Franchise & kæder - Få hjælp her

...når man går ned med flaget mentalt.

Lyset for enden af tunnelen... — Sat, 05 May 2007 15:10:00 GMT

Dato: 05-05-2007 15:49:05 Forfatter: Mikkel deMib
Det er ikke sikkert at det lige virker for alle andre. Men pointen er, at jeg ikke synes vi skal være bange for det ''farlige'' i det vi gør. Vi er iværksættere - ikke statsfunktionærer (alt ære og respekt for dem, iøvrigt). Vores job er at løbe risici og det gør vi så med både vores penge og mentale helbred. Jeg kan godt forstå det ikke er alle der har lyst til det, men jeg kan ikke lade være. :)

Hej Mikkel

Spændede indlæg med lidt reflektioner over din egen person. Kan genkende utroligt meget af det du siger, og giver dig helt ret i din karakteristik af en iværkætter på godt og ondt. Jeg tror sq man skal være lidt skør, og kunne tænke lidt ud over kassens kanter for at være succesfuld iværksætter.

Har en gang i mit liv arbejdet med at samle plastiklåg i 2 måneder, 8 timer dagligt (jeg var 16 år og ville have en ny computer) - et job med god løn, men helt strippet for mental udfordring. Det var sq det værste jeg nogensinde har oplevet. Den mentale udfordring har altid været ALFA OMEGA for mig. Jeg respekterer de mennesker som kan tage på arbejde som et nødvendigt onde - og slår hjernen fra 8 timer om dagen, for at have en behagelig hverdag EFTER fyraften. Det ville jeg aldrig kunne gøre!

Det betyder også meget at turde ville, at tage de risici der er. Om man sætter penge, stolthed, helbred eller ambitioner på spil tror jeg ikke gør den store forskel - det handler om at tage nogle chancer for at gøre en forskel. For mig har det altid handlet om at jeg har været "kræsen", dvs jeg vil udelukkende arbejde med noget som udfordrer min intelligens, får mig til at føle at jeg gør en forskel, og generelt har en fed hverdag. For mig er arbejdet ligeså vigtigt som fritiden - det skal sq give indhold, og er ikke et nødvendigt onde.

Vil altid være iværksætter af sind, men om det er som selvstædigt for evigt, eller om jeg i en periode ender i en ansættelse er svært at sige. Om der står ejer eller ej på visitkortet, er ikke det vigtigste for mig, det vil altid være udfordringerne. Jeg er dog ret sikker på at jeg om 456 år ender mit arbejdsliv som ejer/partner. Har prøvet begge dele både som ansat og selvstændig de sidste 8 år - og sjovt nok er det de samme ting der skaber resultater - initiativ, kreativ tankegang og arbejdsomhed. Ligesom du beskriver har jeg sltid presset mig selv (positivt) til at opnå de resultater jeg ville - og var da også derfor jeg endte som iværksætter. Da mit tidligere job eliminerede muligheden for initiativ, gik der ca 6 dage før jeg var fuldtid i mit eget firma

For mig var der en række eksterne faktorer, som alle faldt ned over mig samtidigt, der var med til at give mig skubbet ud i "afgrunden", lige fra sygdom i familien, en forretningspartner der tog røven på mig, og andre ting af mere personlig karakter. Ellers har jeg også tidligere taget det gode med det onde i hverdagen - og din beskrivelse af en iværksætter som værende lettere skizofren er både sjov om rammende. Så nu er det bare med at finde ballancen og holde den fremover. At det hele er sket imens jeg har været iværksætter/selvstændig har da været betydende, men tror samlet set at det kunen være sket uanset om jeg var ansat eller ej.

....det fantastiske er at den er ved at være på plads igen (se lidt metoder i mit ovenstående indlæg for hvordan det lykkedes igen for mig).

Så ja, kan sq også godt forstå dem der ikke vil være iværksættere, man ville heller aldrig kunne lade være selv.

...når man går ned med flaget mentalt.

Lyset for enden af tunnelen... — Sat, 05 May 2007 14:39:00 GMT

Dato: 05-05-2007 15:19:30 Forfatter: Anne Fogel
Godt gået, du :-)

Jeg kan også nikke genkendende til meget af det du skriver om.

Jeg har et spørgsmål om hvordan du så klarer dig, du skriver at din virksomhed er på standby. Er du sygemeldt eller løser du opgaver for eksisterende kunder?

Fantastisk at du har lavet tråden og at det trods alt går fremad.

Hej Anne.

Ja, min virksomhed har i en periode på 2 måneder været på standby, dvs at jeg ikke har arbejdet med opgaver, og heller ikke taget flere ind. Det har til gengæld også virket! Jeg er sq ved at være ovenpå igen, og fået "mod" igen på tilværelsen.

Og jo - rent praktisk har jeg sygemeldt mig selv i 2 måneder. Havde lige en stor portion stolthed der skulle "ædes" da jeg var nede på det lokale kommunkontor og bede efter en formular til den slags. Har aldrig prøvet det før (i 30 år), og har ingen planer om at gøre det igen.

Det er helt sikkert gået meget fremad siden jeg startede tråden, og er som nævnt ved at være helt igennem forløbet nu. Har brugt en erhvevs coach/ livs coach til at snakke om mange af tingene - og det er har bare virket UTROLIGT effektivt. Det at opsøge lidt professionel hjælp til at få snakket tingene i gennem, og få nogle mentale værktøjer til at komme videre kan virkelig anbefales. Samtaler hvor du ikke får kastet en masse løsninger i ansigtet (der er altid nogen parat med en løsning, også selvom du ikke beder om den), men i stedet kan kigge fremad var intet mindre end fantastisk.

Det eneste råd jeg tror jeg kan give, er at tage tingene lidt i opløbet, og ikke spare op på "følelseskontoen" - der er renterne nemlig ret voldsomme. (så blev der også plads til en bette floskel :-) )

...når man går ned med flaget mentalt.

Mikkel deMib Svendsen — Sat, 05 May 2007 13:49:00 GMT

Siden jeg var barn har jeg haft et meget tætpakket program og knoklet meget. Men jeg var så "heldig" at jeg allerede som ret ung gik over stregen, pressede mig selv lige en tand for hårdt, og mærkede hvor hård det slår. Det lærte jeg meget af. Efterfølgende har jeg flere gange været tæt på, men aldrig trådt helt over stregen igen. Jeg har opøvet en meget brugbar ballanceevne.

Jeg tror det er meget karakteristisk for mange iværksættere at være ekstremt arbejdssomme, perfektionistiske og måske lidt "underlige" oven i hovedet. Det er ikke negativt ment. Det er jo netop det at mange af os iværksættere kan se tingenme lidt "skævt" der skaber udvikling. Men når man blander det småtossede, perfektionistiske og super arbejdssomme instinkt sammen i en enkelt person er det ikke underligt det nogle gange går galt - at det hele koger over.

Personligt har jeg forsøgt at holde fast i netop kombinationen af min skæve personlighed, perfektionismen og min evne og lyst til at arbejde hårdt, med de risici for mit mentale helbred det naturligvis giver. Det er i dette brændpunkt at jeg føler jeg virkelig gør en forskel. Der ville sikkert være mindre risiko ved at slappe lidt mere af, finde et "alminideligt" 9-17 job og hygge lidt mere i haven. Men til gengæld ville jeg så dø af kedsomhed - mentalt.

En af de redskaber jeg har brugt til at holde de sorte huller og depressionerne på afstand er, at holde en slags mental afstand til mig selv. Når de sorte huller nærmer sig, eller man vågner små-deprimeret op en morgen, så har jeg opøvet en evne til at få mig selv overbevist om sandheden: Verden er ikke dårligere i dag end den var i går - verden har ikke ændret sig, det er dig der har ændret dig! Det fungerer lidt skitzofrent, på den ene side at "lide" onder en små-depression, og så på den anden side, udefra, at fortælle sig selv at det blot er indbilding. Men det virker for mig :)

Det er ikke sikkert at det lige virker for alle andre. Men pointen er, at jeg ikke synes vi skal være bange for det "farlige" i det vi gør. Vi er iværksættere - ikke statsfunktionærer (alt ære og respekt for dem, iøvrigt). Vores job er at løbe risici og det gør vi så med både vores penge og mentale helbred. Jeg kan godt forstå det ikke er alle der har lyst til det, men jeg kan ikke lade være. :)

...når man går ned med flaget mentalt.

Anne Fogel — Sat, 05 May 2007 13:20:00 GMT

Godt gået, du :-)

Jeg kan også nikke genkendende til meget af det du skriver om.

Jeg har et spørgsmål om hvordan du så klarer dig, du skriver at din virksomhed er på standby. Er du sygemeldt eller løser du opgaver for eksisterende kunder?

Fantastisk at du har lavet tråden og at det trods alt går fremad.

Hold ud og bliv ved, så skal du nok komme igennem det :-)

...når man går ned med flaget mentalt.

Lyset for enden af tunnelen... — Thu, 19 Apr 2007 12:17:00 GMT

Dato: 19-04-2007 13:37:07 Forfatter: netMedia.dk
Ærlig læsning, med stof til eftertanke.

Håber du finder en løsning på dine udfordringer.

Arbejder på sagen, og kan mærke at jeg går bedre tider i møde.

...når man går ned med flaget mentalt.

Lyset for enden af tunnelen... — Thu, 19 Apr 2007 12:16:00 GMT

Dato: 19-04-2007 14:02:07 Forfatter: davidchristensen

Det var dog et utroligt godt indlæg - og superrammende for hvordan jeg selv har haft det i en egentlig ret lang periode.

For mit eget vedkommende handler det nok mest af alt om forventningerne til sig selv; nogen kalder det for forventningens glæde - i dether tilfælde mener jeg der mere er tale om forventningens forbandelse.

Jamen tak for det da, og spændende/sørgeligt at høre at du kan relatere til det jeg prøver at forklare.

Du rammer også selv hovedet på sømmet med forventninger til en selv. Det er helt klart noget jeg kan genkende, og nok endnu mere den skuffelse/ skyld /det nederlag der følger med når man ikke kan leve op til sine egne forventninger. Noget der før ikke var et problem (for der gjorde man jo bare noget ved det, og fik ting ud af verden), men som er tyngende og udmattende når man er inde i en mørk spiral.

For mig var det som nævnt erkendelsen der var vejen frem, og ikke mindst at give mig selv tid til erkendelsen. Pt er mit firma på standby, og jeg takker venligst nej til opgaver, og det bliver jeg ved med til den dag jeg har lyst og inspiration til at gå igang igen.

Dejligt at se andres input/kommentarer iøvrigt.

...når man går ned med flaget mentalt.

davidchristensen — Thu, 19 Apr 2007 12:02:00 GMT

Det var dog et utroligt godt indlæg - og superrammende for hvordan jeg selv har haft det i en egentlig ret lang periode.

Jeg arbejder selv som grafiker, laver logoer, hjemmesider og anden kreativ fikumdik til folk - og jeg har nogle ret skrappe krav til hvordan det skal ende med at se ud; det skal jo ende med at være superlækkert :) Når det så sker, at jeg får lavet noget, som jeg godt selv kan se er noget juks, så bliver jeg stresset - og altså passiv - og så ender det med at blive noget endnu mere juks. Hvis man kommer ind i sådanen negativ spiral, så ændrer man adfærd (f.eks. bliver utjekket overfor sine kunder, økonomi og sig selv - indadvendt, deprimeret) og man lever ikke længere op til sit selvbillede som det ihvertfald nogenlunde succesrige menneske, som de fleste af os gerne vil se os selv - og så bliver man endnu mere stresset, passiv og det kan betyde, at man bliver bange for det der sker, for fremtiden - altså, angst. Dét er en frygtelig følelse, som er svær at beskrive både overfor sig selv og for andre - man sidder bare nede i sit lille hul og har måske slet ikke lyst til at komme op igen.

Der er to nøgleord, som jeg ser som løsningen: Det ene er inspirration - og det er følelsen af, at få lyst, som alle kender. Jeg har selv meget brug for inspiration, kreativ benzin, fordi ellers brænder motoren sammen. Det er vigtigt at huske sig selv på at sætte sig i situationer, hvor man har en god chance for at blive inspirreret - det bliver man nemlig ikke af at sove hele dagen og/eller kigge ind i væggen - derudover skal man udsætte sig selv for noget der skubber til een i en positiv retning - lidt op af hullet. -Dét kan så være svært at samle kræfter til og overskue, når man sidder fast i sin mentale sump - men det er vel det man kalde for livskunst i en nøddeskal.

Det andet ord/begreb er, at vejen til målet er målet i sig selv - man skal altså ikke som sådan gå efter lyset for enden af tunnelen, men istedet tænde lys inde i tunnelen - eller, måske endnu bedre, grave sig op gennem væggen af tunnlen og ud i den friske luft, for på den måde at komme fri af tunnelens ensretning (frem eller tilbage). Ordet er altså, at forsøge at få øje på en mere trancendent måde at opleve den retning og de muligheder man har får at ændre på sine tankemønstre.

-Og så er der måske lige et tredje ord: vanillie-is - dét kan kurrere mange ting

Men, ihvertfald - rigtig spændede tråd; jeg følger med..

...når man går ned med flaget mentalt.

intui.dk — Thu, 19 Apr 2007 11:37:00 GMT

Ærlig læsning, med stof til eftertanke.

Håber du finder en løsning på dine udfordringer.

...når man går ned med flaget mentalt.

Lyset for enden af tunnelen... — Thu, 19 Apr 2007 11:20:00 GMT

Dato: 19-04-2007 12:25:22 Forfatter: G. Olsen
Jeg synes det er super at du tager det op. Alle slags mennesker kan selvfølgelig gå ned, men jeg tror at vi iværksættere er lidt mere i risikozonen, vi brænder for det vi laver og køre hele tiden med fuldt tryk på. Mange af os glemmer ofte af holde ferie og weekend, ikke nødvendigvis fordi vi ikke kan finde tiden til det, men mere fordi vi bare finder vores arbejde og virksomhed mere interessant. Og hvis man ikke får koblet af og får tid til at tænke på andre ting og måske genoverveje hvad man vil med livet og hvor man er på vej hen så er der stor risiko for at man brænder ud og går ned med stress eller deprission.

Tror du har meget ret i det du siger om iværksættere generelt. For mig personligt var det dog ikke iværksætterdelen der var skyld i forløbet, eller for meget arbejde. Da jeg startede som iværksætter første gang i 1999 var jeg meget afklaret med økonomi, arbejdsbyrde, fritid og hvad der ellers er af ting og sager, og fik samtidigt afstemt mine forventninger/tidsforbrug med venner og famile.
Årsagerne kan være mange - men tror at resultatet er det samme.

Jeg tror (uanset job/branche/iværksætter eller ej) at det handler mere om at være ærlig over for sig selv, søge hjælp (hvad enten det er ved familie, venner eller eksternt), og generelt lade være med at samle frustrationer sammen til det hele bliver for meget.

...når man går ned med flaget mentalt.

Lyset for enden af tunnelen... — Thu, 19 Apr 2007 11:13:00 GMT

Dato: 19-04-2007 12:16:52 Forfatter: Moskjær Marketing
Mange tak for din indlæg og din ærlighed. Jeg kan sagtens nikke genkendende til det, da jeg selv har været der. Når man har erkendt det, så er man faktisk kommet langt i processen.

Velkommen på den anden side af tunnellen.

Tak for ordene - prøvede at være ærlig (dog under dæknavn, og ikke min "normale profil), og få nogle af mine tanker/følelser ned på skrift.

Erkendelsen af at der kan være et eller andet man skal gøre noget ved er noget at det sværeste - og at så rent faktisk agere på sin egen situation er nok endnu sværere. Man skal passe på at det ikek abre bliver endnu et blylod på de mentale skuldre.

Om jeg er "på den anden side af tunnelen" endnu er jeg ikke sikker på, men jeg er på vej - og det er bestemt det bedste der er sket i laaaang tid. Der er lys forude.

...når man går ned med flaget mentalt.

G. Olsen — Thu, 19 Apr 2007 10:25:00 GMT

Hej

Jeg synes det er super at du tager det op. Alle slags mennesker kan selvfølgelig gå ned, men jeg tror at vi iværksættere er lidt mere i risikozonen, vi brænder for det vi laver og køre hele tiden med fuldt tryk på. Mange af os glemmer ofte af holde ferie og weekend, ikke nødvendigvis fordi vi ikke kan finde tiden til det, men mere fordi vi bare finder vores arbejde og virksomhed mere interessant. Og hvis man ikke får koblet af og får tid til at tænke på andre ting og måske genoverveje hvad man vil med livet og hvor man er på vej hen så er der stor risiko for at man brænder ud og går ned med stress eller deprission.

...når man går ned med flaget mentalt.

Kurt Moskjær Andersen — Thu, 19 Apr 2007 10:17:00 GMT

Mange tak for din indlæg og din ærlighed. Jeg kan sagtens nikke genkendende til det, da jeg selv har været der. Når man har erkendt det, så er man faktisk kommet langt i processen.

Velkommen på den anden side af tunnellen.

...når man går ned med flaget mentalt.

Lyset for enden af tunnelen... — Thu, 19 Apr 2007 09:54:00 GMT

Hej til alle Aminoer.

Jeg syntes at jeg vil prøve at dele lidt at mine erfaringer som kan opstå i den lidt mere kedelige del af hverdagen..... Et emne der ikke bliver snakket så meget om på Amino.

Kort om mig: Jeg har/havde et velfungerende firma, sund økonomi, ingen problemer med kundetilgang, masser af muligheder, har været aktiv på Amino et par år... Og er nu i en depression....

Når man pludselig vågner op en dag, og ikke har lyst til at stå op. Ikke kan overskue hverken telefonen eller e-mailen. Ikke har lyst til at tale med andre mennesker. At man lukker sig inde i sig selv, og ikke engang lukker sin familie ind. At en person som ellers har været meget udafvendt stærk person, pludselig lukker ned og stopper med at opsøge kontakten til andre. At lunten er ALT for kort i diskussioner. Alt initiativ er pist væk, en uovervindelig skyldfølelse og selv de mindste ting, føles som kæmpestore og uoverskuelige.

Et eksempel fra hverdagen er at betale en regning. Pengene er på kontoen, det tager max 1 minut - men alligevel er det noget jeg kan gå og have det skidt med i 14 dage, og IKKE får det gjort.

Det værste er at jeg ikke kan genkende mig selv længere - og det skræmmer mig.

Jeg har nok vidst at der har været et eller andet "galt" igennem det sidste ca 1½ års tid, men der har været så mange faktorer og ting at jeg har haft hverdagen fyldt op hele tiden, og derfor i vid udstrækning har ignoreret symptomerne. Faktisk ramlede det hele først ned over mig i juleferien. Pludselig havde jeg 14 dages ferie, hvor jeg ikke skulle tænke over andet end afslapning, og pludselig kom det hele til overfladen da jeg fik tid til at tænke over alle de ting (erhvervsmæssige som personlige) som havde trykket lidt, og jeg gik ned med et brag.

De første 2 måneder gik med fornægtelse - jeg er normalt en meget stærk person, og prøvede egentlig bare at arbejde det væk, men det virkede ikke, gjorde det bare værre. Arbejdet blev ignoreret, deadlines blev overtrådt, og et par kunder blev reelt brændt af. Pludselig gav jeg mine kunder en ekstremt dårlig oplevelse, og gjorde alt det som jeg normalt har prædiket imod. Jeg gjorde det kort og godt værre for mig selv for hver dag der gik - jeg kunen se hvordan jeg "sked" på mine kunder og omgivelser, men var samtidigt handlingslammet. Kunne bruge 10 timer om dagen på at bekymre mig om de ting jeg burde gøre (og ikke fik gjort), og bare kigge på skærmen, uden at agere. Det føltes som en ond drøm, hvor man er fanget i et koma og ikke har kontrol over sin egen krop. 24 timers mareridt.

Mange vil kalde det stress, og hurtigt sige "du arbejder for meget" osv - men det er ikke der problemet ligget. Har aldrig haft noget imod at arbejde meget og intenst, har haft nærmest beroligende virkning. Det er andre faktorer der spiller ind her.

Endte med at jeg for ca 1½ måned siden satte mit firma på standby - men denne gang meldte ud til henvendelser at der var lukket for opgaver, fik andre til at håndtere henvendelser. Siden er der gået laaaang tid i tomrum foran fjernsynet, lidt bøger, film, soveri osv.

Gudskelov arbejder jeg sammen med et andet firma i hverdagen (som vi også deler lokaler med) - og da jeg endelig fik åbenet op for dem (hvilket tog 1½ måneds samvittighed at få gjort) viste de sig at være hjælpsomme og ikke dømmende - og de har været væsentlig grund til at jeg er ved at komme tilbage på sporet igen, de hjælper mig med at løfte mig ud af mørket, hjælper mig med at få styr på hverdagen.

Første trin har været erkendelsen af problemet - at jeg har givet mig selv tid til at være ked af det, vred