selv, og med det mest forbandede Nye symptom, at min skizofreni, godt nok havde sat sig ”uden for min bevidsthed” men at jeg som konsekvens ikke, og stadigt ikke, har den fjerneste anelse om hvad der kommer ud af munden på mig.
Når man ser det, i det perspektiv, at jeg altid har rekreeret ved at rejse, at mit netværk viste sig utroværdigt og at jeg som person var fuldstændigt ude af stand til at tackle det, og at systemets hjælp var at sende en psykolog EN gang om måneden til at checke op på mig, som jeg sad i.. seriøst.. det værste rod du kan forestille dig ( efter to år kom hjemmehjælperne til, og jeg oplevede altså 4 mennesker om måneden, i stedet for bare ét, og damen i Netto – den ene gang om måneden jeg vovede dét. ) Og at mine evner til at indgå i relationer med andre mennesker var, og stadig er, noget nær lig nul, grundet min forbandede turretes ( Jeg finder mig selv skrigende> på gaden når jeg er stresset, på de værste dage, skider, jeg reelt i bukserne når jeg bliver angst :( ) så må jeg bede dig prøve at forstå, at det at være ”helt menneske” i et offentligt forum, reelt er pisse hamrende svært, ligesåvel som det at skinne lidt lys på det, at der er nogle seriøst grumme historier derude og at der er Brug for Aminoer og mennesker med hjerte.( Selv om staten kan Meget, så kan den ikke det hele. )
Og ja, Sorry to break all this to ya, og jeg er ked af føre den vinkel ind på en ellers så positiv oplevelse, men uanset hvad, er det er reelt sådan jeg har det, og derfor jeg ikke bare kaster mig over tilbuddet med at blive energisk iværksætter med CVR.og at jeg "falder igennem" også - jeg er skrøbelig og jeg har fanme brug for at tage den med ro for at kunne klare det meste.
Men det er det. 4 år.. i komplet og endeløs ensomhed og med en vrede der kun tackles ved at mit følelsesliv stod af for lang lang tid siden, og så et talent, jeg ved gud håber, mine symptomer til trods, kan føre mig ud af det her, og ud blandt andre mennesker, for jeg er fanme træt af nedture, pardon my french.
Alt det sagt, mener jeg stadig hvad jeg har skrevet – jeg føler at der bør dannes en fond, eller en anden form for struktur der kan bakke op om folk der har det som jeg har det: Ruinerede med lukkede døre, men pisse sultne efter at YDE og være med hvor I andre er.
Det vil reelt være den bedst tænkelige måde at konkludere dette forehavende på, og jeg mener seriøst, uanset at min historie er så pisse hamrende hård som den er, at netop det bør være en ansporing til at fortsætte med tanken: Havde det ikke været for jer, havde jeg skulle sidde endnu en måned, måske mange endnu, uden at komme videre, uden at overvinde angsten ( hvilket også er et aspekt af den her historie, motivation ) og uden at have fået de kontakter der er opstået her.
Forstår du? Der er brug for hjælp, for der er mange som mig – det handler om timing, men den slags kan altid vurderes på en ansøgning, og er det mikrolån, så vil en forening, fond eller lignende, kunne løbe rundt more or less i al evighed, selv med kun ganske få bidrag, og med den direkte konsekvens at utallige hjælpes ud af reel lidelse.
Jeg syntes personligt det er værd at overveje, og jeg håber min historie kan anspore til det bliver en realitet- uanset at sådan en struktur er ude for mine evner at skabe, eller deltage i, men opfordringen er hermed givet videre.
Tak og Mvh.
Simon
Ps. Min Eks er Ok, hun har et ar på sjælen, men det er det, ingen vold, eller andet ubehageligt, frustration, angst og ubehandlet psykose er den historie..
Bliv gratis medlem
Fantastisk!
Opret bruger