Jura, kontrakter, lovgivning, ophavsret m.m.

Svar: Betaling fra kunde

juristen — Sun, 05 Jun 2011 09:07:23 GMT

Det er klart, at der ikke er noget, der er sikkert her i livet. Som jeg ser det tilbyder HornskovVindberg en billig måde at få ført sin småsag. Hvis sagen så bliver taget ud af småsagsprocessen, må man jo så henvende sig til en advokat. Man må derfor på forhånd gøre op med sig selv om man vil tage denne "risiko".

Nu ved jeg ikke hvor mange retssager du fører, Guldbæk, men det er min erfaring, at domstolene er endog meget tilbageholdende med at tage sagerne ud af småsagsprocessen i andre tilfælde end hvor begge parter er enige. Endvidere er det et fåtal af sagerne med en sagsgenstand på under 50.000 kroner, hvor man overhovedet kan overveje at begære sagen udtaget af småsagsprocessen.

Eneste tilfælde hvor retterne er forholdsvis konsekvente, er hvis der skal afholdes syn og skøn. Så vil sagen oftest blive udtaget af småsagsprocessen.

Den eneste udfordring ved HornskovVindbergs løsning er spørgsmålet om ansvarsforsikring. Advokater er som bekendt altid ansvarsforsikret, men det er ikke-advokater ikke forpligtet til, og det skal man holde sig for øje, når man søger juridisk rådgivning. Jeg mener dog ikke, at det er et reelt problem, hvis man holder sig til at føre sager under småsagsprocessen.

Svar: Betaling fra kunde

HornskovVindberg Inkasso — Sun, 05 Jun 2011 08:50:48 GMT

Jurarådgiver Ulrik Guldbæk:
Det forudsætter rådighed over en krystalkugle, der kan forudsige, om retten på et tidspunkt under sagens behandling vil synes, at sagen "angår særlig komplicerede faktiske eller retlige spørgsmål" eller "har særlig betydning for en part ud over påstanden" og flytter sagen ud af den særlige procesform for småsager med en af de to begrundelser.

Ja, men kan enten vælge at gætte, ønske sig en krystalkugle, eller se på hvor retten reelt lægger denne grænse, og så forholde sig til sagen i lyset af denne.

NB: Følgende er kun relevant for sager der opfylder de formelle betingelser for småsagsprocessen.

Vedr. bevisførelse

Omfanget af en sag bliver normalt for stort til småsagsprocessen fordi den ene part ønsker at føre et meget omfattende bevis. Det fremgår af retsplejelovens § 403 at bevisførelse i småsager kræver rettens tilladelse. Af Gomard, Kommenteret Retsplejelov, 8. udgave, bind 1, side 961 fremgår at:

”Bestemmelsen indebærer, at der i sager omfattet af kap. 39 gælder et skærpet relevanskrav for bevisførelse. Mens bevisførelse efter de almindelige procesregler kan ske, medmindre den skønnes at være uden betydning for sagen, jf. § 341, kan bevisførelse i sager omfattet af kap. 39 kun ske, når det må anses for sandsynligt, at bevisførelsen er af betydning for sagen”

Det fremgår endvidere at:

”Bestemmelsen skal ses i lyset af formålet om, at behandlingen af sager i medfør af kap. 39 skal være en hurtig og billig måde at få afgjort sager på”

Det eneste bevis der må føres i en småsag uden rettens tilladelse og vurdering af relevans er ifølge Gomard og Kistrup, Civilprocessen, 6. udgave, s. 594 partsforklaringer. En hver anden bevisførelse skal retten først vurdere relevansen af, for derefter at beslutte om det har tilstrækkeligt betydning for sagen til at blive ført.

Vedr. overførelsen af sagen til den almindelige proces

Hjemlen til at henvise en småsag til behandling uden afvendelsen af reglerne i retsplejelovens kapitel 39 følger af retsplejelovens § 402, stk. 1, nr. 1 og 2. Det fremgår direkte af retsplejelovens § 402, stk. 1, nr. 1, at en sag kan henvises når sagen:

”angår særlig komplicerede faktiske eller retlige spørgsmål”.

Af Karnovs note nummer 1795 til retsplejeloven fremgår, at:

”Henvisning til almindelig proces kan efter nr. 1 ske, hvis sagen vedrører faktiske eller retlige forhold af en så kompliceret beskaffenhed, at sagen bør underkastes en sædvanlig omfattende behandling […]”. (Understregning er HornskovVindbergs egen fremhævning). Det same fremgår af Gomard, Kommenteret Retsplejelov, 8. udgave, bind 1, side 960.

Af Gomard, Kommenteret Retsplejelov, 8. udgave, bind 1, side 960 fremgår ligeledes at:

”[...] retten af egen drift kan henvise sagen til behandling efter de almindelige procesregler, hvis retten vurderer, at oplysningen af de faktiske forhold eller den juridiske vejledning går væsentligt ud over, hvad der kan forventes i en »småsag«omfattet af kap. 39” (Understregning er egen fremhævelse).

Det centrale spørgsmål i vurderingen af om sagen skal fjernes fra småsagsprocessen er, om de i stævningen påberåbte forhold og anførte argumenter gør, at sagen ”er af så kompliceret beskaffenhed” og ”går væsentligt ud over, hvad der kan forventes i en »småsag« omfattet af kap 39.”

Fra retspraksis kan henvises til en række domme med relevans for afgørelsen af spørgsmålet om hvorvidt nærværende sag kan behandles som en småsag.

I U2009.1274V havde S anlagt sag )der startede som inkassosag) imod A med påstand om betaling af 38.998 kr. Byretten afsagde kendelse om, at sagen ikke skulle behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 39 om småsager. Denne kendelse blev kæret til landsretten. Sagen omhandlede ifølge stævningen bl.a. en regning for montering af køkkengulv. A gjorde som sagsøgt gældende, at hun principalt ikke skyldte beløbet, subsidiært at S havde fortabt retten til kraver og mere subsidiært at den fakturerede pris var urimelig. A oplyste ligeledes at hun ville begære syn og skøn. På tidspunktet for Vestre Landsrets behandling af kæremålet var omfanger af syn- og skønnet uafklaret, ligesom S havde protesteret imod syn- og skøn. Landsretten henviste til forarbejderne til retsplejelovens § 402 og anførte, at sagen ikke angik særlig komplicerede faktiske eller retlige forhold, og at betingelserne for henvisning til almindelig proces ikke var opfyldt. Landsretten ophævede derfor byrettens kendelse.

I U2009.1290V anlagde K sag mod både A og B med påstand om betaling af 28.486,50 kr. Lige som i den ovenfor nævnte dom afsagde byretten kendelse om, at sagen ikke skulle behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 39. Dette blev ligeledes kæret af A til landsretten. Tvisten vedrørte betaling af As og Bs leje af Ks bådeplads i en periode. A havde principalt påstået sagen afvist, subsidiært frifindelse, og mere subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb. Til støtte for afvisningspåstanden gjorde A bl.a. gældende, at Vestre Landsret ved dom afsagt den 15. maj 2007 havde truffet en retskraftig afgørelse i sagen. Til støtte for den subsidiære påstand gjorde A gældende, at der ikke forelå en lejeaftale, at hun løbende havde fremsat indsigelser, og at hun havde et modkrav af samme størrelse. Lige som i den ovenfornævnte sag henviste landsretten til forarbejderne til retsplejelovens § 402 omgjorde byrettens afgørelse under henvisning til at den pågældende sag ikke angik særlig komplicerede faktiske eller retlige forhold, og at betingelserne for henvisning på grundlag af bestemmelserne i retsplejelovens § 402, stk. 1 ikke var opfyldt.

I U2009.1302V anlagde K sag mod A vedrørende et påstået resttilgodehavende i forbindelse med As køb af 3 køer og 2 tyrekalve. A gjorde gældende, at 2 af de leverede køer ikke var avlskøer, og at hun som følge af denne mangel havde krav på et forholdsmæssigt afslag. Sagen havde ifølge stævningen en økonomisk værdi på 26.665 kr., men M havde i replikken forhøjet påstanden til 37.915 kr. Byretten havde tillade A at stille spørgsmål til en sagkyndig under sagen. A anmodede om at sagen blev taget ud af småsagsprocessen, hvilket byretten ved kendelse afviste. Kendelsen blev kæret til landsretten, der stadfæstede både byrettens kendelse om afvisning af at fjerne sagen fra småsagsprocessen, og byrettens tilladelse til at stille spørgsmål til sagkyndig. Byretten begrundede afvisningen af brugen af retsplejelovens § 402, stk. 1 med samme begrundelse som i de to tidligere nævnte domme.

I U2010.963/1V havde advokat A anlagt sag mod Advokatnævnet til prøvelse af nævnets kendelse, hvoraf A var pålagt en både på 10.000 kr. for tilsidesættelse af god advokatskik. Af Advokatnævnets afgørelse fremgik, at den ville blive offentliggjort med oplysninger om As navn på nævnets hjemmeside, hvis afgørelsen blev stadfæstet. Landsretten fastslog her, at retsplejelovens § 402, stk. 1, nr. 1 ikke kunne begrunde at sagen ikke blev ført som småsag, men at den skulle fjernes fra småsagsprocessen, jf. retsplejelovens § 402, stk. 1, nr. 2 idet afgørelsen ville have en særligt vidtrækkende betydning for A som advokat.

I U2009.603V havde F anlagt sag imod A med påstand om betaling af 50.000 kr., og gjorde samtidig gældende, at sagen skulle behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 39 om småsager. Dette protesterede A imod. Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt F var berettiget til provision, herunder beregningsgrundlaget for denne, samt spørgsmålet om beregning af en eventuel godtgørelse efter ansættelsesbevisloven. Under hensyntagen til dette meget store omfang, sammenholdt med det faktum at der var sket en ændring i den relevante bestemmelse (ansættelsesbevislovens § 6) der ville medføre et behov for helt ny lovfortolkning, besluttede Vestre Landsret at sagen havde et tilstrækkeligt kompliceret faktisk og retlige indhold, at sagen i medfør af retsplejelovens § 402, stk. 1 skulle behandles udenfor reglerne om småsager.

Sagerne i U2009.1274V, U2009.1290V og U2009.1302V omhandlede alle forhold der var rimelig omfattende, relativt indviklede og krævede en del bevisbedømmelse, og i alle tre domme fastslog landsretten, at sagen endnu ikke var nået til det punkt hvor den var omfattende nok til at blive flyttet ud af småsagsprocessen.

I U2009.603V blev sagen overført til den almindelige proces idet sagen ikke alene havde et stort faktisk og juridisk omfang, men også i et vist omfang omfattede et behov for ny lovfortolkning af ændret bestemmelse i ansættelsesbevislovens § 6. I U2010.963/1V blev sagen ligeledes flyttet ud af småsagsprocessen, idet landsretten fandt, at offentliggørelsen af Advokatnævnets afgørelse ville have meget vidtrækkende konsekvender for den pågældende advokat.

Ud fra dette, kan man så normalt vurdere om sagen kan føres som en småsag eller ikke, ud fra en vurdering af sagens omfang og dens potentielle konsekvens for parterne. Det er naturligvis aldrig en garanti, lige så vel som det aldrig er en garanti at et skøde kan tinglyses, eller at en meget oplagt sag faktisk kan vindes. Men det kræver ikke nogen krystalkugle at vurdere spørgsmålet relativt præcist.

Svar: Betaling fra kunde

Jurarådgiver Ulrik Guldbæk — Sat, 04 Jun 2011 23:37:55 GMT

HornskovVindberg Inkasso:

Det er nemlig muligt at få sagen prøvet ved retten som en småsag med hjælp fra kandidatstuderende indenfor jura fra de forskellige universiteter. Det koster ikke når det det koster for en advokat, men idet sagen ikke er specielt indviklet er det en rigtig god løsning. Uanset om det så stadig er relevant eller skulle blive det igen på et tidspunkt.

Det forudsætter rådighed over en krystalkugle, der kan forudsige, om retten på et tidspunkt under sagens behandling vil synes, at sagen "angår særlig komplicerede faktiske eller retlige spørgsmål" eller "har særlig betydning for en part ud over påstanden" og flytter sagen ud af den særlige procesform for småsager med en af de to begrundelser.

Svar: Betaling fra kunde

HornskovVindberg Inkasso — Thu, 02 Jun 2011 13:33:58 GMT

Hej,

Jeg er klar over at det her er en meget gammel tråd, og at sagen antageligvis ikke længere er relevant. Jeg ville dog gerne lige påpege, at det altså er muligt at tage en mellemløsning mellem en advokat og bare at opgive kravet lidt. Der er flere gange blevet henvist til småsagsprocessen, og der vil vi ihvertfald kunne hjælpe.

Det er nemlig muligt at få sagen prøvet ved retten som en småsag med hjælp fra kandidatstuderende indenfor jura fra de forskellige universiteter. Det koster ikke når det det koster for en advokat, men idet sagen ikke er specielt indviklet er det en rigtig god løsning. Uanset om det så stadig er relevant eller skulle blive det igen på et tidspunkt.

Svar: Betaling fra kunde

Harald9000 — Sun, 17 May 2009 22:05:46 GMT

og når det så er sagt, :D hvorfor så ikke bare acceptere et uafhængigt skøn fra en 3. mand, hvis debitor betaler omkostningerne til en sådan? Hvis du er sikker på at dit arbejde er faktureret efter gængse priser, så er det vel en nem måde at lukke sagen på.

Desuden så kunne jeg ikke lade være med, at grine da jeg læste dit problem. En jyde, der ikke vil betale sjællandsk tarif for håndværkerarbejde :D hehe. Du må jo bare forklare ham, at det er dyrere ovre hos jer, da i betaler skat.

Svar: Betaling fra kunde

Jurarådgiver Ulrik Guldbæk — Sun, 17 May 2009 21:10:37 GMT

juristen skrev dette indlæg: 05-16-2009 11:08:

Jeg er helt uenig med dig, Guldbæk

I stedet for at skyde dig motiver i skoene til din påståede uenighed, sådan som du selv gør længere nede, vil jeg hellere forsøge mig med argumenter. Det er

min erfaring, at det gør et bedre indtryk på eventuelle tilhørere.

Det kan ikke komme kreditor til skade at tage en bestridt fordring til inkasso, så længe lovgivningen er overholdt.

Det hedder vist med et fagudtryk et cirkulært udsagn. Jeg læser videre og ser, om der dukker noget reelt indhold op.

Din pointe om at debitor skal lægge sag an mod kreditor vedrørende inkassoomkostninger og rykkergebyrer giver ingen mening for mig.

Det hører efter min ydmyge opfattelse fortiden til, at skyldnere / ikke-skyldnere blot passivt skulle afvente kreditor / ikke-kreditors næste tiltag, når nu

retsordnen stiller andre og mere fornuftige muligheder til rådighed for den skyldner / ikke-skyldner, der ønsker at tage et ansvar.

Som bekendt skal rykkerskrivelser have været afsendt med rimelig grund for at udløse rykkergebyr. I et retssamfund er det en dommer, der skal synes, at det

har været en god idé at rykke.

Det er også forbundet med den fordel, der ikke skal undervurderes, at man har rettens øre på en helt anden måde, når man selv har taget initiativ til at få

sagen afgjort, og - selvom det i en ideel verden burde være uden betydning for skyldsspørgsmålet - at betalingsmodviljen ikke dækker over en dårlig

undskyldning for manglende evne til at sætte tæring efter næring.

Vi bliver nok ikke enige om størrelsen af den reelle risiko i den virkelige verden for at udløse et anerkendelsessøgsmål, men vi kan vel nok blive enige om,

at fremgangsmåden med at bestride omkostninger ikke kan lade sig gøre, hvis der ikke er nogle omkostninger at bestride.

I den forbindelse kommer du helt korrekt ind på, at forudgående inkasso er omkostningsneutralt i og med at inkassosalæret bare bliver anset for indeholdt i

tilkendte sagsomkostninger. Det er rigtigt nok, men det er også irrelevant for den problemstilling, som jeg ridser op.

Hvis deibtor ikke vil betale inkassoomkostninger, så lader han da være og afventer at kreditor stævner ham.

Det er da en mulighed, noget traditionel og ikke særligt innovativt. Jeg vil længere nede komme ind på, hvorfor det ikke altid er den bedste mulighed.

Såfremt kreditor faktisk stævner, kan debitor jo gøre gældende, at kreditor er uberettiget til omkostninger.

Og hvis kreditor ikke stævner, så svæver den i luften.

Så undgår man også at komme i en situation, hvor kreditor anlægger sag umiddelbart før forældelsens indtræden, og debitor taber sagen på bevisnød.

Typeeksempel: Debitor, der kunne være en pæn borger med gode økonomiske forhold, føler sig beklikket på sin ære i en grad, der får den økonomiske side af

sagen til at synes underordnet. Inkassator bør altid overveje risikoen for, at modparten er villig til at bruge så mange ressourcer på processen, at det

bliver urentabelt at inddrive kreditors tilgodehavende.

Et typeeksempel til: Debitor kan være hjemløs og ikke supergod til at håndtere breve og stævninger og den slags, for nu at tage et helt anderledes eksempel.

Hvis debitors subjektive forhold udgør en reel risiko for at lide et retstab, så er det nok en god idé, at debitors rådgiver udviser lederskab i forhold til

sagens eventuelle videre forløb.

I forbrugersager giver det ofte mening at udskille den gode del af sagen (som kunne handle om omkostninger) til retten, så man kan blive tilkendt

sagsomkostninger af den del af sagen, mens man tager den del af sagen, hvor procesrisikoen ikke kan afvises som teoretisk, i et klagenævn, hvor der ikke

afregnes sagsomkostninger, bortset fra et beskedent klagegebyr.

I huslejesager kan denne fremgangsmåde være eneste mulighed, fordi husleje- / beboerklagenævn har kompetencen til at behandle hovedstolen i første instans -

og samtidigt ikke er kompetente til at behandle renter og omkostninger.

Så sparer han da retsafgiften.

Nu er det mig, der ikke kan følge dig. Det plejer at være sådan, at taberen - hvis han har nogle penge - betaler sagsomkostninger til vinderen.

En besparelse kan jeg kun få øje på, hvis sagsøgeren skulle gå hen og tabe sagen, eller hvis sagsøgte er insolvent. I det sidste tilfælde kan jeg også få øje

på en besparelse, hvis kreditor dropper sagen. Så sparer kreditor da retsafgiften.

Hovedreglen om sagsomkostninger står i Retsplejelovens §312, stk. 1. Der er undtagelser.

"§312. Stk. 1. Den tabende part skal erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten, medmindre parterne har aftalt andet."

Jeg går også ud fra, at du i dit forslag forudsætter, at debitor betaler for hovedstolen,

Jeg går her ud fra, at du her tænker på typetilfældet, hovedstol anerkendes, omkostninger bestrides.

Det er en populær misforståelse, at debitor skal betale det fremsatte krav for at undgå en retssag. Men det forholder sig anderledes. Debitors erkendelse af

gældens rigtighed er tilstrækkeligt til at yderligere omkostninger i forbindelse med retssagens behandling. Teoretisk kan man argumentere for, at debitor bør

tilkendes omkostninger i sådan en situation, men i praksis, som jeg kender til, betaler ingen af parterne omkostninger til den anden i sådant et tilfælde.

Hvis debitor både bestrider hovedstol og omkostninger ville den traditionelle taktik (fra før småsagsprocessen gjorde de små krav procesbare) gå ud på at

lade være med at betale og så iøvrigt foretage sig ingenting, hvis kreditor ligeledes foretager sig ingenting. Men hvis det drejer sig om et betydeligt

beløb, og der er udsigt til en langvarig retssag, gør udsigten til at betale dyre procesrenter det til et attraktivt valg at betale og så anlægge retssag for

at få pengene tilbage. Ved at vælge den fremgangsmåde sparer debitor, skulle en retssag gå ham imod, procesrenterne. Og skulle han være så heldig at vinde,

så får han ikke blot sine penge igen, ham får dem også forrentet særdeles attraktivt.

for hvis debitor anlægger sag om omkostningerne vil kreditor selvfølgelig nedlægge påstand om betaling af den fulde fordring, og så er sagen jo en helt

anden.

Det er jo ikke altid, at det kan lade sig gøre. Det kunne fx forholde sig sådan, at kreditor har forsømt at give debitor de oplysninger, som er nødvendige

for at vurdere, om debitor vil betale, og så kan kreditor ikke anlægge retssag med den virkning, at debitor skal betale omkostninger.

Hvad angår din fortolkning af Højesterets dom i UfR 2004.99 H, så er jeg helt uenig. Jeg har tilladt mig at sakse Højesterets bemærkninger:

Hvor i din langse saksning læser du, at ALLE bestridte krav kan tages til inkasso og udløse inkassoomkostninger?

Hvor i Højesterets afgørelser læser du, at spørgerens fordring kan tages til inkasso og udløse inkassoomkostninger?

Der kan hurtigt opstå uenighed om, om "lovgivningen har været overholdt". Med lånte ord om den hermed forbundne risiko for advokat/inkassobureau, såfremt

debitor klager: "Men det er inkassator, der bærer risikoen for, at vurderingen af indsigelsens karakter som åbenbart grundløs efterfølgende tiltrædes."

Citaterne stammer fra en af de seriøse inkassoadvokater:

http://www.mullaw.dk/media/489/inkassering%20af%20bestridte%20fordringer%20-%20god%20advokatskik%20og%20god%20inkassoskik.pdf

Kravet om, at indsigelsen skal være åbenbart grundløs står ikke direkte hverken i Renteloven eller i Højesteretsdom. Det er inkassoadvokatens vurdering - en

vurdering som jeg i øvrigt er enig i.

Notatet, der har været delvist offentligtgjort i Advokaten, omhandler begreberne, "god inkassoskik" og "god advokatskik" i relation til inkasso på baggrund

af en gennemgang af konkrete afgørelser fra advokatmyndighederne i forhold til advokater og Rigspolitiet i forhold til inkassobureauer.

Inkassoadvokaten indtager det standpunkt, som jeg fuldtud kan tilslutte mig, at "Praksis viser, at inkassobureauerne ikke har haft held til at anlægge samme

vurdering som Rigspolitiet." Dette synspunkt begrunder efter min opfattelse, en vis tilbageholdenhed med at benytte inkassoburauer, som efter min opfattelse

er useriøse.

Men også i forhold til en seriøs advokat, der gerne vil tage fordringen til inkasso, siger jeg: Hvorfor ikke bare gå direkte i byretten og få en afgørelse af

hovedstolen i stedet for at åbne sig for, at modparten kan anlægge sag om omkostninger og måske endda vinde og blive tilkendt sagsomkostninger.

Det er ikke "kun" er inkassosalæret, der står på spil. Advokatens ære - der er faktisk mange hæderlige advokater, der har sådan en - står også på spil, og så

er der lige tidspildet med en grundløs diciplinærklage eller tidsforbruget med en diciplinærklage, der munder ud i en irettesættelse eller diciplinærbøde til

advokaten.

Og så står du som klient stadig tilbage med en hovedstol, der ikke er afgjort, og den involverede advokat / inkassobureau må bruge gratis tid på en klagesag,

som for advokaters vedkommende kan ende med en diciplinærbøde. Og klinten, der har penge til gode, er ikke kommet sine penge et skridt nærmere.

Og til sidst, lige et praktisk forekommende eksempel på en situation, hvor et anerkendelssøgsmål mod inddrivelsesomkostninger (rykkergebyr og inkassoomkostninger) giver mening:

Kreditor, der meget ofte er et telefonselskab, benytter et useriøst inkassobureau - dem er der efter min ringe opfattelse et par stykker af - der konsekvent

undlader at sagsbehandler debitors indsigelser. Hvis debitors henvendelser overhovedet registreres, så går svaret blot ud på at kravet fastholdes, uden at

der oplyses en begrundelse for, hvorfor debitors indsigelser forkastes. Ofte savnes såvel underskrift som anden angivelse af en person, der vil lægge navn

til, og meget ofte ses i bunden af samtlige henvendelser et indbetalingskort med et beløb, som ikke er udspecificeret noget sted i korrespondancen.

Ofte sidder man med en fornemmelse af, at forretningsmodellen går ud på en investering i kuverter og papir, og så håbes der på, at adressaten kan skræmmes

til en indbetaling. Den forretningsmodel skal nok tænkes om, når man udover omkostninger til frimærker også skal indkalkulere kr. 1.540,- (kr. 1.330,- hvis

modparten er momsregistreret) til ikke-skyldnerens rådgiver, når man nu efter småsagsprocessens indførelse ikke længere kan sove trygt på, at ingen advokat

frivilligt påtager sig et stykke arbejde for det beløb, hvor af kr. 500 er retsafgift til staten, og resten forventes at dække advokatens husleje,

sekretærløn, bogholderløn, ansvarsforsikring, topskat, moms osv.

Tilsvarende har jeg stor en forståelse for, at kunder der ikke betaler deres regninger ikke bare er møgirriterende men også en hindring for at drive en

seriøs virksomhed med konkurrencedygtige priser. Jeg har også forståelse for, at villigheden til at lave gratis arbejde for ikke-betalender kunder ikke er

stor.

Begge parter må gøre sig overvejelser om, hvor langt man vil gå, men det er efter min ringe opfattelse uetisk at forsøge at overvælte egne

sagsbehandlingsomkostninger på modparten ved at fremture med gode eller dårlige krav og overlade sagsbehandlingen / tilbagevisningen til modparten.

Der kommer et værdighedselement ind i billdet, som jeg tillægger større vægt end rene økonomiske betragtninger. I et retssamfund består der ingen

forpligtelse til enighed. Det er uværdigt og krænkende at blive behandlet som en dårlig betaler, når man ikke har økonomiske problemer, men blot ikke vil

betale et krav, som man ikke er enig i. Det er unødigt konflikteskalerende og med til at skabe unødvendige "æressager", hvor klienten er villig til at give

sin advokat flere penge, end modparten har forlangt.

Når jeg får sådan en sag ind, så går min opgave ikke ud på at udtømme alle muligheder for skrive ph.d. om al mulig tænkelig jura, som sagen kunne tænkes at

bære og bruge tid på lange pennefejder med modparten. Min opgave går ud på at skabe værdi for den konkrete klient, som har henvendt sig.

I en variant, hvor klienten ofte er en velsitueret ældre person fra den pæne generation og fra en tid, hvor man "man" ikke gjorde vrøvl, tilføres klienten

ikke værdi ved at blive sparet for en udgift, som er uden betydning for klientens økonomiske situation.

Nej, opdraget går ud på at skaffe klienten af med plageånden og de mange breve, telefonopringinger og personlige henvendelser, der gør ikke-skyldneren utryg. Her skulle man umiddelbart tro, at betaling af det fremsatte krav kunne formilde ikke-kreditor.

Det kan det bare ikke, hvis hele sagen udspringer af, at kreditors forretningsgange ikke er betryggende, regninger bliver dobbeltudsendt, indbetalinger bliver afskrevet på nye krav (det kan måske dreje sig om at regninger for forskellige perioder overgives til inkasso, indbetalinger bliver ikke registreret, somme tider kan debitor også have et medansvar herfor, fordi debitor har mistet overblikket og betalt regninger forkert (fx betalt til telefonselskabet efter

overgivelse til inkasso, eller betalt til inkassoselskabet efter at sagen har været sendt tilbage pga. indsigelser.)

Sådanne inkassobureauer kan have dygtige sagsbehandlere - måske endda jurister, men det er bare ikke dem, der sagsbehandler. Men når de får en stævning, så ryger den ind på en dygtig sagsbehandlers bord, så sagen kan blive stoppet.

Mvh.

Ulrik Guldbæk
Juridisk Rådgivningsselskab s.m.b.a.

Svar: Betaling fra kunde

juristen — Sat, 16 May 2009 10:08:11 GMT

Jeg er helt uenig med dig, Guldbæk

Det kan ikke komme kreditor til skade at tage en bestridt fordring til inkasso, så længe lovgivningen er overholdt.

Din pointe om at debitor skal lægge sag an mod kreditor vedrørende inkassoomkostninger og rykkergebyrer giver ingen mening for mig. Hvis deibtor ikke vil betale inkassoomkostninger, så lader han da være og afventer at kreditor stævner ham. Såfremt kreditor faktisk stævner, kan debitor jo gøre gældende, at kreditor er uberettiget til omkostninger. Så sparer han da retsafgiften.

Jeg går også ud fra, at du i dit forslag forudsætter, at debitor betaler for hovedstolen, for hvis debitor anlægger sag om omkostningerne vil kreditor selvfølgelig nedlægge påstand om betaling af den fulde fordring, og så er sagen jo en helt anden.

Hvad angår din fortolkning af Højesterets dom i UfR 2004.99 H, så er jeg helt uenig. Jeg har tilladt mig at sakse Højesterets bemærkninger:

Hverken ordlyden af eller forarbejderne til inkassoloven giver holdepunkter for at antage, at loven ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor fordringen er bestridt af skyldneren, og hvor dennes indsigelser ikke uden videre kan afvises. Også lovens formål taler entydigt for, at den tillige finder anvendelse ved inddrivelse af sådanne fordringer. De hensyn til skyldneren, som ligger bag bl.a. § 9 om pligt til at iagttage god inkassoskik og § 10 om pligt til at afgive skriftligt påkrav, før andre foranstaltninger iværksættes, gør sig således gældende med mindst samme styrke i tilfælde, hvor fordringen er bestridt, som i tilfælde, hvor fordringen ikke er bestridt. Hvad særligt angår § 10 bemærkes, at bestemmelsen bl.a. skal sikre, at skyldneren får lejlighed til at genoverveje sin stilling i lyset af risikoen for at blive påført yderligere omkostninger i tilfælde af sagsanlæg. Det må herefter lægges til grund, at inkassoloven også finder anvendelse ved inddrivelse af bestridte fordringer.

Det kan på denne baggrund ikke i sig selv anses for uberettiget, at en advokat, som af fordringshaveren er blevet anmodet om at inddrive en bestridt fordring om fornødent ved sagsanlæg, i en skrivelse til skyldneren redegør for, hvorfor dennes indsigelser ikke anerkendes af fordringshaveren, og tilkendegiver, at retssag vil blive anlagt, såfremt der ikke inden for en angiven frist på mindst 10 dage sker betaling eller indgås forlig. Den trussel eller pression, som kan siges at ligge i tilkendegivelsen om, at retssag vil blive anlagt, hvis en udenretlig løsning ikke opnås, kan ikke sidestilles med den situation, at en advokat på grundlag af en bestridt fordring indgiver konkursbegæring eller truer hermed.

I betragtning af at også inddrivelse af en bestridt fordring er omfattet af inkassoloven, kan heller ikke selve anvendelsen af udtrykket »taget til inkasso« anses for uberettiget.

Det må endvidere anses for berettiget, at advokaten i skrivelsen tager forbehold om sit inkassosalær, idet advokaten ligesom ved inddrivelse af ubestridte fordringer i almindelighed må kunne gøre krav herpå som led i en udenretlig løsning, såfremt en sådan kan opnås.

Lene Frisk Jeppesen og Steen Wind Jeppesen havde den 30. oktober 2000 ikke indgivet klage til Klagenævnet for Ejendomsformidling, og en klage hertil kunne ikke indgives af advokat Ole Høyers egen klient. Under hensyn hertil, og da indholdet af advokat Ole Høyers skrivelse af 30. oktober 2000 til skyldnerne i det hele ligger inden for, hvad der efter det foran anførte må anses for berettiget, kan advokat Ole Høyer hverken anses at have handlet i strid med god inkassoskik eller i strid med god advokatskik.

Jeg kan umiddelbart ikke se, hvordan du kommer frem til at dommen kun skulle gælde useriøse indsigelser. Højesteret skriver jo netop at inkassoloven også finder anvendelse på bestridte fordringer, hvor indsigelserne ikke uden videre kan afvises. Højesteret skriver samtidig at advokaten er berettiget til inkassoomkostninger, og din argumentation vedrørende renteloven § 9a er altså afvist af Højesteret.

Når en bestridt fordring skal inddrives er der to muligheder. Man tager fordringen til inkasso og giver dermed skyldneren 20 dages betænkningstid (10 dages varsel efter inddrivelsesbekendtgørelsen § 3 og 10 dages varsel efter inkassoloven § 10). Betaler debitor skal han efter omstændighederne betale inkassoomkostninger, betaler han ikke, bliver der indgivet stævning skal han betale sagsomkostninger men som udgangspunkt ikke inkassoomkostninger. Medmindre fordringen har været taget til inkasso af et inkassobureau og efterfølgende indbrings for retten af en advokat, så bliver inkassoomkostningerne "konverteret" til indenretlige sagsomkostninger - man har altså ikke vundet noget økonomisk ved at tage fordringen til inkasso. Den anden fremgangsmåde er, at man umiddelbart bare stævner debitor. Inkasso-vejen er, som jeg ser det, mere venlig overfor debitor i stedet for bare at smide en stævning.

For så vidt angår dine bemærkninger om småsagsprocessen, så har jeg ingen problemer i, at andre har fået lov at møde. Det jeg finder meget uhensigtsmæssigt er, at man ikke kan få tilkendt sagsomkostninger for sagens forberedelse uanset om man har været repræsenteret under sagen. De færreste bryder sig om at føre retssager selv, og domstolene kommer aldrig til at kunne hjælpe parterne i fornødent omfang, for det vil jo give dem habilitetsproblemer.

Jeg kan se, at du ønsker at hjælpe spørgeren - og det er jo fint nok - men kan det forhold, at din virksomhed, så vidt jeg se, ikke er autoriseret til at drive inkassovirksomhed, hvorfor du ikke må tage fordringer til inkasso for andre (du er så vidt jeg kan se heller ikke advokat), have indflydelse på, at du fraråder inkasso?

Svar: Betaling fra kunde

Jurarådgiver Ulrik Guldbæk — Sat, 16 May 2009 01:51:04 GMT

Jeg vil fraråde at sende sagen til inkasso.

Hvis man sender en sag til inkasso på et forkert grundlag udsætter man sig for at få sagen tilbage som en boomerang.

I stedet for at afvente at blive sagsøgt, er det klogere for skyldneren / ikke-skyldneren selv anlægge en retssag mod kreditor om forpligtelsen til at betale inkassoomkostninger (eller rykkergebyr).

Det koster kreditor kr. 1.540,- at tabe sådan en sag, og herudover består der en meget reel risiko for, at kreditors advokat får en diciplinær irettesættelse eller bøde af advokatmyndighederne.

Denne fremgangsmåde er klogere for skyldneren / ikke-skyldneren, fordi det i forhold til tidsforbrug er en mere overkommelig opgave for den benyttede juridiske rådgiver kun at skulle forholde sig til, om rykkergebyr / inkassoomkostninger holder juridisk vand, istedet for at skulle dykke ned i hovedstolen.

I gamle dage var det god latin, at man ikke under nogle omstændigheder måtte sende et bestridt krav til inkasso. Lige så snart at skyldneren har tilkendegivet sin ulyst til at betale, så har inkasso slet ingen relevans-
Sådan ville man har sagt i gamle dage. Så kom en konkret sag for Højesteret, og i den forelagte sag accepterede Højesteret inkasso, selvom skyldner havde indsigelser.

Min fortolkning af højesteretsdommen er, at man godt må sende en sag til inkasso, hvis debitors indsigelser er meget useriøse.

Der er andre, der fortolker Højesterets dom sådan, at man er på sikker grund, hvis man gør debitors indsigelse til genstand for en sober og seriøs sagsbehandling og forholder sig til indsigelsen, samtidigt med at man afviser/tilbageviser den. Den fortolkning er jeg ikke enig i.

Rentelovens §9 a giver fordringshaveren ret til at få betalt rimelige og relevante omkostninger ved inkasso. Jeg støtter mit synspunkt på, det efter min opfattelse slet ikke relevant at bruge inkassoinstituttet, når det på forhånd må stå klokkeklart for fordringshaveren, at inkasso ikke vil få skyldneren til at betale.

Når skyldneren har en indsigelse af bare nogenlunde kvalitet, eller som beror på bevisbedømmelse, er alt andet end indbringelse for et organ, der kan træffe afgørelse i sagen, spild af begge parters tid.

Det står jo klart på forhånd for fordringshaveren, at inkasso ikke vil få skyldneren til at betale.

I en sag som denne kunne man få den mistanke, at skyldneren spekulerer i, at det efter traditionel opfattelse ikke kan betale sig at sætte himmel og jord i bevægelse for kr. 4.000 + moms. Man bør heller ikke undervurdere den modvilje, som en del advokater og dommere indtil for bare ganske få år siden følte mod kunder i butikken, der henvendte sig med beløbsmæssigt små krav.

Det var regeringens intention med indførelsen af småsagsprocessen at gøre det rentabelt at inddrive de små såkaldte uprocesbare krav, bl.a. ved at indføre konkurrence og afskaffe advokaternes møderetsmonopol i de beløbsmæssigt mindre sager. Du er velkommen til at ringe til mig på +45 50175000, hvis du vil høre mit bud på, hvad du kan stille op med din sag.

Ulrik Guldbæk

Juridisk Rådgivningsselskab s.m.b.a.

Jeg vil fraråde at sende sagen til inkasso.

Hvis man sender en sag til inkasso på et forkert grundlag udsætter man sig for at få sagen tilbage som en boomerang.

Det koster kreditor kr. 1.540,- at tabe sådan en sag, og herudover består der en meget reel risiko for, at kreditors advokat får en diciplinær irettesættelse eller bøde af advokatmyndighederne.

Min fortolkning af højesteretsdommen er, at man godt må sende en sag til inkasso, hvis debitors indsigelser er meget useriøse.

Det står jo klart på forhånd for fordringshaveren, at inkasso ikke vil få skyldneren til at betale.

Omvendt kan det heller ikke betale sig for skyldneren at sætte himmel og jord i bevægelse for at platte sig fra kr. 4000 + moms, men det vil skyldneren måske gøre alligevel, fordi det ikke kan betale sig for kreditor. Det er vist ldit det skyldneren antyder ved at true med syn & skøn, men skulle det gå hen og blive alvor, kan det ramme skyldneren som en boomerang derved, at sagen måske hvis du er meget heldig bliver flyttet ud af småsagsprocessen med de lave omkostninger og over i den ordinære proces.

Ulrik Guldbæk

Juridisk Rådgivningsselskab s.m.b.a.

Svar: Betaling fra kunde

Flemming — Wed, 13 May 2009 21:16:37 GMT

Hej,

Mig bekendt kan man kun hente sine varer, hvis man har ejendomsretten til den. Det har man ikke, hvis man har svejset på noget, men derimod hvis man har leveret en maskine og den ikke er blevet betalt.

Med hensyn til ydelsen/prisen, så er det slet ikke en ublu eller ukendt timepris for håndværksarbejde udført. Man starter taksameteret, når man kører hjemmefra og så kører det i to dage til du er færdig. 8000+moms er faktisk nærmest billigt sluppet.

Jeg ville give den hele balladen med incasso, advokatskrivelser og alt muligt andet uden at lægge fingre imellem. Så kan kunden lære at man ikke bare ringer og bestiller et arbejde uden at forhøre sig om, hvad det forventes at koste.

Med venlig hilsen

Flemming

Svar: Betaling fra kunde

mekanik — Wed, 13 May 2009 21:07:36 GMT

Tak for den uddybende forklaring. Nu er beløbet ikke så stort ,så det er ikke så meget pengene mere princippet i at man bestiller et stykke arbejde, og når man så har fået det lavet, så vil man ikke betale det som det har kostet, så det er blevet en princip sag for mig.

Må man hente sit arbejde som kunden ikke vil betale for ?

Jeg vil hellere bruge en dag på at skære mit arbejde ned igen også slet ikke få nogen penge, end jeg vil spilde tid på syn og skøn.

Arbejdet er udført i en privat ejendom på sjælland, hvor min kunde havde en entreprise, kunden er beliggende i Jylland .

Svar: Betaling fra kunde

juristen — Wed, 13 May 2009 14:17:17 GMT

Det er nok svært helt at undgå den slags problemer.

En mulighed kunne være, at man hver gang man får en opgave, sender kunden en ordrebekræftelse med en beskrivelse af arbejdet samt for eksempel et prisoverslag. Man kunne i stedet for et prisoverslag vælge at skrive hvor lang tid arbejdet forventes at tage, og så skrive sine time- og materialepriser. Hvis kunden ikke vil acceptere prisen, må han ud af busken inden arbejdet udføres. Bagsiden er jo så, at man skal kunne prissætte opgaven på et meget tidligt stadie, hvilket jeg formoder kan være svært. Samtidig stiller det krav om, at man "kommer ud af busken", når man bliver klar over, at prisen i ordrebekræftelsen ikke holder. Det er selvfølgelig også vigtigt, at der står i ordrebekræftelsen, at der er tale om en foreløbig pris. Normalt når jeg foreslår dette til f.eks. håndværkere, så griner de højt og længe for det er alt for administrativt, men det i hvert fald en måde at gøre det på.

Så har man langt hen ad vejen sikret sig, at prisen er aftalt, men det ændrer jo ikke ved, at kunden jo bare kan lade være med at betale. En løsning på dette problem kunne være, at man kræver forudbetaling, men det vil kunden nok ikke acceptere (jeg ville i hvert fald ikke selv acceptere det). Den bedste løsning er nok, at faktuere efterhånden (det gør jeg selv). Hvis en regning så ikke bliver betalt, så stopper man arbejdet, men kunden har ofte et stort incitament i at betale og få arbejdet færdiggjort. Når arbejdet er færdigt, at betalingsviljen noget lavere.

Under alle omstændigheder har kunden stadig mulighed for at sige, at prisen er urimelig høj og begære syn og skøn, men uanset om han får medhold i et syn og skøn står man bedre, ved at have givet prisen på forhånd, da kunden så har accepteret den. Argumentet virker naturligvis ikke, hvis skønsmandens pris og din pris ligger for langt fra hinanden.

Håber det giver mening

Svar: Betaling fra kunde

Slettet Bruger — Wed, 13 May 2009 13:57:54 GMT

Jesper,

Vi bliver ikke uenige om indholdet af din indlæg. Det er jura'en for det videre forløb!

Hvad jeg savner er den "faderlige" forklaring på, hvad mekanik skal gøre for at undgå at komme i samme situation igen!

Henrik

Svar: Betaling fra kunde

juristen — Wed, 13 May 2009 13:15:44 GMT

Som jeg forstår dig, er der tale om regningsarbejde, og der foreligger således ikke et tilbud.

Når din kunde kræver syn og skøn, så er det sådan set den rigtige vej at gå. Hvis I skulle ende i retten, ville din kunde kun kunne bevise sin indsigelse ved afholdelse af syn og skøn, hvor en uvildig fagmand vurderer hvilken værdi det arbejde, som du har udført, har.

Ofte afholdes syn og skøn i forbindelse med en retssag, men man kan også vælge at afholde et udenretligt syn og skøn, hvor sagens parter bliver enige om spørgsmålene, valget af skønsmanden samt de nærmere betingelser for anvendelsen af skønserklæringen (skal skønserklæringen kunne anvendes under en eventuel senere retssag). Man kan også vælge en isoleret bevisoptagelse, hvor retten faciliterer syn og skøn uden at der er anlagt en retssag.

Hvis din kunde vælger at få lavet syn og skøn på arbejdet uden din deltagelse, vil han højest sandsynligt ikke kunne bruge skønserklæringen under en eventuel senere retssag, da der vil være tale om en ensidigt indhentet erklæring, og det må man ikke bruge under en retssag.

I forbindelse med syn og skøn er det vigtigt at få stillet de rigtige spørgsmål og få formuleret spørgsmålene helt præcist, da man ellers riskerer at få nogle svar som man - i bedste fald - ikke kan bruge til noget. Derfor kan det være en god ide at alliere sig med en rådgiver.

Spørgsmålet er jo så hvad du skal gøre. 8.000 kr. er ikke ret mange penge set i forhold til de omkostninger der er ved at føre en retssag om beløbet - heller ikke selvom du i sidste ende vinder og får tilkendt sagsomkostninger fra modparten. Så der skal være tale om et princip.

Der er umiddelbart ikke noget i vejen for at tage kravet - uanset at det er bestridt - til inkasso - du skal bare i den forbindelse forholde dig til hans indsigelse. Men jeg kan ikke rigtig se, at det vil gavne dig, for han betaler formentlig ikke selvom du tager kravet til inkasso. Det næste relevante skridt vil være at stævne ham (lad evt. en advokat skrive et grimt brev inden - det hjælper nogle gange).

Da kravet er under 50.000 kr. vil sagen som udgangspunkt følge reglerne om småsagsprocessen, hvilket betyder, at retten sørger for, at sagen bliver tilstrækkeligt oplyst, og at processen er indrettet således, at du ikke burde have behov for at være repræsenteret ved advokat (det er dog min erfaring, at folk sjældent bryder sig om at føre retssag selv). Bagsiden af medaljen er, at der ikke tilkendes sagsomkostninger for forberedelse af sagen, hvilket vil sige, at selvom du antager en advokat, vil du ikke få dækket nogen af din udgifter selvom modparten f.eks. anerkender beløbet under sagens forberedelse. Til selve hovedforhandlingen vil du kunne få tilkendt sagsomkostninger til dækning af advokatudgifter (dog langt fra nok).

I og med at der skal afholdes syn og skøn, vil sagen muligvis blive flyttet over i de "almindelige" sager, og så vil du kunne få sagsomkostninger under forberedelsen, men det stiller så også større krav til dig.

Jeg håber, at du nu har bedre mulighed for at vurdere din situation.

Svar: Betaling fra kunde

mekanik — Wed, 13 May 2009 07:32:35 GMT

Han har ikke skrevet under på noget, men har over telefonen bestilt et stykke reparations arbejde, som har taget 2 dage, jeg sendte en mand som skulle se på opgaven, og finde ud af hvad der skulle bruges af materialer derefter køre hjem bestille materialer, og køre tilbage igen og udfører arbejdet alene i køre tid er der 4 timer. Selve opgaven var en svejse opgave, så der skulle slæbes svejseværk op til 2 sal. og skaffes strøm til svejseværk, alt sammen noget der tager tid.selve opgaven vil jeg tro har taget 6-7 timer beløbet er er ca. 8000.-

Han har sendt mig et brev hvor han skriver arbejdet er udført ok. men han kun vil betale halvdelen af beløbet

Svar: Betaling fra kunde

RevisorOlsen — Wed, 13 May 2009 05:26:53 GMT

Hej Mekanik

Har han skrevet under på en ordrebekræftigelse eller et tilbud ?

Havde i en mundtlig aftale ?

Har han gjort skriftlig indsigelse. ?

Hvor stort er beløbet ? Hvor er "normalpris" for den slags arbejde ?

Lidt flere fakta, så er det nemmer at hjælpe.

Hverken ordlyden af eller forarbejderne til inkassoloven giver holdepunkter for at antage, at loven ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor fordringen er bestridt af skyldneren, og hvor dennes indsigelser ikke uden videre kan afvises. Også lovens formål taler entydigt for, at den tillige finder anvendelse ved inddrivelse af sådanne fordringer. De hensyn til skyldneren, som ligger bag bl.a. § 9 om pligt til at iagttage god inkassoskik og § 10 om pligt til at afgive skriftligt påkrav, før andre foranstaltninger iværksættes, gør sig således gældende med mindst samme styrke i tilfælde, hvor fordringen er bestridt, som i tilfælde, hvor fordringen ikke er bestridt. Hvad særligt angår § 10 bemærkes, at bestemmelsen bl.a. skal sikre, at skyldneren får lejlighed til at genoverveje sin stilling i lyset af risikoen for at blive påført yderligere omkostninger i tilfælde af sagsanlæg. Det må herefter lægges til grund, at inkassoloven også finder anvendelse ved inddrivelse af bestridte fordringer.
Det kan på denne baggrund ikke i sig selv anses for uberettiget, at en advokat, som af fordringshaveren er blevet anmodet om at inddrive en bestridt fordring om fornødent ved sagsanlæg, i en skrivelse til skyldneren redegør for, hvorfor dennes indsigelser ikke anerkendes af fordringshaveren, og tilkendegiver, at retssag vil blive anlagt, såfremt der ikke inden for en angiven frist på mindst 10 dage sker betaling eller indgås forlig. Den trussel eller pression, som kan siges at ligge i tilkendegivelsen om, at retssag vil blive anlagt, hvis en udenretlig løsning ikke opnås, kan ikke sidestilles med den situation, at en advokat på grundlag af en bestridt fordring indgiver konkursbegæring eller truer hermed.
I betragtning af at også inddrivelse af en bestridt fordring er omfattet af inkassoloven, kan heller ikke selve anvendelsen af udtrykket »taget til inkasso« anses for uberettiget.
Det må endvidere anses for berettiget, at advokaten i skrivelsen tager forbehold om sit inkassosalær, idet advokaten ligesom ved inddrivelse af ubestridte fordringer i almindelighed må kunne gøre krav herpå som led i en udenretlig løsning, såfremt en sådan kan opnås.
Lene Frisk Jeppesen og Steen Wind Jeppesen havde den 30. oktober 2000 ikke indgivet klage til Klagenævnet for Ejendomsformidling, og en klage hertil kunne ikke indgives af advokat Ole Høyers egen klient. Under hensyn hertil, og da indholdet af advokat Ole Høyers skrivelse af 30. oktober 2000 til skyldnerne i det hele ligger inden for, hvad der efter det foran anførte må anses for berettiget, kan advokat Ole Høyer hverken anses at have handlet i strid med god inkassoskik eller i strid med god advokatskik.