At uddanne til innovation - og hvorfor vi fejler!

2011-08-31T07:13:00Z

Skolesystemer over hele verden har to formål. At uddanne vores børn således at de vil passe ind i det 21. århundredes økonomi. Selvom vi ingen idé har om, hvordan økonomien vil se ud i fremtiden. Den anden ting er kulturel. Vi forsøger at give vores børn kulturel identitet, således at vi kan fastholde vores kulturelle historie og værdier, mens vi samtidig skal indgå i et globalt fællesskab.

Jeg vil argumentere for at det skaber problemer når vi forsøger at opnå disse mål på samme måde som vi har gjort de sidste mange år.

Vores skolesystem stammer fra oplysningstiden i England i det 19. århundrede og bære præg af de økonomiske omstændigheder af industrialiseringen. Sagt på en anden måde er skolesystemet skabt i industriens interesse. Industrien har brug for konstant vækst, men det samme kan ikke lade sig gøre for uddannelse. Hvor en gymnasial uddannelse tidligere kunne være nok til at komme på arbejdsmarkedet, er en bachelor nu næsten obligatorisk og selv med en Ph.d. eller MA er du ikke sikret et job. Man kan tale om akademisk inflation. Samtidig er vores syn på intelligens blevet knyttet tæt til akademiske egenskaber, hvilket får mange talentfulde mennesker til at tro de ikke er det.

Ingen ved hvordan vores fremtid ser ud, så hvordan skal vi uddanne mod den? Ord man ofte hører i den sammenhæng er innovation og kreativitet. Innovation betyder at skabe noget nyt. Kreativitet består i at få en original idé som har værdi. I den sammenhæng syntes jeg det er relevant at se nærmere på hvad en idé i virkeligheden er. Begrebet bliver ofte forklaret med vendinger som lysglimt og åbenbaringer. Politikens ordbog forklarer en idé som et pludseligt indfald som sætter noget i gang. Alt dette er i mellemtiden lidt af en retorisk overdrivelse. Idéer er netværk og ikke en enkeltstående ting. En flot måde at beskrive hvordan mennesker kommer frem til nye idéer på, er gennem biologi, eller vel rettere biokemi og hvordan ”livets” idéer fremkommer. Der er store ligheder. Tager vi helt tilbage til før livets opståen finder vi to vigtige faktorer: kulstofatomer og vand. Det fantastiske ved kulstofatomer er deres evne til at danne kæder og ringe af forbindelser med andre atomer. På denne måde opnås basis for proteiner, kulhydrater, DNA, lipider osv. Sammen med vand skaber dette et fantastisk scenarie hvor kulstofatomer kan flyde frit rundt og kollidere tilfældigt med andre atomer mens de konstant forsøger at skabe nye forbindelser. Det altafgørende her er altså evnen til skabe forbindelser på kryds og tværs og en vis tilfældighed.

Denne proces må jo siges at være meget organisk og kommer for sjældent til magt i vores lineære skolesystem. Jeg syntes mest af alt vores skolesystem minder om en produktionsvirksomhed fra industrialiseringens start som fejlagtigt forsøger at skabe ét produkt, universitetsprofessorer. Klokkerne ringer ind efter frokostpausen og der fremkommer en stor del opdeling. Opdeling i adskilte lokaler. Opdeling efter fag og opdeling efter alder. Er alder virkelig den bedste fællesnævner vi kan finde? Alle ved at børn arbejder bedst på forskellige tidspunkter af døgnet, nogen arbejder bedst i grupper andre bedst alene. Samtidig bliver elever testet igen og igen og for det meste separat. Det er forbudt at kigge efter hinanden. Det er åbenbart kun på arbejdsmarkedet at dette må betragtes som samarbejde. Tests i sig selv giver en fornemmelse af at fejl ikke er tilladt. Desværre er det sjældent muligt at være kreativ og original hvis man frygter at tage fejl.

Vi er alle født kreative, det svære er at forblive det. Picasso sagde engang noget i den stil. I dag ser det ud til at vi bliver uddannet fra vores kreativitet. George Land og Beth Jarman har i bogen Breakpoint and Beyond opstillet et spændende forsøg for at måle menneskers evne til at tænke ”ud af boksen”. I forsøget beder de 1500 mennesker om at tænke på nye måder at benytte en papirklips på. Det spændende er at de samme 1500 mennesker bliver testet igen og igen fra deres barndom til de er voksne. I en alder af 5 år kunne hele 98% af forsøgspersonerne betragtes som eksperter i denne form for tænkning. I en alder af 10 år var dette tal faldet til 50% og det fortsætter med at falde drastisk herfra. Svaret på denne udvikling ligger i at vi bliver uddannet til at der findes ét svar på alting og svarene får vi leveret. Udfordringen ligger i at huske dem. Et andet forsøg har testet elever inden opstart på gymnasier og universiteter. Forsøgspersonerne er her blevet testet for to ting. IQ og selvdisciplin. Resultatet viser at selvdisciplin, det vil sige evnen til at sidde stille og holde kæft, er dobbelt så vigtig en faktor for at gennemføre en uddannelse som IQ.

Det er på tide vi indser at talent og intellekt er alsidigt. Ikke alle er født til at blive professorer. På skoler over hele verden har fagene samme rangdeling. Øverst ligger matematik og sprog. Herefter kommer humaniora. I bunden og sjældent set kommer kunst, musik, drama og dans. Den nederste halvdel rummer alt hvad der taler til æstetik. Æstetik taler til vores sanser og følelser og er for mange mennesker alt sigende for deres evne til at tænke kreativt og udfolde sig. Samtidig har vi set en stigning i børn som bliver diagnosticeret med ADHD på 100% over de sidste 5 år. Jeg er ikke psykiater og kan ikke give en professionel vurdering af en sammenhæng, men jeg syntes det er opsigtsvækkende. Elever med ADHD bliver medicineret for at kunne holde sig stille i timerne. Hvis man er lidt skarp på det engelske sprog vil man måske kunne se en sjov sammenhæng mellem ordene ”aesthetics” og ”anaesthetics” her. Uddannelse må tale til vores lidenskab.

Edward M. Hallowell er psykiater og har arbejdet på Harvard Medical School i 20 år. Han har fokuseret meget på at undersøge under hvilke omstændigheder mennesker kan arbejde til deres fulde. Skinne som han selv kalder det. Første skridt er at få folk placeret i et arbejde som ligger i krydset mellem tre ting. Hvad de er gode til. Hvad de kan lide og hvad der bidrager med værdi til deres omgivelser. Her vil mennesker trives bedst og kunne bringe mest ud af deres talent. Her ligger deres gnist. Hans arbejder koncentrere sig om virksomheder, men jeg syntes det samme burde gælde for skolesystemet. Det er skolesystemets ansvar at finde denne gnist i folk og puste til den for at opnå det mangfoldige talent som jeg mener det menneskelige samfund har brug for.

Jeg vil slutte af med at citere Sir Ken Robinson som beskriver problemet med en ganske smuk metafor. Den lyder nogenlunde således: I stedet for at se børn som mekaniske dele som skal føres gennem vores lineære, industrielle model af et skolesystem må vi se det som et landbrug. Du kan ikke forudsige resultatet af menneskelig udvikling ligesom en bonde ikke kan forudsige resultatet af hans planter. Det er organisk udvikling. Det eneste han kan gøre er at plante frøet og skabe de rigtige betingelser for dens udvikling.

Mennesker er ikke så endeløst manipulerbare og forudsigelige som man ville tro.

Casper Strømgren

@Stroemgren