Hej alle sammen Jeg har i efterhånden mange år gået og drømt om at arbejde på mit eget projekt, og nu skal det altså være! I øjeblikket arbejder jeg som softwareudvikler og er konsulent hos en stor dansk finansvirksomhed. Jeg kæmper dog meget med motivationen, da jeg ikke kan se, at det, jeg laver, skaber en positiv forskel for nogen som helst. Derfor har jeg også besluttet mig for, at det er på tide at prøve noget nyt. Ikke blot som et hobbyprojekt, men som noget, jeg går all-in på. Problemet er bare, at jeg ikke står med nogen konkret idé... Her kommer I så ind i billedet! Jeg vil nu beskrive nogle af de overvejelser, jeg har gjort mig, og håber så meget på, at jeg får nogle kloge svar i forhold til, hvordan jeg kommer videre i processen. * Jeg vil lave noget, der motiverer mig. * For at jeg er motiveret, skal jeg lave noget, jeg føler, bidrager positivt til nogen, til samfundet, eller sågar til verden. * Jeg har nogle konkrete partnere, som jeg gerne vil arbejde sammen med, fordi jeg stoler på dem og deres evner, fordi mine erfaringer siger mig, at jeg motiveres af fælles projekter, og fordi jeg er overbevist om, at det øger chancen for succes at være flere frem for én. * Udover mine kompetencer inden for softwareudvikling (som jeg allerydmygst vil mene er rigtig gode) er jeg semiprofessionel musiker, og det går jeg rigtig meget op i. Det ville være en bonus, hvis jeg kunne kombinere software og musik i et eller andet format, men det er ikke et krav. Det er sågar ikke et krav, at jeg skal lave noget softwarerelateret. * Jeg har ikke arbejdet særlig længe og har i øjeblikket en opsparet formue på ca. 100.000 kr. Derfor er det også et stort skridt for mig at skulle satse på at starte min egen virksomhed. Jeg er dog risikovillig nok til at tage springet. * Jeg har ikke prøvet at starte en virksomhed før, men jeg stoler nok på mig selv og mine evner til, at jeg kan lære meget af det jeg har brug for, og at jeg tør indrømme over for mig selv, når jeg ikke kan og derfor har brug for hjælp. Af hjertet tak, hvis du har læst helt hertil. Nu vil jeg bede om dit input: Hvad tænker du, når du læser ovenstående? Hvad bør være mit/mine næste skridt? Er jeg ved at gøre noget helt og aldeles hasarderet? På forhånd tak for alle svar. |
Hej John,
Det at stifte en virksomhed er piece of cake. Det del er jeg ikke urolig for, for det skal du nok klare.
Det som jeg bider mærke i er at du skriver: "Jeg har ikke arbejdet særlig længe og har i øjeblikket en opsparet formue på ca. 100.000 kr" - her læser jeg at du ikke har arbejdet i lang tiden siden du blev færdiguddannet. Lidt afhængig af hvor attraktiv du er på arbejdsmarkedet, så ser det bedre ud med 2-3 års erfaring fra arbejdsmarkedet end et år (hvis det er tilfældet). Husk også på at pandemien gør arbejdsmarkedet uroligt og ingen ved hvornår arbejdsmarkedet er tilbage som inden pandemien (kommer der en finanskrise oven i pandemien? Tidsmæssigt er det ikke umuligt).
Opsparing på 100.000 kr er lidt lidt (hvis du ikke har en rig onkel eller kæreste som er villig til at finansiere dig). Jeg kender mange som har startet egen virksomhed og det er dælme ikke mange af dem som har kunne hæve løn det første år (jo der finder selvfølgelig dem som starter egen konsulentvirksomhed/reklamebureau/håndværker eller lign hvor der faktureres timer) med dem som starter kontorhotel, udvikler software program ol. gør det sjældent. Afhængig af din type af virksomhed, så vær opmærksom på at det kan tage flere år inden du har den løn som du har i dag.
Det lyder på dig som om at du er villig til at teste hvad som helst, bare for at kunne opsige din nuværende stilling. For at have success, også om 5 år, så krævet det en god forretningsidé. Start når du har en god forretningsidé.
Du skriver "Jeg har nogle konkrete partnere, som jeg gerne vil arbejde sammen med". En god forretningsidé skal ikke være afhængig af gode venner (jeg har set flere eksempler på at gode venner, efter et stykke tid, er knap så gode venner når ingen vil være ansvarlig for manglende salg og når alle vil bestemme farven på visitkortne.
Hvis jeg var dig: forudsat at du ikke bryder din ansættelseskontrakt, så start din virksomhed ved siden af dit ordinære arbejde, og vent med at opsige nuværende job til at du klare dig for indkomsterne fra din egen virksomhed.