Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Iværksætterblogs WordPress-værkstedet på Amino Hvad koster en WooCommerce webshop? (1)

Hvad koster en WooCommerce webshop? (1)

1,433 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
08 February 2020


Hvad koster det egentlig at lave et WordPress-website med en WooCommerce webshop? Her er første indlæg i en lille serie, som giver et overblik over hvad du skal bruge penge – og tid – på.

Hvis du går ud søger efter en freelance udvikler til at lave din WooCommerce webshop og slår en opgave op herom, så kan du få tilbud på alt fra nogle få hundrede kroner til både 10 – 20 – og 30.000 kr. – og op!

Det drastiske spænd i priserne skyldes mange ting.

De allerbilligste tilbud kommer typisk fra udviklere som er bosiddende i andre lande end Danmark og derfor har lavere udgifter som de skal dække. Du kan måske købe en lille webshop til 500 kr. med 5-10 produkter og alt inklusive, hvis du dog selv sørger for hosting og domæne.

I den dyreste ende bliver webshoppen lavet i Danmark og her vil priserne som regel være fra flere tusind kroner og op. Og hvis der skal laves mange – måske flere hundrede – produkter, samt indgå hjælp til tekst og design, marketing og søgemaskineoptimering, og meget mere, så løber det let op i både 10 og 20.000 kr og mere til. 

Priserne svinger dog utrolig meget, også for de samme sæt af opgaver, så betragt alt hvad jeg skriver her, som min helt private vurdering  af hvor jeg ser markedet lige nu. Du skal også selv ud og lave research!

Det vigtigste du kan tage med dig er faktisk ikke så meget priserne her og nu for de enkelte ting – for de kan og vil ændre sig.

Det vigtigste er at du forstår hvor meget arbejde, også for dig, der indgår i at have et WordPress website med en WooCommerce webshop – udover hvad du ellers skal bruge tid på af lager, regnskab, markedsføring, evt. ansatte, osv., osv.

Men her er hvad du skal bruge tid og penge på i web-delen:

Det grundlæggende

Du skal altid have webhotel og domæne. For små shops vil det typisk ikke koste mere end 500-1000 kr. om året for disse to ting.

Prisen stiger når du skal have en kraftigere server, som er hurtigere, har mere plads, kan tage imod mere trafik på din webshop, osv. De fleste sites vil klare sig med såkaldt Shared Hosting, hvor flere sites deler samme server på et webhotel. Men de største (eller mest ambitiøse sites) vil betale for deres egen, dedikerede server.

Installation af WordPress er relativt let på de fleste webhoteller, som har en såkaldt 1-Click løsning. Men der kan være tale om at WordPress i særlige tilfælde skal installeres manuelt, og uanset hvad vil udvikleren eller bureauet selvfølgelig tage sig betalt for det.

Jeg tager typisk det der svarer til 1 times løn for at installere WordPress, for der kan altid være noget der tager ekstra tid vil oprettelsen, alt efter hvilket webhotel kunden er på, eller hvis der er særlige krav fra starten. Nogen gør det også gratis, fordi det indgår som en del af en større opgave, og derfor vælger man ikke at tage noget for det.

Indstilling af webshoppen tager ofte lang tid  ... 

WooCommerce er WordPress’ webshop Plugin. Et Plugin er et stykke software der giver WordPress ekstra funktioner, som rangerer fra det meget enkle hvor Pluginet måske blot fjerner en detalje ved WordPress, som sætningen “designet af WordPress” i footeren på sitet – til det meget komplicerede som en hel webshop.

Når WooCommerce er installeret skal der generelt oprettes indstillinger for lager, fragt, skat, moms, osv. Det kan være en længere process og kan sagtens tage en time eller to.

Og heri er ikke indberegnet installation og konfiguration af betalingsgateway, labelsprint, regnskabsintegration og andet godt! (Lidt mere om det nedenfor.)

Jeg laver selv altid et overslag baseret på informationer fra kunden om hvor lang tid denne del vil tage, og det kan variere meget - bare de grundlæggende indstillinger.

Har kunden f.eks. kun ønske om at sende varer for et enkelt gebyr eller skal der oprettes mange forskellige fragtklasser for forskellige typer af produkter?

Det er bare et af de spørgsmål som afgør hvor meget tid det tager at lave en grundlæggende WooCommerce webshop.

Regn med at denne del af processen i hvert fald kan koste tusind kroner eller mere (1-2 arbejdstimer). 

Der er med andre ord rigtig mange elementer i WooCommerces grundlæggede indstillinger der skal tages hånd om, og derfor kan det godt tage længere tid end man lige tror! Og så vil man ofte være ude for at skulle vende tilbage og løbende ændre noget, f.eks. omkring lagerstyring og fragt, alt efter som ens webshops situation ændrer sig.

Alt det andet ... 

Du skal en betalingsgateway. Den gør det muligt at køre kreditkort i din shop.

Du betaler så for at bruge denne gateway, f.eks. Stripe, på abonnement + en pris per transaktion.

Gateway-udbyderne giver dig som regel måske 50, 100 eller 200 betalinger gratis og så derefter tage et lille gebyr per transaktion. Men det kan sagtens være skruet sammen på anden vis.

Her er det en fordel at studere de seneste tilbud nøje, sam oversigter som kortgebyr.dk

Herudover skal du ofte regne med udgifter til købe-Plugins som Pakkelabels el. lign. der gør det let at printe labels og beregne forsendelse med forskellige fragtselskaber.

Mange vil også gerne have integreret deres regnskabs-system med shoppen, hvilket igen typisk kræver at man smutter i byen og køber en tredjeparts-integration (altså et Plugin) som klarer paragrafferne.

Et regnskabssystem som Dinero eller economic kan have flere forskellige Plugins (eller Apps om du vil) til at integrere med WooCommerce, og disse er ofte lavet af andre firmaer, men kan købes via Dinero eller economics hjemmesider.

Endelig kan der være et hav af småting, alt efter typen af shop, som enten skal laves via kode eller gratis Plugins eller tilkøbes fra markedet af WordPress Plugins. Det kan f.eks. være muligheder for at printe fakturaer, stregkoder til lagerstyring, abonnementsordninger både for fysiske og digitale produkter og meget. Og meget mere.

Det er selvsagt for vidtgående et emne til at vi kan dække det hele her, men vær forberedt på at i hvert fald en udgift til et system så det blir let at printe labels til pakker og få beregnet fragt, hvilket næsten er et must-have til de fleste shops med fysiske produkter som skal sendes til køberen. 

Samlet set bliver det ... 

De grundlæggende features ved en webshop er noget der altid skal med, for at det hele kan fungere, så det er svært at sammenligne prisen på det i mellem udbydere, fordi det ofte vil være en del af en større pakke.

Men en tommelfinger-regel er, at du skal regne med i hvert fald omkring 5000 kr. minimum til de grundlæggende udgifter for webhotel, domæne, installation af WordPress og WooCommerce, samt abonnement, installation og indstilling af betalingsgateway og andre Plugins.

Og så er vi ikke engang kommet til at lave produktsider endnu!

Og en webshop er jo ikke noget uden et flot design og nogle flotte produkter. Det skal vi se på i et kommende indlæg!

*

P.S. Jeg ved godt at priser kan være et lidt følsomt emne. Nogen vil mene ovenstående eksempler er for uklare, for dyre, for billige, eller bare at jeg har glemt en hel masse opgaver (og dermed omkostninger).

I fremtidige indlæg vil jeg tale om mange andre omkostninger, f.eks. til design og marketing, så den del vil der blive rådet bod på!

Men ellers så håber jeg indlægget kan være hjælpsomt for dig der skal til at starte med at få lavet din første WooCommerce webshop - det er dig der skal tage stilling til om f.eks. 5000 eller 10.000 kr. er for meget, for lidt eller lige tilpas. Det er der ikke nogen facitliste for.

---

Dette er et lettere redigeret og forkortet indlæg fra min blog med tips og tricks til WordPress

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Ulrik skriver Skriv dig op
Vi bruger cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på Amino
Læs mere