Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Iværksætterblogs WordPress-værkstedet på Amino Den vigtigste grund til at dit WordPress website går i stykker

Den vigtigste grund til at dit WordPress website går i stykker

393 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
01 February 2020

Jeg ser det igen og igen hos mine kunder og andre – folk opdaterer ikke deres WordPress, deres Plugins, eller Temaer. Og så går det galt.

Manglende opdateringer er den primære årsag til at dit website eller din webshop begynder at få fejl, eller helt bryder sammen.

Det er også en medvirkende årsag til at disse sites bliver spammet og hacket, men ikke den primære.

Den primære årsag til hackning er, efter min vurdering, at folk tit laver nogle passwords som er meget lette at gætte. Men manglende opdateringer vil også tit være synderen, simpelthen fordi ældre stykker software indeholder flere sikkerhedshuller.

Hvorfor skal man opdatere WordPress?

WordPress er ligesom al anden software – også det på din egen computer, hvadenten den er Windows, Mac eller måske en Chromebook: Det skal opdateres. Der kommer hele tiden nye versioner.

Og eftersom WordPress er såkaldt Open Source software og sat sammen af Plugins der måske er lavet i syv forskellige lande, så skal der ikke ret meget til før end disse mange del-elementer af et WordPress website ikke kører godt sammen.

Den hyppigste grund til at noget ikke fungerer, eller til fejlmeldinger og sammenbrud, er således at Plugins ikke er fuldt opdaterede.

Eller Temaet. Eller WordPress selv. Hvis bare en af disse tandhjul ikke er den nyeste version, så kan der i de andre byggesten i mellemtiden være sket nogle ændringer i koden, som gør at der kan gå knas.

Og eftersom der ikke er nogen central myndighed der styrer alt i et WordPress website og sørger for at alt er kodet så det spiller perfekt sammen på samme tid, ja, så kan og vil der ske fejl. Det er prisen for Open Software som er gratis.

Er WordPress bare et usikkert system?

Nej. Jeg synes generelt at WordPress kører rimelig stabilt, og det er helt sikkert en myte at WordPress skulle være mere usikkert, isoleret set, overfor hackning end andre systemer.

Men en af årsagerne til at WordPress tit bliver hacket er, udover systemets udbredelse, at folk ikke opdaterer systemet – eller delene i det (Plugins, osv.).

Eller at de beholder Temaer og Plugins som ikke bliver fornyet fra udviklerens side længere.

Der skal således to til tango: Opdateringer skal først ske af den eller de som har udviklet de mange komponenter til WordPress.

Dernæst skal du som bruger af WordPress reagere på beskeden om at der skal opdateres.

Jeg har således været ude for kunder som har Temaer der blev lavet for 10 år siden, og hvor udvikleren for længst er forsvundet, som undrer sig over at deres menuer og sidebars, f.eks., begynder at give fejl og til sidst ikke længere fungere.

Det er ikke fordi kunderne ikke har opdateret selv, men fordi koden i et Tema, som udvikleren stoppede med at vedligeholde for måske 5 år siden, simpelthen ikke længere ‘kører’ sammen med nyere kode-standarder i selve WordPress og det omgivende system af Plugins m.v.

Tre typer af problemer ved manglende opdateringer

Hvordan finder man så ud af at der ikke er opdateret?

Normalt skriver WordPress selv en reminder om at der ikke er opdateret, men hvis du har været vant til at ignorere denne, så vil du typisk få mistanke om at noget er galt fordi der sker et eller flere af følgende:

1) Fejlkodemeldinger

Disse kommer enten i kontrolpanelet eller henover WordPress websitets frontend.

Disse meldinger kan nogen gange fremkomme, mens nogle komponenter, f.eks. en Plugin, stadig fungerer, men som en advarsel:

F.eks. om at den pågældende Plugin skal opdateres for at kunne ‘snakke’ med den seneste udgave af det ‘sprog’ der driver WordPress – PHP.

2) Funktioner som ikke længere fungerer

Pludselig holder en slider op med at vise noget, eller du kan ikke længere trække Widgets ind i en bestemt sidebar. Det kan være forholdsvist uskyldigt, men selvfølgelig pinligt hvis dit layout begynder at se grimt ud.

Det kan være direkte katastrofalt hvis noget vitalt som en betalingsgateway i en webshop begynder at svigte, og du ikke længere kan ekspedere kunder.

3) Deciderede sammenbrud – blank skærm, totalt log-out osv.

Dit site er offline, og du kan ikke længere tilgå det. Slut færdig.

De sidste er heldigvis de mindst hyppige tilfælde, men jeg har en håndfuld kunder hvert år som kommer til mig, fordi det er kommet så langt ud.

Nogle gange er der også hacking involveret, men så vil man typisk stadig kunne bruge sitet, fordi de fleste hacks af WordPress-sites sker for at kunne udnytte sitet i det skjulte til at sende spam ud (f.eks. Nigeria-mails).

Hvorfor opdaterer folk ikke deres WordPress?

Jeg tror svaret også falder i tre kategorier:

1) Man ved ikke hvordan

Simpel, manglende teknisk viden. Og ens computer står måske til at automatisk opdatere, så man går ud fra at WordPress gør det samme.

2) ‘Det går jo nok’

Man har kørt uden at opdatere i månedsvis og der er intet sket. Så det føles ikke som en overhængende trussel.

Man har dog heller ikke nogen klar fornemmelse af hvad konsekvenserne kan blive af at trække den ud længere.

Så manglende viden og laissez-faire attitude til opdateringer hænger ofte sammen.

3) Man er bange for at ødelægge noget

Det er den omvendte situation. Man er godt klar over at opdateringer er vigtige, men har hørt meget om hvor let det er at ødelægge et WordPress-site hvis man ikke opdaterer på den rigtige måde.

Man ved heller ikke hvordan man skal tage backup og retablere et site hvis uheldet er ude.

Og man har travlt med alt mulig andet.

Og så lader man bare tingene køre, mens der kommer flere og flere opdateringer og risikoen for at noget går i stykker når man så endelig opdaterer … er meget større!

Der kan selvfølgelig være andre grunde, men jeg tror det er de hyppigste.

Og nu håber jeg at jeg har givet dig en rigtig god motivation til lige at få kigget på om du har nogle opdateringer som mangler! :-)


---

Dette indlæg er et uddrag af et længere indlæg fra WordPress-værkstedets blog, let redigeret.

Hvor mange stjerner giver du? :
Vær den første til af få Ulrik blogindlæg Skriv dig op
Vi bruger cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på Amino
Læs mere