Amino Ekspertblog

Ekspertblogger på Amino om strategi, ledelse og netværk

Jeg ved, hvad du har brug for

Skrevet af:
17. juli 2013 | 8.440 Visninger | 60 kommentarer
Hvor mange stjerner giver du? :

Amino Ekspertblog

Soulaima Gourani

Ekspertblogger på Amino om strategi, ledelse og netværk

Hvis verden skal blive et bedre sted, må vi alle tænke over, hvordan vi i højere grad kan hjælpe andre. 

Det at gøre gode gerninger, kan vi alle gøre noget mere af.

Personligt har jeg valgt at bruge over 30% af min tid på NGO arbejde. Det tager vildt meget tid fra mit “rigtige” arbejde og koster mig mange penge.

Men de mennesker jeg hjælper, giver faktisk så meget igen. Det kan jeg anvende som energi til mit “rigtige” arbejde.

Jeg er netop kommet tilbage fra Myanmar (Burma) hvor jeg fik mulighed for at arbejde med næste generations ledere. Unge lokale som skal lære at være ledere, være demokratiske, give præsentationer, debattere osv (lifeskills træning).

Da jeg forlod landet, fik jeg afvide, at jeg var deres nye helt! De sagde sågar at jeg nu var deres nye "Lady". Hér hentydede de til at jeg var deres nye Daw Suu.   

Landets unge har akut brug for flere rollemodeller, som de kan se op til, og som kan skabe håb for deres fremtid. Idag føler en stor part af dem kun at der er een sand rollemodel - The Lady. Hun er, for de fleste, for svær at leve op til.   

Efterfølgende at modtage Aung San Suu Kyi`s anerkendelse for arbejdet, var alt værd. Jeg er nu blevet spurgt om jeg vil komme tilbage til landet, og fortsætte hvor jeg slap.

Sagt med et smil på læben, jeg er igen helt. Jeg gav dem blot det jeg kunne, og det jeg vidste. Og jeg gjorde mig så den ulejlighed at flyve dertil, og tilbyde det jeg kan. I dag griner vi lidt af alle dem som påstår de ikke vidste at der fandtes KZ lejre i 2. verdenskrig. I dag  er det jo almen viden for os alle, at de fandtes. Om 20 år vil vores børn spørge os, hvordan vi kunne være så ignorante overfor humanitære katastrofer som ex. i Syrien.

Globalt set er 365 konflikter i gang, 31 af dem klassificeres som meget voldelige. Hvordan kan vi lukke vore øjne? 

Du behøver ikke vente på at blive en leder, vente på at blive en helt eller på at hjælpe nogen. Og du behøver ikke, som jeg gør, at rejse rundt i hele verden i håbet om at den skal blive et bedre sted. Du kan starte lokalt her i landet.

Og du behøver ingen organisation for at kunne gøre det. Alle kan hjælpe, også selvom du er arbejdsløs og ikke MÅ for systemet (eller hvad det nu var I debatterede på min forrige blog - rystende hvis man afstår sig at hjælpe andre, fordi systemet siger man ikke må!)

Alle må hjælpe andre. punktum.

Er du ledig og uden job, og har du en masse viden, skal du ikke bilde mig ind at du ikke må dele ud af den (igennem dine blogs, møder mv). Man hjælper ingen ved at sidde hjemme ved køkkenbordet.      

Lokale helte

Jeg er sikker på at bag de fleste Aminoskærme, sidder der en masse lokale "helte" som udøver gode gerninger. Helte som er rollemodeller i lokalsamfundet, fordi I inspirerer og fordi I som de iværksættere I er, skaber lokale arbejdspladser.

Måske føler du dig ikke just som en helt eller som een der er kendt for at gøre gode gerninger?

Lad mig lige dvæle ved ordet “helt” og “heltedåd”. 

I langt de fleste tilfælde af heltedåd, lyder det fra helten, at han selvsagt kun gjorde det, alle ville have gjort! 

Virkeligheden viser, at det er en sandhed med modifikationer, men rigtigt er det, at det er en grundlæggende del af menneskets evolutionære udvikling at hjælpe sine medmennesker.

Det var engang simpelthen nødvendigt at stå sammen for at overleve som art[1].

Siden har den danske iværksætterkultur været medvirkende til og gjort, at det er blevet indiskutabelt godt at hjælpe andre iværksættere (ironi kan her forekomme). 

Iværksætterkulturen er - og bør være et forbillede for resten af samfundet.

Iværksættere her på Amino hjælper hinanden ikke? Gør vi? Er netværket fuld af lokale helte?

Når jeg sidder og læser jeres mange bidrag og indlæg, så ser jeg en gavmildhed så stor, fra mange af jer. Men jeg oplever dælme også mange af jer som er så primitive og nærige med jeres viden og gode råd, og at det mere handler om at svine folk til - til tider bliver søgende sjæle enddog latterliggjort. Er det Amino/iværksætterånden?   

Alle bør føle de bliver bakket og bygget op - så måske vi skal tænke over tonen, når vi forsøger at hjælpe hinanden - værdighed). Det er fint at være kammerater og slåskammerater - men det skal ske værdigt. Amino er et helt særligt sted, og det bør vi værne om - sammen.  

Når det handler om at hjælpe andre, så er der en masse tavs viden og passiv hjælp derude.  

Mange af os  tænker- helt automatisk, at det nok ikke er så alvorligt, når andre ikke reagerer (når vi hører om een som mangler hjælp til noget). Her taler jeg om det øvrige samfund.  

Nogle af os er endog tilbageholdende af frygt for at blive til grin, og andre tvivler på, om de mon kan løse opgaven.

Til gengæld griber flere ind, hvis først én tager teten.  

Du kan let blive en "helt"

De fleste har nok en forestilling om, at der findes mennesker, som er helte fra naturens hånd ;-)

Folk med særlige idealer, vi kan se op til.

Men man har endnu ikke fundet menneskelige faktorer, der disponerer for heltegerninger. Det afhænger tilsyneladende mere af situationen end personen.

Så du kan altså let blive en helt, hvis du vil.

Jeg forsøger virkelig at forstå hvorfor vi mennesker nogle gange ender med ikke at gøre noget for at hjælpe, selvom vi kunne. Tid og geografi er selvsagt en faktor.  

Vores samfund og kultur har udviklet sig sådan, at hverdagen er blevet stadig mere reguleret og sikker. Der er færre ting, der går galt, og derfor bliver vores øvelse i at være helte stadig mere rusten[2]

Samfundet og det offentlige bør da hjælpe folk, ikke! I iværksættermiljøet er der ingen der kommer og redder os. Det må vi selv gøre. Og netop derfor har vi brug for, som vi gør her på Amino, at vi hjælper hinanden. 

Ude i samfundet, ude i det fysiske liv, er der er faktisk også den faktor, at vi kun gider hjælpe dem vi kan lide, og altså ikke nødvendigvis dem der har mest brug for det. 

Faktisk hjælper vi gerne folk, men altså mest dem, vi kan lide! Så forskning tyder på vi ikke nødvendigvis hjælper dem, der har brug for det, men vi hjælper DEM vi ønsker skal blive en succes.  

For at understrege; jeg er helt sikker på at alle Aminoer hjælper så meget de kan, både her, og i vores arbejde og igennem de produkter og services vi leverer ;-)

Men selv DU kan blive bedre.

Prøv at tænk tilbage på den sidste gang du hjalp nogen til at opnå et vigtigt mål i deres liv.

Kan du huske den episode? Hvornår var det?

Det føles godt at hjælpe andre ikke!

Alle mennesker har brug for hjælp til noget. Det overraskende er blot hvor lidt vi ved om hvad andre har brug for.

For det første bør man holde op med at tænke "hvordan får jeg folk til at gøre, som jeg har behov for at de gør (køber mine varer/ydelser)."

For at få reel indflydelse i en virksomhed, i et givent  marked, i et land eller hvad du stræber efter, må du gå igennem visse trin. Disse trin styrker din troværdighed, og styrker dine relationer, og får folk til at følge dig (og dine produkter). Lad mig beskrive et af disse trin i denne Amino blog.

Når jeg holder kurser i strategisk networking, plejer jeg at spørge folk “hvem er dine 5 -12 vigtigste faglige og professionelle relationer”

Jeg beder så om disse navne skrives ned, og at de skal skrive disse personers mål for fremtiden og vigtigste behov lige nu ned.

Overraskende er det kun de færreste, som rent faktisk har denne viden om deres relationer.

Årsagen skal findes i at vi ikke taler sammen – her mener jeg SAMTALER.

Vi taler sammen, men vi mangler tid til dybdegående samtaler, hvor vi rent faktisk får talt sammen. Vi stiller ikke gode afdækkende spørgsmål, når vi taler med folk.

Det ville være så skønt hvis flere af os kunne skrive

 “Jeg ved, hvad han har brug for”

Alle mennesker har udfordringer på et eller flere planer- dette kan være i form af de tre mest markante:

job, bolig eller kærlighed. 

Tænk på det næste gang du mødes med en vigtig relation.

Sørg for at finde ud af hvad han har af mål i livet, og hvad hans mest presserende udfordring er lige nu.

Så har du et ret godt overblik over hvad du kan bidrage og hjælpe med. Og gør så alt du kan for at hjælpe ham.

Når du tilbyder din hjælp til folk, siger du sikkert:

 “det tager mig kun lige 5 minutter at fikse det der for dig.”

Men sandheden er jo at du stormer rundt for at finde den der kontakt du har til en lejlighed, et festlokale, ham headhunteren, eller noget helt 10.

Men det betyder ikke noget, for du gør det jo gerne. Tiden spiller her ikke en væsentlig rolle.  Det vigtige for dig er at HJÆLPE og BIDRAGE.

Jo mere vi kan lide folk, des mere er vi villige til at bruge tid og energi på at hjælpe dem. Sådan er det bare.  

Disse relationer, hvor du gør så meget for dem, er ganske specielle. For det kan du jo ikke gøre overfor alle. Dertil har du ganske ikke tid nok.  Det kan alle forstå.

Men uanset om du kan lide folk eller ej, kan du altid overraske positivt, og derved blive den man husker som den gavmilde og hjælpsomme. Også af dem som egentlig ikke bryder sig om dig.

Du skal blot formå at gøre det lille ekstra. Og når du gør det, statuerer du et bevis på hvordan du er som menneske men også som erhvervsperson.

Du skal med andre ord “overlevere”.

Du skal overraske folk positivt, og gøre mere end de forventer. Og det gælder især i dit professionelle liv. Folk husker dig senere – og det for noget godt.  Tænk godt over, især før og efter et møde med et menneske: 

“Hvad skal jeg gøre før, under og efter mit møde med vedkommende”

At gøre mere af det samme hjælpe dig ikke. Du må overraske positivt.

Faktisk er den letteste måde at starte på, at begynde at være mere hjælpsom i det hele taget. Uden at forvente at få noget tilbage

It's about a mindset that starts not with results, but with relationships. You may not have any clue where those relationships will lead . . . but that's part of the excitement of real influence.

5 gode praktiske råd

  1. Pas på du ikke bliver fanget i et “nul sums spil” hvor du holder regnskab med folk og hvad de “skylder” dig.
  2. Vær generøs med dine relationer. Noget så lavpraktisk som at stå i en samtale, og een kommer hen for at deltage i snakken. Vær den der præsenterer de to for hinanden (din samtalepartner, og den nyankommne i samtalen). Vær den der endorser dem begge overfor hinanden.
  3. Slut alle dine samtaler af med “ hvordan kan jeg hjælpe dig” vær god til at lytte, vær interesseret i andre mennesker, og find ud af hvordan du kan hjælpe og bidrage
  4. Hav et grundigt kortlagt netværk, så er det lettere for dig at hjælpe andre, for så ved du hvem der kan hvad (hvem har hvilke kompetencer)
  5. Vær hjælpsom, del ud af din egen viden (her på Amino, gennem møder, nyhedsbreve, 1:1 møder, blogs, foredrag, mentor/mentees mv.) - hjælp hvis du kan, eller kender nogen som kan (også selvom du har travlt) 


[1] Professor i almenpsykologi ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann

[2] Forskning ved Ask Elklit fra Syddansk Universitet

 

Læs også


Kommentarer

Ann Antons   den 17-07-2013 kl. 11:07

Ja der går aldrig skår af en ved at hjælpe andre med det man kan. Tværtimod.

Ingen kan hjælpe 'hele verden' men vi kan hver især godt række en hjælpende hånd til dem man i hverdagen kommer berøring med, og uden at det nødvendigvis behøver at være store heltegerninger. Ganske små ting kan også sprede gode ringe i vandet, og noget som vi alle kan gøre, og uanset hvad vi hver især selv går og kæmper med.

Det kan være lige fra et varmt smil der smitter, en anerkendelse, eller man lige bruger 5 minutter på at lytte og være nærværende i nuet.

Positiv imødekommenhed gør hverdagen bedre for for hinanden.

Er kommentaren brugbar? 4 0
Martin Thorborg   den 17-07-2013 kl. 11:20

Jeg var ikke hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde delt af min viden og tid.

Det bedste jeg har gjort for mit liv og min karriere er at være gavmild.

Jo mere gavmild jer er, des rigere bliver jeg og des sjover har jeg det.

Er det ikke fantastisk?

Igen tak for et hammer fedt indlæg!

De bedste hilsner

Martin

Er kommentaren brugbar? 7 0
Fru Hartmann   den 17-07-2013 kl. 11:22

"Alle kan hjælpe, også selvom du er arbejdsløs og ikke MÅ for systemet (eller hvad det nu var I debatterede på min forrige blog - rystende hvis man afstår sig at hjælpe andre, fordi systemet siger man ikke må!)"

Det er muligt, at du synes det er rystende, men hvis det i den sidste ende betyder at man mister den minimale indtægt, som dagpengene er, kommer det til at betyde lidt mere en som så.

Som sædvanlig er det nemt for dig at komme med den slags uden at tænke over de konsekvenser det kunne få for det enkelte individ.

Er kommentaren brugbar? 3 9
Daniel Poulsen   den 17-07-2013 kl. 11:23

Puuha for et godt indlæg, endnu en gang. Fem stjerner herfra!

Dog er vi nogen der gør lidt mindre end at flyve til at u-land, men selv sådan noget som frivilligt arbejde for lokalsamfundet tæller vel.

God dag! :)

Er kommentaren brugbar? 3 0
Martin Thorborg   den 17-07-2013 kl. 11:24

Fru Hartman, du er virkelig et sandt offer, jeg håber en dag du ranker ryggen og giver den gas.

De bedste hilsner

Martin

Er kommentaren brugbar? 13 0
Fru Hartmann   den 17-07-2013 kl. 11:28

Nej Martin, jeg er ikke offer - jeg er bare realistisk.

Du har før opfordret til at "skide på loven og gøre som man vil" - det er jeg, stadig, ikke enig i.

Er kommentaren brugbar? 1 5
Martin Thorborg   den 17-07-2013 kl. 11:32

Fru Hartman du begrænser dig selv og det er synd.

Der er så meget du kan gøre, men du ser bare ofte alt det der ikke kan lade sig gøre.

Jeg ønsker for dig at du en dag ser muligheder i stedet for begrænsninger...

De bedste hilsner

Martin

Er kommentaren brugbar? 10 0
anders   den 17-07-2013 kl. 11:43

@martin / Gourani

saa i mener at fru. Hartman og andre skal gore hvad de vil, ogsaa selvom at de risikere at miste deres indtaegt i form af understottelse eller hvad det maatte vaere ?

Betaler i deres husleje, indkob bagefter saa for dem, naar de har mistet deres indtaegt ?

Er kommentaren brugbar? 3 3
Martin Thorborg   den 17-07-2013 kl. 11:47

@Anders, nej selvfølgelig ikke. Men inden for reglerne kan man en masse og hvis man hver gang man bliver præsenteret for en ide, først bruger en masse tid på at skyde den ned, så kommer man ingen vegne.

Er kommentaren brugbar? 3 0
anders   den 17-07-2013 kl. 11:51

nej okay, saa misforstod jeg dig, sorry :)

Er kommentaren brugbar? 4 0
Henrik Koudahl   den 17-07-2013 kl. 11:59

Jeg er heller ikke tilhænger af de par gange, hvor Martin har været fortaler for at se mellem fingrene med loven - MEN jeg er fuldt på linie med Martin når det drejer sig om at se på muligheder i stedet for begrænsninger.

Det er blandt ved at skubbe til grænser at regler står deres prøve og måske kan flyttes.

Er kommentaren brugbar? 3 0
Fru Hartmann   den 17-07-2013 kl. 12:13

Jeg er nu engang som jeg er. Får jeg en ide om hvad jeg kunne gøre, forhører jeg mig i hhv. a-kasse og jobcenter før jeg kaster mig ud i noget.

Er kommentaren brugbar? 2 4
Maria Nielsen   den 17-07-2013 kl. 12:35

Fru Hartmann, hvad kan jeg gøre for at hjælpe dig?

Hvad har du brug for?

Jeg er født med masser af muligheder og bunker af hjælpsomhed, og en lille smule humor - jeg vil gerne dele det med dig.

Venlig hilsen

Maria Nielsen

Iværksætter siden 1997, har kun snydt med dagpenge mens jeg har været på barsel - det har jeg tilgengæld været 4 gange. Fortæller dig gerne hvordan.

Er kommentaren brugbar? 5 3
Fru Hartmann   den 17-07-2013 kl. 12:45

"Iværksætter siden 1997, har kun snydt med dagpenge mens jeg har været på barsel - det har jeg tilgengæld været 4 gange. Fortæller dig gerne hvordan."

Er det noget du er stolt af?

Personligt synes jeg det er forargeligt at snyde sig til noget, som man ikke er berettiget til.

Nej tak, jeg har ikke behov for hjælp fra en svindler.

Og det bliver så mit sidste "bidrag" i denne debat.

Er kommentaren brugbar? 3 7
FlemmingRiis   den 17-07-2013 kl. 12:52

-Personligt har jeg valgt at bruge over 30% af min tid på NGO arbejde. Det tager vildt meget tid fra mit “rigtige” arbejde og koster mig mange penge.

Siden der skal gøres opmærksom på det er det vel en del af din branding og derfor også med til at styrke din virksomhed så helt feel good er det vel ikke (ikke at det ikke er sejt du kan afsætte så meget tid)

Er kommentaren brugbar? 3 1
Maria Nielsen   den 17-07-2013 kl. 13:46

Ja er du gal mand. Jeg er stolt af mine 4 børn og min virksomhed. Jeg har talt med mange (dansk erhverv og politikere) og at gøre reglerne mere lempelige for selvstændige på barsel. For jeg var nødt til at tale med mine medarbejdere og tvunget til at lave indberetninger til skat mens jeg var på barsel.  Og det må man ikke.

Reglerne er stive og er lavet for at forhindre misbrug, ikke for at begrænse frit tænkende mennesker i at skabe værdi for samfundet.

Tak for kritik, fru Hartmann.

Er kommentaren brugbar? 9 1
Pia Hass   den 17-07-2013 kl. 14:07

Jeg syntes også at man skal hjælpe, hvor man kan uden at tænke på hvad man får tilbage. Er helt enig i, at det er til at brække sig over Jobcenter rigide selvforståelse set i forhold til, hvad borgeren må eller ikke må. Jeg mener, at selvfølgelig skal man overholde loven, men ens succes eller drøm skal jo ikke afhænge af et par nytteløse idioter på Jobcenteret, som ikke formår andet end sætte et par stempler på dokumenterne, så er man ikke er kommet et skridt videre. Selv om deres egen selvforståelse er at de har udrettet fint faglig arbejde inden for organisationens egne forstokket selvforståelse og retorik.Det er vel ikke Jobcenteret der skal leve ens liv ? Jeg undre mig !

Er kommentaren brugbar? 2 1
Jens S   den 17-07-2013 kl. 14:20

Hvorfor bliver man forpustet og får fornemmelsen af, at der er noget galt, når man læser Soulaimas indlæg?

Er kommentaren brugbar? 3 3
dervarengang   den 17-07-2013 kl. 15:01

Fedt, fedt, fedt blog indlæg, givende i sig selv. Fantastisk!.

Kommer selv med en fortid hvor jeg hjalp andre og lavede en del frivilligt arbejde. De sidste par år har jeg selv haft brug for hjælpen, men kan mærke tingene udvikle sig og lysten til at give mere end man modtager, igen bliver større og større.

Det er super fedt at gøre en forskel for andre mennesker, også selvom det ikke indebærer tak eller økonomisk vinding.

Er kommentaren brugbar? 3 0
Jesper   den 17-07-2013 kl. 17:22

"Får jeg en ide om hvad jeg kunne gøre, forhører jeg mig i hhv. a-kasse og jobcenter før jeg kaster mig ud i noget."

Så kort kan problemet vist formuleres.

"Og du behøver ingen organisation for at kunne gøre det. Alle kan hjælpe, også selvom du er arbejdsløs og ikke MÅ for systemet (eller hvad det nu var I debatterede på min forrige blog - rystende hvis man afstår sig at hjælpe andre, fordi systemet siger man ikke må!)

Alle må hjælpe andre. punktum."

Og det er så Soulaimas holdning, som jeg er enig i. Nuf said.

Er kommentaren brugbar? 4 1
enerGitte Koldtoft   den 17-07-2013 kl. 21:20

Ja, vær altid en go giver og ikke bare en go getter. Du har ret i at man altid kan give. Alle kan give via facebook, youtube og iTunes. Alt hvad jeg laver om sundhed og plantekost giver jeg gartis. Hvorfor? Fordi min holdning til, hvordan vi skaber en bedre verden er, at jo mere plantekost og des færre animalske produkter vi spiser, des mindre sult, forurening og dyremishandling - og des færre livsstilssygdomme, overvægt mm. Men kun for dem der har lyst til inspiration og viden.Propper alrig noget ned i halsen på folk. Tak for dig Soulaima, du er for cool. Kh Gitte Koldtoft

Er kommentaren brugbar? 3 0
Mads   den 17-07-2013 kl. 22:06

Fedt indlæg. Tak for det ;)

Der er absolut ingen, der tager skade af at hjælpe andre :)

Er kommentaren brugbar? 2 0
Pia Hass   den 17-07-2013 kl. 22:47

enerGitte Koldtoft: Enig med dig i dine principper om plantekost osv. Det giver et bedre helbred og en bedre verden.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Susanne   den 17-07-2013 kl. 23:01

Jens S: Fordi det er et los i bagsiden, som sparker èn ud, hvor man ikke er vandt til at være. Og det kan give hjertebanken.

Men læs det igen, og mærk efter om det ikke giver rigtig god mening - hvis du stadig er bange, så tag bittesmå skridt til at starte med, og prøv det af... Men tag skridtene!

Det giver bonus af den helt store slags.

Er kommentaren brugbar? 4 1
Cleocatra   den 17-07-2013 kl. 23:09

Rigtig godt indlæg :-)

Der er MANGE måder man kan hjælpe andre, når man er på støtten.

Det er noget fis at man ikke må gøre noget for andre, der hvor det skiller er hvor det "kunne være betalt arbejde" eller wtf det lige var igen.

Jeg læste et citat her forleden som sagde noget i retningen af:

"If you can't do great things, do little things in a great way".

Er kommentaren brugbar? 2 0
Jens S   den 17-07-2013 kl. 23:41

Lad være at håne mig, Susanne.

Jeg har rejst til fjerne lande, med dyre flyvemaskiner, og jeg har aldrig hjulpet nogen der. Det har jeg nok brugt ½% af mit liv og mine penge på.

Til gengæld har jeg brugt resten af mit liv på at hjælpe folk, jeg har lært utallige mennesker at læse, skrive og regne og glæde sig over livet. Reddet stumper, forhindret vold, skubbet frem og simpelthen fodret og vandet. For at være konkret.

Men jeg har aldrig nogen sinde gået ud med en melding om at "Jeg ved hvad du har brug for", for det var simpelthen sådan det var. Vi gav os selv, vi hjalp, og vi tog kun fri fra det et par få øjeblikke om året.

Det er jo lidt en anden vinkel, end den der præsenteres her. Og for ikke at dømme, for det er altid godt at give, og for ikke at fordømme, for det er altid godt, når folk vågner, så udtrykte jeg blot min forbavselse. Det var mest til mig selv. "Nå sådan er det nu", "Det er ikke givet mere." At give er nu noget man vælger, og ikke noget man automatisk gør.

Derudover ligger der noget åndeløst selvpromoverende i Soulaimas tekst. Hvorfor skal man fortælle om det? Er det så ny en oplevelse? Og hvad fanden bilder hun sig ind at komme at sige, at jeg skal give 30 %, når jeg altid har givet langt mere. Så nej, hun ved slet ikke, hvad jeg har brug for, og hun ved heller ikke, hvad hun selv har brug for.

Er kommentaren brugbar? 6 0
Frank   den 18-07-2013 kl. 00:06

Hej,

Du skriver:

Om 20 år vil vores børn spørge os, hvordan vi kunne være så ignorante overfor humanitære katastrofer som ex. i Syrien.

Har du nogensinde åbnet en bog? Folk i Mellemøsten har slået hinanden ihjel ligeså længe som solen har stået op. Nutildags er det Israels skyld, men alle de lande de bebrejder Israel er ved at imploderer fuldstændigt, Syrien, Irak, Egypten, etc. Er det mennesker du har lyst til at rejse ned at redde? Jeg har ikke. Jeg har rejst en del i regionen, men det er blevet for farligt. Flere muslimske ledere har gjort det til en æressag at blive fri for de kristne http://www.pbs.org/newshour/bb/religion/july-dec12/christians_09-17.html held og lykke med at redde de her mennesker. Hvis mine børn spørger mig om 20 år hvorfor vi ikke gjorde noget vil jeg bede ham om at genlæse sine historiebøger, for så vil han forstå.

Er kommentaren brugbar? 3 1
Martin Thorborg   den 18-07-2013 kl. 00:07

Jens, du kan ikke bare tage udgangspunkt i dig selv, det er sgu for fattigt.

Super at du giver langt mere, godt for dig og dem der får.

Men der er mange der ikke forstår hvor meget det giver, at give. Både til dem der får, men også til dem der gir.

Så Soulaime forsøger blot at inspirere andre til at få mere ud af livet og bevares, hvis hun får noget ud af det personligt, så har jeg det sgu fint med det.

De bedste hilsner

Martin

Er kommentaren brugbar? 2 0
Jens S   den 18-07-2013 kl. 00:20

Martin.

At give er ikke noget man kan italesætte.

Hvis folk ikke forstår det, og det er der mange tegn på, så ve vores civilisation.

Ved at tage udgangspunkt i mig, og hvad jeg har gjort, viser jeg en generationsforskel.

Vi valgte ikke at hjælpe, vi hjalp, vi kunne ikke andet, mange af os. Vi kunne ikke vælge.

Nu vælger man. Giver det mig noget at hjælpe? Får jeg noget ud af det?

Og her produceres aå argumenterne for at hjælpe, se hvad du får ud af det.

Det er jo en fallit erklæring og mange trin ned af stigen, og det får mig til at blive ked af det.

Er kommentaren brugbar? 4 0
saj1980   den 18-07-2013 kl. 01:26

Fedt indlæg. Jeg har også, efter jeg så Martins video hos Microsoft, valgt at hjælpe andre iværksættere og ikke kun kigge om "hvad-får-jeg-ud-af-det" tankegang.

Jeg har med min partner et firma med 75 medarbejder og vi startede for 4 år siden. Vi har lært rigtig meget og ville ønske at der var flere iværksætter derude som ville dele ud med deres viden, så man ikke begik de samme fejl. Det var der ikke, så nu tager jeg skridtet ligsom Martin Thorborg og Soulaima Gourani. Idag har jeg givet mit mobil nummer ud til én som har sine udfordringer, som iværksætter. Jeg har opfordret ham til at ringe til mig, hvis han søger hjælp eller ønsker at sparre. Det er en start og det bliver bedre ude i fremtiden :)

Jeg vil begynde at netværke og se hvor jeg kan hjælpe :)

Tak for et rigtig godt forum

Er kommentaren brugbar? 2 0
Tanja Lewis   den 18-07-2013 kl. 09:34

Jeg kan godt følge dig Jens. Jeg har det med indlægget, som jeg har det med så mange indlæg af samme slags, der 'stater' god almindelig praksis - hvis altså man har overskud til det og går og øver sig i at være et ok menneske.

Det bliver altid en lille smule 'besserwisser, selvsmagende' og ikke mindst selvpromoverende, hvilket ikke nødvendigvis er 'forkert' måske bare udansk. Og hvad så?

Jeg har sådan en fornemmelse af, at Soulaimas indlæg kommer fra et godt sted, der gerne vil inspirere og motivere andre. Og det virker på en masse mennesker - og så tænker jeg, at det er sgu det vigtigste.

Resten handler om smag og behag. Og personligt har jeg svært ved når 'alt det rigtige' bliver sagt og gjort - og brugt som .....rollemodel og rettesnor. Jeg mangler nuancer, tror jeg.

Men for fa'en, dem kan jeg da så bare selv diske op med. Ikke så meget brok og weitergehen.

God sommer!

Er kommentaren brugbar? 4 0
claudio   den 18-07-2013 kl. 10:36

godt at i der ude gider gøre en forskel - så kan andre være bitre og sure.

Er kommentaren brugbar? 2 0
Christian Munch Svendsen   den 18-07-2013 kl. 12:54

Tak for et godt indlæg! Hvis nogen vil fordybe sig yderligere kan jeg anbefale bogen "The go-giver": http://www.thegogiver.com/

Er kommentaren brugbar? 1 0
Pia Hass   den 18-07-2013 kl. 15:45

Jeg tror nu også, at der kan være forskel på, hvordan forskellige generationer ser på det at give, da den ældre generation har en anden tilgang til det at være hjælpsom. Dette gælder ikke kun iværksættere, men sådan generelt set.

Som tidligere nævnt så mener jeg stadigvæk, at man skal hjælpe hvor man kan. Mit synspunkt er også, at man skal være ydmyg over for den man stiller sin hjælp til rådighed overfor, da det kun er personen selv der kender svaret på hvad vedkommende har brug for. Det betyder dog ikke, at man ikke kan inspirere og motivere i forhold til det man selv finder er det rigtige, men man må også have respekt, hvis den hjælpsøgende fravælger den hjælp man tilbyder. Det mener jeg er vigtig at have med i sine overvejelser, uanset om vælger den ene eller anden tilgang i forhold til at tilbyde sin hjælp, som har været fremme i debatten.  

Er kommentaren brugbar? 1 0
pgp   den 18-07-2013 kl. 18:20

Pænt goddag Soulaima.

Filosofien i dit indlæg rammer lige plet hos mig - især vedr. SAMTALER - mange tak for dit indlæg, og jeg håber at mange er i stand til at se pointen med klare øjne,samt hjerne og hjerte. Jeg kan ikke se Besserwisser attituder etc. i dette indlæg.

De bedste hilsner fra en sydslesvigsk iværksætter (3.gang) der er på opdagelsesrejse herinde :)))

Petra

Er kommentaren brugbar? 1 0
pgp   den 18-07-2013 kl. 18:29

.... headlinen på inndlægget er super godt - lige som det skal være, efter markedsføringbogen!

Provokerende og interessant - til at tænde folk for at læse indlægget.

Mvh. Petra

Er kommentaren brugbar? 1 0
schutter   den 21-07-2013 kl. 02:40

Vi kan ikke hjælpe Alle. Men vi kan ALLE hjælpe nogen. :-)

Er kommentaren brugbar? 1 0
Tage Danielsen   den 21-07-2013 kl. 11:27

God morgen alle.

Sikke dog en dejlig debat, den fortæller jo meget godt om vores samfund, og det at være forskellige steder i sin tilværelse.

Havde det været for nogen år siden, så ville jeg have påstået det at hjælpe andre og give væk, vil være rent tilsæt, og det var uden værdi for mig, og derfor ville det være komplet ulogisk for mig at gøre, og jeg forstår godt de forskellige indlæg, for jeg har selv været der, det har taget mig lang tid at forstår hvordan disse ting hang sammen.

Hvad godt skulle det gøre for mig at give væk at det jeg har eller indeholder, det kan være jeg har betalt i dyre somme for den viden, så er det set med forretnings øjne dumt at forære det væk. Jeg blev klogere, det kommer somme tider med alderen. Der levere en mand ved navn Bill Willson i USA, han var børsmægler, han havde en ven som var læge og blev kaldt Doktor Bob. Disse 2 mennesker havde det til fælles at have et alkohol problem. De fandt frem til hvordan de kunne få drikke trangen til at forsvinde, de var opgivet af behandlersystemet, så for dem var det liv eller død. De startede begge to deres ædruelige karriere, men ikke nok med det, de begyndte også at opsøge andre som havde alkohol problemer, og fortalte dem hvad de havde gjort for at blive alkohol problemet kvit. Bill Willson havde gået et halvt år, og forsøgt at give det væk som han havde erhvervet sig, sagde han til sin kone, nu gider jeg ikke gå mere til disse alkoholikere, for de gidder jo ikke lytte, så jeg stopper nu. Bill Willson's kone sagde til ham, hør nu her Bill, det er ikke et spørgsmål om hvad andre får ud af det du fortæller, men et spørgsmål om hvad du får ud af at fortælle hvad du har oplevet, se nu har du haft et periode her på et halvt år hvor du har været ædru, det har du aldrig prøvet før, så du har selv fået gaven ved at give den væk, det kan ydermere være det at andre pakker gaven op engang, og dermed får glæde af den.

Til dem som er skeptisk kan jeg sige, det blev starten til det der hedder AA eller anonyme alkoholikere, som i dag er en verdens omspændende organisation med mange millioner medlemmer, og for dem er det ikke et ukendt fænomen, at det nytter at give/hjælpe andre.

Når så der kommer sådan en historie som Soulaima kommer med, så vil mange sige, tag hvad du kan bruge, og lad resten ligge til du får brug for det.

Jo det stopper jo ikke her, jeg var skeptisk overfor den tanke i mange år. Jeg skal undlade at fortælle om mine egne udbrud om disse meninger om at give væk. Jeg havde det sådan at det kan godt være der var nogen der gjorde det, men det måtte jo være fordi de ville promovere sig selv, jeg var nød til at finde noget negativt om andre, således at jeg kunne fokusere på dette, i stedet for at se på hvorfor jeg ikke kunne lide at andre gjorde gode gerninger, jeg kunne så forsvare overfor mig selv, jeg behøvede ikke gøre som dem, de havde jo ikke gode hensigter med det de gjorde.

Det er bare mærkeligt der skal gå så mange år inden man finder hoved og hale i disse indstillinger, og ingen skulle fortælle mig hvad jeg skulle tro og gøre og have af indstilling, og jeg undlod heller ikke at give udtryk for min foragt for andre, men denne foragt lå jo hos mig selv, der var noget som skulle rettes.

I dag går jeg til mennesker som har brug for hjælp, jeg siger ikke til dem i skal gøre sådan eller sådan, men udelukkende fortæller hvad jeg har gjort, og i den forbindelse, kan jeg sige den "løn" man får for det, kan ikke måles i penge, det indebærer jeg har fået et livsindhold der er værd at leve, stress kender jeg ikke, lægen kender mig dårligt, jeg var ikke oprettet som kunde i vores nye apotek, og jeg kan blive ved, men ting som man ikke kan købe, bliver man selv foræret helt gratis.

Så tak for alle indlæg, jeg fik lige en reminder om dette emne, og jeg håber for alle at det må blive en god dag.

Bedste hilsen Tage

Er kommentaren brugbar? 6 0
dervarengang   den 21-07-2013 kl. 12:17

Godt skrevet Tage!

Er kommentaren brugbar? 1 0
Martin Thorborg   den 21-07-2013 kl. 18:15

Ja super indlæg Tage!

De bedste hilsner

Martin

Er kommentaren brugbar? 1 0
slettetbruger   den 21-07-2013 kl. 19:30

Jeg skimmer altid Soulaimas indlæg. Ikke fordi jeg kan bruge dem direkte, men fordi det er en forudsætning for at følge de mange kommentarer bagefter. Jeg kan ikke lade være med at genkalde mig sagnet om "Rottefængeren fra Hameln".

Havde det ikke været for begavede deltagere som Jens S., ville det dog være en mager omgang. Prøv lige at læse hans indlæg et par gange mere.

Jeg kunne aldrig drømme om at gå så langt som til at anklage Soulaima for at spekulere i hjælpsomhed og NGO-arbejde. Når tanken overhovedet dukker op i min bevidsth skyldes det formentlig den ualmindeligt, efter min mening, klamme måde hvorpå Soulaima opremser alle sine gode gerninger. Hun angler jo efter påskønnelse og er formentlig ikke sen til at skrive dem ind på CV'et.

Jeg har ikke fandens meget respekt for kalkuleret hjælpsomhed. (Viljen til) hjælpsomhed kommer fra hjertet og gives 100% uegennyttigt - ligeså naturligt og nødvendigt som at trække vejret.

Er kommentaren brugbar? 2 0
Martin Thorborg   den 21-07-2013 kl. 19:38

ivinkel, er det egentlig ikke skide ligegyldigt hvad folks motiver til hjælpsomhed er? Jeg kan bedre lide folk der er hjælpsomme for deres egen skyld, end folk der ærligt er skide ligeglade med andre..

Er kommentaren brugbar? 1 0
slettetbruger   den 21-07-2013 kl. 19:46

@ Martin

Ja og nej, det kommer vel an på vinklen man ser det fra.

Den fattige latino på lossepladsen er sikkert himmel henrykt over at få en ny nyre. At pengene kommer fra en guvernørkandidat, der har deltaget i et velgørenhedsarrangement til $20.000 pr. kuvert, er han helt sikkert fløjtende ligeglad med.

Nu er vinklen her imidlertid at diskutere Soulaimas indlæg og det er det jeg udtrykker min braffrie holdning til.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Per Krabbe, scanboat.com   den 21-07-2013 kl. 19:49

@Ivinkel: Enig der er masser af (jeg vil kalde for....) Trashhjælpere der gør det for egen vindings skyld (promotion af en selv/virksomhed - eller hvor hjælpen på anden måde fremmer en sag de har) frem for - fordi man har lyst til det.

@Martin: Den fik jeg vist ikke lige fat i - eller har jeg mistolket hvad du skriver?

Først skriver du at det er ligegyldigt hvad motiver folk har til hjælpsomhed og efterfølgende skriver du, citat: Jeg kan bedre lide folk der er hjælpsomme for deres egen skyld, ......

Er kommentaren brugbar? 2 0
Martin Thorborg   den 21-07-2013 kl. 20:17

Per, det jeg skriver og mener er, at jeg er hammer ligeglad hvorfor folk hjælper, bare de gør det...

Og hvem hjælper andre, kun for andres skyld?

Den slags tror jeg ikke en skid på. Folk hjælper fordi det giver dem en god smag i munden, de tjener flere penge eller hvad nu motivet er. Men det er altid dem selv det udspringer i... Nogle er bare mere ærlige og/eller selvbevidste end andre.

Er kommentaren brugbar? 2 2
Jens S   den 21-07-2013 kl. 20:51

Læs noget spilteori, Martin.

Fangernes dilemma.

og R. Dawkins: Det selviske gen, 1976

Spilteori er interessant,og kvalificerer forholdet mellem egoisme og altruisme, og kan i øvrigt give en del forretningsmæssig inspiration. Dawkins giver overbygningen.

Er kommentaren brugbar? 3 1
slettetbruger   den 21-07-2013 kl. 21:20

@ Martin

> Og hvem hjælper andre, kun for andres skyld?

>

> Den slags tror jeg ikke en skid på.

Jeg havde ellers besluttet at stikke piben ind, men dér fik du mig godt nok op af stolen. Risikoen for at komme til at skrive noget jeg bittert må fortryde p.g.a. den modstand jeg må forudse, skal dog ikke afholde mig fra at give dig råt for usødet.

Med al respekt o.s.v., o.s.v. tror jeg du ganske langsomt har lukket filosofien og vores kristne kultur ude. Jeg vil såmænd godt tro, at de folk du omgås nu om dage ikke hjælper andre, uden at få noget igen, men de findes altså herude ... i rå mængder endda.

For nu ikke at plagiere Soulaima, vil jeg i stedet for mig selv fremhæve min afdøde bedstefar, der var fisker og husmand på Mors. Han var lige så fattig som de andre fiskere og husmænd, men havde altid noget at dele.

Han blev, naturligvis, valgt ind i sognerådet, hvor han, i forskellige ærinder, kom ud i de små hjem. En dag da han kom hjem til Magda, spurgte hun til de næsten 100 kroner som hun vidste han havde fået udbetalt hos mølleren. Bedstefar fik tårer i øjnene og lagde en femkroneseddel og nogle mønter på bordet. Det var hvad der var tilbage, for som han forklarede: Der er nogen der har syv børn at føde, mens vi kun har fem. De trænger mere end vi gør.

Er kommentaren brugbar? 3 0
Per Krabbe, scanboat.com   den 21-07-2013 kl. 21:25

@Martin - der er faktisk rigtig, rigtig mange der hjælper andre kun for at hjælpe dem de hjælper. Lad os starte med Læger uden grænser ... og helt ned på herberg/hjemløse niveau.

Earth is calling .....!

Er kommentaren brugbar? 1 0
Martin Thorborg   den 21-07-2013 kl. 21:38

Ivinkel, jeg er ikke i tvivl om at din bedstefar far en rar mand. Men mon ikke han selv fik lidt ud af at dele? For det første giver det ham selv muligheden for at få, hvis han kom i knibe. Altså en form for sikkerhedsnet. For det andet fik han det sikkert godt af at hjælpe andre og på den måde fik han også noget ud af det...

Per, jeg kan garantere dig for at rigtig mange der hjælper andre, får endog meget ud af det selv. Det giver en god følelse i maven og et formål med livet.

Ja kald mig bare kynisk, men jeg tror at langt de fleste og måske alle der hjælper, inderst inde får et eller andet ud af det.

Og sluttetligt har jeg intet imod at folk får noget ud af at hjælpe andre mennesker, det er da smukt at alle bliver glade...

Er kommentaren brugbar? 1 0
slettetbruger   den 21-07-2013 kl. 21:55

@ Martin

Jeg kan forsikre dig om, at bedstefar ikke havde en gnist af bagtanke!

Jamen, jamen, jeg har skam også været på det berømte smilekursus, da det var populært i sin tid og jeg husker skam også eksemplerne, bl.a. "Hvis du giver din kone en blomst, gør du det så for din kones skyld, eller for din egen skyld"? og "Hvis du køber en flot ny barnevogn, gør du det så for barnets skyld, eller for din egen"?

Ren dæmagogi, slesk tale og manipulation (som det meste af dét kursus i øvrigt). Det gav da også bagslag da vi kom hjem. Efterhånden som folk fik kaperet den forlængede weekends hjernevask og det begyndte at gå op for dem hvor virkelighedsfjernt det havde været, blev folk pisse negative; de følte at firmaet havde forsøgt at tage røven på dem.

Er kommentaren brugbar? 3 0
Per Krabbe, scanboat.com   den 21-07-2013 kl. 21:56

@Martin - arghhg .... - nu tror jeg vi stopper den her dialog. Jeg har svært ved at følge hvad det er du egentlig mener. Helt enig præsten der besøger pårørende har jo også noget ud af det .... - et job. Men det er vist ikke det gennemsnittet forstår ved at hjælpe uden at få noget ud af det.

PS Jeg vil på ingen måde kalde dig kynisk - . Jeg ville nok nærmere kalde det lidt ude af trit med hvad der også sker ude i den rigtige verden.

Er kommentaren brugbar? 3 0
Martin Thorborg   den 21-07-2013 kl. 22:00

iVinkel og jeg er sikker på du har ret i at han ikke bevidst havde en strategi.

Men det ligger i vores natur at hjælpe hinanden, så vi også selv får hjælp når vi har brug for det og det har din bedstefar sikkert ikke været bevidst om.

Per, så er vi jo enige og helt i trit med både den virkelige verden og hinanden.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Jens S   den 21-07-2013 kl. 22:07

Altruisme er bygget ind i vores gener og er en social færdighed, der hjælper individet til at overleve i samfund.

Forskellige kulturer kan styrke eller svække altruisme.

Dansk kultur har været funderet i luteranisme og socialdemokratiske ideer om velfærd. Denne samfundstype understøtter altruisme.

OP og flere kommentarer repræsenterer et skred mod en anden samfundstype, der ikke understøtter altruisme i samme høje grad: Man skal nu være sød og rar, fordi det får man noget ud af, og man fortæller om det.

Jamen, vi ved godt, vi får noget ud af det, det er derfor vi lever, og det behøver vi ikke at snakke om.

Og så er der jo det med procenter, at de er dele af 100%, og hvis man er god og rar i 30%, hvad så med resten?

Er kommentaren brugbar? 2 0
Martin Thorborg   den 21-07-2013 kl. 22:14

Jeg har startet en spændende diskussion om altruisme her:

https://www.facebook.com/martinthorborg

I er velkommen :-)

De bedste hilsner

Martin

Er kommentaren brugbar? 1 0
Cleocatra   den 21-07-2013 kl. 22:41

Hjælp kommer altså i mange former, kontekster, intentioner, etc. og jeg tror alle har udøvet flere forskellige gennem deres liv.

Musik bl.a. er lavet for underholdningen og ego-centrerede grunde, men jeg ved at flere bands har præsteret at virke som en slags terapi for nogle.    

Det jeg synes er mest vigtigt er hvordan man opfatter det at kunne være til hjælp, og hvordan man efterfølgende håndterer det.  

Er kommentaren brugbar? 1 0
slettetbruger   den 21-07-2013 kl. 23:53

@ Martin

> Jeg har startet en spændende diskussion om altruisme her:

> https://www.facebook.com/martinthorborg

> I er velkommen :-)

Ih dog, sikke masse likes du får ;-)

Takker og bukker (men har ingen af delene, skal jeg lige hilse at sige). Det viste sig ved fintællingen, at jeg i sin tid følte mig nødsaget til at oprette en profil, fordi det er den eneste måde hvorpå man kan (kunne?) logge ind på Jyllands-Postens debatsider.

Nu satte denne profil mig så i stand til at kigge din debat, men jeg mistede hurtigt interessen. Ikke eet eneste indlæg med substans. Jeg er blot, endnu engang, blevet bekræftet i, at jeg ikke har noget at gøre på Facebook.

Er kommentaren brugbar? 1 0
slettetbruger   den 22-07-2013 kl. 00:01

En lille fodnote:

Jeg trækker mig fra denne Amino-tråd. Ikke at jeg har fortrudt noget af det jeg har skrevet og selvfølgelig står jeg på mål for kritik der kræver mit svar, men der ud over vil jeg ikke ødelægge den ellers så gode stemning her ;-)

Egentlig er det jo ret ligegyldigt og uinteressant hvad lille iVinkel måtte mene om hisset og hint og især da jeg tydeligvist har en anden mentalitet end flertallet

Er kommentaren brugbar? 1 0
Webmaster   den 22-07-2013 kl. 00:11

@ Cleocetra

> Musik bl.a. er lavet for underholdningen og ego-centrerede grunde

Underholdnings-/popmusik og Trommesalskunst har eksisteret til alle tider; det var/er et levebrød for håndværkere.

"Rigtig musik" er ganske rigtigt egocentreret og Gud ske tak og lov for det. Hvis alle komponister havde leflet for publikum, ville vi ikke have haft den skat af mesterværker, som vi kan nyde eller gyse over.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Notknown   den 23-07-2013 kl. 08:59

Mange interessante indlæg.. tak

Mit er blot dette:

Alle prædikanter har brug for en menighed for at forkynde...

Hvem har mest brug for hvem... samtale er bedre end forkyndelse

Er kommentaren brugbar? 1 0
Dragetæmmer   den 29-08-2013 kl. 22:47

Jeg har læst om vaner.

7 dage tanketom, er måske en dårlig vane

30 dages tankearbejde med at få den væk.  .

At være et menneske ok Et godt menneske selvfølgelig

Der "rigtige# menneske hele livet ?

Vi er mange mennesker så regler  Ja

Højre side af vejen osv.

og  måske filosofi ,det rigtige for os ?

   Mere ?

Er kommentaren brugbar? 1 0
 

Tilføj en kommentar

 

 
For at holde spammere ude, fortæl os hvad er: syv + fire =
Husk Mig

Få besked når der kommenteres (Log ind for at få tilsendt mail)
 

Om denne blog


Få besked når Soulaima skriver


Lær af de bedste!

Bliv en formidabel foredragsholder. Brug dine talegaver til at sælge dine produkter. Gør din nysgerrighed til en forretning.

Overkom nervøsitet og få mere magi i dit liv. Kom med i Anne & Soulaimas Fitness Center for Foredragsholdere. 

Læs mere - Nerdy Speakers


   


Soulaima på Twitter

Hvis du vil have besked når Soulaima og ligesindede bloggere har lavet et nyt indlæg, så klik her:


Seneste kommentarer