Cafe og hygge

Svar: Intuition.. lytter du?

jensemanden — Tue, 02 Feb 2010 19:31:50 GMT

Det er vel det herlige ved livet, at nogle ting ikke kan forklares, det ville være kedeligt hvis livet var en stor matematisk udregning.

Men der må også være en grund til efterhånden, hvorfor man siger, at man skal lytte til sin mavefornemmelse.

Men fedt din familie overlevet trods alt!

Svar: Intuition.. lytter du?

Anjah — Tue, 02 Feb 2010 19:26:09 GMT

@ Jimi

Det lyder vildt Vildt fedt! Det er så skønt når sådanne 'tilfælde' bare dukker op, især når der er flere i rækken af samme sag.. det giver en følelse af magi i hverdagen, og ja man føler sig guidet, og på rette spor!

Og det lyder som en spændende projekt du har gang i!

@ Louise

Ja jeg kan også have svært ved at finde ud af hvor følelsen kommer fra nogle gange.. og om det er intuition eller blot underbevidstheden der bliver bange eller glæder sig over noget er ikke altid til at gennemskue.. Men min overbevisning er, at hvis man har en stærk følelse, positiv eller negativ, så er der en årsag til den man skal finde.. Kan man ikke det, så må man beslutte sig for at lytte til følelsen eller ej..

I mit tilfældet med rejsen tog følelsen beslutningen for mig.. tænkte heller ikke over hvad det kunne være, før efterfølgende.. Det var i sig selv en enormt underlig oplevelse at føle uro, og direkte panik over en ting som bare burde glæde mig! Hver gang vi begyndte at snakke om rejsen og forberedelser i familien kom den med full force..

Det er sværere i situationer hvor den ikke er så tydelig, der står jeg selv ofte med en masse ??

Håber at du finder en god følelse af at blive 'vejledt' i forbindelse med dit studie, og at du finder hvad du skal bruge :)

/Anja

Svar: Intuition.. lytter du?

Cleocatra — Mon, 01 Feb 2010 20:38:04 GMT

Hej Anja :-)

Godt at høre at din familie klarede den!

Jeg har personligt svært ved at skelne mellem intuition og angst, men det er fordi jeg er nok et mildt "angst tilfælde".

Men jo, jeg har oplevet det, selvom mine oplevelser ikke er så markante som dine.

...Jeg kan så selvfølgelig ikke komme i tanke om dem når jeg skal, og dem jeg kan er jeg lidt tilbageholdende med at kalde intuition...

Min nye uddannelse kunne hurtigt vise sig at være intuitionsbaseret, og jeg håber på at min "intuitive idé" om at skrive til et famlie medlem kan hjælpe med at skaffe en bog jeg har brug for til studiet.... :-)

Hyg!

~*Louise

Svar: Intuition.. lytter du?

Jimi Hove — Sat, 30 Jan 2010 12:21:00 GMT

Hej Anja

Ja jeg har oplevet det mange gange. Sidst var for en uge siden. Jeg er ved at udvikle et nyt firma ved siden af min rengøring. Den første dag jeg gik i gang med hjemmesiden, snakkede de om i radioavisen om at der var brug for netop det jeg vil lave. Altså noget fungerede ikke. De sagde ikke specifikt : Jimi vi skal bruge dine superheltekræfter :-) Jeg har aldrig hørt nogen , officielt, udtale sig om at der var brug en løsning på dette problem.

Jeg kan sige at det handler om noget med kørekort. 10 minutter senere efter det i radioen, skulle jeg hjælpe min mor med noget. Foran hendes trappeopgang lå et kørekort. Det den eneste gang i mit liv jeg har set et kørekort ligge på gaden

Jeg har haft en del af de oplevelser. Det er nok ikke så meget om intuition. Men mere om mystiske oplevelser. Man føler sig guidet. At jeg så nogen gange slet ikke lytter efter, og dummer mig. Det en anden sag :-)

Intuition.. lytter du?

Anjah — Sat, 30 Jan 2010 11:32:41 GMT

I denne herlige 'weekendtid' vil jeg lige dele en personlig historie om intuition.. Det kan være den kan inspirere til at lytte efter næste gang mavefornemmelsen råber..

I 2004 havde familien planlagt at tilbringe jul og nytår i lidt varmere luftlag på den anden side af ækvator, og alle glædede sig til turen. Bortset fra mig. Af en eller anden ubegrundet årsag havde jeg en stærk følelse af at jeg bare ikke ville med. Fuldstændig ulogisk, da jeg elsker at rejse og opleve og har gjort det mange gange før. Også lange ture. Men følelsen tog ved, og blev til en egentlig følelse af angst og uro. Det var en spøjs fornemmelse, for al logik sagde at jeg da skulle med og få en fantastisk ferie, og holde jul med min kære familie.

Min logik bankede kraftigt på, men jeg kunne intet stille op imod følelsen. Jeg fortalte ikke nogen om den, for kunne ikke engang forklare det overfor mig selv.. Istedet fandt jeg på en masse grunde til at blive hjemme, fx at jeg ikke kunne tillade mig at rejse fra min kæreste (som alligevel skulle arbejde hele julen og holde juleaften med sin egen familie) og at jeg ikke kunne få fri fra arbejde (det ville nok kunne lade sig gøre, ellers var der på det tidspunkt mega mængder af jobs derude, hvis jeg var nødt til at sige op for at få denne fantastiske oplevelse).

Familien måtte uforstående acceptere min beslutning, og de rejste afsted uden mig.. Det var min mor, far, lillebror, to kusiner, moster og onkel.

Stedet var Sri Lanka..

2. Juledag modtog min mormor et panikslagen opkald fra min moster, som græd og skreg i telefonen: Vi lever, vi lever!!.. Der har været jordskælv!! ... Så var der flere skrig, og forbindelsen var væk... Min mormor modtog opkaldet umiddelbart inden den 2. og kraftigste flodbølge ramte den lille kystby hvor de opholdt sig.

Hun ringede til mig med det samme og genfortalte samtalen med min moster. Jeg sad i S-toget på vej hjem fra arbejde og begyndte i min fortvivlelse at græde.. Folk gloede, og jeg var ligelgad..

Den næste uge var den længste i mit liv. Der var ingen telefon, net eller anden kommunikation til landet.. Jeg anede ikke om de var levende eller døde, da det eneste opkald vi havde modtaget fra dem var endt i panik inden den anden bølge ramte...

Jeg arbejdede på en DSB station og måtte tudende ringe til min chef og sige at jeg ikke kunne holde ud at være der, da alle aviser der blev smidt op på disken var fuld af billeder af død og ødelæggelse fra katastrofeområderne.. de steder hvor min familie opholdt sig..
Jeg blev ringet op af en masse mennesker, jeg aldrig havde mødt, som kendte en af familiemedlemmerne... Venner, kolleger, lærere osv.. Og jeg måtte frustreret meddele dem alle at jeg ikke vidste noget... Hårdt var det..

Tidlig morgen første nytårsdag måtte jeg tilbage på arbejde, og skulle åbne biksen. Lige inden dørene blev åbnet ringede min telefon. Det var min far! Alle var ok. De havde lige præcis nået at spurte op ad trappen på hotellets 1. etage inden vandet smadrede ind i underetagen.. Hvilket syn der efterfølgende mødte dem dernede vil jeg skåne jer for..

Jeg tudede af lettelse, for de var i live.. En klippe faldt fra mit hjerte, og jeg gik ud i butikken og betjente de første morgenkunder med et smil på læberne og tårer i øjnene..

Først et stykke tid efter at de var kommet hjem, og alt var faldet mere til ro og ind i hverdagen igen, gik det op for mig hvad den følelse op til turen havde handlet om...

Jeg snakkede med min mormor i telefonen, og hun sagde.. Grunden til at du ikke skulle med er, at du måske ville have været den der ikke havde klaret den!.. Der var nok en mening med det hele..

Man kan tro på intuition, eller ej, og man kan kalde det hvad man vil... men havde jeg gået imod min mavefølelse dengang, så havde jeg måske ikke siddet her og skrevet dette idag..

Om intuition er noget 'spirituelt' eller signaler fra vores underbevidsthed er for mig hips om haps.. begge kilder er vigtige...

Så mit budskab er vel.. lyt til mavefornemmelsen, stor eller lille... Der kan være en mening med det.. eller blot den mening vi selv giver det..

Hvis i har nogle gode eksempler på situationer hvor i lyttede til jeres intuition - eller gik imod den, så del dem gerne :)

Mange hilsner og god weekend
/Anja