Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Anette Sand Crowdfunding - skat og moms

Crowdfunding - skat og moms

7.593 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
21 April 2015

Skat har udgivet en vejledning om skattemæssige forhold vedrørende crowdfunding. I vejledningen nævner de specifikt, at man ikke kan sige noget generelt om moms. Jeg mener dog godt, at vi forsigtigt kan konkludere lidt omkring momsen også, for det er jo helt nødvendigt, at du ved, hvordan du skal forholde dig til momsen, hvis du overvejer at skaffe midler til dit projekt gennem crowdfunding.

Vi forestiller os, at vi skal skaffe midler til at udvikle en ny type dåseåbner og derfor crowdfunder for at få sat produktionen i gang. Du tilbyder derfor folk at være med - og der er tre muligheder:

1. Giv et lille beløb for dit gode hjertes skyld
2. Giv et lidt større beløb og få rabat, når du køber dåseåbneren
3. Giv mere endnu, og så sender vi dig en dåseåbner gratis, når de er produceret

For de, som donerer et beløb:

Private, som skænker penge med eller uden modydelser i form af produkter eller ydelser: Ingen problemer. Der er tale om donation af beskattede midler.

Virksomheder kan kun nå momsmæssigt fradrag, hvis momsen fremgår af regningen (og der er som altovervejende hovedregel ikke moms på donationer). Skattemæssigt er der intet fradrag med mindre virksomheden ved at donere kan opnå en reklameværdi, som er lige så relevant for kunderne og af lige så stor effekt, som hvis de brugte deres reklamepenge andetsteds.

I casen om dåseåbneren, vil man ved donationen få sit navn på en plakat, som vil blive sendt ud til alle forhandlere mv. i forbindelse med salget af produktet. Så måske – men kun måske – er det en fradragsberettiget udgift: Hvis dine kunder er særligt interesserede i dåseåbnere og i øvrigt opholder sig i det land, hvor produktet bliver lanceret, kan det være en relevant reklameudgift.

For de, som modtager donationen (virksomheder – ikke foreninger mv.):

Beløbet er under alle omstændigheder en skattepligtig indtægt og skal i bogholderiet helst føres på en særskilt indtægtskonto i resultatopgørelsen. Modtager man penge i et år som vedrører det kommende års projekter, kan der være tale om at bogføre pengene som en forudbetaling: Beskatningen skal finde sted i det år, arbejdet udføres. Tal med din bogholder/revisor.

Momsmæssigt kan der være udfordringer:

  • Hvis der er tale om en donation uden forpligtelser: Ingen moms.
  • Hvis der er tale om en donation, hvor der ydes rabat ved et senere køb: Ingen moms (men moms på det senere salg)
  • Hvis der er tale om en donation, som helt eller næsten helt modsvares af levering af varer eller ydelser, f.eks. hvis man donerer 300 kr. og får værdi for 250 kr., er der tale om et salg. Og så skal der afregnes salgsmoms - men først over produktet leveres, indtil da er der tale om en forudbetaling.
  • Hvis der er tale om en donation, som modsvares af en levering, der har en betydeligt mindre værdi end donationens størrelse, skal der beregnes udtagningsmoms. Det vil sige moms af værdien af det, man leverer som tak for donationen.

Der findes også andre former for crowdfunding end den, jeg har beskrevet her, og det er derfor, SKAT har lavet vejledningen om de skattemæssige forhold, som du kan finde her.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Anette skriver Skriv dig op