Jesper Norbøll fra MediaMouse

Historien om Flæske Flemse...

2019-02-13T07:40:00Z

Ja, det er efterhånden ved at være rigtig lang tid siden sidst... Men NU får du endnu en tankevækkende historie fra min side af :-)
Så lav dig en god kop kaffe / te / kakao / cola, så du er forsynet de næste 10-15 minutter:

Historien starter ca. 12 år tilbage fra i dag af. Jeg havde på det tidspunkt boet en del år i Allerød sammen med min kone.
Byen Allerød rummede, ligesom så mange andre danske byer, en masse forskellige typer mennesker - også de lidt mere "skæve" typer:
Der var dem som ikke havde så meget andet at give sig til, end at hænge ud på den lokale bodega. Dem som gik nede i hovedgaden og snakkede med sig selv, eller dem som ikke bare nøjedes med at snakke højlydt med sig selv, men spontant gik og skældte ud på alt og alle. Der var damen med det store meget uglede hår, der gik i det samme tøj, som hun havde haft på siden forrige sommer, og samlede cigaretskodder op fra fortorvet for at ryge de sidste stumper. Der var ham iværksætter-fyren, som ofte kom kørende igennem gågaden på skateboard eller longboard iført tøj med en lyserød mus på... Og så var der Flæske Flemse...

Alle kaldte ham for Flæske Flemse. En stor tyk mand på lidt over 50, med en stor rød tud. Hvis han havde haft stort hvidt fuldskæg, så ville han uden problemer kunne udgive sig for at være selveste julemanden. Han blev oftest set gående rundt oppe i bymidten, hvor hans faste rute gik forbi den lokale slagter, for at få nogle skiver stegt flæsk, som han gik og tyggede på - deraf kom navnet Flæske Flemse. Med sig slæbte han altid en stor sporttaske, fordi han, efter eget udsagn, var på vej over for at styrketræne. Men tasken havde dog en klirrende lyd, som mere henledte tankerne på ølflasker, end på træningstøj og håndvægte. Og at dømme ud fra hans gang og tale, var det nok heller ikke ligefrem kildevand og proteindriks, som han slukkede tørsten i. Jeg kender ihvertfald en hel del mennesker, som træner på den ene eller anden måde, og ingen af dem bliver nødt til, efter endt træning, at holde fast i busstoppeskuret for at holde balancen - imens de råber efter tilfældige personer der går forbi...

Illustration af Tine Norbøll / Copyright MediaMouse 2019

En dag står jeg oppe i byen og venter på en af mine bekendte skal komme ind med toget. Det var så samme dag og samme tidspunkt, at Flæske Flemse tilsyneladende skulle uden for bygrænsen. Han skulle ihvertfald med toget, eller ihvertfald ville forsøge at komme med toget. Jeg lavede den klassiske "jeg har skyklapper på og ser ikke hvad der foregår ved siden af mig"-finte og stod bare og stirrede ligefrem, imens han stod et par meter fra mig og svajede frem og tilbage. Uden at kigge, så kunne jeg godt fornemme, at han stirrede direkte på mig. Pludselig stod han med den lysende tud under 20 cm. fra mit ansigt. "Hey! Skal du også med futten??" spurgte han med en ånde, der uden tvivl fik min egen alkoholpromille til at stige med nogle procenter. Jeg svarede pænt at det skulle jeg ikke, men at jeg ventede på nogen. Jeg tog et par pæne lange skridt væk fra ham og forsøgte at stå med vinden i ansigtet og derved ryggen imod ham. Der gik ikke mange minutter før han igen stod helt op af mig, imens han prikkede mig i ryggen. "Du! Der er sgu nogen der har stjålet fra dig!" sagde han. Jeg vendte mig om og har nok lignet ét stort spørgsmålstegn. "Jeg har set den før! Den ting du har på ryggen!" fortsatte han imens jeg stod og stirrede på ham. "Der er to unge knægte som har neglet den fra dig!". Det viste sig at det var musen, MediaMouse's logo, på ryggen af min jakke, som Flemse snakkede om. SÅ faldt ti-øren og mit liv blev spolet 8-9 år tilbage i tiden.

I slutningen af 90'erne, lige midt i dot.com-boblen, havde jeg en virksomhed sammen med en gammel kollega. Vi lavede hi-end grafik og fungerede som underleverandør til reklamebureauerne. Vi stod og skulle bruge en brochure og nogle visitkort til os selv, men vi ville godt have dem i en ret høj kvalitet, men omvendt så havde vi ikke brug for ret mange eksemplarer, og havde heller ikke en stor sum penge til dem. Jeg havde på det tidspunkt lige designet en lyserød mus, som et slags internt træningsprojekt med noget nyt 3D software, som vi var begyndt at benytte. Min kollega syntes at musen var cool og satte den ind, som en slags figur i vores visitkort og brochure. Så vi havde helt færdige trykklare layouts og manglede blot at sted at få dem trykt. På dette tidspunkt var offsettryk den trykteknik man primært benyttede. Digitaltryk var så småt begyndt at dukke op, men kvaliteten var virkelig ringe i forhold til offset. Problemet var blot at en produktion af visitkort i offsettryk, dengang typisk startede på 3-4.000 kr., hvilket nogenlunde var vores budget - bortset fra at vi også havde en brochure, som også gerne skulle være med inden for budgettet. Det var dér at jeg kom i tanke om en virksomhed, som både jeg og min kollega havde arbejdet sammen med, på vores tidligere arbejdsplads et års tid før.
Dengang arbejdede vi som grafiske systemkonsulenter i en virksomhed, der var leverandør af software, hardware og konsulentbistand til den grafiske branche. Og kort før vi stoppede i virksomheden, var der landet en ordre fra en af de store faste kunder: Et stort trykkeri der ønskede at gå digitalt - Først og fremmest ved at udskifte deres normale traditionelle fotosættere og film-til-trykplade anlæg med ren digital fremstilling af trykpladerne (i dag kendt som CTP - Computer To Plate). Men de havde også en langsigtet strategi om, at ville have rent digitale trykmaskiner i samme høje trykkvalitet som offset leverede. Både jeg og min kollega var involveret i den første del af digitaliseringen til trykpladerne, og kunne følge den interne process og tankerne kunden havde i forberedelserne til at tage det store spring over i digitaltrykket. Det var en tung omgang og meget learning-by-doing, da producenten af udstyret lå i Schwiez og kommunikationen var langsommelig. Så meget af det måtte vi simpelthen finde ud af, imens vi stod med det. En af de sidste opgaver jeg var ind over, var estimering af den computerkraft der ville være behov for, for at kunne processere data hurtigt nok, til at kunne føde den digitaltrykkemaskine, som kunden havde kig på: Et kæmpe bæst der dengang kostede omkring 12 millioner kroner. På det tidspunkt var der to maskintyper inden for digitaltryk, som kunne levere noget der var på det niveau, som kunden ønskede - og uanset hvilken maskine kunden ville end med at vælge, så ville de være de første, ikke bare i Danmark men i Norden, med en maskine af denne type.

Selvom jeg aldrig kom til at være med, til at installere maskinen hos kunden, så vidste jeg fra vores tidligere kolleger, at kunden havde fået maskinen, men at der endnu var langt til målet. Der var problemer med stabiliteten af maskinen, ligesom at der navnlig var store problemer med den software og hardware, som stod for selve RIP'ningen - altså de data der skulle omdannes og sendes til maskinen. Det var den del jeg tidligere havde været indblandet i og her havde jeg, både af faglige og religiøse grunde, peget på henholdsvis SUN og SiliconGraphics, som de computere der ville være kraftige nok. Men budgettet kunne ikke holde til det prisniveau maskinerne lå på, så man var istedet endt med at installere en Digital Alpha computer til databehandlingen. Men underleverandøren af computeren havde store problemer med at få tingene til at fungere optimalt.
Men bottom line var, at jeg og min kollega havde nogle tryksager vi skulle have kørt - og vi kendte et trykkeri, som var i stand til det, forudsat at maskineriet fungerede.
Så jeg ringede til vores gamle kontaktperson på trykkeriet og han var helt frisk på at vi kom forbi. Jeg tror at han så en kærkommende lejlighed til at han kunne hjælpe os - og vi til gengæld måske kunne hjælpe med deres udfordringer. Vi var der næsten en hel dag, før vi havde fået kørt vores lille antal brochurer og visitkort - og vi havde ingen mulighed for at løse deres problemer. Hardwaren var underdimensioneret og softwaren var en skod'et beta-version, der var mere ustabil end Flæske Flemse efter en af hans helt hårde "træningsture".

Nå ja... Flæske Flemse... Dengang blev han kaldt ved hans normale navn, Flemming, hvilket nok også var mere passende til en fyr, som dengang var i slutningen af 30'erne, havde en normal kropsbygning, altid gik i skjorte - og som var ejeren af trykkeriet. Han havde startet det op sammen med en partner, men partneren var sprunget fra i begyndelsen af hele digitaliseringen. Så Flemming stod alene som direktør for dette nu store banebrydende trykkeri, som havde taget et kæmpe skridt ind i den digitale tidsalder.

Men det blev aldrig den store succes, som alle ellers havde spået om. Der var for mange problemer. Ikke kun med udstyret til digitaltryk, men også til den digitale fremstilling af trykpladerne. De tekniske udfordringer med udstyret gjorde det næsten ubrugeligt. Teknikerne, der havde forstand på maskinerne, kom fra Schweiz. Så hver gang der var driftstop, strakte det sig ofte over flere dage. Jeg hørte efterfølgende historier, fra mine tidligere kolleger, om hvordan det bare blev mere og mere kaotisk derude, indtil dot.com-boblen sprang... og problemet derved løste sig selv; Trykkeriet gik konkurs. Flemming og hans medarbejdere havde satset alt på at blive frontløberne inden for digitaltryk. Hvilket de som sådan også blev, men som mange andre pionerer, så betalte de også prisen. De måtte betale de dyre lærepenge, som andre efterfølgende har kunne lukrere på. Det kostede dem virksomheden. Flemming gik personligt konkurs og det sendte ham ud i en langvarig depression.

Og der stod jeg så, mange år senere, på en togperron i Allerød og kiggede Flemming direkte i øjnene. Han var tydeligvis ikke klar over, at JEG var den ene af de unge knægte han talte om, og han have tilsyneladende ikke den store tidsfornemmelse. Han var ret overbevist om, at det var for nylig, at han sidste havde set musen på en tryksag - og ikke mere end et årti siden.
Jeg spurgte løst omkring tiden dengang, og det var tydeligt at det var noget han godt kunne huske, men ikke ønskede at tale om.
Helt basalt set, så havde han haft fat i det helt rigtige - Han var bare lige en 5 år for tidligt på den. Hvis han havde ventet nogle år med sætte alle sejl ind på digitaliseringen, så havde han kunne ride stormen af under dot.com-krakket med den eksisterende stabile forretning han havde. Og imens ville teknologien være blevet bedre og billigere, til når hans virksomhed tog springet. Men pga. forkert timing og ganske simpelt sort uheld, så endte det, som ellers kunne være gået hen og være blevet en kæmpe succes, helt anderledes. Til sammenligning startede en række digitaltrykkerier efterfølgende op på bagkanten af dot.com-boblen. Der i blandt Lasertryk.dk, som i en lang årrække udelukkende benyttede sig af digitaltryk og som i dag er Danmarks største trykkeri.

Jeg ser stadig Flemming gå rundt oppe i byen en gang imellem. Ham, den tykke mand med den stor næse, flæske-stykkerne og træningstasken med ølflasker.
Ham som de fleste ser som en drukkenbolt. Ham der burde blive siddende derhjemme, istedet for at gå rundt og genere andre...
Og så er der de ganske få af os, som ser ham pioneren - Ham der så en mulighed - og tog chancen.
Ham... iværksætteren...

/Jesper

Du bliver hvad dine kunder spiser!

2018-03-20T07:55:00Z

Der er et gammel ordsprog som siger "Du bliver hvad du spiser".
Men jeg har så min egen modificerede version: "Du bliver hvad dine kunder spiser!".

Og ja, det giver måske ikke rigtig nogen mening lige nu og hér, men det gør det når du har læst dette indlæg færdigt :-)
Uanset om du er helt nystartet eller har været igang i et stykke tid, så ligger der et par guldkorn til dig i dette:

Når man starter en virksomhed op i dag, næsten uanset i hvilken branche, så vil der være konkurrence. Og for mange er den mest åbenlyse konkurrenceparameter, at fokusere på prisen.
Det er helt klart også det første kunderne umiddelbart kigger på. Så det er det letteste at konkurrere på - set på den korte bane. Men det er altså de færreste hvis virksomheder kan overleve på ren priskonkurrence - og endnu færre som kan vækste deres virksomheder på det.

Jeg har nu rundet 42 år som menneske og 24 år som iværksætter. Og en af de ting som jeg har lært igennem min tid som iværksætter er, at man skal være meget opmærksom på hvilken type kunder man tiltrækker.
Det er nemlig kunderne som har en ret kraftig indvirkning på, hvilken form for virksomhed som man driver. Men det gælder selvfølgelig også den anden vej rundt. Og det vigtige at et det en selv, som virksomhedsejer, der styrer dette og ikke kunderne.
Og det bringer mig så tilbage til det med at man bliver hvad ens kunder spiser. Lad mig give dig et helt lavpraktisk eksempel i form af en lille historie fra det virkelige liv i min egen branche - den grafiske branche:

To nyuddannede mediegrafikere starter et online-trykkeri op. De kan ikke selv trykke, men brooker tryksagerne hos andre trykkerier - bl.a. hos min virksomhed MediaMouse.
De prøver at kommer ind på markedet ved at tilbyde tryksager til meget lave priser. Men ligesom i så mange andre brancher, så er den grafiske branche, og derved også trykkerierne, generelt ret presset på priserne. Så selvom de kan købe tryksager f.eks. hos os med x-procent rabat pga. videresalg, så tjener de praktisk talt ingen penge på tryksagerne. De er nede på at tjene imellem 15 og 50 kr. på at sælge ét sæt visitkort. Og set i lyset af at det er dem, som har alt tidsforbruget på kommunikation og bøvl med slutkundene, så er det absolut ikke noget der dækker deres timeløn ind.
Men deres intention er som sådan heller ikke at de skal tjene styrtende med penge på tryksager - det er det grafiske arbejde de vil tjene pengene på. Så derfor forsøger de heller ikke at tjene nogle mere fornuftige penge på tryksagerne.
De har en intention om at blive et af de helt store reklamebureauer som laver designguides og kampanger for de helt store brands - og derfor er det med at tilbyde tryksager kun et imidlertidigt forretningsområde for dem.

På et tidspunkt havde jeg en sen aftentime en længere snak med en af stifterne. Det var gået op for dem at næsten alle de kunder de havde, udelukkende var kunder hos dem, fordi de kunne få tryksagerne billigt og i mange tilfælde fik det grafiske arbejde gratis.
Og de kunder fyldte så meget i deres dagligdag, at de ikke havde mulighed for at flytte virksomheden over i retningen af det de gerne ville have den i; Det at være et reklamebureau som tjente penge på koncept, design og layouts, istedet for som nu ikke at tjene penge på disse ydelser. På den måde holdt deres nuværende kunder virksomheden nede og de eneste nye kunder virksomheden tiltrak, var kunder af samme type, som også ønskede meget billigt grafisk arbejde.
Det kommer nok ikke som en overraskelse for dig nu, at deres virksomhed ikke eksisterer længere.

Men dette scenarie er absolut ikke unormalt iblandt iværksætterne. Prøv blot at tage et kig herinde på Amino eller på diverse iværksætter-grupper på Facebook. Lige så snart der er en person der spørger til logodesign eller grafisk arbejde, så er der en masse som praktisk talt faldbyder hinanden for at få opgaven. Og ofte ender det ud i noget i stil med "150 kr. og så designer jeg indtil du er tilfreds...".
Som sådan er der ikke noget galt i det. Der sidder rigtig mange fritids-iværksættere derude, som har en fast lønindkomst fra et normalt job og har det fint med at tjene 150 kr. på en 3-4 timers hygge-arbejde om aftenen. Men hvis man bruger lidt mere tid på at kigge på de forskellige personers profiler, så vil man også finde nogen som har tydelige ønsker om at gøre det til meget mere end bare en hobby.

Og lad mig sige det helt ligeud: Hvis du ønsker at være grafiker og arbejde med de helt store kunder, så kommer du aldrig dertil, hvis du slå dig op som grafiker der arbejder ubegrænset til 150 kr.!
Først og fremmest kommer du slet ikke i disse kunders rampelys, da alle de kunder som du har tiltrukket med dine lave priser, simpelthen skygger for dig. Hvis de store potentielle kunder overhovedet får øje på dig, så vil de se dig, som en der selv mener at dit eget arbejde ikke er mere værd end de 25-50 kr. pr. time. Og dine nuværende kunder kommer aldrig til at løfte dig derop hvor du gerne vil. Tværtimod holder de dig nede, da du har travlt med at løse opgaver for dem - opgaver som du ikke tjener ret mange penge på. Så tricket ligger i at undgå at blive låst fast på et kundesegment, som man ikke ønsker at blive ved med at have. Men dette kan de færreste gå ud og gøre fra dag 1 med en nystartet virksomhed.

Jeg plejer at sammenligne det med en trappe med forskellige trin. Hvis du godt vil op på næste trin, så bliver man nødt til at vinke farvel til noget af det som ligger på det trin du står på nu. Og det kan være rigtig svært at lave det nummer, hvor man bevidst vælger nogle kunder fra, fordi man satser på at det, på den lange bane, vil give nogle større/anderledes kunder som er bedre for ens virksomhed.
Det kræver is i maven og mod. Det er dér hvor den rigtige iværksætter skiller sig ud fra mængden, ved at turde at gå ud og lave en strategisk beslutning af denne art. Det kan gå vise sig at være et godt valg - og det kan også grueligt galt, hvis man ikke gør det meget velovervejet og fejlbedømmer ens egne og virksomhedens evner til at tage det næste spring.

Men det gode ved trappen er, at den også kan have en selvforstærkende effekt, hvis man har fundet den helt rigtige balancegang og kan formå at få ens virksomhed til at tage trin efter trin op af trappen.
Jeg ser selv hvordan dette sker i min egen virksomhed MediaMouse omkring nogle af de specialproduktioner vi laver inden for messeopbygninger og kreative dekorationer til kontorer og lignende. Det er ikke unormalt at der, når vi har løst en opgave, kommer henvendelser fra nye større kunder, end den kunde vi har løst den pågældende opgave for. Og det er netop pga. trappe-effekten: Vi løser en opgave for en kunde. En af deres større kolleger i branchen ser det. De tænker noget i stil med "Hvis de kan lave det for dem, så kan de vel også lave dette for os". Når denne lidt større opgave så er løst for den nye kunde, så kan scenariet gentage sig igen med et endnu større projekt osv. osv.

Når jeg kigger tilbage til da jeg oprindeligt startede MediaMouse, så kan jeg også se at jeg - lidt ubevidst - gjorde et smart træk. Men det var også et sats. Og det var at have et tæt bånd til nogle af de små iværksætter-virksomheder, som jeg kunne se måske ville kunne være med til at vækste min egen virksomhed. Så selvom det f.eks. kun var en lille virksomhed med 1-2 mand i en støvet taglejlighed, så brugte jeg mere tid på dem, end jeg gjorde på andre. Og det var simpelthen et sats på at de ville blive større og vores virksomheder ville kunne følges op af trappen - ihvertfald et par trin eller flere.
Og den strategi fungerede rigtig godt. Nogle af de tungere kunder vi har i MediaMouse i dag, er kunder som oprindeligt var helt små nystartede, men i dag er store virksomheder med mange ansatte - og rigtig mange grafiske opgaver som vi er med ind over på. Vores virksomheder er vokset op sammen. Og vi kender deres virksomheder bedre end nogen som helst andre i den grafiske branche. Og lige som vi har haft et ønske om at kunderne skulle vokse og blive en succes, så har de haft det samme ønske om os. De ville gerne blive ved med at have os som leverandør.

- Og det er her hvor essensen kommer: Min virksomhed vokser fordi vores kunder, og deres krav og ønsker til hvad og hvordan vi kan levere, vokser. Men pga. trappeeffekten, så skubber og hiver vi hinanden op trin efter trin. Nogle gange ønsker kunden at vi kan noget andet end vi kan lige pt. og det kan skubbe os op på næste trin. Andre gange er vi et trin højere oppe end kunden og kan tilbyde dem noget som vi ikke har kunne tidligere, men nu kan kunden bruge dette - og derved trækker vi kunden med op på næste trin.

jeg ved godt at dette indlæg var lidt anderledes end jeg plejer at lave blogindlæggene her på Amino. De plejer at være mere i form af historier fra det virkelige liv, hvorimod dette indlæg er mere fra et helt overordnet metaforisk perspektiv.

Men prøv at have det lidt i baghovedet... Er dine kunder medvirkende til at du kommer længere op af trappen? Eller lader du dem trække dig ned af trappen?

/Jesper

PS. Jeg lavede, for et stykke tid siden, et afsnit i min Vlog om ovenstående emne, hvis du vil høre/se mere omkring det:
https://www.youtube.com/watch?v=po44yu7L8Rg&t=3s

(Gå ind på Amino for at se den video der er i indlægget)

Iværksættere kan absolut også få stress!

2017-04-20T06:35:00Z

Stress er en skygge der følger alle erhvervsdrivende.
Den kan forblive i det skjulte, måske en sjælden gang imellem lige stikker hovedet frem - eller pludselig træde ud af mørket og sende én til tælling...

Efter min mening er det meget vigtigt at man har gjort dette klart for sig selv, allerede når man begynder at overveje at starte som iværksætter / selvstændig.
Det virker måske noget voldsomt og afskrækkende allerede at trække stresskortet lige op i ansigtet på en helt grøn iværksætter-spire.
Men ikke desto mindre er dette en lige så hård en realitet, som det at ens virksomhed ikke kan eksistere uden penge.

Jeg har på nuværende tidspunkt drevet virksomheder on/off i 23 år. Og jeg har været igennem nogle perioder af stress i større og mindre grad.
I min verden er der 2 forskellige typer stress. Begge har hver sin indvirkning både fysisk og mentalt. Fællestrækket for den begge er at de før eller siden tvinger dig i knæ.

- A-stress: Det er mit brændstof. Mit narkotika. Det som - ærligt sagt - er en af tingene jeg elsker ved det at være iværksætter.
Jeg vil beskrive det som den følelse man får når der er travlt, det vælter ind med ordre (og penge) og man bare tænker "Wow! Damn hvor vi har meget fedt at rive i - Sådan!!".
Det er blot et spørgsmål om timer i døgnet og knokle igennem, så skal det nok hænge sammen. Adrenalinen knalder igennem blodårerne, hjernen tænker lynende skarpt og man kan uden problemer køre med 4 timers søvn og stadig være fuldstændig "på" den næste dag.

- B-stress: Dette er min skygge. Hvergang jeg tager et nyt stort skridt i denne iværksætter-verden, så kan jeg mærke skyggen bevæge sig i det kolde mørke.
Den er der. Jeg er ikke Lucky Luke. Den vil altid være der. Uanset hvordan jeg forsøger at snyde den. Det eneste den kræver er min fulde respekt - Får den det, så lader den mig køre mit show i fred. Men viser jeg den ikke respekt, så kommer jeg til at fortryde det.
B-stress vil jeg beskrive som resultatet af uvidenhed, usikkerhed og i det hele taget ting som er ude af éns kontrol. Det kan også være noget uden for virksomheden, f.eks. i privatlivet, som skaber problemer som reflekterer over i ens dagligdag i virksomheden. Det er det som skaber bekymringer, urolighed, søvnmangel, angst, sløver ens evne til at tænke fornuftigt og rationelt, og derved sender en ud på en vej af dårlige ikke gennemtænkte, instinktive handlinger, hvor man reagerer rent på følelser fordi alt i ens krop og sind er i alarmberedskab. Og fordi man reagerer sådan, så har det en tendens til at være selvforstærkende og det er dette som, med mine øjne, er vanvittig farligt ved B-stress. I værste fald kan det køre én ned i et hul, som man aldrig kan komme op af igen, hvis man ikke når af springe af i farten.

Selv om A-stress virker mere positiv og harmløs end B-stress, så kan en fast legeaftale med A-stress, hvis man ikke passer meget godt på, hurtigt invitere B-stress med i legen. Fordi når alt barer kører derudaf og man er helt høj af at det hele bare bimler og bamler, idéer, opgaver og penge bare vælter ind, så kan man godt blive fartblind - selv når man er en erfaren kaospilot. Lige pludselig kan "Fedt, det vælter ind med ordre!" svinger over i "Shit! Hvordan når vi det?". Det er når man løber tør for timer i døgnet, en medarbejder bliver syg, man selv bliver syg, en underleverandør svigter eller noget andet uforudset og ukontrollabelt sker.
Men A-stress i sig selv kan også være en farlig legekammerat. A-stress er fantastisk og fyldt med energi og kører for fuld skrue derudaf. Men glem aldrig at A-stress er bedre end dig!
Prøver man uhæmmet at følge med, i troen om at man er mindst lige så hurtig, udholdende m.m. - så slider A-stress en op. Man brænder ud...

På det punkt vil jeg sige at A-stress er en mere farlig legekammerat end B-stress. Fordi A-stress kan virke opkvikkende og drive en fremad, så opdager man først at man styrter, når man rammer asfalten.
Jeg er ikke stress-coach, psykolog eller noget der bare minder om det. Så alt dette er blot mine iagttagelser og holdninger. Men jeg oplever selv at bivirkningen af A-stress kan ramme hårdt og komme som et lyn fra en klar himmel - og pludselig blive til B-stress for fuld skrue - hvor B-stress derimod kan komme gradvist og man får en del advarsler inden helvede bryder ud.

Jeg har, som jeg tidligere skrev, oplevet stress i flere omgang i forskellige grader.
Den værste gang er stadig tilbage i dot.com-tiden lige op til Boblen braste. Det var dér hvor jeg lærte at min fantastiske legekammerat A-stress også havde en rigtig farlig leg.
Jeg drev på det tidspunkt en virksomhed sammen med en partner og det var i en tid hvor pengene væltede ned i munden på en, ligeså snart man åbnede den og sagde noget der rimede på "Internet".
Det buldrede derud af og hele stemningen i dot.com-branchen var euforisk - elektrisk - og vanedannende. Alt gik lynhurtigt og vi knoklede og det var bare fedt.

Pludselig ramte tre ting mig som lyn frem en klar himmel. Vi var begge i starten af 20'erne og mente selv at vi var nogle iværksætter-genier (set nu, så var vi bare nogle unge fjolser som havde meget at lære endnu, men var for smarte til at indse). En ny kunder ville ikke betale en regning, som for os var på et ret højt beløb. Samtidig havde banken haft fat i mig og var noget bekymret over for vores cash-flow og en kassekredit som var tæt på max'et helt ud. Jeg ringede til kunden og præsenterede mig som "den administrerende direktør". Damn, det lød sejt! Men ikke desto mindre sad der en +50-årig fyr i den anden ende... som endte med at tage os gevaldigt i røven.
Vi havde samtidig med dette fået en fed opgave for et reklamebureau - vi skulle lave vores første reklamefilm til TV2s reklameblok! Vi kørte med klatten. Alt var fedt. Og vi var allerede igang med at planlægge hvad vi skulle brænde alle pengene af på bagefter. Vi knokler løs med opgaven. Men den var lige en lidt større mundfuld end vi havde regnet med. Der opstod noget usikkerhed og navnlig begyndte mig og min kollega at hakke på hinanden. Der var ikke nogen tvivl om at nu var det ikke længere sjov og ballade, men ramme alvor. Vi havde taget munden for fuld, men vi havde brug for pengene.

Så kom den dag hvor vi blev taget i røven. To gange endda. Først af dem som skulle have betalt regningen. Samme dag skulle jeg have et planlagt møde med vores bank. Det aflyste jeg med en lam undskyldning. Dernæst ringer reklamebureauet og fortæller at de har f***et op i planlægningen. Vores deadline var ikke onsdag i næste uge - men i denne uge. Klokken 17 i overmorgen skulle vi aflevere den færdigredigerede reklamefilm til TV2 Lorry... Vi arbejdede igennem som vanvittige. Jeg kørte hjem klokken 5 om morgenen for at skifte tøj og slukke mit vækkeur, så det ikke stod og larmede resten af dagen. Alt var noget lort. Computerne gik ned. Vi fik ved en fejl overskrevet noget af det råmateriale vi havde liggende og måtte digitalisere det igen. Vi fik problemer med at outputte til Betacam-båndene, som ellers ikke plejede at være et problem. Den ene rendering fra redigeringssystemet sagde pludselig "About 1 day" som tidsestimat. Natten før vi skulle aflevere reklamefilmen, der sad jeg ude på toilettet med blodet dryppende fra bagdelen, og havde to valg: Smide håndklædet i ringen og tage på hospitalet og bryde kontrakten på opgaven (= ingen betaling) og tage balladen med banken - eller blive og knokle igennem.
Jeg valgte det sidste... Jeg skal lige tilføje at jeg 4 år tidligere fik konstateret kronisk tarmbetændelse - og lægerne var på INGEN måde imponeret da jeg kom kravlende et par dage senere og bad om hjælp. Min sygdom var brudt ud for fuld skrue og jeg lå på hospitalet i lidt over en uge og måtte bl.a. have blodtransfusion - og en lægelig skideballe af en kaliber som jeg aldrig glemmer. Der gik et pænt stykke tid før jeg var nogenlunde mig selv igen fysisk og mentalt.

Det er den værste omgang stress jeg nogensinde har haft. Og nu ved jeg hvor min yderste grænse ligger, men det har ikke skræmt mig væk fra iværksætteri.
Jeg har siden da prøvet flere omgange af B-stress i varierende grader. Men jeg har altid kunne navigere i det. Men ikke desto mindre oplever jeg stadig niveauer af stress som kan ryste mig.
Sidste omgang var i december måned sidste år (2016) hvor vi var midt i at flytte MediaMouse. Og det har jeg ikke tænkt mig at skrive om her, da dette indlæg allerede er langt - og fordi jeg faktisk lavede et afsnit om det i min Vlog. Men jeg var tæt på et black-out midt i julehandlen i Lyngby Storcenter.

Pointen med dette lange indlæg er egentlig bare at gøre opmærksom på at iværksættere absolut også kan blive ramt af stress.
Og iværksættere efter min mening endda er i højrisiko-gruppen.

- Men vigtigst af alt: At vi gør opmærksom på det og snakker åbent om det, ligesom jeg nu har skrevet dette blog-indlæg.
Iværksættere er ikke usårlige. Vi lever et liv på et andet spor end en normal lønmodtager. Og det at snakke om stress og melde ud at man er stresset er ikke kun forbeholdt lønmodtagere, som kan skyde skylden på dårlig struktur, ledelse m.m.

- Forskellen er blot at vi kan ikke give andre skylden... Kun os selv.
Og det er måske det sværeste af det hele...

/Jesper

Og her er så videoen fra min Vlog: (Gå ind på Amino for at se den video der er i indlægget)

- og et link såfremt du ikke kan se den her på Amino:
https://www.youtube.com/watch?v=CiBNmTM-Pjo

Dårlige betalere - og hvad jeg syntes

2016-11-03T06:00:00Z

Med mindre man driver en webshop eller lignende, hvor man udelukkende tager imod betaling via kreditkort eller tilsvarende, så kommer man som selvstændig erhvervsdrivende / iværksætter på et eller andet tidspunkt til at krydse vej med en eller flere dårlige betalere.

Og jeg vil sige at man virkelig skal have is i maven for ikke at lade det gå en på, når en kunde tydeligvis ikke har tænkt sig at betale regningen foreløbig.
Jeg har drevet virksomhed i 23 år, og jeg tager det stadig meget personligt når jeg hører der er en kunde som forsøger at trække betalingen i langdrag, eller direkte forsøger at snyde os for betalingen.

Mange af de opgaver vi løser er opgaver med meget kort deadline - tit fordi at kunden allerede er blevet brændt af, af en anden leverandør, og derfor står nu akut og mangler tingene. Når en af disse så efterfølgende får en faktura fra os, og så enten ikke betaler til tiden, eller vender tilbage og vil til at diskutere den ellers aftalte pris, så syntes jeg det er direkte respektløst. Men sådan nogle typer er der - og ærligt sagt, ikke for at skræmme nye iværksættere; der kommer flere og flere af dem.
Vi er i en verden hvor det for mange handler om hvor meget man kan rage til sig, også selvom det er på andre bekostning. I MediaMouse har vi en helt fast procedure for at screene vores kunder, og vi er super firkantede omkring hvornår kunderne ryger til inkasso. Primært skyldes det egentlig, at jeg personligt ikke gider at bruge tid på folk der ikke kan finde ud af at betale deres regninger. Så vores bogholder står for at rykke folk, og hun har også grønt lys fra mig til at smide dem til inkasso, hvis de ikke reagerer på rykkerne.
På den måde er hun en slags "lynafleder" for at jeg ikke altid skal være blandet ind i det, når en kunde ikke kan betale, men til gengæld kan bruge min tid på mere fornuftige ting.

Men der er nogle situationer hvor jeg bliver blandet ind i det alligevel. Heldigvis er det ikke så mange, men der er nogle enkelte - og jeg bliver stadig sur hver eneste gang.
Så på baggrund af en kunde, som direkte forsøgte at snyde os, lavede jeg nedestående video.
Og jeg beklager mit sprog - jeg var ret sur. Men til gengæld kommer der nogle tips til dem som står over for sine første dårlige betalere, eller bare har brug for at høre at de ikke er de eneste som oplever det:

(Gå ind på Amino for at se den video der er i indlægget)

Og et link til dem som ikke kan se videoen direkte herinde på Amino: https://www.youtube.com/watch?v=-JKRRmDAmPg

/Jesper

Den første ansatte

2015-11-19T16:11:00Z

At ansætte den første medarbejder er helt klart et stort skridt og en milepæl i virksomhedens historie. Men mentalt er det også noget af et spring stå over for.

I dette blogindlæg besvarer jeg et spørgsmål som jeg fik i kommentarerne til mit tidligere indlæg, hvor Peter Rosenberg Kjær fra www.elsikkerhed.dk spurgte om jeg ikke kunne lave et blogindlæg omkring det med at ansætte den første medarbejder og mine tanker omkring det.

Så det har jeg herved gjort:

(Gå ind på Amino for at se den video der er i indlægget)

Jeg vil så i denne sammenhæng lige benytte lejligheden, til at gøre opmærksom på at jeg i øjeblikket søger en ny medarbejder i MediaMouse.

Har du nogen forslag til andre emner, som du godt vil høre om, så skriv det endelig som en kommentar.
Hvis det er noget jeg ved noget om, så kan det være at det er dit spørgsmål jeg besvarer næste gang

RETTET: Der er igen nogen der tilsyneladdende har problemer med at afvikle videoen på mobiltelefoner via Amino.
Så her er i stedet et direkte link: https://www.youtube.com/watch?v=pMU_v4uwSnU

/Jesper

Ja, jeg lavede 3.500 kr. om til millioner!

2015-09-22T07:00:00Z

Det er lang tid siden at jeg sidst har lavet et blogindlæg som en video.
Og da jeg var igang med at lave en anden video sammen med en af mine kolleger i MediaMouse - og var blevet kraftigt inspireret til dette indlæg - så skød vi denne video .

Da den ikke var planlagt, er den ret impulsiv. Men den indeholder et par guldkorn som jeg håber der kan motivere dem som har brug for det.
Den handler om hvordan jeg økonomisk set startede MediaMouse, og så tager den en afstikker ud i en lille rundtur i noget af MediaMouse, skærermaskiner - og smølfer...

(Gå ind på Amino for at se den video der er i indlægget)

RETTET: Jeg har lige tilføjet videoen som et direkte link, da der tilsyneladende er nogle tablets og mobiltelefoner som ikke kan vise videoen her på Amino
https://www.youtube.com/watch?v=YlsgXY3qAJU

/Jesper

Tip: Navigation er lettere, hvis man har et mål.

2015-04-21T13:30:00Z

Dette indlæg kunne i bund og grund være skrevet af min sørøver-Morfar (læs mit tidligere blogindlæg: Min Morfar er sørøver ), men det er det ikke.
Det er skrevet med udgangspunkt i hundredevis af samtaler jeg ved forskellige lejligheder har haft, ikke blot med diverse succesfulde iværksættere, direktører for større virksomheder, men også professionelle sportsfolk og andre mennesker, som på den ene eller den anden måde, performer på et højt niveau.

Selvom dette ikke er skrevet af en sørøver, så kom inspirationen til dette indlæg, da jeg på et tidspunkt snakkede med en af mine gode bekendte omkring det at starte virksomhed op.
Vedkommende er oprindeligt uddannet inden for søfart, men driver i dag sine egne virksomheder. Og det er interessant at se hvordan folks uddannelse og erfaringsgrundlag tydeligt påvirker den måde de driver forretning på - især i opstartsfasen.
Jeg finder selv rigtig meget inspiration i at høre på hvad disse mange forskellige mennesker griber tingene an på lige så forskellige måder.
Det er her hvor jeg mener at man f.eks. som helt ung iværksætter virkelig bør bruge nogle kræfter. Hvorfor bruge massevis af tid på at opfinde diverse dybe tallerkner, når der allerede er andre som har opfundet dem og man blot behøver at finjustere dem og eventuelt give dem en anden farve? Jeg oplever desværre en del unge iværksættere som udelukkende spejler sig i tilsvarende unge iværksættere så som Casper Blom, Simon Mørch m.fl., (som jeg lige skal tilføje, at jeg har den dybeste respekt for), men opfatter ældre iværksættere som stenalder-fund, blot fordi de f.eks. ikke benytter sig af de sociale medier, udelukkende handler med fysiske varer i en fysisk verden eller andet. Men de er samtidig også helt blinde over for at rigtig mange af de grundpiller, som forskellige virksomhedsprincipper bygger på, praktisk talt er identiske uanset hvilken form for virksomhed man driver. Og derved kan en snak med en 83 årig gammel købmand være mindst ligeså indholdsrig, som en snak med en 17 årig webshop-ejer.

Men det er slet ikke det som dette indlæg skal handle om, men derimod vigtigheden af at sætte sig et mål.
Hele vejen igennem mit liv (som nu snart runder 40 år), eller i hvert fald siden jeg fik mit første job hos Bent Købmand som bydreng, har jeg hørt sætningen "sæt dig et mål" i mange forskellige versioner. Jeg arbejdede hos Bent Købmand i ca. 4 år og han forsøgte bl.a. at lære mig vigtigheden i ikke at "spilde tiden på at fjumse planløst rundt". Dette kom igen da jeg som 18 årig fik mit første rigtige job som lagermand på et lager hos en stor IT-virksomhed.
Der var en 5-6 andre lagerarbejdere og en "lagerforvalter" og de var nogle gode og sjove kolleger, men der var også en del af dem hvor man godt kunne høre at studenterhuen i hvert fald ikke var den der trykkede.
Da jeg havde været på lageret i 2 måneder tværs over sommeren, tog vores lagerforvalter Tom en længere snak med mig. Tom var en rund fyr, midt 40'erne, og han havde en del ballast, ikke blot i form af sin vægt, men også i erfaringer. Han sagde ligeud at han syntes at jeg spildte mig liv ved at gå nede på lageret. Han syntes at jeg var for klog til det og der lå så mange andre muligheder foran mig. Han vidste at jeg interesserede mig for computere og var kreativ. Jeg kan huske at jeg svarede, at jeg var glad for at være på lageret (navnlig set i lyset af lønnen som var ret høj i forholdt til jeg kun var 18) og ikke rigtig kunne se hvilke andre muligheder der lå foran mig.

Tom forklarede mig at jeg blev nødt til at sætte mig nogle mål hvis jeg ville videre i arbejdslivet, have mig en karriere og lave noget andet end blot at gå og slæbe kasser hele dagen lang.
Jeg sagde så at jeg ikke vidste hvad det skulle være for nogle mål, men at han da havde ret i at jeg ikke ville gå og slæbe kasser resten af mit liv. Det i sig selv var, trods alt, en form for mål, forklarede Tom mig.
At Tom ikke blot opgav, men stædigt stod fast ved at jeg skulle videre, kan jeg kun være ham taknemmelig for i dag. Han er en af grundende til at jeg startede i den grafiske branche:
Dagen efter vores snak gav han mig en opsigelse, hvorpå der stod at mit sommerjob ikke ville blive forlænget ved ugens udgang. Og jeg nåede ikke længere end til at have læst den nederste linje færdig, før han sagde "Nu ligger der en mulighed foran dig - og den syntes jeg du, hvis du er så klog som jeg tror du er, skal tage!". Han havde på mine vegne lavet en aftale med direktøren i deres datterselskab, om at jeg kom forbi til en samtale - lige nu. Datterselskabet var en, dengang, lille virksomhed der leverede udstyr og løsninger til den grafiske branche. Og de manglede et "føl" som kunne starte med at hjælpe dem med at pakke kasser, klargøre computere og ellers vokse med virksomheden. Vi var 12 personer i en kælder i den ene fløj i bygningen og da jeg stoppede i virksomheden 3,5 år senere var det bl.a. Danmarks største Apple-forhandler med +100 medarbejdere og 3 afdelinger.

Jeg stødte på Tom nogle år senere hvor vi fik snakket meget kort og jeg fortalte at jeg var glad for "sparket" jeg fik dengang.
Og til det sagde han noget, som min bekendte søfartsuddannede mindede mig om, ved at sige fuldstændig det samme: "Når man har et mål, så navigerer man helt anderledes".
Igen tilbage til søfartens verden, så vil man aldrig begive sig afsted uden at have afklaret målet/destinationen og klarlagt hvad der potentielt kunne være af udfordringer undervejs.

Og nu kommer så pointen i dette indlæg:

Sæt dig nogle mål! Ellers så risikerer du at padle rundt i ring. Det kan godt være at det bliver større og større cirkler, men du kan med stor sandsynlighed komme videre på en mere effektiv måde med nogle pejlemærker undervejs.
Og du er også mindre tilbøjelig til at blive distraheret. Og husk på en meget vigtig ting, som jeg har været ret mange år om at indse: Dine mål er ikke nødvendigvis de samme som andre vil se som mål - og omvendt. Pas på med at tage andres mål og gør dem til dine. Andres mål og drømme er ikke nødvendigvis kompatible med dig.

Og nu til det som vil få masser af handelsskole-studerende til at klappe i hændende; Forretningsplanen.

Jeg har ikke nogen fin uddannelse af læne mig op af i mine påstande i dette blogindlæg... Jeg har til gengæld 22 års rå erfaring med at drive forskellige former for virksomhed.
Og for alle mindre virksomheder og selvstændige vil jeg sige at en forretningsplan er lige til at tørre røv i - og alligevel ikke.
Skriv den - og så tørrer du med den, brænder den eller på anden måde gør et eller andet med den, så du aldrig kommer til at kigge på den igen.

Det som er det vigtige med den er, at den i form af dens udarbejdelse, indirekte får dig tvunget til at sætte nogle mål. Og det er det vigtigste af det hele.
Hvis din forretningsplan er detaljeret, så har du formentenlig også en idé om hvilke store isbjerg du skal undgå på vejen mod dit mål.
Det er det som jeg definerer som milepæle. Men ligesom med rigtige isbjerge, så kan disse milepæle flytte sig under tid og omstændigheder.
Og det er derfor du aldrig blindt bare må følge en forretningsplan. Den er forældet i det sekund du har skrevet den færdig.
Du vil heller aldrig se en kaptajn udstikke en kurs og så blindt følge den uden at holde øje med hvad der kommer af tværgående trafik, ændring af vejret m.m.

Men igen, han (eller hun) kan ikke udstikke en kurs uden at kende destinationen - at have et mål at sigte efter.

Og et rigtig godt råd fra mig: Lad nu være med at være beskeden, men vær omvendt også realistisk.

Jeg har skrevet og sagt dette før: Hvis dit mål er at kunne købe den lækre sportsvogn, flytte ind i det store hus, vælte dig rundt folk der tilbeder dig eller dit produkt, have den store virksomhed med +100 ansatte eller blot noget helt enkelt og jordnært, som at kunne holde 2 ugers ferie i Florida hver sommer; Så skriv det på et stykke papir eller sæt et billede af det op, så du kan blive mindet om det hver dag. Og lad være med at være flov eller lignende over det, når andre spørger til det. Stå inde for at det er DIT mål, uanset hvad de end syntes om det. Vær stolt af at du har det som mål og endda også tør tale om det. Og tro mig, så bliver det også meget lettere at nå målet, når andre forstår hvad dit mål er og derved eventuelt også lettere kan hjælpe dig med at opnå det.

God vind i sejlene herfra - og husk at kigge fremad :-)

/Jesper

HUN har fattet det!

2015-02-09T13:00:00Z

Som datter af en iværksætter, så skulle jeg måske ikke bliver overrasket over hendes reaktion - men set i lyset af at hun "kun" er 5 år, så blev jeg alligevel noget overrasket...

Dette indlæg handler om man kan, vil eller bliver nødt til.

Min datter Thea og jeg sidder i min bil på vej tilbage fra København hjem til Allerød. Hun har haft fri fra børnehaven og i stedet været med mig på arbejde. Vi snakker om forskellige ting og kommer ind på hvor mange forskellige slags arbejde man kan have.

Hun fortæller så, at hun allerede godt ved hvad hun vil arbejde med, når hun bliver voksen - Hun vil have en restaurant.
Jeg svarer at hun jo så bliver nødt til at lære at lave mad. Og til det svarer hun prompte: "Nej, jeg skal bare finde nogen som er dygtige til at lave mad, så de kan lave maden for mig."

Lidt paf sidder jeg så og nærmest i 3.person tænker over hvad jeg egentlig havde sagt - og hun havde svaret.
Først og fremmest har jeg, meget u-iværksætter-agtigt, talt med hende om hvilken slags jobs man kan få, og på intet tidspunkt i samtalen nævnt noget med at have sin egen virksomhed/forretning. Fuldstændig ligesom jeg selv er vokset op med, hvor det er være selvstændig overhovedet ikke kunne komme på tale. For det andet, så kommer hun mig så i forkøbet ved at sige at hun vil drive en restaurant og ikke bare være kok eller tilsvarende.
Men ikke nok med det; Hun kender allerede til det faktum, som mange allerede etablerede iværksættere stadig ikke har forstået - nemlig at man ikke nødvendigvis kan eller skal kunne lave det hele, men at man med fordel kan ansætte sig til evner/viden som man ikke selv besidder.

Men bilturens overraskelser var ikke overstået endnu. Af nysgerrighed spurgte jeg om hun havde tænkt over hvilken slags restaurant det så skulle være og jeg begyndte at belære hende om, at der jo er mange forskellige slags restauranter. Og så sagde hun helt klokkeklart og meget gennemtænkt, hvad hun ville have i sin restaurant. Det var ikke noget direkte konkret om at den skulle være dansk, italiensk eller lignende, men derimod et lynskarpt koncept. Det var så skarpt at jeg simpelthen skrev det ned da vi kom hjem. Så hvis hun stadig er hooket på restaurationsbranchen, når hun bliver voksen, men skulle have glemt konceptet, så skal jeg nok minde hende om det.
Det er så genialt at jeg er 100% sikker på at det kunne blive et hit og derfor vil jeg ikke skrive om det her. Det skal hun have lov til at have for sig selv.

Men nu skal jeg så lige minde om, at det her altså er en pige på 5 år som det handler om.
Så selvom jeg aldrig direkte har snakket med hende omkring disse "mekanismer" inden for iværksætteri, så har hun uden tvivl iværksætter-DNA flydende i årene, når hun allerede nu kender til disse og forstår sammenhængen. Og det er jo også et klasseeksempel på det pædagogiske om at børn opfatter mere, end vi voksne tror. Hun har tydeligvis lært disse ting ved at have været en del af mit arbejdsliv siden hun blev født, og hun selvfølgelig også har overhørt diverse samtaler imellem mig, kolleger, venner og familie.

Som de fleste af mine andre blogindlæg her på Amino, så er der en lærdom bag denne historie.
Og i denne drejer det sig om det at lave det hele selv - eller det omvendte.

Næsten alle, som starter op alene står, ihvertfald i en periode, med det meste selv.
Men hvis man vil videre kan det være en rigtig god idé at få lagt nogen af opgaverne fra sig og lade nogen andre håndtere dette.
Det kan være noget så simpelt som at hyre nogen til at tage telefonen, eller få ekstern hjælp til regnskabet. Men selvfølgelig også over i det, som nærmest giver sig selv, at ansætte folk der er bedre end en selv, til nogen af de ting som der er behov for i virksomheden. Det kan også være for, ganske enkelt, at slippe for at for at lave de ting man i bund og grund ikke selv gider.

Men dette har du med garanti både hørt og læst før. Og det er som sådan ikke her selve udfordringen ligger.
Udfordringen ligger derimod i at finde ud af hvad man bør og navnlig KAN lægge over til andre.
Jeg sammenligner det normalt med hønen og ægget.

Det er så super let at sige, at man skal sætte andre til at lave det man ikke selv kan, eller vil, lave.
Men der er lige en lille, men væsentlig detalje: Det er de færreste som har tænkt sig at gøre det uden at få betaling for det.
Med mindre man starter op med en pæn stak penge stående på kontoen, så bliver man nødt til at bide i det sure æble og selv klare en stor del af tingene, i hvert fald for en periode.
Og hvis man ikke er indstillet på det, så er ens primære opgave ved opstarten af virksomheden, at få skaffet den kapital, som er nødvendig for at kunne hyre de nødvendige ressourcer.

Ellers så står man over for en opstart, som hele tiden vil være noget med at bevæge sig fremad i små skridt og hele tiden opveje hønen versus ægget, indtil man langsomt kan begynde at tage større og større skridt.
Og jeg skal være den første til at sige, at det er der intet i vejen med!
Jeg har selv startet virksomheder op på forskellige måder og den med at gøre det i små, men solide, skridt har været det bedste for mig. Der hvor det er gået galt, det har været når opstarten har været med store armbevægelser og forsøg på at komme hurtigt ud af starthullet. Men i de næste par blogindlæg vil jeg komme lidt nærmere ind på det.

... Nu håber jeg så blot at min datter også når til at have forståelse og muligheder omkring dette, når hun skal starte sin restaurant op.
Men mon ikke hun har styr på det til den tid, såfremt det skulle blive aktuelt?

/Jesper

I morgen skal jeg tilbage til det jeg ikke gider at lave...

2014-07-29T07:00:00Z

mumlede en af mine gode bekendte imens han stod med en hækkeklipper...

Jeg stod med en kold Cola i hånden i hans have, imens jeg så ham stå og knokle som en besat med en elektrisk hækkeklipper.
Vi fik en hyggelig sludder omkring vejr og vind og han nåede både at være ved at få sine egne fingre i klemme i hækkeklipperen, fik klippet omkring 5-6 meter af sin hæk - og klippet forlængerledningen over en enkelt gang undervejs og derved også testet HFI-relæet i sikringstavlen. Så alt i alt var det ret underholdende.

Og på trods af alt dette hyggede han sig gevaldigt. At kunne stå der i haven ved sin dejlige villa, med sin endnu dejligere kone i gang med at snitte salat i køkkenet, imens han kunne snakke med en af sine gode venner over en kold cola og lege med sin nyindkøbte elektriske hækkeklipper - Det var bare ren hygge. Han er en god mand og ansat i en ret stor IT-virksomhed og jeg har rigtig meget respekt for ham.

Efter at have stået og svedt med klipperen i en times tid, inklusiv udskiftning af forlængerledningen, stopper han og tager et par skridt baglæns og beundrer sit "værk".

Han drejer hovedet og kigger over på mig med et smil, kigger tilbage på hækken og nikker anerkendende og kigger derefter igen tilbage på mig, tydeligvis i håbet om at jeg er enig. Jeg løfter min Cola og giver ham et halvkikset forsøg på en kombi af et "skål" og et "pisse godt"-look. Yes, vi hygger os og det vil jeg ikke lægge skjul på. Han hygger sig med at snakke med mig og svinge rundt med hækkeklipperen - og jeg hygger mig med at snakke med ham og kigge på hans udskejelser.

"Det er bare så dejligt det her! Jeg kunne bruge tid på at ordne denne have hver eneste dag!" siger han og triumferende peger rundt i villahaven med hækkeklipperen som pegepind.
Vi står i nogle sekunders tavshed imens han får peget færdig - "Og i morgen skal jeg tilbage til det jeg ikke gider at lave..." afslutter han med et suk.
I morgen slutter hans 3 ugers sommerferie. I morgen skal han tilbage til arbejdet som IT-konsulent med en lønning på knap en halv million om året. I morgen skal han igen sidde i sin bil i kø til og fra Glostrup. I morgen skal han igen lave det han i bund og grund ikke gider, men gør fordi det nu en gang er hans arbejde...

... alt imens jeg har stået og tænkt "Godt jeg ikke har sådan en have at passe... Fuck hvor jeg dog ikke ville gide at stå og klippe hæk..." og glædet mig til at jeg i morgen skal tilbage til mine kolleger, kunder og spændende opgaver.
- Sådan er vi så forskellige. Men det er måske også en af grundende til at vi kommer så godt ud af det med hinanden.

Fortsat god sommer til Jer alle :-)

/Jesper

Sådan startede jeg for 15 år siden...

2014-03-27T13:46:00Z

..hvor jeg i marts måned 1999 stod ved en postkasse i Allerød og lagde et kuvert i den.
Det var der i sig selv ikke noget specielt ved Men indholdet i kuverten var specielt. Det var nemlig en kuvert adresseret til Erhvervs & Selskabsstyrelsen med et udfyldt registreringsskema for min nye grafiske virksomhed.

Idéen med virksomheden var egentlig, at jeg bare skulle arbejde derhjemme og være freelance-grafikker. Jeg havde allerede været en del af flere andre virksomheder inden for samme branche, men det tiltalte mig at lave en virksomhed hvor det igen bare var mig selv og ingen andre - en simpel enkeltmandsvirksomhed.
Jeg stiftede virksomheden samtidigt med at jeg og en partner var ved at afvikle en anden mere specialiseret grafisk virksomhed. Og med min tidligere baggrund som grafisk systemkonsulent, var denne branche absolut ikke ukendt for mig. Fordi vi afviklede den anden virksomhed på "den pæne måde" (ikke konkurs, men blot afvikling), var det også muligt for mig at få nogle ret lækre grafiske computere og software fri af den anden virksomhed.

Så jeg startede op hjemme i mig og min daværende kærestes 3-værelses lejlighed. Der var ikke den store plads i mit arbejdsværelse, men det var rigeligt til at jeg kunne have to skriveborde, en stak computere, en lille printer og en scanner.

Mit arbejdsværelse tilbage i 2001/2002...

Jeg drev MediaMouse ved siden af et normal lønmodtagerjob, da en ret heftig gæld til banken, fra den tidligere virksomhed, gjorde det umuligt for mig at låne penge. På det tidspunkt kunne jeg ikke engang eje et kreditkort.
Så det var vigtigt for mig at få knoklet gælden af i en fart. Først havde jeg et job i en elektronikvirksomhed og efterfølgende var jeg i et stort IT-sikkerhedsfirma, som kunne se en fordel i at have en kreativt tænkende person ansat, da jeg kunne bruges til at lave utraditionelle løsninger. Begge jobs var nogen som jeg faktisk var rigtig glad for - og selvom jeg havde min egen virksomhed ved siden af, så lagde jeg så meget i mine jobs, at jeg i elektronikvirksomheden nåede at blive teamleder inden jeg startede i IT-sikkerhedsbranchen. Frem til 2005 kørte virksomheden på den måde at jeg i dagtimerne havde et normalt job, men til gengæld havde fået skrevet ind i mine ansættelseskontrakter, at jeg havde lov til at drive virksomhed ved siden af, så længe det ikke gik ud over mit job og jeg ikke drev konkurrerende virksomhed.
Og jeg knoklede rigtig hårdt, både på at få arbejdet min gæld til banken og få gang i MediaMouse. Fra 8-16/17/18 stykker arbejdede jeg med IT-sikkerhed, hvor jeg endda nåede at blive chef for den tekniske afdeling - samtidig med at jeg om aftenen arbejdede med grafik. Selvom det måske lyder rigtig hårdt, så var jeg til gengæld også rigtig glad. Jeg kunne nørde med det nyeste inden for IT-sikkerhed og avancerede IT-systemer og også få afløb for min kreativitet.

Set tilbage i bakspejlet forstå jeg egentlig ikke hvordan jeg kunne nå alt dette på én gang. Men det var også sjældent at jeg kom i seng før midnat og det med at sidde og stene foran fjernsynet gjorde jeg meget sjældent.
Jeg levede efter mantraet "Money never sleeps" (citat af Gordon Gekko (Michael Douglas) fra filmen Wall Street) og det gør jeg som sådan også i dag.
Hvis man virkelig vil noget her i livet, så kommer man ikke til det sovende eller ved at sidde og glo på latterlige reality-programmer i fjernsynet. Det kræver en benhård indsats og at man kører på for fuld skrue.

MediaMouse var stille og roligt vokset og jeg arbejdede i hvert fald 4-5 timer om dagen på dette - og hver eneste weekend. Kunderne var også vokset og jeg oplevede at der skete en ændring ud fra den oprindelige "forretningsplan", om at MediaMouse bare skulle være mig der var freelancer. Jeg har oprindeligt en baggrund som ret hardcore grafisk systemkonsulent. Så jeg har været med til at opbygge store trykkerier og reklamebureauers infrastruktur, ligesom jeg også har undervist i grafisk produktion. Og jeg oplevede at mængden af opgaver, hvor der skulle fremstilles noget fysisk i form af bannere, skilte, tryksager m.m., steg ret kraftigt. Det var ikke nok at jeg bare sad og lavede layouts og så sendte dem tilbage til kunden, som så selv måtte finde nogen der kunne lave det fysiske produkt. En del kunder vendte tilbage og spurgte om jeg ikke også kunne stå for produktionen. De vidste udmærket godt at jeg ikke selv kunne producere tingene, men de var indstillet på at jeg tog hånd om den del og fandt en leverandør til dem og stod for kontakten. Så ret hurtigt begyndte jeg at outsource til nogle underleverandører. Basalt set fungerede det OK - men der opstod ret hurtigt to forskellige problematikker: Først og fremmest var det rigtig svært at løse hasteopgaver. For det andet, så begyndte jeg, med min baggrund inden for branchen, at blive frustreret over underleverandører som basalt set vidste mindre om det de lavede, og det udstyr de kørte på, end jeg gjorde.
Og tanken, om at jeg blev nødt til selv at kunne stå for en stor del af produktionerne, sneg sig ind på mig. Men at kunne dette ville kræve en uhyggelig masse penge, som jeg slet ikke havde adgang til, og navnlig ville det kræve en radikal ændring af MediaMouse som virksomhed, da jeg så ikke længere ville kunne klare det alene.
Tankerne blev så kørende rundt omkring dette, imens jeg stadig måtte outsource de fleste fysiske produktioner.

Men i 2005 skete der en række ting inden for en enkelt måned, som gjorde det til et skelsættende år for MediaMouse - og en markant milepæl i historien om MediaMouse:

Først og fremmest, havde jeg købt min første lille produktionsmaskine nogle år tilbage. Den kunne ikke følge med på opgaverne, så jeg havde lige købt en større model.
Men den larmede simpelthen alt for meget til at have en i lille lejlighed - især når jeg arbejdede fra klokken 16-18 stykker. Så min kone var alt andet end begejstret.

For det andet, så havde jeg været ude hos en kunde og aflevere nogle trykager. Det var en ret stor kunde og jeg havde et rigtig godt forhold til deres marketingschef.
Han ville så godt lige snakke lidt om løst og fast og midt i det hele spurgte han mig "Tager du egentlig din egen virksomhed seriøst? - For det gør vi. Men jeg er i tvivl om du gør?". Det var noget af en mavepuster for mig, da jeg jo selv syntes jeg tog virksomheden seriøst, men omvendt, så arbejdede jeg jo også i IT-sikkerhedsbranchen og gik også meget op i det arbejde. Så jeg følte mig meget splittet da jeg kørte hjem fra kunden.

IT-sikkerhedsvirksomheden, som jeg arbejdede i, var flyttet og som chef for den tekniske afdeling havde flytningen virkelig trukket nogle grimme tænder ud, hvor jeg havde dage hvor jeg mødte klokken 7-8 stykker og knoklede på frem til klokken 16. Skyndte mig hjem og spiste aftensmad med min kone, for så at få lavet noget arbejde i MediaMouse, og så bagefter, klokken møg af aftenen, køre tilbage til IT-sikkerhedsvirksomheden i København... Det fungerede ikke og jeg var rigtig rigtig rigtig træt. Jeg var simpelthen kørt helt flad.

Min kone syntes hverken at det var sjovt at jeg arbejdede non-stop, og være vidne til hvordan det splittede mig ad, samtidigt med at hele vores lejlighed sejlede i papir, folieruller, maskiner m.m.
Så hun sagde til mig at jeg snart måtte finde en løsning på det - ellers ville hun gøre det for mig, for hun kunne ikke holde til stadig at være en del af det.
Udefra set kan det måske lyde lige lovligt hårdt og jeg vil også sige, at hvis en kvinde havde bedt mig om at vælge imellem hende eller min livsstil som iværksætter, så ville jeg have smidt hende på porten med det samme.
Men det var ikke det hun bad mig om; Hun bad mig vælge imellem om jeg ville være chef i IT-sikkerhedsvirksomhed eller følge mit kreative hjerte.

Fuldstændig rundt på gulvet deltog jeg i en konference for ledere, vel og mærke i rollen som chef og ikke som grafikker. En af dem som holdt foredrag var Martin Thorborg, som jeg kendte fra tidligere tider omkring Jubii.
Og et eller andet fik mig til at gå op til Martin, efter hans indlæg, og simpelthen spørge ham hvad pokker jeg skulle gøre omkring min situation. Og da han hørte at jeg både drev min egen virksomhed og samtidigt havde et fast job, så sagde han, som kun Martin kan sige det "Hvorfor helvede har du det job? Sig dog det lortejob op og arbejd med din egen virksomhed! Så bliver du meget gladere!".

En uge efter stod jeg på min chefs kontor med en opsigelse i hånden. Og jeg var faktisk rigtig nervøs for hvordan reaktionen ville blive. Jeg var i det hele taget ikke glad ved situationen, da jeg jo var rigtig interesseret i mit job. Min chef overraskede mig så til gengæld. Han kiggede kort på min opsigelse og så tog han en dyb indånding og sagde "Jesper, ved du hvor længe jeg har gået og ventet på dette øjeblik?". Og så fortalte han at han jo kunne se at jeg begyndte at se mere og mere træt ud, og han kunne også godt mærke på mig at kreativiteten trak meget kraftigt - og så stødte han oftere og oftere på MediaMouse's navn rundt omkring. Så han havde gået i over et år og spekuleret på hvornår jeg mon lagde min opsigelse for at forfølge min drøm...

Så jeg forlod IT-sikkerhedsbranchen i 2005 på den pæneste måde jeg overhovedet kan forestille mig. Og det er måske også derfor MediaMouse har rigtig mange kunder inden for bl.a. denne branche, da de kender mig fra min fortid og har respekt for min beslutning.

Til at starte med kunne jeg ikke leve 100% af MediaMouse, men min tidligere chef brugte mig indimellem som freelancer, da de selv voksede og havde svært ved at skaffe dygtige IT-sikkerhedsfolk.
Så på den måde kunne jeg igennem et lille år have en glidende overgang fra lønmodtager til selvstændig. Fordi jeg udelukkende fokuserede på MediaMouse steg mængden af opgaver kraftigt, ligesom størrelsen af opgaverne også voksede. Så jeg kom endelig ud af min gæld til banken.

Samtidig med dette havde jeg så noget mere "fritid" og derved kunne få finpudset en masse detaljer omkring MediaMouse.
Bl.a. kom logotypen helt på plads, som den ser ud i dag og er egentlig ret simpel. Det er skrifttypen er Trebuchet hvor de to "e" er roteret 20 grader mod uret.
Musen blev på samme tidspunkt en fast del af den visuelle identitet for virksomheden, selvom musen faktisk er en del ældre end selve MediaMouse.
Både selve navnet MediaMouse er siden hen blev registreret som varemærke og musen er ligeledes blevet designbeskyttet.
Dette er noget jeg har lært af ren erfaring, kan være en god idé når man lægger sig fast på et navn og logo.

Det varede ikke længe før MediaMouse "flyttede hjemmefra" og fik nogle lokaler i byen. De var på knap 90 kvadratmeter og helt fine til en virksomhed som bestod af mig selv og med plads til både mere udstyr og nogle fremtidige ansatte. Det var en meget speciel dag første gang jeg igen, efter lang tid, kunne tage på arbejde om morgenen - men til mit eget arbejde vel og mærke.

Indflytning i MediaMouse's første lokaler "hjemmefra"

Den omlagte plan med at MediaMouse selv skulle producere fungerede også. Alle tjente penge blev brugt på investeringer og udvikling af MediaMouse.
Så der gik ikke mere end 2 år før MediaMouse igen var løbet tør for plads og jeg måtte ud og finde nye lokaler igen. Denne gang var det så et sted hvor der ville være plads til at vi kunne få endnu mere plads, hvis det viste sig at virksomheden havde behov for dette senere hen. Og det blev der så også brug for et par år senere. I dag har MediaMouse produktionsfaciliteter på lidt over 550 kvadratmeter, med en omfattende produktion der spænder fra traditionelle tryksager til skilte og storformat-produktion. Alene på storformat-delen råder vi i dag over et af de mest avancerede og alsidige setups i Nordsjælland. Jeg er heller ikke alene i MediaMouse, men har nogle super dygtige og kreative medarbejdere. Så det med at have en hel dag alene i MediaMouse er fortid. Det er underligt når jeg engang imellem i weekenderne eller sent på aften er helt alene arbejde og går og tænker på, at dette en del år tidligere var dagligdag.

MediaMouse vokser stadig, selvom det ikke er nogen direkte plan, at MediaMouse skal være en stor virksomhed. Pga. det udgangspunkt jeg startede virksomheden fra, hvor jeg ikke kunne låne nogen penge, er virksomheden vokset ud fra dette. MediaMouse vokser ud af ren organisk vækst. Al overskud i virksomheden går retur til investeringer. MediaMouse skylder ingen penge til nogen og har altid lavet sorte tal. Jeg har ikke nogen decideret vækststrategi for virksomheden. Basalt set ønsker jeg bare at MediaMouse har en størrelse hvor vi hele tiden kan følge med vores kunders efterspørgsler og deadlines - og at det er en stabil virksomhed som stadig eksisterer i morgen.

Montering af folier på ruderne af Industriens Hus mod Rådhuspladsen

Mængden af kunder vokser også stille og roligt ligesom som størrelsen og antallet af opgaverne vokser. Jeg kan se at vi igennem 2013 løste 2547 forskellige opgaver.
I dag tæller nogle af de store kunder bl.a. Garmin, HP og Virgin, ligesom vi også producerer skilte m.m. for Nordisk Films biografer, blot for at nævne nogle af de mere kendte navne som vi løser opgaver for.
Dertil kommer en lang række af forskellige kunder inden for mange forskellige brancher lige fra film og tv-produktioner til medicinal og rumteknologi.
Men ikke mindst, så har vi stadig mange af MediaMouse's oprindelige kunder, som derved har været med næsten helt fra starten af. Nogle af dem har stadig den samme størrelse, men er gode stabile virksomheder, imens andre er vokset fra at være to mand i en kælder til store internationale virksomheder - men som alle nærmest er en integreret del af vores lille kreative "familie". Blandt nogen af disse er også en del Amino'er, som jeg har kendt igennem rigtig mange år efterhånden. Bl.a. Spamfighter og Amino har fået løst opgaver, John fra NielcoIT, Anja Lysholm, Mikkel Mikjær, Nicolai Lønne, Christoffer Steenbeck, Sandfær-Andersen og en masse andre gode og spændende kunder har jeg mødt for mange år siden via Amino.

Og her er vi så, fra venstre mod højre: Anders, Peter, Jonas, Diana, Stephanie og mig selv

Så nu, hvor jeg kigger tilbage på de 15 år MediaMouse har eksisteret og navnlig de sidste 9 år, så har det været en spændende tur og oplevelse – og endnu mere fantastisk at tænke på at den ikke er slut endnu, men der fremadrettet forhåbentlig ligger mindst lige så mange fantastiske år, med sjove og udfordrende kreative opgaver fra spændende kunder.

Jeg vil slutte af med en tak til alle de Amino'er herinde som har bakket op om MediaMouse på den ene eller den anden måde - og navnlig til Martin Thorborg for at give mig det afgørende skub med sætningen: "Sig dog det lortejob op og arbejd med din egen virksomhed!" :-)

/Jesper

Hvis du vil vide mere om hvordan lige præcis IT og kreativitet hænger sammen for mig, kan du se denne video jeg lavede for et par år siden:
Starten på iværksætteri - Drømmen http://www.amino.dk/blogs/jespernorboll/archive/2011/10/30/starten-p-229-iv-230-rks-230-tteri-dr-248-mmen.aspx

2 år med gåvogn - Det skulle der til..

2013-12-27T11:41:00Z

"Jeg vil... og jeg KAN... selv..."

Jeg kan ikke huske om jeg direkte ordret tænkte sådan, men jeg kan huske fornemmelsen i kroppen.
Fuldstændig lige som når f.eks. nogen (bl.a. mig) kommer til at tænke på Disneys juleshow, når de oplever lugten af julekager.
Og det er også lige præcist det med Disneys juleshow og lugten af pebernødder som inspirerede mit til at skrive dette blogindlæg.

Jeg har minder tilbage fra jeg var omkring 1-2 år gammel og de fleste af dem er senere hen blevet bekræftet. Så jeg ved at det ikke er noget jeg har drømt eller bildt mig selv ind.
Jeg kan blandt andet huske lugten og udseendet af min barnevogn - set indefra. Den arvede min fætter da jeg var 2 år gammel. Så allerede fra da jeg var så lille, er der ting jeg stadig kan huske den dag i dag.

Vi boede i Farum indtil jeg fyldte 3 år. Derefter købte mine forældre min mormor og morfars lille bindingsværkshus i byen Snekkersten (5 kilometer sydpå af Strandvejen forhold til Helsingør).
Snekkersten var der jeg voksede op indtil jeg var 12 år gammel og vi flyttede til Hornbæk, hvor mange af mine tidligere blogindlæg omkring købmandsskab udspringer af.

Både Snekkersten og navnlig Hornbæk har jeg mange gode og også dårlige oplevelser, historier og minder fra, som jeg tydeligt kan se har været medvirkende til at gøre mig til den person jeg er i dag - og derved også til at danne et grundlag for mit liv som iværksætter.

Farum har jeg kun en enkelt oplevelse fra, som jeg ved har haft en direkte indvirkning på mig. Men jeg var trods alt også kun omkring 2 år gammel.
Til gengæld ved jeg at oplevelsen udgør den helt fundamentale grundsten i min personlighed...

... Da vi boede i Farum havde jeg en gå-vogn. Sådan en træfarvet vogn med røde plastikhjul og en rød metalbøjle.
Den kørte jeg meget med. Enten ved at sidde i den og holde fast i bøjlen imens jeg skubbede mig baglæns med fødderne, eller ved at gå med den med nogle af mine ting i. Når man kun er 2 år gammel og ikke kan bære så mange ting på en gang, så er sådan en jo praktisk til at transportere legetøj, bamser m.m. i.

En dag var jeg ude på legepladsen sammen med min mor. Min mor havde ikke noget arbejde på det tidspunkt, andet end at passe mig, hvilket nok også til tider har været mere end rigeligt. I det boligområde vi boede i var der en stor legeplads med en stor sandkasse, hvor der er midten var nogle kombinerede legehuse/rutsjebaner. De lignede nærmest nogle trekanter, eller tage, der stod i sandkassen. Man kunne så kravle op af "taget" og på den anden side var der et bredt glat stykke metal på midten af taget som fungerede som rutsjebane. Jeg kunne rigtig godt lide at lege på disse legehuse. Så min mor tog tit over på legepladsen med mig. Men en dag fik jeg lov til at være alene på legepladsen. Min mor fulgte mig, og min gåvogn med min bamse i, over til legepladsen og gav mig besked om at jeg skulle blive der indtil hun kom igen,
Jeg legede alene på legepladsen, men pludselig kom der to store drenge og også ville lege på samme legehus som jeg gjorde. Jeg kan huske at de først lod som om jeg ikke var der og jeg holdt mig for mig selv på den anden side af legehuset. Men pludselig kom de over på min side og begyndte at snakke til mig, for til sidst at skubbe mig ned af legehuset, når jeg kravlede op på det. Jeg blev ked af det og gik over til min gåvogn og min bamse, som holdt ved siden af sandkassen. Men drengene gik efter mig og ville tage min gåvogn. Jeg kan huske at jeg var rigtig ked af det og, selvom min mor havde sagt jeg skulle blive ved sandkassen, så besluttede jeg at gå min vej med gåvognen. Det gjorde jeg så, uden overhovedet at vide hvor jeg var - jeg gik bare væk fra drengene og heldigvis gad de ikke at følge efter mig i ret lang tid.

Men en ting var at jeg nu var i sikkerhed - men jeg var også langt væk fra sandkassen, et eller andet sted i området som jeg ikke kendte. Jeg var stadig ked af det og kan huske at jeg stod og græd med min gåvogn i håbet om at nogen voksne ville hjælpe mig med at finde min mor.
Men der var ingen voksne der kom forbi. Og så var det at følelsen ramte mig; den følelse som jeg i dag genkender som "Jeg bliver nødt til selv at klare det - og jeg skal nok finde ud af hvordan". Jeg kan huske at jeg oplevede følelsen på samme måde som når jeg blev stædig og ville have min vilje. Og det er præcist på den samme måde jeg oplever følelsen den dag i dag. Jeg er dybt overbevist om at det var grundlaget og følelsen af "fighter spirit" eller "kampånd" som jeg blev ramt af dengang som 2 årig. Alle rækkehusene i området var praktisk talt ens, i hvert fald set fra et lille barns synsvinkel. Så jeg besluttede mig for at gå hen til hver eneste hoveddør og ringe på. De to første døre var der ikke nogen der åbnede, men ved den 3. dør var det min meget overraskede mor der åbnede. Så jeg var trods alt ikke nået længere væk og derved dårligt nok hverken forsvundet eller faret vild. Men jeg fandt til gengæld min kampånd på vejen.

Det er denne grundsten som er det første, jeg overhovedet kan komme i tanke om, som stadig giver mig ballast i dag.
Jeg kan mærke den, når jeg står i en situation, hvor jeg enten personligt eller forretningsmæssigt bliver stærkt udfordret. Det vilde er, at jeg får samme fornemmelse som jeg gjorde den gang: en kuldegysning ned af ryggen - og så får jeg, ikke en ringen, men en svag lyd inde i mit hoved af plastikhjulene fra min gåvogn, som kører hen af fliserne. På en eller anden underlig måde gør det mig "kampklar" - og det giver mig også en form for tryghed og skarphed, når jeg oplever dette. For så ved jeg at jeg nok skal klare det på den ene eller den anden måde - for det har jeg gjort før.

Men det er nok også den oplevelse som gør, at jeg har det svært med folk som bare opgiver, inden de overhovedet har forsøgt.
Især inden for iværksætteri hører og læser jeg tit noget i stil med "Jeg ved ikke hvordan, så det kan jeg ikke" - Jamen, så find dog ud af det! Eller find nogen som kan hjælpe dig med det. Man kan roligt regne med at med mindre man beder om hjælp eller søger efter hjælp, så får man ikke nogen hjælp. Hjælp og viden er ikke noget der på magisk vis dumper ned i ens hænder når man mangler det. Det kræver en indsats - og inden for iværksætteri har jeg den tommelfingerregel at desto mere kompliceret og unikt det er, det som man er ved at rode dig ud i, desto mere viden og erfaring kræver det også for at blive en succes - ellers vil der være mange andre som allerede har udkonkurreret en inden man overhovedet er kommet i gang.

Så næste gang du står med en udfordring og er ved at smide håndklædet i ringen på forhånd, så tag lige en dyb indånding og lyt godt efter...
Kan du høre en svag lyd af plastikhjul bag dig...? Det er lyden af en 2 årig med gåvogn som er ved at overhale dig - Så tag dig sammen og se at komme videre!

/Jesper

Min morfar er sørøver - og bestyrelsesformand

2013-07-09T09:02:00Z

Det er lang tid siden jeg sidst har skrevet herinde, hvilke jeg beklager.
Men først og fremmest er min holdning at jeg kun skriver noget herinde, når jeg syntes jeg har noget fornuftigt at skrive som andre kan få glæde af.
For det andet har jeg været presset rent arbejdsmæssigt, men også privat. Så jeg har ikke haft det store overskud generelt, hvilket også har haft en kraftig indvirkning i min skrivelyst.

Dette er endnu et blogindlæg - eller rettere: endnu en historie.
Og endnu en gang er det et af de mere dybsindige i samme tråd som bl.a. mit indlæg "Drømme, Cocio og Ovnrens" (læs det bagefter hvis du ikke allerede har læst det).
Så hent dig en god kop varm kaffe eller te - eller hæld en kold cola i koppen, så du er forsynet de næste 10 minutter:

-----

I øjeblikket er jeg, sammen med mine søstre, igang med at rydde min mormors bolig.
Hun døde i november måned sidste år efter længere tids sygdom.
Selvfølgelig er vi alle kede af at hun er væk, men omvendt, så er vi også ret lettede.

Hun var altid været en kvinde der bar hovedet højt - og det var hun sørme også i sin fulde ret til.
Hendes baggrund var uddannet journalist og siden 60'erne har hun siddet i store stillinger som forlagsredaktør og sluttede af med bl.a. at være chefredaktør på Alt For Damerne og Femina.
Så ja, hun var rigtig dygtig og også anerkendt i branchen for hendes dygtighed, men også for altid at være "på". Pænt klædt og altid korrekt i sin optræden.
Så da hun for et par år siden begyndte at skrante alvorligt pga. sygdom, var det tydeligt at se på hende at det at være afhængig af andre, ligge på hospitalet i sit eget tis m.m. var det sidste hun kunne ønske sig. 2 måneder før sin død sendte endnu en blodprop hende endnu en gang på hospitalet, men denne gang med udsigten til aldrig at kunne komme hjem til sit eget hjem igen, men på et plejehjem da hun fremover ville skulle have pleje døgnet rundt. Hun var selv meget ked af sit liv og sagde direkte at hun havde haft et rigtig godt liv og nu gerne ønskede det skulle stoppe - og det gjorde det så også. Senere gav en kraftig blødning i bughulen 2 muligheder som lægerne lagde i vores hænder:
1) Vi overfører hende til Rigshospitalet hvor hun vil blive åbnet op og man vil forsøge at lappe blødningen. Hendes fremtidige tilstand derefter vil være uvis, men hun vil aldrig komme til at gå igen og i det hele taget vil hun være meget medtaget, hvis hun overhovedet overlever indgrebet.
2) Vi stopper og holder hende smertedækket, men det er det.

I kan selv gætte hvilken løsning vi valgte. Et døgn senere opgav hendes hjerte at køre videre på dampene, selvom lægerne i op til 6 timer inden ikke længere kunne måle et blodtryk, på trods af hun var ved bevidsthed på det tidspunkt. Så er man altså en fighter til det sidste...

Nu hvor vi er i gang med at gennemgå indboet, har jeg bl.a. fået fingrene i mine bedsteforældres fotoalbums. Det er ikke nogen de nogensinde har vist frem og vi børnebørn har altid været i tvivl hvor vidt der overhovedet eksisterede nogen fotos fra deres barndom, ungdom m.m. Men det gjorde der, endda 6 styk omhyggeligt sorteret op i datoer, familiegrene og begivenheder.
Og der også en masse flotte "karriere"-billeder/pressefotos af min mormor - og min morfar.

Min morfar er et kapitel for sig selv. Det har altid været ham jeg har følt mig mest knyttet til af mine bedsteforældre. Det var derfor lidt et mavepuster for mig da han døde for en 6 år tilbage efter et par hjerteanfald. Han var ligeledes også uddannet journalist og mine bedsteforældre mødte hinanden dengang de begge studerede. Og om nogen var han et kendt ansigt inden for sit felt. Han har haft mange stillinger som redaktør, chefredaktør og også drevet og opstartet forlag og magasiner. Hvor min mormors område var damer og mode, var min morfar derimod aktiv inden for biler og gastronomi. Et af de første magasiner han var med til at starte var inden for biler. Senere hen blev det mad. Fag-magasiner som Hotel & Restaurant og Mad & Gæster er bl.a. hans kreationer. Han har skrevet masser af bøger omkring gastronomi, vine og lignende, både alene, men også sammen med forskellige kendte kokke så som Søren Kericke. Jeg skal hilse at sige at som barn var det noget specielt at være ude og spise med mine bedsteforældre i København hvor de boede. Jeg tror jeg igennem min barndom har været på nogen af de fineste restauranter i byen, som man vil kunne nævne fra den tid. Min morfar var altid med på "beated" hvad angik teknologi. Han har fortalt historier om da han var med til på dagbladet at sætte avisen op med blybogstaver om natten og hvor fantastisk det var da den første telex kom og de kunne få nyheder "live" fra udlandet og videre over til telefax og hvordan email og internettet senere hen fuldstændig ændrede journalistikken. I hans ældre år brugte han rigtig meget tid foran computeren på at skrive artikler og klummer og kommunikere med diverse mennesker. Han var altid "på nettet" som min mormor kaldte det.

Min mormor og morfar havde meget få deciderede venner - men tilgengæld en masse gode bekendte og et meget bredt netværk, hvilket indholdet af deres fotoalbums også kraftigt understreger. Min morfar trak meget på ekstern viden, hvor min mormor mere var til selv at finde ud af tingene.

Dette er så også det som er kernen i dette bogindlæg:

Rent forretningsmæssigt minder jeg meget om min mormor. Jeg er en solo-rytter og det har jeg det bedst med.
Ikke ment som om jeg ikke kan finde ud af at arbejde sammen med andre på samme niveau, men jeg har det bedst med at kunne træffe de nødvendige beslutninger uden først at skulle diskutere dette med andre. Jeg har ingen problemer med at uddelegere ansvar og lægge opgaver i hænderne på andre, men jeg vil stadig have en finger på pulsen. Det er f.eks. meget få ting som foregår i MediaMouse, som jeg ikke ved noget om - så vidt jeg ved... Jeg har ingen problemer med at der f.eks. er en teknik som en medarbejder er betydeligt bedre til end jeg, men jeg bliver simpelthen nødt til at have en relativt høj viden omkring teknikken. Ellers føler jeg ikke at jeg kan formå at udnytte teknikken og medarbejderens potentiale ordentligt.

Jeg har tidligere haft virksomheder hvor jeg har haft medstiftere/partnere og det fungerede ikke. Så jeg ved hvad jeg taler om; Been there - done that - bought the T-shirt....
Ærligt sagt, så er jeg ikke god til at rette ind til højre og lade en anden køre foran i en periode. Jeg er for reaktiv og drevet af en kreativitet i overdrive som de færreste kan sætte sig ind i.

Det er også derfor jeg ikke har en decideret bestyrelse i MediaMouse. Da jeg oprindeligt stiftede MediaMouse mente min daværende revisor at en bestyrelse ville være en god idé. Den holdning blev hurtigt droppet og min nuværende juridiske rådgivere er også samstemmende enige om at en bestyrelse ikke vil give mening, da det på nuværende tidspunkt blot vil introducere nogle udfordringer og potentielle problemer. Til gengæld har jeg et advisoryboard som jeg læner mig op ad, da det at køre en virksomhed helt 100% alene vil være at opfinde en masse dybe tallerkener, bare fordi man ikke vil tage ned og købe dem uanset hvor billige de end er. Jeg har brug for at kunne lufte nogle tanker, problematikker m.m. over for nogen personer som ikke er direkte påvirket af virksomheden, som f.eks. min kone og min nærmeste familie. Så det er rigtig rart for mig at kunne smide nogle bolde op i luften over for nogle andre, som uden at have noget i klemme, kan sige deres uforbeholdne mening og komme med nogle indspark fra deres side af.

Men det er så alligevel ikke helt rigtigt at der ikke er en bestyrelse i MediaMouse som kan få mig til at ændre kurs...

Da min mormor for et par år siden fik sin første blodprop var det i hjernen. Hun kom sig utroligt nok over den inden for et par måneder og var nærmest en 4-5 år yngre og fyldt med mere energi og havde også en bedre hukommelse end før blodproppen. Men i dagene efter hun havde fået blodproppen så det ikke godt ud. Hun lå på en af de mest klamme uhumske stuer på Gentofte sygehus - en to-seng stue som stank af en blanding af pis og sprit, havde nullermænd i håndstørrelse i hjørnerne og tyndslidte gardiner med umiskendelige plamager af indtørret snask. Hun lå så der imens øjnene kørte rundt i hovedet på hende, da hendes synsevne også var ramt af blodproppen, og snakkede i øst og vest. Nogen gange virkede hun klar, andre gange var det noget værre vrøvl hun sagde. Men pludselig skete det vi alle havde frygtet - at hun måske havde glemt at morfar var død...
"Hvordan går det med morfar?" spørger hun og får grebet fat i min arm. Jeg stivner lidt og prøver at få øjenkontakt med min søster som var med, men hun var nærmest forstenet. Jeg tager så en dyb indånding og siger "Jamen, mormor. Morfar er jo død, kan du ikke huske det?". Hvortil hun så svarer "Jo jo... Men har du ikke snakket med ham?". Jeg bliver så urolig, men på en eller anden måde også stædig og siger noget i stil med "Nej, for han er jo død! Så jeg kan ikke snakke med ham!".
Og så kom den skelsættende sætning fra journalisten og karriere-kvinden der lå der i sengen, som meget hårdt skar igennem: "Det ved jeg jo godt! Men derfor kan han jo godt være på nettet!!!".

Fordi jeg er så reaktiv som jeg er, så har jeg ofte brug for lige at vende tingene en ekstra gang. Det som en del nok vil kalde at sove på det.
Da jeg oprindeligt stiftede min første virksomhed gav min daværende advokat mig 2 råd, som jeg har taget til mig og stadig benytter mig af:
- Underskriv ALDRIG noget imens du står op! Hvis du ikke har mulighed for at sidde ned og skrive det under, så tag det med til du er et sted hvor du kan sidde ned. Har du for travlt til at sætte dig ned, så lad være med at skrive det under, indtil du har tid og kan sidde ned.
- Står du med en tung beslutning, så skriv det ned på et papir - grundigt formuleret som et form for brev til dig selv. Læs det et par dage senere som om det var en anden der havde skrevet det til dig. Du vil finde nogle helt andre svar end du ville have forestillet dig den dag du skrev det ned.

Så derfor, hvor underligt det end lyder, så skriver jeg en gang imellem en email til min morfar. Min mormor, som lå på kanten imellem død og levende, sagde jo selv at han var på nettet.
Han er min bestyrelsesformand og er ham jeg vender de tungeste beslutninger med - og sjovt nok er han ikke altid enig med mig...

Og nu til det som du kan tænke over, nu hvor din kop formentlig er tom: Hvad med dig?
Størstedelen af dem som jeg møder, der skal/vil i gang med at starte virksomhed, mener at man SKAL have en partner og/eller en bestyrelse hvis man virkelig vil frem.
Men er det nu det som du inderst inde vil - og kan du overhovedet fungere på den måde? Eller er du en solo-rytter som jeg?
Der er intet galt i at være solo-rytter, men du skal være indstillet på at der er hårdt og koldt på toppen hvis du er helt alene. Så det er altid godt at have nogen at kunne sparre med enten i form af partnere, et advisoryboard, et godt netværk eller noget helt andet...

I Blå Bog står der at min morfar var journalist, madanmelder, chefredaktør og klummeskribent.

I dag er han bestyrelsesformand - og sørøver

/Jesper

... og husk nu lige også at læse "Drømme, Cocio og Ovnrens"