Trafikken til din webshop er formentlig størst til kategorisider og produktsider. Det skyldes i høj grad søgeadfærden på nettet. Mange søger på produkter eller emner relateret til produkter.
Kategorisiderne er ofte i høj kurs hos Google, mens produktsider kan være lidt sværere at ranke på, især hvis de samme produkter kan købes flere steder. Kategorisiderne er stærke, fordi de typisk ligger højt i den hierakiske opbygning af webshoppen og har let ved at tiltrække relevante links og trafik.
Derfor giver det rigtig god mening at starte med at optimere der. Trafikken skulle jo nødig gå død på kategorisiden, men lede til en købsbeslutning og et salg.
Start med førstehåndsindtrykket
Titler og metabeskrivelser er det første kunden ser i Googles søgeresultater, så det kan bestemt godt betale sig at optimere her. Det handler om at få folk til at klikke videre fra søgeresultatet til lige præcis din webshop.
En god titel indeholder det primære søgeord for siden, et CTA (call to action) og dit brand. Gerne kort og præcist, så hele teksten vises i søgeresultatet.
En god metabeskrivelse kan fx svare på vigtige spørgsmål eller sætte ord på et behov hos kunden.
Hvis du ikke optimerer dine metatekster (eller skriver dem godt nok), vil Google stykke dit førstehåndsindtryk sammen for dig, og det kan altså blive noget bøvl at se på. Så der er meget at hente her i forhold til din CTR (click through rate).
Et lille tip: Starter du en spritny webshop, kan du med ro i sindet optimere dine metatekster. Har du en webshop med trafik og salg, skal du passe lidt på, når du optimerer. Hvis en side har en god placering og konverterer fint, kan det nogle gange bedre betale sig at holde fingrene væk.
Til tasterne!
Kategorisider uden tekst tæller som tyndt indhold i Googles perspektiv. Alligevel ser vi mange kategorisider uden tekst (eller med meget lidt tekst). Her kan du altså komme foran i køen, ved at gøre det godt.
Start med at tage udgangspunkt i produktrelaterede søgninger på Google. Indtast dit søgeord i søgefeltet og tilføj hv-ord til søgningen. Resultatet skulle gerne give stof til et par gode underoverskrifter og 4-500 ord per kategoriside.
Se eksempel fra Google med søgeordet “ukulele”:
Et godt eksempel er den her online musikbutik, som har arbejdet fint med deres kategorisider.
Siden med ukuleler har +500 ord fordelt med et par linjer i toppen og resten i bunden. En opsætning, der tager højde for brugernavigationen på siden og bevarer det vigtige CTA i toppen. Teksten svarer på nogle af de oftest stillede spørgsmål om produktet og ankertekster leder videre til andre relevante kategori- og produktsider.
Har du en stor webshop med mange kategori- og produktsider, kan du med fordel bruge en professionel tekstforfatter til den her del, så du hurtigt får skudt en masse kvalitetstekst ind på din shop.
Linkbuilding
Et vigtigt element i konverteringsoptimering er linkbuilding. Du kan arbejde med ekstern linkbuilding, for at skaffe trafik og øge din autoritet i Googles øjne. Du kan også arbejde med intern linkbuilding, hvor du hjælper kunderne med at få svar på deres spørgsmål og bevæge sig videre i købsprocessen.
Overvej, hvor kunderne er i købsprocessen, når de lander på din kategoriside. Hvordan leder du dem bedst videre?
Et lille tip: Sørg gerne for at linke internt både til og fra dine kategorisider, men vær opmærksom, når du linker til et produkt. Produkter kan komme og gå, mens kategorier typisk bliver stående. Måske har du et par bestsellere eller egne produkter, som du med stor sandsynlighed beholder i dit sortiment.
Et par nemme optimeringer, som også kan øge konverteringen
Til slut et par nemme optimeringer, som også kan gøre en stor forskel:
-
Skift farve på knapperne, så de vigtigste knapper springer i øjnene. Det vil typisk være knapper, som leder kunden direkte videre i købsprocessen. Det er de vigtige knapper, når vi snakker konverteringsoptimering.
-
Sørg for at synliggøre vigtige oplysninger, som kan være afgørende for, om kunden vælger dig. Tørre facts som leveringstid, fragtpris, betalingsmetoder og den slags. Det er information, som kunden leder efter, fordi pakken skal nå frem til nogens fødselsdag eller måske har man kun lige mobilen (MobilePay) ved hånden.