Profil for Moestrup

TT
Nu taler vi andre ikke om ”knalde”.
Men for diskussionens skyld;

• Hvorfor skulle du og den smukke pige ikke finde sammen, hvis der er gensiddig lyst? Hvorfor, hvis der er mulighed for det, begrænse sig og hinanden? Hvad er det for et liv, hvis vi ”hele tiden” forhindre hinanden i at leve.

• Hvorfor fanden – undskyld! - skal vi leve et ”moderat” liv. Hvis det er dét du gør, mit gæt, sorry, så kan jeg godt forstå, at du er mavesur og din holdning giver så enddog meget mening.

• Hvis du bliver yderst tiltrukket af den smukke pige, er du vel heller ikke gået på kompromis? Er du? Det tænker jeg ikke, og hvorfor så holde sig tilbage?

• Tænk videre; hvis du og din kæreste gav slip på hinanden, og I blev sammen fordi I havde lyst til at blive sammen, og UDEN at sætte grænser for hinanden, og at det var ok for hende, at være sammen med den smukke pige, og det BLEV en fantastisk oplevelser, fordi DU er kvalitetsbevidst og at du IKKE behøvede at leve moderat, men virkelig kunne blomstre?

• Hvordan tror du så du blev som menneske? Et menneske som vækstede, som blomstrede fordi du ikke mere levede moderat?
  Hvilken mand tror du dine kæreste vil have? En mand som lever moderat eller mand som er sig selv tro mod enhver følelse i sit sind? Tænk hvis du kunne komme hjem og være ærlig hver eneste dag, og tænk hvis du ikke mere skulle holde skjult, at du tændte på den smukke pige i baren?
  
  Tør du tage snakken med din kæreste?
  
  

• Og mht det lumre; det er din kamp. Jeg oplever intet lummert, men åbenhed, dybfølt kærlighed, sandhed, troskab og ingen skyld og skam. Jeg skal aldrig lyve, Kenneth, og jeg kan dele enhver oplevelse. Og Kenneth; jeg lever på intet tidspunkt moderat. Og det smitter! ;o)

   

• Jeg er inderligt glad for, at du kender følelsen af ægte kærlighed! Så er vi to! Mindst ;o)

Der er ingen evidens for, at vi kun kan elske eet menneske af gangen. Ligesom der heller ingen evidens er for, at vi SKAL elske mere end et menneske af gangen.
Der er dog temmelig tydelige beviser for, at mennesket rent biologisk set er polyseksuelt og/eller polyamorøst, og at selve den monogame konstruktion er en ren religiøs kontrolforanstaltning og/eller kulturelt betinget.

Det findes masser af antroplogiske studier på nettet – google selv ”monogami biologi”.

Kenneth du skriver, at du behøver en argumentation for det polyamorøse?

Ordet er ”Kærlighed”.
Du skriver videre, at der ”sker en konstant tilføjelser og udskiftninger” (implicit i miljøet).
Min erfaring er, at kærlighed for den polyamorøse er lige så alvorlig en sag som det er for den monogame, og dermed sker der ikke flere udskiftninger. Måske ovenikøbet færre udskiftninger, da man her ”får tilfredsstillet” alle sine behov uden at skulle skilles og starte forfra. Samtidig med, at man ikke behøver at være utro men netop KAN være fuldkommen tro.

Og ja, vi ER komplekse væsener, og ja, vi ER begyndt at tænke mere og mere selvstændigt, og vi ER ved at slippe den partrialske verden som herskede for nogle få generationer siden.

Dit livssyn er IKKE forkert...for dig selv! Men det kan sagtens og er velsagtens forkert for en masse andre, på samme måde som den polyamrøses er, og som den homoseksuelles er.

Der ligger psykologiske beviser for at singelkulturen er betinget af egoisme, men mere af en rådvildhed, og at vi som mennesker befinder os i psykologisk brydningstid, jvf blandt andet det med partrialske, at kvinder tager mere og mere magt. Ja, det vel en del af evolutionen? Men jeg oplever med mine klienter, at det ikke handler om at sætte sig selv først, men om at man IKKE tør sætte sig selv i centrum af frygt (??) for at virke selvisk!

Du har ikke ret i, at man kan gradbøje kærlighed. Men måske er der ikke så mange som har ressourcerne, evnerne, modet eller hvad det nu kan være, til at TURDE kærligheden. Men det er en anden sag. Men jeg tror, at vi hver især har et billede af, hvad ægte dybfølt kærlighed er;

Mit bud er, at det er at være fuldkommen sårbar, være totalt trygt, mærke dybt i sjælen, at dem man elsker kender éns puls og vejrtrækning. At man ikke tvivler, ikke frygter, at man har modet, og at man føler sig fyldt op.

Men du bliver nødt til at accepterer og rumme, at nogle mennesker ER istand til, og har behov for, at elske mere end eet menneske af gangen. At dén kærlighed heller ikke er selvisk og egoistisk, men handler om at give. At dén forelskelse og kærlighed ikke adskiller sig fra det monogame, blot at den KAN indeholde kærlighed til mere end ét menneske på én gang. Du bliver også nødt til at acceptere og rumme, at de følelser der opstår er og eller kan være lige så stærke som den monogame har, og at man ikke – nødvendigvis – har flere og skiftende partnere. Kærligheden er nødagtig lige så besværlig, let, umulig, skub idiotisk, vidunderlig, IDIOTISK og fantastisk uanset om det monogamt og polyamorøst.

At det så er så meget i medierne lige nu, er mit gæt, at det ”sælger aviser”.

Bh

/Niels Moestrup

Kenneth

Hvem siger, at man skal "kæmpe for kærligheden", hvis den nu kommer af sig selv, ved at være oprigtig og tro.
Hvem siger, at det at være polyamorøs er et bekbemmelighedsforhold. Der opstår, som jeg oplever det, nogle af de samme konflikter, til gengæld skal vi ikke holde noget som helst skjult.

Og som JEG har oplevet, har det ALDRIG handlet om egoisme, men om at give. Det har aldrig været dyrisk, det har aldrig været ligegyldigt.

TT - Tekstforfatter.

Du sidder faktisk og gør dig til dommer over en andens følelser, og beskriver hvad der er rigtigt og forkert, når du skriver at det er "egoistisk liderlighed".

Når jeg nu siger, at jeg har hævet mig selv over  det "udelukkende seksuelle", og at det først og fremmest handler om følelser og kærlighed, og at jeg på ingen måde går i seng med een, uden at jeg dybt forelsket. Sagt på en anden måde; sex fylder så ukristeligt lidt!
Så er der intet egoistisk i det for min side.

Hvis du så bliver ved med at sidde der med korslagte arme, så er det vel ikke fordi du er interesseret i en reel diskussion, men at du har taget en beslutning om hvad der er rigtigt for dig. Og for andre?

Jeg er tro mod mig selv og mod min partner. Jeg kan se hende i øjnene uden skyld og skam, hvis eller når jeg reagerer på et andet menneske. Og vice versa.
Hvis du er i et forhold TT, kan du så gå hjem og fortælle, at du tændte på kvinden i baren uden det mindste problem?
Nu kan du så påstå, at det aldrig er sket for dig....

Og helt ærligt TT, jeg undrer mig hvad du personligt får ud af at være fordomsfuld. Kan du give et klart svar på det?

Og hvad er det der gør, at du nægter at rumme mennesker, som lever på en anden måde end du?
Hvad vil dit uddybende svar være her?

De bedste hilsner
Niels Moestrup

Det undrer mig lidt, hvordan du anvende ordet egosime, når der er tale om kærlighed!?