Martin Bjergegaard fra Rainmaking

De vigtigste misforståelser om work/life balance

2014-08-28T08:01:00Z

Fordi jeg har skrevet en bog om emnet, og taler varmt for fordelene ved en god balance i livet, får jeg ofte en uventet reaktion fra folk, når jeg sender en mail til dem sent en lørdag aften. De kan svare noget a la: ”hvordan kan det være at du arbejder så sent, jeg troede du havde en god work/life balance”. Det har jeg, men det betyder da ikke, at jeg ikke kan arbejde efter kl. 17. Der er mange misforståelser om work/life balance, og her er nogle af dem jeg møder oftest.

At have god balance betyder, man ikke arbejder i weekenden eller om aftenen

Hvorfor det? Jeg elsker mine arbejdsprojekter, og nogle gange passer det godt ind, at jeg arbejder en lørdag aften, hvor min datter sover og min hustru laver noget andet. Ingen forstyrrelser, ingen stress – jeg kan arbejde på mine vigtigste prioriteter og følge mit eget flow.

Selvfølgelig vil det være underligt, hvis jeg arbejder hver aften. Men jeg elsker friheden til at kunne løbe en tur onsdag formiddag, tage en fridag når jeg vil, eller måske bare tage 20 minutter for mig selv til at meditere når mine tanker begynder at køre i ring - og den frihed hænger fint sammen med også at give den gas uden for normal arbejdstid af og til.

En person med god balance taler ikke om arbejde på ferien

Jeg har nogle venner der er meget fastbesluttede på IKKE at tale om deres arbejde mens de holder ferie. De siger, at hvis de begynder at tale om arbejde, så kommer de til at tænke på arbejde, og så er hele ferien ødelagt. Det synes jeg er sørgeligt. De må virkelig hade deres arbejde, siden de i så høj grad har brug for at flygte fra det.

Selv synes jeg det er spændende og sjovt at tale om, og tænke på, mit arbejde. Selvfølgelig ikke døgnet rundt, det bliver for meget, også for omgivelserne, men for mig er det skønt at ligge på stranden en hel dag, og bruge lidt af den fredelige tid til at overveje, hvordan jeg kan tage mine projekter og firmaer til det næste niveau. Eller mens sindet er mere i ro end til hverdag, at spekulere over hvordan vi kan løse en vanskelig udfordring.

Ferier og tid væk fra arbejdet er vigtigt. Det er med til at ”nulstille” dig, og gøre dig mere skarp, kreativ og effektiv når du vender tilbage igen. Men for en der kan lide sit arbejde, kan det være dejligt at gå og tænke lidt over arbejdet, også på en ferie.

At have god work/life balance betyder, at du ikke går særlig meget op i dit arbejde

Den fordom giver virkelig ikke mening for mig. Tværtimod mener jeg, at hvis man virkelig holder af det arbejde man udfører, og den mission man er på, så sørger man for at man kan fortsætte på fuld kraft i mange år fremover. Det er en dårlig idé at brænde ud eller gå ned med stress, for det betyder et farvel til arbejdet, i hvert fald for en periode. Den risiko ville jeg aldrig tage!

De rollemodeller vi interviewede til Succes uden Afsavn var alle vilde med deres arbejde. Men de sørgede samtidig for også at lave andre ting i livet, sådan at de blev ved at med elske deres arbejde.

En vej til god balance i livet er at finde et kedeligt og sikkert job

Absolut ikke! Det er en illusion. Et kedeligt job vil kun give dig kedsomhed, ikke balance. Jo, du kan tjekke ud kl. 16 hver dag, og du behøver ikke tænke på arbejdet før næste morgen, men det er ikke en berigende måde at leve på. Det er ikke work/life balance, hvis du ikke har begge dele: et spændende arbejde du holder af OG tid og overskud til også at have andre prioriteter i livet.

For iværksættere kan det være svært at få en god balance i livet. Men det er absolut muligt. Det kræver mest af alt at man tager et bevidst valg, og lærer nogle gode strategier – og at man tilgiver sig selv og kommer tilbage på sporet, når det alligevel går galt en gang imellem.

Lav din to-do liste om til en today-liste

2014-03-04T08:00:00Z

Efter aftale med Amino er her et uddrag mere fra min nye bog, Succes uden Afsavn:

En af fordelene ved at have sin egen virksomhed, eller ved at være chefen, er friheden. Folk længes efter fleksibel arbejdstid, frieftermiddage og muligheden for at rejse og gøre noget sjovt og impulsivt:

"Jeg kunne selv planlægge min tid".

"Jeg kunne arbejde, mens jeg var på stranden eller sad i en skyskraber i Tokyo".

"Jeg kunne træne om formiddagen".

”Jeg kunne hente mit barn tidligt i børnehaven”.

Som du sikkert har bemærket, er vejen til at få opfyldt den drøm pinagtigt svær for langt de fleste af dem, der prøver. Iværksættere arbejder typisk flere timer og tager færre ferier end folk, der er ansatte i en virksomhed. En rundspørge foretaget for nylig viste, at 72 procent af iværksætterne i UK arbejdede over 50 timer, 59 procent arbejdede over 60 timer, og 32 procent lagde mere end 70 ugentlige timer i deres virksomhed. Der er samtidig langt mellem ferierne: samme rundspørge viste, at 14 procent forventede at arbejde hårdt hver eneste dag det følgende år. Kun 53 procent ville tage så meget som to uger fri. Selvom danske iværksættere er lidt mere humane, er det dog et gennemgående træk overalt i verden, at det der i teorien burde være slaraffenland (selv at bestemme) ofte bliver hårdere og mere fastlåst end man havde håbet på.

En af årsagerne til, at vi iværksættere arbejder så mange timer, er at der ikke er nogen, der siger til os, at vi skal gå hjem, ej heller nogen der definerer vores arbejdsplan eller målsætninger. Vi bestemmer selv over vores tid. Potentielt et privilegeret liv, men desværre alt for tit det stik modsatte. Ofte er vi selv den skrappeste chef, vi nogensinde har prøvet at have.

Når man er sin egen chef, kan pligtfølelsen tage over og komme til udtryk på mange forskellige måder. Du er nødt til at gå tidligt hjem fra en fest om fredagen, fordi du føler, at du bør starte tidligt på arbejdet næste morgen. Endnu en eftermiddag går, uden at du kommer med dine børn til fodbold. Din ven skal giftes, men du kan ikke afsætte en hel dag til at deltage i hans polterabend. Og listen fortsætter. Frustrationerne vokser. Er det virkelig sådan, du gerne vil leve dit liv?

Det behøver nemlig ikke være sådan. Der findes en anden måde.

Stever Robbins er en mand der kender vejen. Efter en uddannelse fra Harvard og MIT har han spillet en central rolle i opstarten af ni nye virksomheder, fem børsintroduktioner og tre virksomhedsovertagelser. Han har bred erfaring og ved, hvilke faldgruber man bør undgå. Stever fortæller om en metode, der er en stor hjælp for iværksættere og ledere, som næsten ikke kan holde op med at arbejde, og hvis arbejdsdage ser ud til aldrig at slutte:

"Beslut om morgenen, hvad du vil anse for at være en hel dags arbejde I DAG. Når du har udført det, kan du holde op med at tænke over arbejdet. En af grundene til, at folk stadig har hovedet fuldt af tanker om deres arbejde, selv når de er nået hjem, er, at de aldrig standser op og definerer for sig selv, hvad det betyder at have udført en hel dags arbejde. Så de tænker altid – hvad skal der ellers gøres i det hele taget – ikke, hvad skal der gøres I DAG?"

Der er en anden meget succesrig forretningsmand, som har omsat dette princip til praksis. N.R. Narayana Murthy er selfmade milliardær. Han har grundlagt Infosys, en af Indiens største IT-servicevirksomheder og har bestyrelsesposter i nogle af verdens største firmaer, fonde og institutioner. Han har desuden 26 æresdoktorgrader.

Economist Intelligence Unit har bedømt ham til at være på niendepladsen over de mest beundrede CEO'er/bestyrelsesformænd i verden, i selskab med Bill Gates, Steve Jobs og Warren Buffett – og Murthy var også den mest beundrede virksomhedsleder i Indien i fem år i træk. TIME placerer ham på listen over asiatiske helte, som har gennemført substantielle forandringer og har den mest markante indflydelse på asiatisk historie i de sidste 60 år, sammen med Mahatma Gandhi, Dalai Lama, Mother Teresa og Muhammad Ali.

Som Dalai Lama er også Murthy meget jordbunden, rolig og glad. Man skulle måske tro, at en person med et så enormt ansvar, og så mange roller, ville have svært ved at leve i nuet, men det har den indiske milliardær nemt ved. Da vi spørger ham, hvordan han undgår at blive stresset, og hvordan han er i stand til at være ordentlig tilstede i sit privatliv, lyder svaret:

"Da vores virksomhed var meget mindre end i dag, skrev vi hver dag et sæt opgaver ned, der skulle udføres eller skabes fremgang på den pågældende dag. Det er noget, jeg stadig gør den dag i dag, så når jeg forlader kontoret er det med visheden om, at jeg har gjort mit bedste i forhold til de opgaver, som jeg har prioriteret at fokusere på. Derfor kan jeg have kvalitetstid sammen med min familie. Når jeg kommer hjem og er tilfreds med, at jeg har vist min passion og bevæget mig i den rigtige retning, har jeg en fornemmelse af glæde og indre ro. Derfor kan jeg give min familie min fulde opmærksomhed, når jeg er sammen med dem."

Så i stedet for at prøve at få bugt med din 'evighedsliste', skal du helt bevidst lave en 'i dag-liste'. Udfør opgaverne. Hav det godt med det, og hent så dine børn, tag på den rejse, eller bliv så længe du vil til festen. Det har du fortjent.

Gør teamet til din førsteprioritet

2013-10-31T10:00:00Z

De næste 5 uger vil jeg efter aftale med Amino ugentligt poste et kapitel fra min nye bog, Succes uden Afsavn, her på min Amino blog - god læselyst:-)

Gør teamet til din førsteprioritet

Hvad er forskellen på den middelmådige leder, som knokler røven ud af bukserne uden nogensinde at udrette noget særligt, og den leder, som med tilsyneladende lethed og uden at bringe særlige ofre opnår fantastiske resultater?

En helt central del af svaret er evnen til at vælge de rigtige personer at arbejde sammen med, at inspirere sit team til passioneret at forfølge den fælles vision, og at skabe den rigtige kultur. Det er et svar, vi alle sammen kender, men for de fleste af os volder implementeringen af den enkle sandhed en del vanskeligheder.

Her har vi brug for råd fra Henrik Lind. Henrik har grundlagt Danske Commodities, Lind Finans og et antal andre succesrige virksomheder, hvilket har gjort ham til en af de absolut mest succesfulde danske iværksættere på denne side af finanskrisen. Henriks firmaer har i de sidste tre år tilsammen haft et overskud før skat på mere end en halv milliard kroner. Det er en ret stor bedrift i betragtning af, at han kun har været iværksætter i otte år, og at han har opbygget sit forretningsimperium helt fra bunden.

Når du hører, at Henrik har så mange forskellige virksomheder og så stor succes, forestiller du dig måske, at han er en hyperaktiv arbejdsnarkoman eller noget i den retning. Men det kunne ikke være længere fra sandheden. Henrik er vokset op i en rolig familie i en lille by på landet. Han er jordbunden og familieorienteret og nyder livet med sin hustru og tre børn.

En typisk arbejdsdag kommer Henrik hjem ved 17-18 tiden, hvilket giver ham god tid til at være sammen med sine børn, før de skal i seng om aftenen. Fordi han prioriterer sin familie så højt, begrænser han sine forretningsrelaterede rejseaktiviteter til et minimum, og er kun væk et par dage om måneden. Det er ham, der gør børnene klar til skole om morgenen og i lige så høj grad som sin hustru er han den, de små kalder på, når de vågner op om natten.

Henrik kan lære os meget om både succes og tilfredshed. Han indleder vores samtale med at fokusere på det ene område, han anser for at have den største betydning for hans succes. Det er et område, hvor han altid sørger for at være generøs med sin tid: interaktionen med sine kolleger.

"I min tid som CEO for Danske Commodities deltog jeg i hvert eneste jobinterview, firmaet afholdt, og også i alle MUS samtaler. Det tog en hel del tid, for vi holdt kvartalsvise udviklingssamtaler med hver enkel kollega, men det var efter min mening det vigtigste, jeg kunne bruge min tid på. Det betød tydelig kommunikation og en harmonisering af forventninger mellem de nye medarbejdere og os. Det betød også, at vi aftalte mål og ansvarsområder med de enkelte medarbejdere, og det styrkede vores kultur," fortæller Henrik os. "Vi har en fantastisk kultur i Danske Commodities. Alle er motiverede, tager ansvar og gør en oprigtig indsats. Med så mange talentfulde mennesker kan firmaet handle hurtigt, og jeg blev aldrig en flaskehals," fortsætter han.

Henrik prioriterer interaktionen med sine kollegaer over alle andre arbejdsopgaver, og han tilbringer det meste af sin tid på kontoret med at være tilgængelig og til rådighed for sit team. De kan altid afprøve en ny idé på ham, bede ham om et råd eller fortælle ham om deres planer. 2012 blev året hvor Henrik overdrog rollen som CEO for Danske Commodities til en ny direktør hentet ind udefra, og Henrik trives nu i sin nye rolle som bestyrelsesformand, og kan fokusere mere på sin voksende koncerns andre aktiviteter.

Henrik fortæller: "I vores virksomhed er argumentets styrke vigtigere, end hvem der fremlægger det. Selv vores studentermedhjælpere er kommet til mig med nogle virkelig gode idéer, som jeg gav dem frie tøjler til at gennemføre. Jeg har den indstilling, at hvis folk kommer til mig, er det sikkert, fordi de mener, jeg kan bidrage på en eller anden måde."

Det virker måske umiddelbart ineffektivt at bruge så meget tid på interne møder og samtaler. Men i virkeligheden er det faktisk netop selve grunden til, at Henrik kan få tid sammen med familien.

Han har udviklet et team, som kan fungere selvstændigt, og han opretholder kulturen gennem et empatisk lederskab, som har været muligt på grund af hans tilstedeværelse og oprigtige interesse i de personer, han arbejder sammen med. Hvor mange ledere og iværksættere kan helt oprigtigt sige, at de gør det samme? Her er for de fleste af os potentialet for et enormt effektivitetsløft.

EFFEKTIVITETSBOOSTER NR. 7:

SØRG FOR AT BRUGE TID NOK

SAMMEN MED DIT TEAM

Hvad skal Danmark leve af? Passion!

2013-10-11T09:01:00Z

Det sidste halve år har jeg rejst meget rundt i verden med min bog for at inspirere ledere, iværksættere og opinionsdannere verden over med et enkelt budskab: man kan godt få stor succes og have et skønt liv samtidig. Turen har bragt mig så langt som til fx Singapore, Sydney, Moskva og Cape Town, og herhjemme i Danmark undres jeg over den voksende panikstemning og den voldsomme angstretorik omkring temaet: hvad skal vi danskere dog leve af i fremtiden?

En ny måde at være samfund på

Jeg er helt med på, at der er en gruppe danskere der gradvist er blevet for dovne, for forkælede og for uengagerede. Det er først og fremmest ærgerligt for dem selv, for selvfølgelig lever de ikke fuldt ud på den måde – og set med samfundets briller må vi stille krav til dem. Men vi misser et stort potentiale for at være førende i verden, når vi stirrer os blinde på laveste fællesnævner. Det virkelig interessante er ikke hvad de måske 20% der er uengagerede laver, men derimod hvordan vi som nation tager springet til næste niveau. Det handler ikke om at kopiere Kina, Singapore eller USA, men derimod om at tage alt vi ved i dag, være kreative og modige, og skabe en ny måde at være samfund på, der hele vejen rundt er endnu bedre end i dag. Selvfølgelig skal vi søge inspiration i omverdenen, men essensen er vores egen integritet, mod og tro på fremtiden. Jeg kan uden at blinke sige, at for mig er Danmark verdens dejligste land.

Et falsk skræmmescenarie

Men hvad med fremtiden, skal vi være bekymrede? Overhovedet ikke, det er gået enormt fremad de sidste 100 år for både Danmark og verden, og det bliver det ved med. Forsørgerbyrde er et falsk skrækscenarie for jeg kommer fx til at arbejde indtil jeg dør, og det bliver helt normalt i fremtiden. Pension er kun interessant så længe arbejde er et nødvendigt onde – i takt med at stadig flere af os arbejder fordi vi elsker det, og når vores arbejde ikke længere kræver stærk fysik, bliver pension et forældet begreb – og vi kan alle bidrage til vi enten dør eller bliver alvorligt syge.

Dagbladet Børsen kører for tiden et stort tema kaldet hvad kan vi danskere? Det er efter min mening et alt for defensivt spørgsmål. Hvis en person stiller sig selv spørgsmålet, hvad kan jeg leve af?, tror du så han/hun bliver den næste store kunster, forsker eller forretningsperson? Nej, alle der nogensinde har gjort en virkelig forskel er startet, bevidst eller ubevidst, med helt andre spørgsmål: ”hvad brænder jeg for?”, ”hvilken forskel vil jeg gøre?”, ”hvad kan jeg ikke lade være med at gøre?”. Det samme gælder på samfundsniveau. Vi siger til os selv at vi kan noget med Det Blå Danmark og vindmøller og måske design, men det er rationelle overvejelser baseret på fortiden og har ikke ægte passion som sit udgangspunkt. Det virkelig interessante spørgsmål er ikke ”hvad kan jeg”, men ”hvad vil jeg?”. Prøv at stil dig selv begge spørgsmål og se hvilken forskel det gør. Det første sætter rationelle overvejelser i gang, men det skaber ingen drivkraft. Spørgsmål nr. 2 trækker derimod forbindelser til en langt større intelligens, hvor du også får din intuition med – og når du finder svaret bliver du begejstret og ustoppelig. Alle der nogensinde har opnået noget stort, har været drevet af en stærk indre motivation – et stærkt svar på spørgsmålet ”hvad vil jeg”.

”Konkurrencestat” er 80ér agtigt

Bjarne Corydon vil gøre os skarpere, og det er sikkert udemærket, men hans budskab om ”konkurrencestat” rammer forbi. Det er forældet tankegang. De bedste ledere og virksomheder ved i dag, at vejen til succes går gennem samarbejde, alliancer, åbenhed, et større formål og ægte motivation. At spejle sig i konkurrenterne og ville ”besejre dem” er en defensiv strategi, hvor man dels bliver isoleret og dels kommer bagud. Vores egen Lars Kolind er blandt verdens førende tænkere på det punkt. Kolind siger at de virksomheder der vinder i fremtiden er dem der bliver til bevægelser. Virksomheder er ikke andet end de mennesker der arbejder i dem, og mennesker motiveres af at være en del af et større formål – ikke bare at prøve at slå konkurrenten eller tjene penge til ejerne. At udrydde diabetes eller at give alle adgang til rent vand er derimod missioner der får vor tids medarbejdere til at stille op med alt de har. ”Konkurrencestat” er 80’er agtigt, og et forsøg på at motivere en befolkning med truslen om at andre er bedre end os – det kan godt skabe resultater, men de bliver kortvarige og glædeløse. I stedet skal vi italesætte Danmark som et ”samarbejdsland”, ”et bevægelsessamfund” eller en ”front runner nation”. Vi skal gå fra at være defensive og omverdensafgrænsende til at være proaktive, skabende og samarbejdsfokuserede.

Skabertrang vs. Skaberglæde

Vi kan nå resultater både gennem skabertrang og skaberglæde. Men hvad vil du helst? Og hvad er mest holdbart på sigt? En brændende platform baseret på angst kan godt virke, men der er et højere niveau. Vi skal vide, at ude i resten af verden er man meget imponeret over hvordan Danmark gang på gang kommer på listen som et af verdens lykkeligste lande. Vi skal hele tiden forbedre os, men det skal ske uden at sætte glæden og livskvaliteten over styr. Materiel velstand baseret på en sammenbidt indsats er ikke ægte succes. Omvendt er det heller ikke rart at være fattig, hverken som person eller som samfund. Vi kan godt få begge dele; velstand og glæde. Det er kernebudskabet i min bog Succes uden Afsavn, og gælder såvel på individ som på samfundsniveau.

Men hvad er det så der skal til for Danmark og danskerne? Løsningen er at stadig flere af os skal finde vores sande passion – og turde føre den ud i livet. I den tilstand skaber vi resultater på et markant højere niveau end vi nogensinde kan gøre gennem pligtarbejde og ”at tage os sammen”. Det skal selvfølgelig være en passion som verden har brug for, ellers er det bare en hobby. Tag ikke fejl; det er svært at finde sin passion, udleve den og få succes med det. Det kan kun lykkes for de mange hvis vi bygger den rigtige tilgang ind i vores samfund hele vejen fra vugge til grav. Lige nu er politikere, medier og eksperter desværre i gang med det modsatte – men heldigvis er der en større, og langt mere positiv, underliggende bølge i gang, der spreder sig som ringe i vandet og måske nok lader sig bremse, men aldrig stoppe, af noget så tilfældigt og flygtigt som den offentlige diskurs.

Hvordan er en god investor?

2013-07-16T12:48:00Z

Set fra en iværksætters synspunkt, hvad er så en god investor? Det spørgsmål stillede en af vores første investorer i Rainmaking, Ebbe Bouman, mig forleden. Jeg fik lyst til at skrive et indlæg her på Amino som svar. Efter at have tænkt over det, synes jeg nemlig at det er et både godt og stort spørgsmål. Og et spørgsmål som alt for få investorer stiller sig selv og de iværksættere som de arbejder sammen med.

Når jeg nedenfor forsøger mig med et svar, gør jeg det primært som en der selv er iværksætter og gennem årene har arbejdet sammen med et ganske stort antal investorer. Men jeg svarer også med en lilletå i investorernes lejr, og jeg ved, at det kan være både vanskeligt og utaknemmeligt ovre på investorernes banehalvdel.

I Rainmaking har vi været usandsynligt heldige med de investorer der er gået med i vores projekter. Det hænger nok også sammen med, at vi tillader os selv at være kræsne, og kun vil arbejde sammen med folk der er både flinke og dygtige. Ganske enkelt. Men gennem min omgang i iværksættermiljøet – og ved at hjælpe venner og bekendte når de er kommet galt af sted – har jeg set og oplevet lidt af hvert. Hvilket leder mig frem til disse fem principper for investorer i start ups:

Nysgerrig

Investorer begår tit den fejl, at de begynder at kloge sig og give gode råd før de forstår konteksten. Langt de fleste investorer har stor viden og erfaring, men selv verdens klogeste person kan ikke bidrage med ret meget, før han har forstået omstændighederne. Det betyder, at mange iværksættere tit sidder og nikker og smiler venligt mens de lytter til ”gode råd” som er helt malplacerede. En god investor sparer naturligvis både sig selv og de iværksættere han har investeret i for den slags tidspilde. I stedet kaster han sig med stor nysgerrighed over forretningsplanen og regnskabet, læser hjemmesiden osv. ordentligt igennem, og bruger mindst første halvdel af møderne på at spørge grundigt ind, og lytte – oprigtigt lytte – til svarene. Først derefter bider investoren til bolle, og tilbyder sit perspektiv. Det er ganske enkelt; en investor der ikke er nysgerrig, er en dårlig investor.

Opmuntrende

Mange investorer tror, at iværksætterne ”har brug for en opsang” i ny og næ, for ellers gør de sig nok ikke ordentlig umage. Min erfaring er, at den metode ikke virker. Det eneste man som investor opnår ved at være meget kritisk – eller måske ligefrem ”skælde ud” – er at iværksætterne får behov for at distancere sig fra en. Det er næsten altid tilfældet, at iværksætterne endnu mere brændende end deres investorer ønsker succes. Der er ikke brug for nogen opsang eller hård kritik, tværtimod er der brug for løbende opmuntring og opbakning. Det er hårdt nok i forvejen at bygge et nyt produkt, skaffe kunder, og forme et team. Hvis investorerne ønsker at flere af deres investeringer skal lykkes, så er der langt mere brug for ros end ris.

Det betyder selvfølgelig ikke, at en investor ikke kan være uenig i strategien eller beslutningerne, og give klart udtryk for det. Det skal blot ske på en måde der opfylder tre kriterier: 1) investoren skal være helt sikker på, at han forstår hele konteksten, 2) investoren skal rose for alt det der er godt og rigtigt – sådan at iværksætterne forstår, at investoren ønsker det bedste for dem og deres projekt, 3) investoren skal levere sit input uden at være skråsikker eller virke bedrevidende. Det gøres bedst ved at stille spørgsmål, lytte og diskutere.

Indsigtsfuld

Den gode investor har stor indsigt om noget der er relevant for den virksomhed han har investeret i. Det kan fx være om skalering af en SaaS forretningsmodel, eller om udrulning af et franchisekoncept. Det er ikke nok at investoren ved ”en masse om forretning”. Han skal gerne have en specialviden, eller et særligt stærkt netværk, der er meget værdifuldt i den konkrete situation. Hvis det ikke er tilfældet, kan samarbejdet stadig godt blive udmærket – men i så fald skal investoren være endnu mere forsigtig med at give gode råd, og for det meste holde sig i baggrunden som en venlig og opmuntrende støtte.

Risikovillig

Den gode investor satser aldrig flere penge end han har råd til at miste. Og gør sig helt bevidst, at mindst halvdelen af alle investeringer i nye og unge virksomheder går tabt. Der er ikke noget mere destruktivt end en investor der går i panik i svære tider. Det er svært nok for iværksætterne i forvejen. De har brug for en stærk skulder at læne sig op af, og søge støtte hos. Sådan en investor kan man kun være, hvis man er helt afklaret med risikoen for at pengene kan være tabt.

Tilgængelig

I min optik behøver en investor ikke være aktiv – det kan være helt ok at være passiv, blot forventningerne er afklaret. En vis tilgængelighed er dog nødvendig, fx når der skal underskrives vigtige papirer. Det er meget frustrerende for en iværksætter at skulle bruge tid på at jagte sine investorer for noget så banalt som en underskrift, men ikke desto mindre sker det ofte. I værste fald kan en ny investor eller strategisk partner blive skræmt væk, fordi de eksisterende investorer ikke rykker hurtigt og professionelt nok på formaliteterne.

Der kan være en masse papirarbejde forbundet med at være investor. Nu er der heldigvis kommet IT platforme, der letter byrden – se www.justinvesting.com hvor du som investor kan have et overblik over dine investeringer og tilhørende dokumenter, automatisk få opdateringer, skrive under digitalt og meget mere (og nej, jeg har ikke aktier i foretagendet, jeg er bare stor fan af alt der gør det nemmere at investere i start ups).

Udover disse 5 principper synes jeg det er en rigtig god idé, at man afklarer med sig selv hvad det egentlig er man gerne vil opnå ved at investere i start ups. Penge, sjov, respekt, fællesskab, følelsen af at hjælpe iværksættere, chancen for at være med i det næste Facebook, den intellektuelle udfordring? Måske lidt af hvert, men hvad er det vigtigste? Vær ærlig med dig selv, og afstem forventningerne med de iværksætterne du sætter penge i, så får I det bedste samarbejde.

Der er selvfølgelig en endnu længere liste af krav til iværksætterne, men nu skulle det jo handle om investorer denne gang. Og tak til Ebbe for at stille spørgsmålet. Nu hvor jeg har lavet listen vil jeg vise den til potentielle fremtidige investorer, sådan at vi kan få en endnu bedre forventningsafstemning.

Mht. Ebbe så sendte jeg teksten til ham inden jeg lagde den op her på Amino. Det var jo ham der plantede tanken hos mig, og jeg ville gerne høre hans reaktion. Du får hans svar nedenfor i uredigeret form. Jeg syntes det er virkelig smukt, og 100% rigtigt. Som en der selv har haft stor glæde af Ebbes råd, opmuntring og vejledning i nu snart 7 år, ved jeg også, at det kommer fra hjertet, og er sådan Ebbe reelt arbejder som investor.

---

Kære Martin.

Tak for hurtig reaktion på ”udfordringen”.

Min opfattelse er, at hele værdisættet for iværksættere og investorer står over for et totalt paradigmeskifte.

Ordet ”investere” programmerer automatisk ”udbytte”, hvor det i bund og grund kun har handlet om mantraet ”at tjene penge”.

Lad mig understrege, at investeringer (kr/øre) naturligvis gerne skal give afkast, men det alene er for mig at se kun taktisk og dermed allerede ude af takt med hele ideen.

Det handler jo også om at give stafetten videre, således at en ny generation af virksomhedskabere får meget mere med sig, f.eks. gode sunde holdninger og en adfærd som skaber respekt i omgivelserne. Med det mener jeg, at investorer i langt højere grad kan bidrage med reelt Mentorship og bringe livsværdier og livskvalitet på banen i et tæt samspil med iværksætterne.

Der tales og skrives en forfærdelig masse om firmaers værdisæt i dag, men bliver de også udmøntet i adfærd? For mig at se alt alt for lidt.

Det farligste fænomen mellem investorer og iværksættere er imidlertid det uhyggelige ”magtspøgelse”. Når investorer demonstrerer manglende format ændrer samspillet sig til ”spil”, hvor kommunikationen ofte får politisk tilsnit, og så er glidebanen meget stejl. Format er for mig evnen til at sætte sig selv til side, og det kræver en hel del stærk personlighed, og virkelig magt er, at kunne afgive den!

Så, kære Martin, lad os håbe, at fremtiden producerer bedre og bedre investorer, som sammen med iværksætterne får afstemt de strategisk rigtige forventninger, så vi ser en ægte symbiose til gavn for alle interessenter.

Kærlig hilsen

Ebbe

Falling den 14. juli 2013

Sandheden om at tage kontrol

2013-03-01T12:53:00Z

Kontrol er et tilbagevendende tema inden for erhvervslivet, især blandt iværksættere. Vi er ofte hurtige til at hylde succesfulde iværksættere og ledere for at tage kontrol, og vi betragter denne evne som en af årsagerne til deres succes. Dette er dog kun en halv sandhed.

En drivkraft og motivationskilde for mange af os, der starter som iværksættere, er at have kontrol over vores egen skæbne, indflydelse på vores egen karriere og øget fleksibilitet. Vi vil skabe noget håndgribeligt samt tilrettelægge vores eget liv og vores finansielle fremtid. Denne følelse af uafhængighed er befriende, og kontrol spiller ofte en vigtig rolle.

Inden for vores virksomheder er vi ledere: vi samler teamet, udstikker kursen, skaber visioner og sætter bevægelser i gang. Vi er selvmotiverende, og kan lide at have kontrol over situationen. Ligesom sportsfolk, nyder vi at have bolden på det mest kritiske tidspunkt, for at tage det afgørende skud.

Når det drejer sig om balancen mellem arbejde og fritid, tænker mange af os igen på kontrol. Det handler om at have kontrol over vores prioriterer, handlinger og følelser - og samtidig om at rette blikket ud af for at kontrollerer eksterne begivenheder i vores liv og omgivelser.

I forbindelse med researchen til vores bog, Winning Without Losing, havde min medforfatter Jordan Milne og jeg samtaler med 25 af de mest innovative iværksættere og succesfulde ledere fra hele verden. I disse samtaler forventede vi at de alle sammen ville være kontrol-freaks. Vi blev derfor overraskede over at finde ud af, at de ofte var netop det modsatte. Et af de vigtigste elementer for at kombinere succes og balance er faktisk evnen til at give afkald på kontrol.

At kontrollere alt er ikke nødvendigvis lig med bedre resultater. Hvad mere er, så fører det ofte til øget stress og udbrændthed. Vi ved at en af nøglerne til succes er at omgive sig selv med de rigtige mennesker. Den sværeste del er at få de rigtige mennesker med ombord. Selv når dette lykkes, har nogle iværksættere stadig svært ved at løsne grebet.

Selvom du er vant til at kontrollere alt mens din virksomhed er lille, vil det blive stadigt vanskeligere at bibeholde det samme niveau af kontrol i takt med at virksomheden vokser sig større.

Så snart du lærer at løsne dit stramme greb vil du opdage at:

du finder ro i sindet og får evnen til at fokusere på de opgaver som kun du er bedst til

du kan gå hen og blive positivt overrasket over den retning som din virksomhed tager med input fra andre (hvis du altså arbejder med de rigtige mennesker)

ved at vise tillid, og give andre folk mere ansvar, vil de i stigende grad tage øget ejerskab for resultaterne, og yde en mere helhjertet indsats

ved at lade andre gennemføre en opgave fra start til slut, vil de få en bedre fornemmelse for helheden, og mulighed for at opnå deres højeste effektivitetsniveau - uden at have én til at vogte over dem, og bryde ind i deres arbejde med jævne mellemrum

du vil have mere tid og energi til at slappe af, hvilket vil give dig fornyet perspektiv, kreativitet og virkelyst

Som leder danner du rammerne, og sætter målene for dit team. Alt afhængigt af hvor godt du formår dette, vil du også få nemmere ved at dele kontrollen med andre.

Det er naturligt for iværksættere at finde det svært at give slip på kontrollen. Så prøv at starte med en lille test. Giv afkald på kontrollen over en mindre opgave, til en kollega som du har stor tillid til. Nyd oplevelsen, og den frihed som det giver. Det handler om at få opgaven løst på en god måde, ikke nødvendigvis netop din måde.

Hvis du oplever at du simpelthen ikke kan afgive kontrol næsten lige meget hvilken opgave det drejer sig om, er det måske værd at spørge dig selv om du arbejder sammen med de rigtige mennesker.

Hvornår skal man sælge sin virksomhed?

2013-01-23T09:02:00Z

Har man fået succes med at skabe og vokse sin virksomhed, er der spørgsmål som før eller siden melder sig; hvad er den rigtige timing til at sælge virksomheden? Hvem er den rigtige køber, og hvilken pris kan man forvente at få?

I Rainmaking har vi siden vi startede i 2006 skabt 10 virksomheder. Vi har solgt 3, og driver fortsat de 7 andre (vi har også lukket 5 ned men det er en anden historie). Vi har flere gange stået med spørgsmålet “skal vi sælge eller beholde?” og jeg vil gerne dele de overvejelser vi har haft - sammen med andre tanker og erfaringer som succesfulde iværksættere i min omgangskreds har været ude for.

Det er et kompliceret valg, og for at skabe noget klarhed, kan man med fordel starte med at stille sig selv disse 7 spørgsmål:

1) Hvad er mine alternativer?

Hvis jeg sælger virksomheden og får x kr. med herfra, hvad vil jeg så lave bagefter? Har jeg et andet projekt, som jeg brænder for at føre ud i livet? Vil dette nye projekt gøre det muligt for mig at skabe endnu mere værdi, end jeg gør i dag? Vil jeg under disse nye omstændigheder få en bedre hverdag, og blive gladere? Eller måske det modsatte? Har jeg brede kompetencer, så jeg “bare” kan starte noget nyt, eller er jeg så specialiseret, at det jeg laver nu er klart bedste bud på en succes for mig? At kende dine reelle alternativer er første skridt. Sæt ikke dit lys under en skæppe, men stik omvendt heller ikke dig selv blår i øjnene. PS: at blive “pensioneret” som 38 årig er sjældent lykken, når det kommer til stykket.

2) Hvad er min risiko profil?

For nogle er det meget vigtigt at få økonomisk tryghed. De er måske nok startet som iværksætter, men nu hvor tingene går godt, ville det altså være skønt at “cashe in”. Andre har et mere afslappet forhold til økonomisk risiko. De tænker ikke så meget over, at en positiv udvikling måske en dag kan vende - implicit regner de med at de nok løser problemerne når/hvis de kommer. Din risikoprofil betyder meget, når du skal vurdere om du vil takke ja til et tilbud om at sælge din virksomhed, eller om du hellere selv vil fortsætte nogle år endnu - med mulighed for øget gevinst, men selvfølgelig også risiko for at tabe noget af det vundne på gulvet.

3) Hvordan ser samfundsøkonomien ud?

Mærsk McKinney Møller sagde efter sigende ofte “man skal købe når det er billigt, og sælge når det er dyrt”. Det lyder jo indlysende, men faktum er faktisk at langt de fleste mennesker og virksomheder gør det modsatte. Når vi befinder os i et økonomisk opsving, så stiger varer, boliger og virksomheder i pris - og det er netop i den periode at stort set alle finder den store tegnebog frem og laver investeringer. I en dårlig økonomi falder alle priser (eller stagnerer), men der bliver langt de fleste forsigtige og holder på pengene. Du får selvfølgelig den bedste pris, hvis du kan time det sådan, at du sælger din virksomhed i år som 2004, 2005 og 2006 - end hvis du sælger i år som 2009, 2010 og 2011. Og tro endelig ikke på, at “nu er økonomien god/dårlig, og det bliver den ved med at være”. Hvis der er én ting vi har lært om makroøkonomi, så er det at den tager sig nogle voldsomme ture både op og ned.

4) Hvordan ser fremtiden for din virksomhed ud?

Du kender din virksomhed bedst, og det betyder selvfølgelig utrolig meget for din beslutning om du ser fortsat vækst og fremgang i krystalkuglen - eller at konkurrenterne vil æde sig ind på jeres markedsandel. Når først den dårlige udvikling er en realitet, vil den blive taget med i prissætningen af din virksomhed. Men så længe det kun er din mavefornemmelse, så kan du overlade de bekymringer til en ny køber ved at foretage et salg nu og her. Du skal selvfølgelig altid være ærlig - ellers kommer din samvittighed til at gnave mens du drikker dine mojitos på Bahamas. Men du behøver selvfølgelig ikke udpensle ethvert negativt scenario, der endnu ikke er andet end en mistanke i dit baghoved.

5) Hvilken deal bliver jeg tilbudt?

Hvis der allerede er så meget realitet i dine overvejelser, at der ligger et tilbud på bordet, så er det selvfølgelig interessant at forholde sig til det. Grundlæggende synes jeg man skal tænke sig meget godt om, før man siger ja til et tilbud, uden at have kørt en grundig proces, hvor man har afsøgt markedet, og ideelt set fået flere mulige købere op af stolen. Men der kan være undtagelser - vi solgte selv GodtSyn til Memira uden at have talt med andre. Det var fordi Memira helt afgjort var den køber, der kunne få mest værdi ud af at købe GodtSyn - og fordi de gik med til en pris som vi forlangte.

Mht. pris så er det svært at sige noget generelt. Som du ved, bliver nogle virksomheder solgt for flere hundrede millioner uden at de nogensinde har tjent en krone. Det kan være tilfældet hvis de har udviklet en særlig teknologi - eller har ekstremt mange brugere som fx Instagram. Omvendt er der mange veldrevne og profitable virksomheder, der bliver spist af med 5 gange årets resultat - og nogen gange endnu mindre. Jeg ville personligt aldrig gå med til at sælge en god virksomhed for mindre end 5 gange årets resultat (på såkaldt “debt free basis”) - med mindre jeg var økonomisk presset, og selv da ville jeg hade det. Der er helt klart “gribbe” derude, der fisker efter virksomheder med meget lave bud - særligt i krisetider. Det kan sådan set være ok (der kan jo være virksomhedsejere der har brug for at sælge), men jeg ønsker ikke at andre skal tjene nemme og hurtige penge på en virksomhed som jeg og mit team har brugt årevis på at skabe. Faktisk vil jeg meget nødig sælge en god virksomhed for mindre end 7 gange årets resultat, for når vi ikke længere har krise, så vil det næsten altid være muligt at få en sådan multipel - hvis blot man har lidt tålmodighed og kører en professionel proces.

Udover selve prisen er der en masse andre forhold at tage med i betragtning. Meget af det er småting og formkrav som en advokat kan hjælpe med, men det er vigtigt at du fuldt ud forstår hvilke scenarier der kan medføre, at du alligevel ikke får den aftalte pris. Det kan fx være et krav at du bliver 2 år i virksomheden, og hvis du stopper tidligere, mister du 30% af salgsprisen. Eller det kan være et krav, at virksomheden realiserer det budget for næste år, som du har lagt frem. Alle sådanne forhold er det vigtigt, at du har 100% styr på - ellers kan du blive slemt skuffet. Du skal selvfølgelig også gøre op med dig selv om du er villig til at blive 1, 2 eller 3 år i virksomheden. Hvilken rolle du i så fald skal spille, og hvordan du kompenseres for din indsats.

6) Hvad ville Mark Zuckerberg have gjort?

Det kan også være værd at huske, at Facebook stifter Mark Zuckerberg kort tid efter at have startet Facebook fik tilbudt 1 mio. dollars af Yahoo for virksomheden. Mark sagde nej, for han følte han var på sporet af noget stort. Siden kom masser af flere købstilbud. Men Mark ventede 7 år og børsnoterede så til en værdi af 100 milliarder dollars. Nu er det altid farligt at sammenligne noget som helst med Facebook. Men jeg synes alligevel der er en morale at udlede: hvis du tager imod det første det bedste tilbud, så risikerer du at du kun får en meget lille del af den værdiskabelse virksomheden kommer til at levere. Eller sagt på en anden måde; hvis du altid tager det første tilbud du får, så kommer du aldrig til at lave en stor exit.

I Rainmaking fik vi for nylig et tilbud på 32,5 millioner kr. for en af vores virksomheder (jeg elsker åbenhed, men af hensyn til den kapitalfond som gav tilbudet kan jeg desværre ikke sige hvilken). Vi tænkte længe over det, men endte med at sige nej tak. Vi følte os ret sikre på, at virksomheden vil fortsætte sin gode gænge - og måske være 20 mio. mere værd om 2-3 år. Der er langt op til Facebook, men eksemplet kan illustrere, at selv i små virksomheder kan man vælge at have is i maven.

7) Er jeg stadig motiveret, glad og produktiv?

Omvendt kan man klart komme til at ærgre sig, hvis man siger nej til et tilbud, der viste sig at være godt - sådan tror jeg mange af de virksomhedsejere (og boligejere!) der sagde “nej tak” i 2005 og 2006 har det i dag. Og hvis du er “kørt træt” i den forstand, at du ikke længere nyder at gå på arbejde - jamen, så har du svaret allerede der; kør en god proces og få solgt inden for de næste 12 måneder. Du performer alligevel ikke på dit bedste niveau, når du ikke længere brænder for opgaven - og selv nogle ekstra millioner kan ikke kompensere for at spilde værdifulde år af dit liv.

Der er ikke noget nemt svar. Men forhåbentlig kan der skabes lidt mere klarhed ved at gå spørgsmålene ovenfor igennem et for et.

Anti-iværksætterånd i skolereformen

2013-01-07T09:00:00Z

Det er ikke just i folkeskolen, at næste generation får tændt deres iværksætterlyst – det har vi længe været klar over. Nogle synes det er ærgerligt (herunder mig), mens andre mener, at den slags specialisering må finde sted senere i livet. Det har jeg sådan set vænnet mig til, men her forleden læste jeg om den nye skolereform, og det tog manglen på iværksætterånd i folkeskolen til et helt nyt niveau.

Et centralt punkt for regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) er at komme af med de såkaldte ”arbejdstidsregler”. KL’s chefforhandler Michael Ziegler udtaler i et interview med bladet Folkeskolen: ”Udgangspunktet er et tilstedeværelseskrav” – dvs. at lærerne skal opholde sig på skolen de fulde 37 timer, i stedet for som i dag at kunne lave deres forberedelse hjemmefra. Herefter fortsætter interviewet således:

Interviewer: ”Hvordan vil I sikre, at lærerne har plads til at arbejde på skolen?”

Michael Ziegler: ”Det skal man finde ud af lokalt. En arbejdsplads i dag er grundlæggende en laptop. Og så skal man selvfølgelig have en god stol at sidde på og et bord med mere. Der er jo plads på en skole. Jeg tænker ikke, at det i praksis vil være det store problem”.

Interviewer: ”Hvordan vil den enkelte lærer ude på skolen opleve forskellen?”

Michael Ziegler: ”De vil komme til at arbejde lige så meget som i dag. De vil som udgangspunkt komme til at være i deres fulde arbejdstid på skolen, og de vil opleve deres skoleleder i en tydeligere ledelsesrolle”.

Jeg var rystet efter at have læst dette, og det er jeg sådan set stadigvæk. Jeg har ingen nære der er folkeskolelærere, og jeg husker min egen folkeskoletid sådan at halvdelen af lærerne var gode, og at den andel halvdel burde have været afskediget. Så mit ærinde er ikke at ”beskytte” lærerne. Dem der ikke performer skal ud – som i enhver anden organisation. Men et ”tilstedeværelseskrav” er den helt forkerte medicin, og hvis der er problemer med engagement og kompetence i dag, forstærker et sådant krav kun disse problemer.

De bedste iværksættere, ledere og organisationer i dag arbejder med præstationskrav, ikke tilstedeværelseskrav. Der opstilles mål og dem skal medarbejderen levere på. Får medarbejderen størst mulig frihed til selv at finde ud af præcist hvordan målene skal nås, så bliver motivationen, kompetencen og dermed resultatet det bedste. Det er svært at finde en der ved noget om ledelse, der vil påstå at fokus på ”tilstedeværelse” er vejen til toppræstationer i videnssamfundet.

Og det med rette. Regler og kontrol umyndiggør mennesker og hæmmer os i at finde ægte glæde og passion ved vores arbejde. Flertallet af lærere er (i hvert fald inden systemet og den her slags tænkning ødelægger det) engagerede og vil gerne – frivilligt – gøre et godt stykke arbejde. Når deres arbejdsgiver siger til dem ”det vigtigste for mig er at du er tilstede på skolen” siger man samtidig indirekte ”for jeg tror ikke du laver særlig meget når du er ude af mit synsfelt”.

Det er selvfølgelig en illusion at tro, at medarbejdere bliver effektive og dygtige bare fordi de sidder i deres arbejdsgivers bygning. Hvis KL har ret i at for mange lærere dovner den af, så skal der andre midler i brug end dem der p.t. er på tegnebrættet – det ved enhver virksomhedsleder. Løsningen går gennem en stærkere fælles vision, klare præstationsmål for alle, opfølgning på målene – og afskedigelse af dem der ikke performer. At skære over en bred kam og behandle alle sine medarbejdere som uvorne unger er at sætte kurs direkte mod afgrunden.

Som iværksætter bestemmer jeg selv hvor og hvornår jeg vil lave mit arbejde. Nogle gange er det på kontoret, andre gange på en bænk i skoven, eller i min egen bolig. Jeg har udviklet en erfaring med, hvilke slags opgaver der bedst løses hvor. Er det fx noget der kræver meget ro, så bliver jeg hjemme. Uforstyrret kan jeg ofte lave meget høj kvalitet – et niveau jeg kun sjældent kan matche på kontoret, hvor jeg til gengæld er meget bedre til at udføre de opgaver der involverer samarbejde med mine kolleger.

Selvfølgelig skal lærerne være meget af deres tid på skolen – de skal undervise eleverne og interagere med deres kolleger. Men hvorfor er det at regeringen og KL vil bestemme hvorhenne den enkelte lærer skal lave sin forberedelse? Jeg kan sagtens forestille mig at det er mere effektivt at læse 22 dansk stile hjemme i lænestolen kl. 20-23 når ens egne børn er lagt i seng, end kl. 13-16 henne på skolen, hvor der er heftig aktivitet.

Det afhænger selvfølgelig meget af rammerne. Hvis læreren privat bor i kollektiv, og skolen stiller gode individuelle kontorer til rådighed, så kan det meget vel være på skolen der er mest ro. Men har du været på en skole for nylig? Min datter begyndte for et halvt år siden i børnehaveklasse, og forleden skulle hun være på skolen så få timer, at jeg besluttede at slå min laptop op og arbejde der, i stedet for at køre hen på mit kontor.

Hold da op, der sker mange ting på en skole med 753 elever og ca. 65 lærere! Jeg fandt et nogenlunde roligt sted på biblioteket, men også der kom klasserne skiftevis på besøg – heldigvis da. Min følelse efter denne dag ”tilstede” på en skole var absolut ikke, at det er et sted der emmer af ro og uudnyttede kontorfaciliteter.

Når Michael Ziegler siger ”det må man finde ud af lokalt” så synes jeg det er både nonchalant og uovervejet. Hvis der på en skole arbejder 100 lærere, så vil ca. 40 af dem på et givent tidspunkt være i gang med forberedelse. 40 personer der skal arbejde kræver et kontorlokale på ca. 600 kvadratmeter. Det ved jeg for det er nemlig det antal vi selv sidder hos Rainmaking, og den størrelse lokale vi har. Der er absolut ikke for god plads, og ofte er der uro. Men det fungerer i det store og hele fint. Min pointe er, at skolerne ikke har så store uudnyttede kontorfaciliteter stående. Det regeringen og KL er i gang med er enten at afskaffe alt der hedder ordentlige arbejdsforhold, eller at igangsætte et af de største offentlige anlægsprojekter i nyere tid.

Jeg skal skynde mig at sige, at jeg ikke kender den rigtige blanding af undervisningstid, mødetid og forberedelsestid. Som udenforstående er det nok nemt at tænke, at lærerne da bare skal undervise vores børn noget mere – og at det må kunne lade sig gøre at skære ned på alle de møder og al den forberedelse. Og måske det er muligt, det kræver mere indblik i detaljerne end jeg har.

Men jeg prøvede at kigge min egen kalender igennem for de sidste par måneder, og selvom jeg synes at jeg har været ganske effektiv, så må jeg indrømme, at en stor del af tiden også for mig er hvad man kan karakterisere som ”forberedelsestid”. Så måske er der noget om snakken, når lærerne siger at det tager tid at forberede sig til 7 forskellige fag, og forholde sig til 100 individuelle elever. Jeg vil i hvert fald gerne forholde mig åbent til det spørgsmål, indtil jeg ved noget mere. Og måske har undervisningsministeren ret i at lærerne godt kan undervise 18 i stedet for 16 klokketimer om ugen.

Det der sender min puls nordpå er det syn på ledelse, effektivitet og motivation der afspejles når regeringen og KL gør et ”tilstedeværelseskrav” til det centrale i en ny storstilet skolereform. Det risikerer at skræmme de sidste få erhvervsorienterede og iværksætter-mindede lærere langt væk fra folkeskolen. For her er ”stempel ind og stempel ud” mentalitet som på industrisamfundets fabrikker. Men en folkeskole er ikke en fabrik. Det er en vidensinstitution, hvor vi vil have de bedste, de mest passionerede og dygtigste lærere til at undervise vores børn. Ikke dem der har så få andre alternativer, at de vil finde sig i at blive behandlet som uvorne unger.

Beskyt din effektivitet, tag julen fri

2012-12-18T09:00:00Z

Nu hvor vi hastigt nærmer os julen, må mange af os måske indse, at vi ikke når at få gjort alt det, som vi havde håbet at nå inden helligdagene. Indbakken når ikke at blive tømt, vi finder næppe tiden til at få opdateret websitet eller ryddet op i vores Google adwords. Men fortvivl ikke – for selv når du dør en dag, vil det ikke ske med en tom inbox. Målet om at ”komme til bunds” er et falsk mål – i virkeligheden handler det i stedet om at skabe værdi hver dag, samtidig med at huske at nyde hver dag.

Og julen er en oplagt tid til at nyde! Har du ladet dig begejstre af al den smukke udsmykning? Har du lagt mærke til, hvor ellevilde børnene er for tiden? Hvor spændende og lyksalig jul og sne er for dem? Den følelse skal vi ikke gå glip af, bare fordi vi er blevet voksne og alvorlige. Julen er tiden til at holde fri, tømme hovedet, nyde nogle brunkager, og få slappet godt af. Julen er måske også tid til at løbe lange ture i skoven, til at bygge nisselandskab med ungerne, og til for alvor at finde hinanden igen. Selvfølgelig er der mere at komme efter end konfekt, frikadeller og tid på sofaen. Og tilsammen gør alle disse ting dig rigtig godt.

Faktisk så godt at du vil opleve klarhed, overskud og livsglæde når kalenderen viser Januar. Og det vil medføre, at du er langt mere effektiv, end hvis du havde givet efter for presset og blevet ved med at tjekke emails helt frem til dansen om juletræet. Vi mennesker har brug for ”nedetid” for at kunne præstere optimalt – og hvilken tid er mere oplagt til at tage helt fri, også mentalt, end julen?

Når jeg siger sådan noget, så er det ikke fordi jeg selv er en ugidelig type. Det er fordi metoden har virket i mit eget liv. I løbet af de sidste 6 år har jeg og mine medstiftere af Rainmaking skabt 10 virksomheder med i alt 100 ansatte – og investeret i 50 start ups via vores initiativ Startupbootcamp. Jeg har også fundet tid til at skrive en bog der nu udkommer i 30+ lande – og til at starte en skole i Indien. Jeg er overbevidst om, at det kun har kunnet lade sig gøre, fordi jeg har værnet om min egen kreativitet, effektivitet og energi. Hvilket bl.a. har involveret at jeg rejser verden rundt med familie og venner typisk 8 af årets uger.

Tag en julepause med god samvittighed – mindst en hel uge, for det tager tid at komme ned i gear. Og mærk så hvor skarp, passioneret og indsigtsfuld du er til januar. God fornøjelse.

PS: har du brug for et helt konkret råd til hvordan du kan gå fra ”stresset” til ”afslappet” på 2 minutter så se her: Create a two minute oasis

Kineserne kommer – håber jeg

2012-11-29T08:58:00Z

De sidste 10 år har der været skrevet og sagt meget om ”det kinesiske mirakel”. Om hvordan den kinesiske økonomi buldrer frem, og kæmpebyer som Shanghai skyder op af jorden. Hvordan kinesiske interesser spreder sig over hele kloden via opkøb og investeringer. Jeg bliver altid glad når jeg læser den slags – men de fleste omkring mig bliver tilsyneladende snarere bekymrede eller måske endda bange og vrede. Derfor følte jeg her til morgen behov for at forklare mit perspektiv.

De bekymringer jeg hører oftest når Kina er samtaleemnet er følgende:

- ”Hvad skal vi leve af i fremtiden, når kineserne overtager vores arbejde?”

- ”Kina bliver verdens største økonomi og vi sakker agterud”

- ”Der er ikke nok energi og råvarer i verden til os alle hvis kineserne skal have samme forbrug og velfærd som os”

Den første af disse tre bekymringer er misforstået, den midterste er ikke et reelt problem – og den sidste er så usympatisk at jeg tvivler på at nogen reelt kan mene dette efter at have tænkt sig om. Lad os tage dem en af gangen – men først se på situationen helt ovenfra:

Kina er en af verdens ældste civilisationer og har været relativt rigere end os danskere i langt den største del af verdenshistorien. Mens vi stadig boede i jordhuler lavede kineserne Ming vaser og diskuterede filosofi. I nyere tid aftog farten for Kinas udvikling, og det gik helt galt op gennem 1900-tallet. Først gennem en række voldsomme krige med Japan (med Japan som den primære aggressor), og derefter en ødelæggende kulturrevolution og forfærdelige magthavere med Formand Mao i spidsen. Kina blev sat markant tilbage, mens Europa (og USA) stormede frem. Og sådan endte vi hvor vi er i dag med et fattigt Kina og et rigt Danmark.

Ja, Kina er absolut et fattig land. Deres BNP per indbygger er under en 10. del af vores (ifølge International Monetary Fund var BNP per indbygger i 2011 59.709 USD i Danmark og 5.417 USD i Kina). Det glemmer vi ofte når vi bliver præsenteret for billederne af skyskraberne i Shanghai og Den Himmelske Fredsplads i Beijing. Når der skal vises fattigdom i Østen bliver det af en eller anden grund altid billeder fra Indien, Bangladesh eller Philippinerne der rammer skærmen. Og bevares, der er meget fattigdom disse steder, jeg har selv været på rundrejse i både Indien og Bangladesh. Men i Kina ude på landet, og bag kulissen i storbyerne, er der sandelig også fattigdom. Den historie er bare druknet i overskrifterne om ”det kinesiske mirakel”.

Så når vi taler eller tænker dårligt om Kinas fremgang, så lad os huske os selv på hvad det egentlig er vi gør: vi taler for at andre mennesker skal holdes nede i fattigdom. At de ikke må få de goder som vi i vores del af verden tager for givet.

En kinesisk bonde står i en desperat situation hvis høsten slår fejl. Kinesiske børn ned til 6 års alderen arbejder på fabrikker fordi deres familier mangler penge. Den slags er der selvfølgelig ingen af os der ønsker, men hvis vi i vesten fik vores vilje derhen at fremgangen i Kina stoppede, så ville det blive ved med at være tilstanden. Der er behov for at det går meget bedre i Kina, ikke dårligere eller uforandret.

Men hvad så med vores jobs her i Danmark?

Det er en misforståelse at fremgang i andre lande samlet set resulterer i færre jobs i vores land. Når vi eksporterer meget til USA, Tyskland og England er det fordi disse lande har haft så meget fremgang, at de har fået råd til at købe varer og serviceydelser af os. Omvendt skaber Afrika ikke mange jobs til os, fordi de ingen penge har at købe for.

Selvfølgelig mister vi mange arbejdspladser til Kina. Det har vi gjort i årevis. Da jeg var barn blev en del legetøj stadig lavet i Danmark. Det gør det stort set ikke mere. Kig på et stykke legetøj og der er 95% sandsynlighed for at der står ”Made in China” i bunden. Så der er klart nogle mennesker som tidligere arbejdede med at producere fx legetøj her i Danmark, som i dag har fundet et andet arbejde. Og netop det med at finde et andet arbejde er hele pointen. Der er intet i vejen med forandringer. En forandring bliver kun et problem, når vi modsætter os den. Mist dit arbejde, genopfind dig selv, og find et nyt arbejde og en ny passion. Det involverer læring, og betyder at vi holder os selv i live og i fart længere. Nogle kan ikke klare opgaven, og det er selvfølgelig synd. Dem skal vi støtte og hjælpe – samtidig med at vi minder dem om, at de har et stort potentiale og at de skal give sig selv en chance mere. De få der stadig ikke kan komme videre, må vi forsørge – for det er den danske model, og den som flertallet af os bakker op om.

Men heldigvis overstiger de positive virkninger af fremgang i andre lande (herunder Kina) langt de negative. Dels gennem eksport, men også gennem at vi får lettere og billigere adgang til mange af de værktøjer og ressourcer som vi har brug for, for at kunne udføre vores eget arbejde godt og effektivt.

Jeg skriver fx denne tekst på en laptop som er ”Designed in California. Assembled in China”. Hvis mit vigtigste arbejdsredskab i stedet skulle have været produceret i Viborg eller i Slagelse ville det have været markant dyrere, og jeg havde enten købt et dårligere redskab eller været nødt til at bruge færre penge på andre ting. Når andre lande bliver rigere og dygtigere så gavner det også os. Tænk på hvordan vores hverdag ville have været, hvis vi var det eneste rige land, og alle andre lande var ulande. Hvilken type bil ville du have kørt i, hvor udviklet ville internettet, medicin og underholdning være?

Der er ingen grund til at tro, at der ikke fremover vil være brug for os og det vi kan. Vi danskere har den store styrke, at vi har lært at tænke kreativt og selvstændigt. Det lærer man ikke i det kinesiske skolesystem. Dem der er opvokset og uddannet i Kina har voldsomt svært ved at være kreative og skabe innovation. Mens mange af de kinesere der er opvokset i vesten er beriget med en stærk kombination af drivkraft og kreativitet. Vi i vores del af verden har masser at bidrage med, og heldigvis værdisættes vores slags kompetencer højt (du tjener mere på at udtænke den næste teknologi, service eller gadget end du gør på at producere den).

Miljøet kan ikke holde til det

Først må vi sondre mellem to slags forurening: 1) luft-, jord- og vandforurening, og 2) CO2 udledning og energiforbrug.

Mht. nr. 1 så er det næsten altid landene på et ”mellemstadie” der laver det værste svineri. De helt fattige lande har ingen produktion, og gør ikke meget væsen af sig. Men så stiger produktionen og i starten tænkes der ikke meget på miljø, arbejdsforhold og etik. Der skal bare produceres noget, og tjenes nogle penge. Det er Maslows behovspyramide i praksis: vi mennesker begynder først at bekymre os om miljøet og den slags langsigtede hensyn når vi har fået dækket vores basale behov. I takt med at et land bliver rigt, begynder miljøhensyn gradvist at fylde mere. Til sidst ender det som i Danmark, hvor vi ikke vil acceptere miljøsvineri, for hvorfor skulle vi det? Vi har råd til pæne og rene omgivelser, og det er vigtigt for os at give en god planet videre til vores børn. Når kineserne sviner ad H til, så er det ikke fordi de er for rige, det er fordi de stadig er for fattige til rigtig at prioritere deres miljø.

CO2 udledningen og energiforbruget er en anden sag. Her er det de rige lande der skaber de største problemer. Problemet er dog at ”de rige lande” stadig ikke er rige nok. Den her slags miljøproblemer er mindre håndgribelige end en beskidt flod, fisk fyldt med kviksølv og asbestlunger. Det tager længere tid før de negative konsekvenser rammer os, og derfor har vi brug for at have lidt mere styr på vores grundbase før flertallet af os for alvor tager fat på problemet. Den finansielle krise har udskudt den tilstand for en stund, og med nye store oliefund i USA og andre steder i verden, er manglen på olie heller ikke truende. Igen er problemet ikke, at Kineserne bliver for rige, problemet er at vi alle stadig er lidt for fattige til for alvor at prioritere problemer der ligger et par generationer ude i fremtiden.

Hvis problemet indhenter os før vi kan nå et løse det, og vi dermed reelt er nødt til at have mindre samlet produktion og forbrug på jordkloden, så er der efter min mening ingen rimelighed i at jeg skal have sommerhus, bil og masser af flyrejser mens den kinesiske bonde ikke må få et køleskab. Hvis en sådan situation virkelig indtræffer så mener jeg det eneste rimelige er at vi må deles om miljøkvoterne, i hvert fald i et mere ligeligt forhold end det i dag er tilfældet. Men dertil behøver det ikke komme: det ”eneste” vi behøver at gøre er at fortsætte vores teknologiske udvikling, så varer det ikke længe før vores energi- og CO2 problemer er en saga blot. Fortsat fremgang og udvikling – i så stor en del af verden som overhovedet muligt – er en del af løsningen, ikke en del af problemet. På den baggrund ønsker jeg Kina tillykke med deres udvikling over den seneste årrække, og håber absolut at deres fremgang fortsætter.

Det betyder ikke, at jeg elsker alt ved Kina. Og for en god ordens skyld; jeg har ingen relationer til Kina, som gør mig uvildig. Jeg synes absolut der er brug for både demokrati, reformer og ytringsfrihed i Kina. Jeg synes de burde droppe idéen om et kinesisk Tibet, og i det hele taget løsne lidt op og lave mere sjov med sig selv. Generelt set skulle de vise deres børn mere ubetinget kærlighed, og de burde sløjfe alt det udenadslære – det skaber alligevel ingen værdi i en verden med Internet og Google. Der er meget at forbedre i Kina. Men heldigvis går det overordnet set den rigtige vej.

Fortæl alle om din idé

2012-06-24T06:00:00Z

Han var sympatisk og udstrålede god energi. Rummet var fyldt med 50-60 softwareudviklere og iværksættere, og han havde 3 minutter og 3 slides til at fortælle om sin idé og forsøge at få nogle medstiftere med ombord. ”Jeg har en supergod idé til at lave en portal inden for dykning,” startede han. ”Jeg er lærer og har ikke været iværksætter før. Jeg har brug for nogle medstiftere, særligt mangler jeg en der er god til at programmere”. Der var nogle billeder af dykning og dykkerudstyr, men meget længere var pitch’et ikke.

En nørdet udseende fyr med sin laptop summende på skødet, rakte hånden op og stillede et spørgsmål: ”Kan du fortælle lidt mere om idéen?”. ”Helst ikke på nuværende tidspunkt,” lød svaret fra læreren med den vordende iværksætter i maven. ”Jeg er bange for at sige for meget, for det er en rigtig god idé, og jeg frygter at nogen stjæler den,” fortsatte han så venligt som muligt. Her gik dialogen i stå, publikum klappede pligtskyldigt, og læreren satte sig ned igen.

Det er en sand historie, og desværre ikke den eneste af slagsen jeg har oplevet. Når jeg holder indlæg for studerende er et af top-5-spørgsmålene næsten altid: ”Hvordan holder I jeres idéer hemmelige?”. Nu har jeg udviklet et svar, men de første par gange blev jeg taget på det forkerte ben, fordi jeg slet ikke forstod logikken. Vi tænker langt og længe over hvordan vi spreder vores idéer ud til verden. Hvorfor i alverden skulle vi holde dem hemmelige? Kender du nogen der har fået succes med en hemmelig idé?

Vi mennesker ser verden gennem vores egne øjne, og det medfører at vi fejlagtigt tror vi er universets centrum. Ja, vi er centrum for os selv, men andre har deres egne liv, deres egne agendaer og deres egne drømme. Det er udtryk for en skæv virksomhedsopfattelse – en form for storhedsvanvid – hvis du tror at andre sidder og venter på at stjæle din idé.

Skype-stifterne var rundt med hatten hos en lang række investorer før de fik nogen til at skæppe lidt i kassen i første finansieringsrunde. I dag tænker vi at deres idé var genial – og at vi måske ligefrem ville have stjålet den hvis vi havde hørt om den i tide – men det mest sandsynlige er at vi dengang tilbage i 2003 ville have lyttet høfligt til Niklas og Janus, og derefter fortsat med det vi i forvejen var i gang med. Det vi selv havde udtænkt, og det vi brændte for. Man skifter ikke bare uden videre sine egne projekter og idéer ud med andres, sådan fungerer motivation og den menneskelige psyke ikke.

Selv hvis du havde villet, er det meget usandsynligt at du efter at have hørt Niklas’ og Janus’ pitch ville kunne skabe Skype. At have idéen er maks. 5 %, de andre 95 % er udførslen. At eksekvere på idéen, gøre den til virkelighed. Det kræver de rette kompetencer, fuldt fokus i årevis, en masse held og de rigtige kontakter.

Tværtimod er der meget at hente ved at fortælle vidt og bredt om dine idéer. Du får input, reaktioner og kan sammen med andre videreudvikle din idé. Du får måske endda gode kontakter til mulige kunder, eksperter eller investorer. Jo mere du taler om din idé, jo bedre bliver den, jo flere kan hjælpe dig, og jo mere comitted bliver du selv. En idé som kun eksisterer i dit eget hoved, dør hurtigt hen – den får ingen næring.

Relationer er det vigtigste aktiv for en iværksætter. Relationer skabes ved at du viser tillid og interagerer med andre mennesker. Hvis du siger til andre at du ikke vil fortælle om din idé, sender du ubevidst det signal at du nærer mistillid til dem og ikke har meget tilovers for hverken deres moral eller deres kreativitet. Tag en kold tyrker ved at skrive et udførligt blogindlæg om din p.t. bedste idé. Hav tillid, og se hvad der sker. Det er langt mere sandsynligt at du får en masse gode input, end at nogen stjæler din idé.

Lær at svinge

2012-02-16T09:00:00Z

Har du prøvet at bakse med et komplekst problem som du simpelthen ikke kunne finde løsningen på? Du tænkte så det klagede og bragede, brugte al din hjernekraft, anstrengte dig for at komme op med svaret. Så gav du op, gik ud og slog græsplænen, og bang – pludselig stod det hele klart for dig. Hvad var det der skete? Du lod hjernen slappe af, og pludselig var den klar til at præstere.

Hvis du træner med vægte, ved du at efter 10 løft i bænkpres har dine muskler brug for en lille pause før de er klar til næste sæt. Løbere ved at intervaller er den mest effektive træningsform; først løber du nogle minutter hårdt og hurtigt, derefter tager du et par minutters pause. Det underlige er at vi endnu ikke har lært at bruge dette indlysende princip når det gælder hjernens arbejde. Vi tror stadig at vi bare skal ”tage os sammen” når vores hjerne viser træthedstegn.

Selvfølgelig giver vi hjernen pauser. Vi lukker computeren på et tidspunkt, slapper af med en god film, går i seng og sover. Hjernen bliver ladet op til dagen efter, og vi går på arbejde med den hensigt at tænke effektivt de næste 8, 10 eller 12 timer.

Men hjernen er ikke skabt til at yde maksimalt i timevis. Ligesom med musklerne er det optimale at svinge mellem høj aktivitet og afslappet pause med korte intervallers mellemrum. Først tænker du målrettet og intensivt, så tømmer du hovedet helt for tanker og mærker hvordan du er tilstede i nuet uden at vurdere, analysere eller dømme. Du er vågen, men dit hoved er helt tomt.

Pauserne behøver bare være få sekunder, og for andre kommer det til at se ud som om du tænker dig grundigt om. Men i virkeligheden gør du det modsatte. Du giver din hjerne et frikvarter, og når du lader tankerne komme tilbage, vil løsningen være indlysende for dig.

Eckhart Tolle, forfatter af de internationale bestsellere Nuets Kraft og En Ny Jord, siger:

”…den enkle grund til, at de fleste videnskabsmænd ikke er kreative, ikke er at de ikke ved, hvordan de skal tænke, men at de ikke ved, hvordan de skal holde op med at tænke.”

Intuitivt ved vi alle at vi har brug for mentale frikvarterer i løbet af en dag, og vi tager dem mere eller mindre ubevidst, som fx når vi henter en flaske vand eller en kop kaffe, udveksler et par sætninger med en kollega, holder frokostpause. Men vores pauser er for få, for tilfældige og for ineffektive.

For få: For at tænke optimalt har du snarere brug for 50-100 pauser i løbet af en dag end 5-10.

For tilfældige: Pausen skal tages når den første træghed i hjernen viser sig, ikke når ydre omstændigheder som uret eller kolleger bestemmer det.

For ineffektive: De fleste af os tænker stadig i vores pauser, bare på noget andet end den opgave vi sad med. Maksimalt udbytte får du hvis du i pausen kan lade helt være med at tænke.

Træthed i hjernen føles anderledes end træthed i musklerne. Ved at lære at genkende følelsen kan du indsætte et par sekunders tænkepause præcis hvor du har brug for det. Du kan få mange ”store øjeblikke” hver eneste dag, ikke kun når du slår græs om søndagen.