Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Kent Medom fra Curvii Guide: Sådan fanger og håndterer du tyveknægtene, der stjæler dine billeder og tekster

Guide: Sådan fanger og håndterer du tyveknægtene, der stjæler dine billeder og tekster

4.112 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
10 September 2019

Hos webshoppen Curvii oplever vi sommetider, at konkurrerende webshops stjæler vores billeder og/eller tekst. I dette indlæg forklarer jeg, hvordan man opsnuser og håndterer de digitale tyveknægte. Allersidst i indlægget gennemgår jeg de konkrete regler på området, så du kan blive bevidst om, hvorvidt du overskrider nogle grænser eller ej.

Inden jeg for alvor går i kødet på dette blogindlægs tema, ønsker jeg lige at introducere mig selv. Mit navn er Kent Medom, og sammen med min søster Kirsa Jespersen driver jeg webshoppen Curvii.dk, hvor vi sælger plus size-tøj til kvinder. 

Hos Curvii bruger vi en del ressourcer på at tage gode produktbilleder og at skrive gode tekster om vores produkter og kategorier. Derfor er vi også ret ærekære omkring vores billeder og tekster, og vi gør derfor en aktiv indsats for at undgå, at vores konkurrenter stjæler det ene eller det andet - eller begge dele.

Indsatsen på dette område er blevet skærpet, i takt med at vi har erfaret, hvor ofte tyverierne egentlig finder sted. 

Først og fremmest er det vildt frustrerende, når en af vores konkurrenter lukrerer på vores hårde arbejde og lader vores tekster og billeder sælge deres varer. Derudover er det heller ikke godt for vores SEO, hvis vores tekster florerer på forskellige domæner, da vi derved får et problem med duplikeret indhold, som på ingen måde er selvforskyldt.

Jeg har talt med en del af mine kolleger - altså andre webshop-ejere - om emnet, og via disse samtaler er jeg blevet bevidst om, at det langt fra kun er os her hos Curvii, som får stjålet tekster og billeder. Den slags tyverier er tilsyneladende ret normale. Desværre.

Vi har kørt et par småsager, og mit indtryk er, at hensigterne bag et tyveri af billeder og/eller tekster meget sjældent er ondsindede. 

Mange af dem, der har stjålet vores billeder og tekster, har ganske enkelt ikke været klar over, at de har gjort noget ulovligt. Derfor er de også blevet overraskede, når vi har konfronteret dem med henblik på at finde en løsning på problemet. Ofte bliver løsningen, at de tager billederne og/eller teksterne ned, og at vi indgår et forlig, der indebærer, at de skal betale os et symbolsk beløb. 

Vi kunne uden tvivl godt have presset citronen mere i de sager, som vi har været impliceret i, men vi har ikke været ude på at tryne vores konkurrenter; vi har blot ønsket at sikre, at det ikke skulle ske igen, og med dette formål har ovenstående proces fungeret upåklageligt.

Hvis du ønsker at arbejde aktivt med dette område i din virksomhed, skal du pudse læsebrillerne og læse videre. Herunder vil jeg nemlig forklare, hvordan man lettest muligt finder frem til tyveknægtene, og hvilke muligheder man har, når de er blevet taget med hænderne i kagedåsen.

Hvordan finder man frem til tyveknægtene? 

Der findes en række services, der kan hjælpe en med at finde frem til dem, der stjæler ens billeder og/eller tekster. 

Dennis Drejer og Søren Sieg Jensen har for eksempel udviklet softwaren ‘WhoCopiedMe’, som er et system, der giver lyd fra sig, hvis ens tekster optræder på andre sider. 

Softwaren er yderst let at implementere. Man skal blot implementere et tag i sin sides <body>-sektion og efterfølgende indtaste nogle få oplysninger, hvorefter det hele kører af sig selv. Hent WhoCopiedMe her: https://www.whocopied.me/.

Når jeg skal finde frem til, hvem der stjæler vores billeder, har jeg endnu ikke fundet det perfekte software. Til gengæld har jeg fundet en rigtig fin manuel metode, som både er hurtig og ekstremt nem at gøre brug af. 

Eksempel på manuel metode til at finde ud af, hvem der stjæler ens billeder

Metoden indebærer, at jeg med jævne mellemrum går ind på vores side og finder en række af billeder på vores mest populære kategorier. Disse billeder højreklikker jeg på, hvorefter jeg vælger muligheden, der involverer at lave en Google-billedsøgning på det pågældende billede.

Herefter bliver jeg blandt andet præsenteret for en række lignende billeder. Hvis en anden webshop har valgt at benytte vores billede, vil det dukke op øverst i resultaterne. Hvis ikke, vil jeg blot blive præsenteret for en masse billeder, der minder om vores.

Jeg er blevet berøvet - hvad gør jeg?

Hvis du bliver opmærksom på, at en eller flere har stjålet fra dig og dermed krænket dine ophavsrettigheder, skal du naturligvis gøre noget. Andre nyder godt af dit arbejde, uden du får noget ud af det. Det skal du naturligvis ikke finde dig i. Du har en række forskellige muligheder.

Du kan vælge den helt diplomatiske, hvor du stille og roligt gør opmærksom på ophavsrettighedsbruddet og beder vedkommende, der har stjålet fra dig, om at tage billederne og/eller teksterne ned igen. 

En anden mulighed er at sende sagen videre til Morten Kristensen, der driver https://not-allowed.dk/. På den måde kan man få billig juridisk bistand og samtidig være sikker på, at sagerne bliver varetaget professionelt. Systemet egner sig rigtig godt til mindre sager, som typisk er dem, vi bliver involveret i, og vi har derfor benyttet Mortens assistance flere gange. 

Bliver din ophavsret krænket, har du både mulighed for og ret til selv at sende en faktura, hvis du ønsker det. Værdisættelse af billeder og tekst er dog lidt komplekst. Herunder vil jeg gennemgå, hvordan man lettest muligt værdisætter sine tekster og billeder. 

Hvis der er tale om tekst, skal du estimere, hvor lang tid du har brugt på at skrive teksten. Hvis teksten har taget dig fire timer at forfatte, ganger du din timeløn med fire. 

Det er kutyme at pålægge et ekstra gebyr på 100 % på stjålne tekster, hvorfor du med god samvittighed kan gange det beløb, du kommer frem til, med to. 

Med billeder er processen nogenlunde den samme. Hvor lang tid har det taget for dig at tage og redigere billedet/billederne, der er blevet stjålet? Gang antallet af arbejdstimer med din timeløn. Gebyret for billeder er højere end for tekster, sædvanligvis 200 %, hvorfor du skal gange beløbet med fire og ikke blot to. 

Uanset hvilken strategi du vælger, anbefaler jeg, at du sørger for at sikre konkrete beviser af tyveriet. Tag en masse daterede screenshots - både af siden og dennes kildekode. Du kan eventuelt også optage en video af siden. 

Det er vigtigt, at datoer og tidspunkter er med på dit bevismateriale, da ophavsret altid er et spørgsmål om, hvem der kom først. Det er heldigvis sjældent, du får brug for bevismaterialet, men hvis du gør, bliver du lykkelig over at have det. Gem også gerne dine originalfiler fra kameraet. Dem der endnu ikke er redigeret, og dermed beviser at du er den rette ejermand.

Jeg forstår egentlig godt, at folk er forvirrede 

Som jeg sagde tidligere i mit indlæg, tror jeg sjældent, at billeder og tekst bliver stjålet med onde hensigter. Rigtig ofte forestiller jeg mig faktisk, at det skyldes uvidenhed, og at mange derfor ikke er klar over, at de gør noget forkert. 

Denne enfoldighed kan hænge sammen med, at mange leverandører har billed- og tekstbanker, hvor samarbejdspartnere må stjæle med arme og ben uden at skulle bekymre sig om ophavsrettigheder. Dermed vænner mange webshops sig sikkert til, at billeder og tekst ikke er noget, som man skal betale for.

Sådan er virkeligheden desværre bare ikke altid. Det er ikke altid, at leverandørerne sender billeder og tekst med, og så må man altså selv i gang med kameraet og den digitale fyldepen, hvis ikke man vil købe rettighederne til andres billeder.

Hvornår er der tale om tyveri, når det kommer til tekst?

Hvis du har skrevet en unik tekst til din hjemmeside, har du helt automatisk ophavsretten over denne. Andre må dermed ikke anvende teksten i andre sammenhænge uden din tilladelse. Dine konkurrenter vil dog ofte have tilladelse til at lade sig inspirere af dine tekster og bruge omskrevne udgaver af disse på deres egne sider.

Mange tror, at det er nødvendigt med et copyright-tegn på sin hjemmeside, hvis man vil være sikker på at have ophavsretten til sin tekst, men dette er altså ikke tilfældet.

Fedt nok, det er jo til at forstå - men hvad så med billeder?

Hvis du har taget billederne på din hjemmeside, eller hvis rettighederne til billederne tilhører dig, så er ophavsretten din, og du vil derfor være i din gode ret til at sende en faktura til dem, der vælger at stjæle billederne.

Ja, det er faktisk ret sort/hvidt, hvad man må, og hvad man ikke må. Alligevel går det sommetider galt, og det er oftest ærgerligt for alle parter. Jeg håber, at jeg med denne artikel har sænket antallet af tyverier af billeder og tekst fremadrettet. Er du i tvivl, så husk altid at spørge, inde du “låner”.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Kent skriver Skriv dig op