Diverse administration hjælp

Svar: Et nødråb

Brian Knudsen — Wed, 10 Dec 2014 09:48:54 GMT

Egon:

Anders Bruun Rasmussen:

Tror måske du skulle spørge en psykolog/familieterapaut til råds istedet for et iværksætterforum.

Men ja, enten må du gå ind i kampen, hvilket lyder til at blive rigtig hårdt, ellers må du løsrive dig. Der er ikke nogen der siger at man SKAL overtage familiens virksomhed.

Uanset hvad du vælger, så held og lykke med det.

Jeg har været til psykolog/erhverscoach. Hun siger jeg skal smutte. hmmmm så måske det er konklusionen.

Inden du lige skrider fra Festen er der måske en anden mulighed. Såvidt jeg lige har kunnet læse mig til sidder din mor på 50% af ejer andelen, og har trukket sig lidt tilbage ift til at give jer plads hvorimod din far ikke er klar til at give slip, er det rigtigt forstået?

Hvis det er det, vil jeg foreslå følgende;

Du laver en aftale med din mor om at i skal have sat gang i generationsskiftet i virksomheden, og DU laver en AFTALE med væksthusene, det kommer til at koste jer lidt penge, men i får ekstern rådgiver på at forme en aftale og plan for hvordan virksomheden kan komme videre i næste generation.

I den fase skal i som næste generation have afklaret, er det, det i vil eller vil i ud og se verdenen først, det kan være en god ide at søge inspiration ved kollegaerne i branchen inden i går ind i virksomheden.

Når i har enighed om dette, så skal rådgiveren på banen, og i skal alle i gang med dialogen, til at starte med vil det nok være en god ide at afsætte tid til hver især at have møder med rådgiveren på tomandshånd, og når han har fået sig et overblik over hvad er det folk vil så arbejde ud fra den plan.

Det i skal ende ud med er, hvad skal der til for at din far slipper tøjlerne, hvornår skal overgangen finde sted, er den glidende eller på en skæringsdato. ( Der skal vel nogle penge sendes efter dine forældre for virksomheden da du kan risikere at de ikke har en pensionsopsparing)

Og så er der det med banken er de klar på at i overtager inden for en overskuelig årrække.

Det er meget vigtigt at i ikke får nej hatten på, men som John siger, en rask lille strejke kan blive nødvendig for at tø den gamle op. Men gør det med omhu da det ikke skal gå ud over jeres kunder.

Når i så når til enighed vil det være en god ide at få den køreplan sat i søen, evt bumpe din far op til bestyrelses formand ( ældre mænd elsker dette), og lade den af jer børn der er mest organisatoriske overtage direktør sædet. (Det sæde vil være varmt resten af jeres dage, så lad være med at gå efter det hvis du ikke kan lide at være en boksebold)

Før planen ud i livet, eller find et andet sted få inspiration

Svar: Et nødråb

Daniel K — Fri, 05 Dec 2014 19:29:04 GMT

Tror det vil være rigtig sundt for sjælen, at du finder noget andet arbejde. I det mindste for en periode, så du kan få tingene på afstand.

Det er ikke en rar følelse, at skulle bære andres byrde og ikke selv få plads til at vokse og trives i virksomheden.

Måske din far / familie først forstår at sætte pris på dit arbejde, når du ikke er der længere.

Du kan altid lade en dør stå åben, og lade dem vide at du gerne vil tilbage når du er klar, men på andre betingelser der giver dig mere indflydelse og råderum.

Svar: Et nødråb

STHK — Fri, 05 Dec 2014 16:10:52 GMT

Udover det rent virksomheds og arbejdsmlssige aspekt, har jeg mange ting tilfælles med dem alle, og kan ganske fint med dem i privaten.

Svar: Et nødråb

STHK — Fri, 05 Dec 2014 16:05:02 GMT

Daniel K:

Synes det er rigtig ærgerligt at din far ikke sætter pris for det drive og motivation du viser for hans virksomhed.

Hans virksomhed for det er sådan din far tilsyneladende opfatter det, hvor i andre blot er med som statister til at realisere hans projekt.

Det er super ærgerligt at det ikke er blevet til et familie projekt, hvor i sammen og som team arbejder hen mod et fælles mål, hvor alle har mulighed for at blive hørt og have indflydelse.

Det er utrolig frustrerende ikke at have indflydelse eller medbestemmelse på sit arbejde, og kan sagtens forstå din situation.

Som jeg ser det, så er der 2 mulige løsninger...

1. Løs riv dig hurtigst muligt, og find et andet arbejde.

2. Fortsæt men lav en handlingsplan / kontrakt for det videre forløb, med henblik på overtagelse inden for X år.

Hvis du vælger nr. 2, vil jeg anbefale at du tog et rigtig godt møde med din far / familie, hvor du lægger alle kort på bordet, og får renset luften. Forbered dig på nogle mulige løsningsforslag, hvor du evt. får tildelt nye og større ansvarsområder (måske med et tilknyttet budget), hvor du selv kan træffe beslutninger uden først at skulle cleare det med din far / øvrige familie.

Det er i princippet en win win, da din far stadig vil bevare sit ejerskab, samtidig med at du får større råderum og medbestemmelse.

Hav flere løsningsforslag med til bordet, så i har nemmere ved at finde en løsning, men gør det klart at så frem i ikke finder en løsning, så er du klar til at trække stikket og finde nye udfordringer.

De fleste fædre der har bygget noget op, forventer at deres livs projekt på et tidspunkt bliver overdraget til deres børn.

Forhåbentlig vil det vinde lydhør, hvis i børn annoncere at i er klar til at forlade det hele, hvis ikke i finder en løsning..

Håber det bedste for dig!!!

Jamen jeg tror jeg vil igang med at arbejde på en sådan handlingsplan.
Den seneste tid har det været mellem forældrene at skulle mødes hos en advokat, for så at finde ud af det videre forløb og fremtiden, men som jeg nævner siger han selv, at han ikke på nuværende tidspunkt kan fortælle hvornår det skal sælges eller til hvilken pris. Så ja når man spørger pænt gennem en advokat kan man ikke engang få noget brugbart svar, så må det jo blive med konsekvenser i stedet. Hvad angår at vi er klar til at forlade det hele, så er det blevet nævnt flere gange, men det er jo ikke alle der er klar. Min søster har det fint i den situation at hun har heller ikke det drive jeg vil mene der skal være i sådan en virksomhed, men det kan måske komme en dag, det kommer bare ikke mens den gamle er der, for det undertrykker erhvert drive.
Ja det er synd og skam at man ikke kan komme til. At han ikke naturligt vælger at gå lidt ned i løn og arbejde og give os mere frirum.
Det vigtigste for mig er vel, at få en dato på overtagelse af virksomheden. Jeg kan omstille mig til at forberede mig på min egen tid, i stedet for nutiden. Bruge tiden på at gøre ting nemmere for mig ved overtagelsen og ikke tænke i udvikling nu. Det er en skam, for det er udviklingen vi har mest brug for, men sådan er det jo. Det gør jo selvfølgelig også, at jeg laver mindre i de kommende år. Der er ting der altid skal gøres, så er der ting der gerne skulle gøres, så er der udvikling og initiativ.
At jeg ser små forbedringer rent menneskeligt, er en anden sag. Det er som om at jeg er ved at lære en på 10 år hvordan man gebærder sig i en virksomhed. Han har altid bare skyldt skylden på min mor, men min mor har altid været den ældste og nok lidt dominerende i mange år. Eller noget jeg ved det ikke. Ja jeg skal lave min handlingsplan, deres cirkus finder aldrig en løsning.

Jeg har stort set aldrig i mit liv problemer med at arbejde sammen med folk. Men min far og søster er besværlige og min mor er krævende og også besværlig, men hende kan jeg håndtere.
Min far vil bestemme meget og lyver. Han kan sige en ting for at det stemmer overens med hans holdning og dagen efter sige det stik modsatte. Eks hvorledes et arrangement jeg ville arrangegere for stamkunder skulle have høj fortjeneste, hvor jeg så det som en goodwill. En uge efter brugte han selv udtrykket "goodwill" om et kontinuerligt eksisterende arrangement gennem årene, da jeg regnede ud der ikke var fortjeneste på det.
Mor damen manipulerede meget, små ubetydelige løgne og ændringer i forklaringer for at det går i hendes retning. Dertil må man sige, at jeg jo ikke er hukommelsesløs, og udemærket ved hvornår noget pludselig bare ændre sig, for at passe bedre ind for hende. Hun ved godt nu pga konfrontationer, at hun ikke længere kan det, og er nemmere at arbejde sammen med.
Min søster har intet drive, fysiske kræfter eller uddannelse til at bakke op. Således har jeg skullet dobbelttjekke på mange varebestillinger, for der ikke var mangler. Ligeledes skal jeg håndtere læsning af manualer og førstegangs håndtering af maskiner, som jeg så eventuelt over en længere periode kan lære fra mig. Ting som at skifte salt i en opvaskemaskine kan jeg ikke forvente hun kan eller har drive til at sætte sig ind i hvordan det gøres, måske over en længere årrække kan det ske, men maskiner udskiftes jo hele tiden. Således skal jeg fremtidigt stå for el, it, økonomi, prissættelse af varer, prisvurderinger, fysiske kræfter og utallige ting simpelthen. Jeg kan maks forvente at hun kan håndtere gængse arbejdsgange som at være til stede og tage kunder, varebestilling når den kommer på plads og forhåbetnligt ansatte, men her har vi vores diskussioner. Hun er skrap over for ansatte, bliver gal hvis de melder sig syge, og kun minimalt er til stede i deres oplæring, fejl vurderes til at være den ansattes skyld. Jeg er tilstede i meget af deres oplæring og kontinuerligt, er bestemt men bliver aldrig gal, giver ansvar og huskelister så de kan gå igang. Enhver fejl retter jeg mod en fejl i måden de ledes og oplæres på. Det er meget sjældent den unge ansattes skyld, men det hænder da. Jeg har derfor skullet modtage en forundring over hvorfor jeg befandt mig så meget med de ansatte "jeg tror han kan lide at være derude med dem" (i restaurationen) altså ja at være til stede med de ansatte, kunne lide at lære dem op, at arbejde med dem at få noget gjort i ens virksomhed, vurderes mærkeligt.

På et eller andet punkt skal min far lære hvordan man arbejder med initiativrige mennesker, han har altid været solo. Min søster har jeg og ved jeg at jeg har en "oplæringsperiode" på i mange år frem. Hun har absolut ingen indsigt i at være selvstændig, men får muligheden for at få det kastet i hovedet. Således har jeg skullet trække 10% fra stort set samtlige kunder i årets løb at der har skullet modtage rabat hos min søster. Hvorpå hvis jeg konfronterede hende med problemet, ville hun højst sandsynligvis sige at det jo bare lige er at hjælpe lidt hurtigt, tager ingen tid. Hvor jeg syntes det er dybt uansvarligt og latterligt ikke at sætte sig ned og finde ud af det fucking 10% fucking simpelthen jordens nemmeste ting, og det binder mig, for det er ikke muligt for mig i fremtiden ikke at være tilstede hvis jeg ikke kan stole på at en person kan håndtere kunder der skal have 10% rabat, således er det altså nu ikke muligt for hende at være alene tilstede, hvor jeg kunne være alene til stede siden jeg fyldte 16.

Det hele er meget uoverskueligt for mig. Jeg arbejder sammen med de mennesker i verden der har det laveste drive, mindste vilje, mindste uddannelse, empati osv. Nogle gange glemmer jeg hvor fantastiske nogle mennesker er. Hvor fantastisk det dog er at snakke med min revisor veninde som kaster sig frådigt over virksomhedsøkonomi, og kan levere et fantastisk stykke arbejde og initiativ jeg aldrig nogensinde kan se jeg får som samarbejdspartnere.

Rigtige ledere/selvstændige er noget der fødes.

Svar: Et nødråb

Daniel K — Fri, 05 Dec 2014 14:39:25 GMT

Synes det er rigtig ærgerligt at din far ikke sætter pris for det drive og motivation du viser for hans virksomhed.

Hans virksomhed for det er sådan din far tilsyneladende opfatter det, hvor i andre blot er med som statister til at realisere hans projekt.

Det er super ærgerligt at det ikke er blevet til et familie projekt, hvor i sammen og som team arbejder hen mod et fælles mål, hvor alle har mulighed for at blive hørt og have indflydelse.

Det er utrolig frustrerende ikke at have indflydelse eller medbestemmelse på sit arbejde, og kan sagtens forstå din situation.

Som jeg ser det, så er der 2 mulige løsninger...

1. Løs riv dig hurtigst muligt, og find et andet arbejde.

2. Fortsæt men lav en handlingsplan / kontrakt for det videre forløb, med henblik på overtagelse inden for X år.

Hvis du vælger nr. 2, vil jeg anbefale at du tog et rigtig godt møde med din far / familie, hvor du lægger alle kort på bordet, og får renset luften. Forbered dig på nogle mulige løsningsforslag, hvor du evt. får tildelt nye og større ansvarsområder (måske med et tilknyttet budget), hvor du selv kan træffe beslutninger uden først at skulle cleare det med din far / øvrige familie.

Det er i princippet en win win, da din far stadig vil bevare sit ejerskab, samtidig med at du får større råderum og medbestemmelse.

Hav flere løsningsforslag med til bordet, så i har nemmere ved at finde en løsning, men gør det klart at så frem i ikke finder en løsning, så er du klar til at trække stikket og finde nye udfordringer.

De fleste fædre der har bygget noget op, forventer at deres livs projekt på et tidspunkt bliver overdraget til deres børn.

Forhåbentlig vil det vinde lydhør, hvis i børn annoncere at i er klar til at forlade det hele, hvis ikke i finder en løsning..

Håber det bedste for dig!!!

Svar: Et nødråb

STHK — Fri, 05 Dec 2014 12:56:00 GMT

Anders Bruun Rasmussen:

Tror måske du skulle spørge en psykolog/familieterapaut til råds istedet for et iværksætterforum.

Men ja, enten må du gå ind i kampen, hvilket lyder til at blive rigtig hårdt, ellers må du løsrive dig. Der er ikke nogen der siger at man SKAL overtage familiens virksomhed.

Uanset hvad du vælger, så held og lykke med det.

Jeg har været til psykolog/erhverscoach. Hun siger jeg skal smutte. hmmmm så måske det er konklusionen.

Svar: Et nødråb

STHK — Fri, 05 Dec 2014 12:54:58 GMT

Du kan have ret i at de ikke ændrer sig. Nævnte bogen for at fortælle, at der var meget mere fra samme skuffe.
Jeg står nu og skal tage beslutningen hvad jeg gør. Virksomheden er kun åbent i sommerhalvåret, hvor den så står på 14 timer arb dagen, så en ferie lige nu ville være uden effekt. Jeg skal ligesom vælge "endnu en sæson".
Jeg syntes det er synd for både min far og mor. De kan ikke rigtig gebærde sig ordentligt i det nogle af dem. Hvis jeg smutter så kan det hurtigt blive kaos. Så vil min mor tilbage i det og ja det kan min søster ikke med, da der er stor uoverenstemmelse mellem dem. Søster har ikke særlig aktivt deltaget i virksomheden, hun er bare glad for nu at kunne tjene penge der. Der er nemlig også store problematikker dér.

Svar: Et nødråb

Anders Bruun Rasmussen — Fri, 05 Dec 2014 12:34:59 GMT

Tror måske du skulle spørge en psykolog/familieterapaut til råds istedet for et iværksætterforum.

Men ja, enten må du gå ind i kampen, hvilket lyder til at blive rigtig hårdt, ellers må du løsrive dig. Der er ikke nogen der siger at man SKAL overtage familiens virksomhed.

Uanset hvad du vælger, så held og lykke med det.

Svar: Et nødråb

Cookie - John Hannover — Fri, 05 Dec 2014 12:27:43 GMT

hvad med en rask lille strejke - alle i 2- 3 unger - på 6 ugers ferie NU samtidigt - held og lykke far. Ellers søg job eksternt i branchen og løsriv dig, hvis ikke du vil blive og leve med tingenes tilstand - din bog eller dit indlæg ændrer dem ikke desværre

Et nødråb

STHK — Fri, 05 Dec 2014 12:21:00 GMT

Hej Amino

Nu har jeg i mange år, i en alder af 30 år, arbejdet i mine forældres virksomhed.
Jeg har altid været der hvis der har været den mindste smule brug for hjælp. De overtog selv virksomheden fra min mors forældre for 35 år siden. I de seneste 3 år har jeg været der fuld tid som selvstændig, mere end 37 timer ugen. Siden 14 år har jeg været timelønnet.
Jeg kan branchen til mindste detalje, har altid arbejdet hen imod at skulle den branche.

Forældrene skændes. De er så uenige at de ikke engang kan arbejde sammen længere. Sådan har det faktisk været i mange år, og jeg har været led imellem det i lang tid. I guder hvor har jeg skullet høre meget på den ene part og den anden part.
Det er ved at eskalere.
Jeg kunne skrive en bog om det.
Nu har min mor trukket sig en anelse for at se om det var muligt at lade os børn (2-3 stk) arbejde med min far. Det der sker er at vi skal snakke om den økonomiske fordeling og det ledelsesmæssige, men det der egenligt sker, er at han vil afsætte os på utrolig mange timer i den hårde den af arbejdet. Det skal lige siges..... at han kun kan blive i virksomheden hvis han kan få et samarbejde med os børn, da der står skrevet i kontrakten, at et eventuelt salg fra den ene part, medfører et tvunget salg fra den anden.
Jeg er klar på et samarbejde, men han vil have høj løn og vil kun have os børn afsat på de timer vi har ansatte på i restaurationen, da det delvist er en restaurationsbranche. Umiddelbart laver han et regnstykke der hedder sig, at alt hvad jeg skal tjene, skal kunne trækkes fra en ekstern lønansat. Anywhoooo der er mange flere aspekter i det.
Nytænkning og udvikling er en kæmpe del af virksomheden. Vi er i service/underholdnings/restaurations branchen og kan sammenlignes lidt med en campingplads. Der er en ufattelig stor mængde vedligeholdelse hvert år, som jeg altid ekstremt aktivt har deltaget i. Jeg har nytænkt, og kastet mange mange egne timer i det. Jeg har selv valgt at læse op på økonomi, it styring og programmering af hjemmesider og den slags, altsammen for virksomhedens skyld.

Men hvis jeg feks kom med en idé om at jeg ville ændre en ting på området, og det ikke handler om vedligehold af noget eksisterende, så bliver det stort set aldrig til noget. Det er bare ikke en mulighed der ses positivt på. Det er som om man ikke længere aktivt vil udvikle i virksomheden. Jeg er 30 år og han var 23 da han fik lov at købe virksomheden. Jeg har ingen planer om at sparke nogle ud fordi jeg tilfældigvis faktisk har den mulighed, at jeg kan. Derfor skal ejg fremover i 4-6 år se mig værende ikke ejer af en virksomhed jeg skal gå fuldt ind i, men ikke har bestemmelse i. Én ting er at fortælle mig at jeg er en del af det og man skal kunne snakke om ting, en anden ting er, at man i realiteten KUN fungerer som en kilde af informationer og ideer som man har ejermæssige rettigheder til at behandle fuldstændig som man har lyst.

Jeg er i mange år nemlig blevet blæst af med, at jeg skal "ind i det" at jeg skal "være en del af det". De få ting jeg har implementeret af nyt, har sjældent været med opbakning og har mange gange været hemmeligt lavet, og med implementering når han ikke har været tilstede, med en dog dertil efter kæmpe succes... en succes jeg har troet at jeg kunne bevise, men at jeg ikke længere tror på, for det har ikke givet afkast for mig. Der er stadig ingen samarbejdsvilje.

I de senere år har jeg kunnet fungere som altmuligtmand. Jeg har aktivt ændret på arbejdsforhold, effektivisering, forbedring og nemmere vedligeholdese. Her skal nævnes at jeg selv tilfører privatejede maskiner, selv finder dem brugte og sætter dem i stand (fordi jeg ikke har råd til at købe hvis jeg skal betale skat), vedligeholder dem og sørger for det virker når det skal bruges. I flæng er det brændstof motoriserede motorsave og buskrydder. En ny type løvsuger, industristøvsuger og en plæneklipper osv.
Jeg har brugt meget tid på oprydning og effektivisering i arbejdsgange. Rigtig meget af det har været faldefærdigt. Nogle ting jeg har gjort, for at hjælpe. Jeg har set og er dygtig til at se hvor problematikken i arbejdsgange befinder sig. Sjovt nok er virksomheden meget velfungerede i øjeblikket, min far lider ikke længere af forhøjet blodtryk, stress osv Alt fucking sammen vil jeg mene er fordi den måde jeg har grebet det an på. Jeg har altså hjulpet til at gøre mig selv ubrugelig. For det er sådan man kan ses på nu, unødvendig. Og ja jeg er ikke nødvendigvis nødvendig for en fungerende virksomhed nu her, men jeg var der også år tilbage da alt var lort og jeg skulle fungere som aflastningsbarn for mine forældres udskejelser. Jeg har også været der til at bakke op om andres ideer og hver gang andre har villet lavet noget, jeg har jo været ansat.

Jovist jeg forstår mig på, at man kan blive gammel i sin virksomhed og ikke ville implementere meget nyt eller bygge nyt. Men skal jeg se mig selv tilfreds med det i en alder af 30? Og i en situation hvor jeg har så mange kræfter som jeg har og så skal se de næste 4-6 år uden ejerrettigheder, da det kan være den tidsperiode førend det kan blive mit/vores/børnene. Jeg kan sidde nu her og have ideer til hvad jeg vil gøre, men jeg streget dem ud og tænker at det aldrig bliver til noget, jeg har ikke opbakningen.

På et eller andet punkt, har jeg jo selv valgt at gøre mange af de ting jeg har gjort . Har selv valgt at udvikle og forbedre på ting i virksomheden. Jeg er dog tit blevet stilt spørgsmålet "du/i skal finde ud af om det er det her i vil", eller brugt udtrykket "det er nu at du skal finde ud af om du vil det, ellers må det blive solgt til anden side" hovedsageligt i forbindelse med diskussioner eller skænderier, for så nu at blive sat over for en 4-6 årig periode hvor jeg stadig ikke står som ejer, og det har jo stået på nogle år sådan allerede, så det kan i værste tilfælde være 8 år... måske hvor jeg bliver påbeduttet at skulle finde ud af om jeg vil det her.... Jeg er ikke idiot. Jeg siger jo ikke "jo jeg vil undskyld" og arbejder videre under forhold hvor jeg ikke reelt set får lov at bestemme noget som helst. Det er jo trusler der kan føre til slaveri i mine øjne, især over for svage mennesker. Jeg blev stiktosset over det for 6 måneder siden.

Anyway, jeg har ingen planer om fuldstændig at skulle bestemme alt muligt hele tiden. Jeg har så sagt, at jeg gerne ville have en dato og en ca salgspris på virksomheden. Min far siger han ikke på nuværende tidspunkt kan give en dato han vil sælge eller ved hvad prisen er. Det er det eneste jeg spørger om, jeg kan gå med til at arbejde 4 år forhåbentligt ikke (højst sandsynligvis) 6 år til og acceptere af intet af det jeg ønsker, bliver gennemført, men at jeg stadig aktivt skal deltage i andres initiativer.

Da det gik dårlig for mine forældre, har min far tit sagt at det var med livet som indsats. Men efter jeg er kommet til, er det ikke længere med livet som indsats.

Ku skrive en bog faktisk, jeg kunne skrive en bog,